|
Det totale nederlag
Danskerne opgiver Fredericia-fæstningen
Efter nederlaget ved Dybbøl beordrer den danske krigsminister Lundby til alles forun-dring en tilbagetrækning af tropperne fra den langt stærkere Fredericia fæstning. Der er her tale om en egentlig permanent fæstning og ikke et forstærket feltværk, som Dybbølstillingen var.
Krigsminister Lundby vil med beslutningen styrke forsvaret af Als og Nørrejylland. Ordren bliver hurtigt udført natten mellem den 28. og 29. april, hvorved danskerne nu har mistet den sidste flankestilling i Jylland. Den danske hær har altså bortset fra den 4. division i Nørrejylland mistet sine offensive muligheder og er tvunget til at koncentrere sig om et passivt forsvar af Als og Fyn.
Den preussisk-østrigske hær er ikke længere tvunget til at binde stærke stridskræfter ved Dybbøl og Fredericia, men kan vælge at koncentrere kræfterne. Den danske hær er derimod tvunget til at splitte sine i forvejen beskedne kræfter i tre dele - på Als, på Fyn og i Nørrejylland.
Østrigske tropper i Fredericia fæstning.
Den østrigske flåde kommer
Den danske flåde har indtil nu været totalt dominerende og dermed været i stand til at blokere de tyske havne. Men efter måneders forberedelse er den østrigske flåde fra baser i Adriaterhavet omsider på vej gennem den engelske kanal. Den østrigske flåde er den danske flåde numerisk overlegen, så nu er danskernes herredømme til søs alvor-ligt truet.
Danskerne har løbende modtaget meldinger om den østrigske flådes sejlads fra Adria-terhavet og til den engelske kanal. Man er derfor forberedt på østrigernes snarlige komme.
Den danske eskadre i Nordsøen forstærkes den 5. maj, så den nu er på to fregatter og en korvet. Eskadrens opgave er at møde den østrigske fortrop, inden den østrigske hovedstyrke når op. Danskerne forventer at kunne slå den østrigske fortrop, som skulle bestå af to fregatter samt et antal preussiske kanonbåde.
Den østrigske eskadre under ledelse af kaptajn Tegetthoff har ordre til hurtigst muligt at angribe den danske flådeeskadre. Den 9. maj om morgenen modtager Tegetthoff mel-ding om, at den danske eskadre er i farvandet ved øen Helgoland. Han stikker derfor straks i søen igen for at gå danskerne i møde.
Kl. 10 sigter danskerne i første omgang røgen fra det britiske krigsskib "Aurora", som skal hævde britisk territorialfarvand omkring Helgoland, der var britisk siden 1814. Kort efter ses også røgen fra de østrigske skibe (2 østrigske fregatter og 3 preussiske kanonbåde), og kursen sættes direkte mod disse. Den østrigske eskadre har ligeledes sigtet dan-skerne og nu sejler de to eskadrer for fuld damp imod hinanden.
Kl. 13.45 åbner østrigerne ild på ca. 4 km afstand. I de følgende timer ligger de to eskad-rer overfor hinanden, og der kæmpes indædt fra begge sider. Efterhånden begynder den danske ild at gøre sin virkning, da danskerne formår at koncentrere skydningen mod det østrigske kommandoskib "Schwarzenberg".
Henad kl. 4 må "Schwarzenberg" med brændende fokkemast trække sig ud af kampen og sætte kursen mod Helgoland for dermed at redde skibet ind på neutralt område. Den anden østrigske fregat "Radetzky" lægger sig dygtigt imellem, og godt hjulpet af en rorskade på den hurtigste danske fregat "Jylland", lykkes det at redde alle skibene ind på det neutrale område.
Den danske eskadre kaldes nu tilbage til Norge, hvorefter man begiver sig til Køben-havn, da en våbenhvile nu træder i kraft. Den østrigsk-preussiske eskadre sejler i ly af mørket og med slukkede lanterne til Cuxhaven, hvor skaderne fra kampen kan blive udbedrede.
Maleriet viser den østrigske fregat Schwarzenberg, der må trække sig ud af kampen
efter at fokkemasten er brudt i brand.
Forhandlinger og våbenhvile
På engelsk initiativ indledes den 25. april forhandlinger i London (kaldet Londonkonfe-rencen) med de implicerede parter. I første omgang aftales en våbenhvile, som træder i kraft den 12. maj.
