|
I Cuba kaldes de helte
Af Sven-Erik Simonsen, Dansk-Cubansk Forening
Justitsmordet kort fortalt
I starten af 1990’erne kommer fem cubanere til Miami for at overvåge eksilcubanske terrorgrupper og advare hjemlandet mod forestående angreb og attentater..
I de følgende år medvirker de ifølge de cubanske myndigheder til at afværge 170 attentater og terrorangreb.
Den 12. september 1998 bliver de arresteret af USA’s forbundspoliti. De fem anbringes i isolation og udsættes for en retssag i Miami, der ender med, at de dømmes skyldige i anklager om »konspiration mod USA’s nationale sikkerhed« og andet.
I december 2001 idømmes de straffe på fra 15 års fængsel til to gange livstid + 15 år i fængsel.
I de følgende år lyder der kritik af retssagen mod de fem fra internationale sammenslut-ninger af advokater, fra menneskeretsgrupper og fra FN’s ekspertpanel vedrørende vilkårlige fængslinger. Kritikken handler især om, at retssagen ikke burde være gennem-ført i Miami, som kontrolleres af en eksilcubansk mafia. Derfor var en retfærdig retter-gang mod cubanske revolutionære en umulighed ved domstolen i denne by.
Sagerne ankes og i august 2005 afsiger tre dommere ved appeldomstolen i Atlanta en kendelse: Sagen mod de fem skal gå om i en anden by end Miami. Men justitsministeriet i Washington kræver, at det samlede dommerpanel i Atlanta vurderer sagen på ny.
I august 2006 kommer der en ny kendelse fra det samlede dommerpanel i Atlanta: De fem får ikke en ny retssag. Denne kendelse ankes til Højesteret af de fem’s forsvarere.
I juni 2009 afviser USA’s højesteret at sagen om de fem kan føres ved Højesteret. Her-med er de juridiske handlemuligheder formelt udtømt.
Men 250 solidaritetsgrupper i hele verden fastholder kravet om, retfærdighed og frihed til de fem cubanske antiterrorister. Som blandt andet den kendte forsvarsadvokat i USA Leonard Weinglass har påpeget, så er det en politisk sag og de fem er politiske fanger. Denne sag finder ikke sin retfærdige afslutning alene ved domstolene.
Dramaet
Historien om de fem cubanere, der nu har siddet fængslet i USA i over 12 år, er både et bevægende drama og et politisk lærestykke.
Sager giver os anledning til at lære at kende fem revolutionære cubanere, der med en tankevækkende stoiskhed ofrer friheden og om nødvendigt livet for at forsvare den socialistiske revolution i Cuba.
Og sagen kaster lys på USA’s dobbeltmoral i den såkaldte krig mod terror. På den ene side udsætter USA nationer og folk for krig og død med en påstand om, at det handler om at forsvare USA imod terror og terrorister. De demokratiske rettigheder begrænses og de sociale budgetter skæres ned for at skaffe penge den denne kamp, der angive-ligt handler om liv og død og demokrati.
På den anden side fængsler det samme USA fem fredelige cubanske antiterrorister, som søgte at standse terrorister, der gang på gang har angrebet og terroriseret Cuba – ja kigger man skarpt nok på sagen, så afslører den, at USA’s myndigheder ikke kun passivt lader terroren mod Cuba foregå - regeringerne i Washington støtter aktivt terror mod Cuba
Cuba har siden 1959 lidt under terroristiske anslag, organiseret af kontrarevolutionære grupper af cubansk oprindelse med ophold i USA. Disse grupper udgør en reel trussel ikke blot mod Cuba – der har oplevet 3478 af dets medborgere blive dræbt, mens 2009 er blevet såret – men faktisk også mod USA’s befolkning.
Fra 1959-2002, løbet antallet af sådanne terroraktioner, begået af disse bander på USA’s jord op i 360. Det begyndte med angrebet mod det cubanske konsulat i New York den 1. april 1959, mens der den 23. juni 2002 blev anbragt bomber i hovedkvartererne i Miami for henholdsvis ”Cuban America National Foundation” og gruppen ”Alpha 66”.
Cuba har ret og pligt til at forsvare sine borgere, og udlændinge, som besøger Cuba som turister, mod truslen om død og lemlæstelse. Cuba har ret og pligt til at forsvare sine sociale institutioner, som blev oprettet af revolutionen for befolkningens skyld - skoler, hospitaler, børnehaver, fabrikker, forretninger og hoteller.
USA har tilsvarende pligt til at sikre, at ingen terroraktioner bliver organiseret, finansieret eller udført fra dets territorium mod et andet land. De er forpligtede til at undgå terror-isme på eget teritorium, uanset hvem der fremmer denne terror eller udførere den eller hvem, der blive dens ofre. Der findes ikke noget, som er ”god” terrorisme.
Cuba lagde beviser på bordet
Cuba oplevede i starten af 1990’erne en vækst i antallet af attentater og terrorangreb. Det fik den cubanske regering til at søge et samarbejde med USA’s myndigheder om bekæmpelse af denne plage. Under et møde i juni 1998 forsynede den cubanske inden-rigsminister USA’s forbundspoliti FBI med adskillige sagsmapper, indeholdende detalje-rede oplysninger om de voldelige aktioner, som blev planlagt i Miami.
Der blev overdraget lydbånd og videoer og personlige oplysninger om bagmændede bag disse kriminelle aktiviteter. Alle de oplysninger, der var nødvendige for at arrestere forbryderne, stille dem for retten og straffe dem i overenstemmelse med lovene i USA, blev udleveret.
