|
Fire soldater på lazaret i 1864. Foto: Kort og billede afdelingen, Det kongelige Bibliotek
Slaget om Als blev udkæmpet den 29. juni1864 under
2. Slesvigske Krig mellem Danmark og Preussen.
Slaget om Als var den sidste afgørende kamp i krigen.
Indledende manøvre
På Als befandt der sig i alt 12.000 danske soldater, hvoraf størstedelen havde trukket sig tilbage dertil efter nederlaget ved Dybbøl. Danskerne havde bygget et net af løbe-grave og kanonstillinger langs hele kysten fra Sønderborg i syd til Kærhalvøens spids Arnkilsøre i nord. I farvandet omkring Als kredsede danske krigsskibe og kanonbåde parate til at gribe ind, hvis et angreb mod øen skulle komme.
Men den danske overkommando på øen tog for givet, at det først vil ske efter nogle dages intenst bombardement. Danskerne ventede derfor ikke noget angreb - midt om natten den 29. juni. End ikke de danske lytteposter, som lå i både ude i Als Sund registre-rede, at store preussisiske styrker trak ind i Sottrup Skov syd for Sottrupskov for i ly af den tætte skov at bevæge sig frem til vandkanten.
Tidligt om morgenen den 29. juni satte 4 preussiske bådhold med tilsammen 2600 mand over Als Sund til i 166 robåde og pontonfærger. Hovedstyrken startede fra Sottrup Stor-skov kl. 2:00 i 95 fartøjer og gik 10 minutter senere i land ved Skovfogedhuset på Arnkil. Den danske styrke på 50 mand ved Skovfogedhuset blev hurtigt nedkæmpet af de 1.450 preussere, der stormede op ad kystskråningen.
Forsvaret af Als var for svagt og for dårligt organiseret. Panserbatteriet Rolf Krake der lå for anker i Augustenborg Fjord, dukkede efter en lille times kamp op og kunne for en stund stoppe overførslen af de preussiske tropper. Men da var der allerede omkring 5.000 preussiske soldater på Als og de danske styrker var trængt. Kl. 5.30 opgav dan-skerne forsvaret af øen og trak sig under stadig kamp tilbage til halvøen Kegnæs. Herfra udskibedes tropperne i løbet af de næste dage, og den 1. juli forlod den sidste danske soldat Als.
Den preussiske hærs tab beløb sig til 372. Den danske hær mistede 3.148 af de 12.000 soldater på Als. 216 var dræbte, resten var sårede, taget til fange eller forsvundet.
(Rolf Krake lå på overgangstidspunktet i Augustenborg Fjord. Skibet sejlede ud i Als Sund, åbnede ild mod preusserne og bragte landgangen til ophør i tre kvarter. Men skibsche-fen, orlogskaptajn H.P. Rothe, syntes, at skyderiet på Als trak sydpå, hvad der tydede på, det danske forsvar af Als var opgivet. For at deltage i evakueringen af de danske styrker befalede han Rolf Krake tilbage i Augustenborg Fjord, hvorved preusserne kunne gen-optage landgangen og endda lægge en pontonbro over Als Sund. Efter krigen blev Rothe stillet for en krigsret, men frikendt. Man lagde vægt på, at han alligevel ville have været nødt til at forlade Als Sund så snart det blev lyst, fordi Rolf Krake ikke kunne modstå de kraftige preussiske artilleristillinger, der var opstillet langs sundet.)
De danske og preussiske soldater, der faldt under kampen om Als, blev begravet af lokalbefolkningen, efterhånden som de blev fundet på markerne. Derfor er der mange grave på Arnkil i modsætning til Dybbøl, hvor der er få, store fællesgrave. Gravene er blevet passet ad lokalbefolkningen siden 1864.
I 1872 indviedes syd for Arnkilsøre ud til Als Sund det preussiske mindesmærke for Slaget på Als den 29. juni 1864. Mindesmærket blev i juni 1945 sprængt i luften. Gerningsmæn-dene var sandsynligvis tidligere frihedskæmpere.
Var Christian IX landsforræder?
Danmark blev regeret af en uerfaren Christian IX, statsministeren var manio-depressiv og fuldstændig ude af stand til at overskue de storpolitiske konsekvenser af sin vaklende kurs. Krigsministeren var lige så sindsforvirret, den øverstkommanderende for hæren var totalt handlingslammet efter slaget på Dybbøl. Konge og statsminister var politisk som ild og vand. Kongen af den gamle konservative skole, statsminister D.G. Monrad af den moderne nationalliberale. Det måtte slå gnister.
Hvori bestod forskellen?
Kongen ville og skulle beskytte alle de riger og lande. Han skulle beskytte monarkiet. Kunne man forvente andet? Kongens eksistensberettigelse afhang af hans evne til at bevare helstaten, som den kaldtes.
Statsministeren var nationalliberal. Han tænkte på det danske folk. Han ville ikke have tyskere inden for landets grænser, ligesom det var ham totalt utænkeligt, at dansksin-dede skulle leve under fremmed åg.
Det var en nærmest uløselig konflikt, som sammenholdt med mange beslutningstageres manglende beslutsomhed førte til det militære nederlag, som fulgtes af politisk kaos.
Ved en fredskonference i London endte de danske forhandlere med at stå uden nogen som helst brugbar instruks. Da alle den engelske regerings forsøg på at skabe fred mislykkedes primært på grund af Monrads stædighed, måtte en dansk officer tage til Wien og hos den prøjsiske konge og den østrigske kejser underskrive aftalen om afstå-else af de tre hertugdømmer, Slesvig, Holsten og Lauenborg. Helstaten faldt medmindre altså...
Den tidligere krigsminister A.F. Tchsernings hustru skrev 16. juni i et brev til deres søn, at det eneste, der kunne redde os, var, om vi helt og holdent nu kunne gå ind i Det Tyske Forbund. Sådan skrev en kongetro kvinde, uden at vide at kongen nogle dage senere forsøgte netop det.
Det Tyske Forbund, et ret løst samarbejde mellem 39 lande, et kludetæppe af små og store hertugdømmer og kongeriger blev domineret af Prøjsen, hvor ministerpræsidenten hed Otto von Bismarck. Et af medlemmerne var Holsten ... Hvis hertug hed Christian, identisk med Christian IX af Danmark.
Med andre ord: den danske konge var repræsenteret i Det Tyske Forbund.
Med flere andre ord: så fremmed og så banebrydende var det altså ikke for Christian IX at forestille sig hele Danmark som forbundsmedlem. Hans rige forblev jo intakt.
Bismarck ville ikke have Danmark inden for døren. Han, realpolitikeren par excellence forudså kun problemer med en utysk befolkning indenfor i forbundet. Nok kan Det Tyske Forbund ikke kaldes den tids EU, men hvad ville det ikke ende med af afvigende hold-ninger, særaftaler og fodnoter. Slesvig, Holsten og Lauenborg kom indenfor. Til gengæld for Lauenborg fik vi Ærø.
| 