På konferencen drøftes forskellige delinger af Slesvig samt en løsning ved en folke-afstemning eller en voldgift - dvs. at en tredjepart trækker en grænse.
Forhandlingerne i London bryder endeligt sammen den 20. juni, da danskerne ikke vil acceptere en løsning ved en voldgift. Man står fast på en grænse ved Dannevirke.
På kortet kan man se de forskellige grænse- og mæglingsforslag, som havde været på
bordet under Londonkonferencen samt den endelige grænsedragning ved Kongeåen.
På ny krig
Den 26. juni udløber våbenhvilen, og umiddelbart efter den 29. juni kl. 2 om morgenen sætter 2.500 preussiske soldater med 600 både i første angrebsbølge over Alssund ved Sottrupskov. De danske styrker på Kær halvøen tager straks kampen op, men forsvaret af Als er for svagt og for dårligt organiseret
Panserskibet "Rolf Krake" dukker efter en lille times kamp op og kan for en stund stoppe overførslen af de preussiske tropper. Men da er der allerede omkring 5.000 preussiske tropper på Als og de danske styrker er trængt. Kaptajnen på panserskibet vurderer at slaget er tabt, hvorefter han sejler bort for at deltage i evakueringen af de danske styr-ker fra Als.
De preussiske tropper trævler i løbet af morgenen det danske forsvar op, og kl. 5.30 opgiver danskerne forsvaret af øen og trækker sig under stadig kamp tilbage til halv-øen Kegnæs. Herfra udskibes tropperne i løbet af de næste dage, og den 1. juli forlader den sidste danske soldat Als. Den danske hærs tab (døde, sårede og fangne) i forbin-delse med kampen om Als blev på i alt 3.148 mand, mens de tilsvarende preussiske tab beløb sig til 372.
Den første bølge på næsten 2500 mand preussisk infanteri landsættes på Als.
Danmarks nederlag er totalt
Efter tabet af Als breder modløsheden sig i Danmark. Preussen og Østrig har nu besat hele Jylland op til Skagen, og man frygter nu, at også Fyn vil gå tabt. Måske er endog Sjælland truet, så kravet om fred for enhver pris breder sig. Den danske regering går af og en ny udpeges. Regeringen anmoder om våbenhvile, og denne træder i kraft den 20. juli. Herefter indledes forhandlinger i Wien fra slutningen af juli, hvilket fører til freds-traktaten, som underskrives den 30. oktober 1864.
Sejrherrerne er nådesløse ved fredsforhandlingerne i Wien, og Danmark må betingelses-løst afstå hertugdømmerne. Der kan end ikke tilstås danskerne garantier for behand-lingen af den dansksindede del af befolkningen i Nordslesvig. Danmarks nederlag er totalt.
Danmark mister Slesvig, Holsten og Lauenburg og dermed to femtedele af landets sam-lede størrelse. Indbyggertallet reduceres fra 2.6 mio. til 1.6 mio.
Højtstående preussiske officerer på udflugt til Skagen.
Preussen bygger stærk fæstning på Dybbøl
Kort efter det danske nederlag i 1864 opfører Preussen et nyt fæstningsanlæg på Dyb-bøl Banke og rundt om Sønderborg - Festung Sonderburg-Düppel. Forterne kan dog også beskytte Slesvig mod et muligt dansk - måske fransk støttet - angreb fra nord ind i det tabte Slesvig!
Fæstningen består af:
En række fremskudte, stærke forter på Dybbøl Banke - faktisk "oven i" de udjæv-nede, danske skanser.
-
En samling stærke anlæg til sikring af pontonbroen over Alssund
-
En sammenhængende fæstningslinje, der omslutter Sønderborg by.
Altså en betydeligt stærkere og mere modstandsdygtig fæstning end den oprindelige, danske Dybbølstilling fra 1864.
Tysk kort over den nye fæstning omkring Sønderborg.
Anlægget er trukket op med en blå streg.
Den betingelsesløse fred i Wien.
Det var et meget nedtrykt Danmark soldaterne vendte hjem til. Dette afspejles tydeligt i kongens, Christian IX, proklamation:
Soldater!
Kampen er endt! Fra Krigens blodige Færd vender I tilbage til Hjemmets Gerning. Tunge Ofre har Krigen kostet- med endnu tungere Ofre maa Freden købes.
Men Fædrelandets Vel byder at foretrække Freden for en fortsat Kamp.
