|
nyrnberg.net
hanne@nyrnberg.net
palle@nyrnberg.net
Opdateret 06-01-2012
Kilder:
Wikipedia
Grænseforeningen
Sydjylland.com
Historiecenter Dybbøl Banke
Dele af teksterne
Bjørn Østergaard, Centerleder, Dybbøl Banke
Forpost ved Sundeved
Mindesten ved Sankelmark
|
“Infanterister, der redder en Kanon paa Tilbagetoget fra Danevirke”, Niels, Simonsen,1864
Rømningen af Dannevirke
Krigsudbruddet
Fra politisk side havde der i årene før krigen i 1864 været afsat flere midler til at for-stærke Dannevirke. Forstærkningen af forsvarsanlægget blev dog intensiveret i måne-derne op til krigsudbruddet i februar. I løbet af januar 1864 blev stillingen udsat for en omfattende udbygning i form af forbindelsesveje, løbegrave samt anlæggelsen af en jernbane til transport af krigsmateriel.
Det var således intentionen, at Dannevirkestillingen skulle udgøre den danske hærs hovedforsvarslinje i tilfælde af krig. Bevillingen af midler til udbygningen af Dannevirke var dog langtfra tilstrækkelig, og de fjendtlige styrker var udover at være i overtal bedre udstyret med moderne udstyr i form af langtrækkende kanoner og bagladege-værer.
Troen på Dannevirke
Det omfattende voldkompleks Dannevirke havde siden slutningen af jernalderen fun-geret som en defensiv foranstaltning mod folkeslagene i syd og blev løbende udbygget bl.a. under Valdemar d. I med en teglstensmur, den såkaldte Valdemarsmur. Adskillige gange havde der ved volden fundet kamphandlinger sted, eksempelvis i 1331, hvor kong Erik blev dræbt efter have deltaget i et slag ved Lohede.
Mod øst var voldanlægget beskyttet af Slien og mod vest af forskellige floder og åsy-stemer, som gjorde det næsten umuligt for større grupper af fjender at undgå force-ringen af Dannevirke.
Forsvarsanlægget havde dog den ulempe, at i tilfælde af hård frost frøs vandene, hvilket bevirkede at den angribende fjende kunne trænge udenom Dannevirke og angribe befæstningen fra flankerne eller ryggen. Tilfrosne vande havde ved flere lejlig-heder haft fatale konsekvenser for Danmark, f.eks. under svenskekrigene i 1658.
På forhøjningerne stod der i 1864 kanoner, der kunne skyde henover volden mod fjenden.
De danske soldater på Dannevirkestillingen befandt sig i historiske omgivelser, hvor deres forfædre adskillige gange de sidste tusinde år havde forhindret sydfra kommende fjender i at trænge op i landet. Dannevirkes historiske betydning havde for de danske soldater en moralsk og psykologisk betydning, som uomtvisteligt inciterede til en øget forsvarsvilje.
Det var her Danmark havde markeret sin territoriale integritet siden 700-tallet. Samtidig havde 1800-tallets romantiske strømning betonet Dannevirke som et nationalt symbol, hvilket antageligt betød at 1860'ernes danskere var langt mere historisk bevidste om voldanlæggets betydning end nutidens danskere.
Stemningen i Danmark var i januar 1864 optimistisk, befolkningen fæstede lid til den dan-ske hær. Dannevirke skulle endnu engang stå sin prøve som værnet mod syd.
Dannevirkebefæstningen 1864
Virkeligheden
Danmark var forbløffende dårligt forberedt til et militært opgør. Hæren var under omor-ganisering med utilstrækkeligt uddannede befalingsmænd og for få officerer. Dannevir-kestillingen var blevet forbedret, men flankestillingerne i Dybbøl og Fredericia var langt-fra færdigudbyggede.
De første tyske angreb blev afvist, men situationen var uholdbar. Natten mellem den 5. og 6. februar 1864 gennemførte de Meza ubemærket af fjenden derfor en velordnet tilbagetrækning til Dybbøl og Als og bevarede herved den danske hær intakt.
Rømningen af Dannevirke ramte imidlertid befolkningen som et chok og opfattedes af mange som et forræderi fra general de Mezas, konseilspræsident Monrads og kongens side. Det kom til optøjer i København, og Monrad ofrede generalen som syndebuk.
