|
Dannevirke
Optakt til krigen 1864
Kongeriget Danmark havde med grundloven af 1849 fået en fri og moderne forfatning, men denne gjaldt ikke i hertugdømmerne! Her var den danske konge i realiteten stadig enevældig hersker med rådgivende stænderforsamlinger.
Med novemberforfatningen i 1863 lavede den danske regering en fællesforfatning for kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig. Men grundloven fra 1849 blev ikke dermed udstrakt til at gælde i Slesvig, selv om dette havde været de nationalliberales hensigt lige siden 1849.
Dette skridt turde regeringen trods alt ikke tage, så længe hele den sydlige del af Sles-vig ikke ønskede at indgå i kongeriget. I Sydslesvig ønskede man tværtimod at Slesvig og Holsten blev optaget i Det tyske Forbund.
Tyskland i 1864
 Tyskland som vi kender det i dag eksisterede ikke i 1864.
Tyskland var et kludetæppe af 39 små og store kongeriger, fyrstendømmer og fristæder kaldet Det tyske Forbund, Der Deutsche Bund.
Hertugdømmer Holsten og Lauenburg var også medlemmer af forbundet. Dette indebar at den danske konge som hertug i Holsten og Lauenburg også havde rang af tysk fyrste og dermed var medlem af Det tyske Forbund!
Østrig var som permanent formand den domi-nerende magt i det tyske forbund.
Udstrækningen af det tyske forbund er marke-ret med en rød streg. Bemærk at kun en del af det østrigske kejserrige i realiteten var en del af forbundet.
Preussen var Østrigs største konkurrent i forbundet ikke mindst pga. det gennemindustri-aliserede Ruhr-område (Rheinland-Westfalen), som efter Wienerkongressen 1814-15 blev en del af Preussen. England havde ønsket et stærkt Preussen som modvægt til Frankrig.
Preussen ønskede et samlet tysk rige uden Østrig under preussisk ledelse, hvilket lykke-des efter krigen mod Frankrig i 1870-71. Herefter var det nye tyske kejserrige uden del-tagelse af Østrig-Ungarn en realitet.
1848 - 1850
Treårskrigen, udkæmpet fra 1848-50 over Slesvigs tilhørsforhold, var endt med en dansk militær sejr og de slesvig-holstenske oprørers nederlag, men det politiske spørgsmål var ikke blevet løst. Den danske regering ønskede at lægge hertugdømmet Slesvig ind under det danske rige, imens den preussiske regering under Bismarck af interne politiske og strategiske grunde, ønskede at Slesvig blev en del af det tyske forbund. I dette blev han bakket op af Østrig der var en del af det tyske forbund.
Efter et ultimatum, der krævede at Danmark trak sine tropper tilbage fra hertugdømmet, gik de allierede ind i Holsten i december 1863 uden indblanding fra Danmark, der havde trukket sine tropper tilbage til Slesvig. Den 1. februar overskred tyskerne grænsen til Slesvig og dermed var krigen i gang.
Hærene
Den danske hær bestod af en kavaleri division og tre infanteri divisioner, hver med tre brigader. I alt 38.000 mand, som ved udbrudet af krigen var placeret ved Dannevirke - en linie af fæstninger, som strakte sig over dele af Slesvig delvist støttet af oversvøm-mede områder. Med det antal mænd hæren havde til rådighed, var det dog tvivlsomt om Dannevirke kunne forsvares overfor den talmæssige overlegne fjende.
Krigen bryder ud
 Det tyske Forbund (Forbundsrådet) besluttede den 7. december 1863 som reaktion på den danske novemberforfatning, der var i strid med aftaler indgået i London i 1851-52, at foretage en eksekution (gennemtvinge Det tyske For-bunds vilje) i Holsten og Lauenburg med en forbundsstyrke bestående af østrigske, preus-siske, sachsiske og hannoveranske tropper.
Juleaften 1863 gik 12.000 sachsiske og hanno-veranske soldater ind i Lauenburg og Holsten. De danske tropper stationeret i de to hertugdømmer trak sig uden episoder tilbage til Slesvig.
Østrig og Preussen krævede den 16. januar 1864 novemberforfatningen trukket tilbage inden to dage - hvilket var umuligt. Derpå rykkede østrigske og preussiske tropper ind i Lauenburg og Holsten. Den 1. februar 1864 fortsatte disse tropper ind i Slesvig. Dette var ikke længere en forbundsdagsbeslutning, og nu var der tale om krig mellem det danske monarki og de allierede Preussen og Østrig!
Den danske stilling ved Dannevirke
Billedet fra en samtidig engelsk avis viser et nærmest uovervindeligt voldanlæg med mikroskopiske soldater som færdiggør de sidste små detaljer. En sådan urealistisk tro på det danske forsvarsanlægs store styrke var udbredt i den danske befolkning og rege-ring i 1864. Man stoler blindt på, at den danske hær kan stoppe en fremtrængende fjende ved Dannevirke. Det skulle vise at være et urealistisk håb!
Virkeligheden var en anden
Da de første soldater ankommer til Dannevirkestillingen er barakkerne til indkvarterin-gen af soldaterne ikke bygget, forbindelsesveje ikke anlagt og mange af forhindrin-gerne foran stillingen ikke påbegyndt. Alt dette må de danske soldater nu kæmpe med i januar måned, hvor frosten gør jordarbejdet meget vanskeligt. Stillingen når derfor langt fra at blive færdig til krigsudbruddet.
Den overlegne fjende
Udover at være underlegen i antal mænd, var den danske hær også underlegen mvh. våben. Imens de preussiske soldater var udstyret med moderne bagladere, havde de danske soldater stadig forladere, og det viste sig at være en ulempe, selvom det ikke var så alvorlig som eftertiden gjorde det til.
Hvad der var værre var, at hæren havde en alvorlig mangel på officerer i modsæt-ning til den allierede hær. Øverstkommanderende for hæren var den aldrende, excen-triske, men kompetente og populære General de Meza.
Den preussiske hær bestod af 37 battalioner, 29 eskadroner og 110 kanoner. I alt 38.400 mand. Den østrigske hær bestod af 20 battalioner, 10 eskadroner og 48 kanoner. I alt 23.000 mand. Samlet bestod den allierede hær altså af 61.400 mand. Under krigen blev den preussiske hær yderligere forstærket med 64 kanoner og 20.000 mænd.
Øvertkommanderende for den preussisk-østrigske hær var Feltmarskal von Wrangel.
| 