Jeg ved, at Eders Mod er usvækket - jeg ved, at Armeen endnu er beredt paa at op-tage Kampen imod Fjenden - men vi raader ikke over Udfaldet, og medens der kæm-pes, er den overvejende Del af Landet i Fjendens Vold og lider under et Tryk, som snart vil føre til Ødelæggelse. Derfor maa Kampen søges endt, omend med Afstaaelse af Landsdele, der fra ældgammel Tid hørte til Danmark, og til hvilke enhver Dansks Hjerte er knyttet.
For Eder, Soldater! er Udfaldet af Kampen dobbelt tungt. I kæmpede og Eders Blod flod for en Sag, vi nu har maattet opgive. Men med Ære gaar I ud af Kampen. Det skal erkendes, at den Opgave, der fra først stilledes til Eder, var mere end vanskelig; mod to Stormagters Hære var I kun en lille Skare. Ethvert Haab om Hjælp svigtede, Fjendens Overmagt tvang Eder tilbage, men hverken hans Magt eller Vinterens Barskhed kuede eders Mod.
Modtager derfor, før I skilles, Eders Konges Tak. Med dyb Bekymring, har jeg fulgt Eder i Eders lunge Gerning, med sorgblandet Stolthed har jeg set Eders Færd. Bevarer under fredelige Sysler den Rolighed, den Selvopofrelse, I har vist i Kampen, bevarer fremfor alt den Kærlighed til Konge og Fædreland, der har ledet Eder. Med Forsynets Bistand vil Danmark endnu kunne haabe en Iykkelig Fremtid, omend den nærmeste Tid viser sig mørk og truende. Værer i Freden, hvad I har været i Kampen, og I vil bidrage til Fædre-landets Vel, som I hidtil har hævdet dets Ære.
København, den 8de August 1864.
Christian R.
Fredsforhandlingerne efter nederlaget kom til at foregå i den gamle kejserby Wien og de danske forhandlere var sat på en umulig opgave.
Efter måneders tovtrækkeri, hvorunder de tyske besættelsestropper brandskattede den sønderjyske befolkning, endte detmed et rent tysk diktat.
Ved freden den 30. oktober måtte Danmark afstå hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg til sejrherrerne Preussen og Østrig. Dermed mistede vi næsten 40 % af vores areal og befolkning. Danmark var blevet en lilleputstat på kun 1,7 mill. indbyggere.
Ved freden skete der også en udveksling af områder, så de Kongerigske enklaver blev overført til Slesvig og dermed til Tyskland. Til gengæld blev Ribe Herred, Nørre Tyrstrup Herred og Ærø overført fra Slesvig til kongeriget.
Ved freden blev der muligt for indbyggerne i de afståede områder at beholde deres danske indfødsret og samtidig blive boende i deres hjemstavn, hvis de "ikke faldt til besvær".
Da man helt frem til afslutningen af den fransk-tyske krig i 1871 regnede med en ny krig mellem Danmark og Tyskland, valgte mange at "optere" til fordel for Danmark. De dansk-sindede sønderjyder ønskede ikke at kæmpe mod landsmænd.
Derimod var der ikke taget beslutning om deres børn der næsten var født statsløse, og optantbørn-problematikken var et varmt forhandlingsobjekt mellem Danmark og Tysk-land de næste godt 40 år.
Ved Prag-freden efter den Preussisk-østrigske krig i 1866 fik artikel 5 på fransk foranled-ning en, om ikke andet symbolsk betydning for Danmark og Sønderjylland:
”Hans majestæt kejseren af Østrig overdrager hans majestæt kongen af Preussen alle sine i freden i Wien af 30. oktober 1864 erhvervede rettigheder til hertugdømmerne Holsten og Slesvig, dog således, at befolkningen i de nordlige distrikter af Slesvig skal afstås til Danmark, når den ved fri afstemning tilkendegiver ønsket om at blive forenet med Danmark.”
Det kom som bekendt ikke til flere militære konfrontationer men Preussen eller Tyskland, og ingen kunne ane, at mange Sønderjyder 42 år senere ville blive udskrevet til tjeneste i den tyske hær og skulle kæmpe på fjerne fronter under første verdenskrig. Ca. 5000 af disse omkom.
Krigens danske ledere:
Konceilspræsident Biskop D.G. Monrad fordybede sig efter nederlaget i religiøse bøger og udvandrede i 1865 som nybygger til New Zealand. Ved hjemkomsten fik han igen et Biskopembede i Nykøbing Falster.