Generalen blev omgående fyret og anklaget for landsforræderi, selv om alle vurde-ringer efterfølgende har givet ham ret i beslutningen om tilbagetrækning fra Danne-virke. Hvis ikke hæren var blevet trukket tilbage, ville den være blevet udslettet af de overmægtige preussiske og østrigske hære.
General de Meza med stab inspicerer tropperne.
Slaget ved Sankelmark (6. februar 1864)
Efter at den danske hær den 5. februar om aftenen indledte tilbagetoget fra Danne-virke, gik der på grund af en forrygende snestorm ca. 8 timer, inden den preussiske og østrigske hærledelse fik nys om tilbagetrækningen. Et østrigsk rytteri blev om formid-dagen den 6. februar sendt efter den danske hær, hvis bagtrop forskansede sig i det smalle pas ved Sankelmark, hvor Hærvejen løber mellem et højderag mod øst og Sankelmark Sø mod vest.
Selve slaget var usædvanligt blodigt, fordi begge hærførere, (på dansk side var det oberst Max Müller for 7. brigades 1. og 11. regiment) vurderede at slaget skulle afgøres i mand-til-mand kamp. Han opstillede 1. regiment i det flade og smalle terræn på begge sider af vejen og 11. regiment et par hundrede meter bagved. Kampen begyndte kl. 15.30, da 1. regiment gik til bajonet-angreb på de østrigske styrker med store tab til følge. 11. regiment fulgte op med endnu et angreb, men blev slået tilbage. Kam-pen sluttede ved 17-tiden, da mørket faldt på.
De danske tab ved Sankelmark udgjorde i alt 763 mand, heraf 53 faldne, 157 sårede og resten fangne. På østrigsk side faldt 95 mand, 311 blev såret og 27 savnede. Resultatet af slaget blev, at den danske hær uden forhindringer kunne fortsætte tilbagetræknin-gen til Dybbøl, hvortil hovedstyrken nåede i løbet af den 7. februar.
Der er både danske, østrigske og preussiske mindesmærker ved Sankelmark. Hvert år den 5. februar gennemføres den såkaldte Sankelmark-march fra Flensborg centrum til Sankelmark, hvor der nedlægges kranse ved mindesmærkerne efterfulgt af en frokost på Bilskov Kro. Sankelmarkmarchen blev oprindeligt arrangeret til minde om de faldne på østrigsk side, men i de senere år har der også været dansk deltagelse i marchen med bl.a. tidl. amtsborgmester Kresten Philipsen, generalkonsul Henrik Becker-Christen-sen og næstformand i Grænseforeningen Jens Andresen som hovedtalere.
I forbindelse med slaget fortælles ofte anekdoten om, hvordan Max Müller udnyttede forskellige egnsbefolkningers temperament i sin slagplan. Hovedparten af soldaterne i 1. regiment var fra København, mens soldaterne fra 11. regiment var vendelboere. I følge traditionen tænder københavnerne hurtigt og kæmper voldsomt, men brænder hurtigt ud, mens vendelboerne er længe om at komme i gang, men til gengæld er mere udhol-dende. Derfor satte han københavnerne i 1. regiment ind i første angrebsbølge, og vendelboerne i 11. regiment ind i den anden.
Litteratur: Johs. Nielsen: "Da Europa gik af lave". Odense Universitetsforlag, 1981.
De voldsomme nærkampe mod Østrigerne ved Sankelmark.
Danskerne ændrer strategi
 Den danske hær deler sig nu i tre dele, hvoraf hovedparten ca. 26.000 går til Dybbøl, da forsva-ret her bliver prioriteret højt. Resten går nordpå i Jylland, hvor man deler sig i to grupper, et bevæ-geligt korps (4. division) som trækker sig tilbage nord for Kongeåen, samt et korps til forsvar af fæstningen Fredericia.
Dybbøl er politisk vigtig, da det nu er den sidste del af hertugdømmet Slesvig, som Danmark holder besat. Dette forventer man vil være en fordel ved eventuelle kommende forhandlinger om en deling af Slesvig.
Dybbøl er samtidig en trussel for de preussisk-øst-rigske styrker der bevæger sig nordpå i Jylland. Fra Dybbøl kan deres forsyningslinier afskæres, da den danske flåde foreløbig har herredømmet til søs.
De preussisk-østrigske styrker kan desuden aldrig vide hvor hovedparten af den danske hær er placeret. Dette tvinger dem til at afsætte relativt store styrker til belejringen af de to danske fæstninger, da de skal kunne stoppe et eventuelt dansk udfald fra fæstningerne.
|