Monrad døde i 1887.
Overgeneral de Meza blev efter krav fra "pøbelen" og boulevardpressen i København afsat efter at have reddet sin hær ud af den umulige situation ved Dannevirke. Dette var i modstrid med D.G.Monrads ordre, gående på at Dannevirke ikke måtte rømmes før 1/3 af mændene var faldet.
De Meza kom sig aldrig over denne uretfærdighed , og han døde syg og nedbrudt i 1865. Der har i mange år været bred enighed om, at han gjorde det eneste mulige og rigtige.
General Gerlach overtog posten som overgeneral efter de Meza, men fyres efter kri-gen. Han begik den modsatte fejl af de Meza, og fulgte Monrads ordre og blev stående i Dybbøl stillingen, hvorved stort set hele hæren blev tilintetgjort.
Gerlach døde skuffet og nedbrudt i 1865.
Vejen der fører op til porten til Sønderborg kaserne er opkaldt efter generalen, Ger-lachsgade.
General du Plat, der i erkendelse af den umulige situation umiddelbart inden stormen, tilbød den alvorligt syge overgeneral Gerlach at overtage kommandoen som ældste officer og på eget ansvar føre tropperne tilbage til Als, blev dræbt syd for skanserne. Dette skete medens han forsøgte at vende flugten ud af skanserne til et fornyet mod-angreb.
Der er rejst en mindesten hvor han faldt. Han er begravet på Soderup Kirkegård.
General Hegermann-Lindencrone, der trak 4. divisions 9000 mand op gennem Jylland til Vendsyssel i stedet at blive stående foran Dybbøl, fortsatte sin militære løbebane frem til 1867, hvor han i forbindelse med den nye hærlov afskediges i nåde og stilles a la suite.
Udtrykket "røven af 4 division" stammer fra dette, idet jyderne sagde det var det eneste man så af divisionen.
Hegermann-Lindencrone døde i 1893.
Der har været megen diskussion om hvorvidt marchen op gennem Jylland var rigtig.
General Raasløff der kæmpede under 1. slesvigske krig (Isted og Fredericia) tog sin afsked i 1851 og tog til USA, hvor han længe arbejdede for salg af de Vestindiske øer. Han mente, det var udenrigspolitisk højst risikabelt for Danmark at være en del af kolonistriden mellem stormagterne. Han hentes hjem og indsættes som krigsminister i 1866 for at at forberede den nye hærlov af 1867.
Raasløff døde i 1883.
Overgeneral Bülow blev politisk eksempel på udnævnelse af højere militære ledere. Han var som oberst nær blevet afskediget på grund af svagelighed, men under en samtale med den daværende Krigsminister opdagede denne, at Bülow havde de evner der var brug for i krig.
Da diskussionen efter 1865 rasede om gode og dårlige førere, blev Bülows eksempel fremhævet som lederen der var skabt til krigen mindre end fredens stille kaserneliv, eksercits og småpolitiseren.
Bülow havde, ligesom de Meza og Gerlach problemer med ministrene. Udfaldet fra Fredericia i 1848 var i direkte modstrid med krigsminister C.F. Hansen, og formentlig kun den vellykkede operation redder Bülow fra afsked. I 1856 udtrådte Bülow af hæren, og boede på Sandbjerg Slot på Sundeved til sin død i 1858.
Bülow er begravet på Dybbøl Kirkegård.
Soldaterne der kom hjem oplevede et antiklimaks. Ingen flag ingen velkomst, men en nærmest fornærmet afvisende ligegyldighed. Flere beretninger fortæller om, hvorledes man gjorde udrustning og uniformer i orden inden indmarchen i København. Der var dog ingen opmærksomhed, og på vejen drejede man af, og søgte skamfuldt den nærmeste vej til kasernerne.
Flere fortæller om, at man ved hjemsendelsen fik ordre til næste morgen at aflevere uniformerne, for derefter at træde af. At mange af soldaterne kun havde den militære udrustning var ikke hærens problem, og mange måtte tigge sig frem til civilt antræk i garnisonsbyerne. En fortælles således at være hjemsendt i slåbrok og en i noget udtjent murertøj.
De løsladte krigsfanger blev hånet ved landgangen i København. Tilråb om "feje hunde" og "hvor er geværerne" forekom.
Normalt uddeles der medaljer efter en krig og for større kampagner og slag.
Preussen og Holsten uddelte medaljer til deltagende soldater efter 1848 og Preussen og Østrig uddelte en fælles medalje for deltagelse i felttoget 1864.
Herudover uddelte Preussen kampagnemedaljer for deltagelse i både stormen på Dybbøl og overgangen til Als. Herudover fandtes de normale medaljer for udmærkelse i kamp samt nogle medaljer for non-kombatanter.
De danske soldater fik lov at vente længe. De eneste der umiddelbart blev hædret de første mange år, var dem der fik en gravsten eller et mindesmærke på en kirkegård eller i en vejside.
Historien var følgende:
Deltagerne i 3 års krigen 1848-50 modtog fik ingen medaljer efter krigen, selvom de blev fejret som sejrherrer og landets jubel ingen ende ville tage.
Der blev fremstillet nogle forsøgsmedaljer i 1848, men kun som projekt. Det drejede sig om 2 medaljer, den ene med indskriften: "For tapperhed" og den anden med: "For Fæd-relands Kjærlighed". Det blev dog besluttet ikke at uddele disse før krigen var endt, så derfor henlå 1200 stk. medaljer "For Tapperhed" og 2100 stk. "For Fædrelands Kjærlighed" indtil man ved Statsrådets møde den 28. jan. 1851 besluttede ikke at uddele nogen medalje.
Grunden til denne beslutning var, at man ikke ville vække misstemning i Hertugdøm-merne ved at udstede medaljer, der mindede om oprøret. Besynderlig betragtning over for en befolkning, der havde præget og udleveret masser af hæderskors og sejrs-medaljer der var omsmeltet af af Christian VIII´s erobrede kanoner.
Efter 1864 besluttede man igen ikke at uddele medaljer. Efter denne 2. krig var der frem-stillet 2000 medaljer i sølv og 1120 tværstriber med Sankelmark, Mysunde og Dybbøl. De blev dog alle indsmeltet på nær nogle få stykker, som blev tilstillet Den kgl. Mønt- og Medaillesamling.
Der var imidlertid mange, der der fandt det forargeligt, at man ikke hædrede de soldater, der med fare for liv og lemmer havde deltaget i kampene, og i 1872 ansøgte en række initiativtagere på vegne af 3000 våbenbrødre om at få udgivet en erindrings-medalje for deltagelse i felttogene 1848-64. I forste omgang blev sagen afvist af Kon-gen, men i 1875-76 fik man endelig bevilget penge til medaljerne.
De blev fremstillet i Paris af Ernst René Robineau, og stemplerne blev skåret af Alphee Dubois.
Der blev fremstillet 46.000 eksemplarer med årstal 1848-1850 med Fr.7.´s portræt, 58.000 stykker med årstal 1864 og Chr. IX portræt samt kun 3000 stykker med årstal 1848-1850-1864 og med begge kongers portrætter. Sidstnævnte var beregnet til dem, der havde deltaget i begge krige.
Medaljerne blev, efter ansøgning, uddelt i februar 1877 .
Man kan næsten ikke undgå at drage paralleller til de manglende medaljer for træf-ningerne 9. april 1940, hvor deltagerne heller ikke fik den hæder de havde krav på.
Danmark har aldrig været god til at hædre deres soldater efter kamp.
Hædersgaven:
Lov om en livsvarig årlig hædersgave til deltagerne i kampen for fædrelandet i året 1864.
Vi Christian den tiende, af Guds nåde konge til Danmark, de Venders og goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarsken, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg, Gøre Vitterligt: Rigsdagen har vedtaget og vi ved vort samtykke stadfæstet følgende lov.
§1. Mænd som i året 1864 har stået ved en til den danske hær hørende Afdeling (Instution), medens denne var på krigsfod, eller har gjort tjeneste om bord i et af krigen udrustet skib, modtager af staten en livsvarig årlig hædersgave af 100 kr. der udbetales forud første gang fra 15. Februar 1914, derefter fra hvert års 15. Januar.
§2. Hædersgaven begrunder ikke nedsættelse af alderdomsunderstøttelse eller fattig-hjælp.
§3. Finansministeriet træffer de nødvendige bestemmelser til gennemførelse af denne lov og bemyndiges til at afholde den dermed forbundne udgift. Hvorefter alle vedkom-mende sig have at rette.
Givet på Amalienborg, den 27. Oktober 1913.
Under vor kongelige hånd og segl.
Christian R.
Til toppen af siden | 