Men de udleverede informationer blev ikke anvendt til det formål, ”giverne” havde tænkt sig. Kun tre måneder efter dette møde – nemlig den 12. september 1998, arreste-rede et hold fra FBI derimod Gerardo Hernández, Ramón Labanino, René González, Fernando González og Antonio Guerrero i deres respektive hjem i og omkring Miami.
Disse cubanere har - ligesom mange andre i tidens løb - udført den opgave at advare den cubanske regering om planlagte terrorangreb, der finansieres og organiseres i USA.
Den 12. september; altså dagen for arrestationen af de fem, var en lørdag. De fem blev bragt til FBI's hovedkvarter i Miami. Den offentlige forsvarers kontor ville ikke være åbent før om mandagen, så FBI-agenterne havde lejlighed til at ”konversere” med fangerne og ”foreslå” visse arrangementer.
Deres forslag var tydlige nok: Hvis de anklagede ville indrømme, at de konspirerede mod USA og forsøgte at skaffe sig oplysninger om USA’s nationale sikkerhed, ville de blive idømt beskedne straffe på anklager om at være ulovlige udenlandske agenter, og de ville ikke blive stillet for en jury, men sagen skulle ”ordnes” i samarbejde med domstolen.
Hvis de ikke accepterede dette, ville de derimod blive anklaget for ”sammensværgelse mod USA” og ”sammensværgelse med formål at udføre spionage”, ud over anklagen om at være ulovlige agenter.
Men de arresterede cubanere havde aldrig forsøgt at skaffe sig oplysninger, der angik USA's nationale sikkerhed. De havde aldrig på noget tidspunkt under deres ophold i USA foretaget sig noget, som kunne skade USA’s interesser. De afviste, at de havde udgjort en trussel mod USA's sikkerhed. Og de ønskede ikke med falske tilståelser at antyde, at Cuba interesserer sig for ting, der har med USA’s sikkerhed at gøre - og dermed kan påstås at udgøre en potentiel risiko for USA's sikkerhed.
De fem havde opholdt sig i USA og i al hemmelighed overvåget terroristernes planer. De havde rapporteret tilbage til Cuba for at landet kunne tage forholdsregler mod fore-stående angreb. Det var det, de havde gjort og intet andet.
De var parate til at tilstå, hvilket de også gjorde senere under retssagen, at de ikke havde gjort myndighederne i USA opmærksom på deres tilstedeværelse som uden-landske agenter, der bekæmpede terrorisme, og derfor havde de begået en formel lovovertrædelse. Men, som det fremgik under retssagen, var det en forudsætning for, at de kunne udføre deres arbejde, for hvis USA's regering havde kendt til formålet, ville man have standset dem.
Og som forsvaret påpegede under retssagen: En person i USA eller et hvilket som helst andet land kan straffrit overtræde en lov, hvis formålet er at afværge en større forbry-delse.
De fem cubanere afviste den 12. og 13. september 1998 forbundspolitiets tilbud om milde domme mod at de til gengæld kastede mistanke på deres regering om at den beskæftigede sig med indretningen af USA’s nationale sikkerhed og derfor måtte betragtes som en trussel mod USA.
De amerikanske myndighedernes hævn faldt hårdt og brutalt: De fem blev anbragt i isolation i straffeceller i 17 måneder.
Efterfølgende blev de trukket gennem en retssag som på ingen måde kan betragtes som fair.
De anklager, der blev rejst var:
Mod Gerardo Hernández:
-
Sammensværgelse om at begå forbrydelser mod USA.
-
Sammensværgelse for at udføre spionage.
-
Sammensværgelse om at begå drab.
-
Brug af falsk identitet og dokumentation.
-
Optræde som ikke-registreret, udenlandsk agent.
Mod Ramón Labanino:
Mod René González:
Mod Fernando González:
Mod Antonio Guerrero:
I December 2001 blev disse domme afsagt :
Medierne tier
Alle medier - undtagen en bestemt avis - tier om de fem fængslede cubanere i USA.
Kunne tavsheden mon skyldes, at det under retssagen blev afsløret, at Washington støtter terrorgrupper, der opererer på USA`s territorium og udføre kriminelle handlinger mod Cuba.
Om morgenen den 27. november 2000 begyndte ved den føderale domstol i Miami, processen med udpegning af en jury til en enestående retssag. Den lokale presse og de eksilcubanske højreekstremister i Miami døbte den ”Spionsagen”.
Anklageren beskrev de anklagede - Gerardo Hernández, Ramón Labanino, René Gon-zalez, Fernando González og Antonio Guerrero - som fem agenter fra det cubanske efterretningsvæsen og kaldte dem ”spioner og terrorister”, hvis opgave havde været at trænge ind på militærbaser og udføre fjendtlige handlinger.
Pressen i Miami afspejlede lige fra starten denne holdning med overskrifter som: ”Spioner planlagde sabotage i Florida” (El Nuevo Herald, 4/11-2000.)
Ifølge forsvarerne og de anklagede selv, så var de faktisk cubanske agenter, men deres tilstedeværelse i USA var dikteret af behovet for at overvåge aktiviteterne blandt terrorgrupper, som - organiseret og finansieret af de eksilcubanske højreekstre-mister i Miami - planlagde operationer mod Cuba - mod dets folk, dets handel, turist-anlæg, Cubas diplomatiske kontorer i udlandet, dets udenlandske venner og medlem-mer af grupper, som er solidariske med den cubanske revolution, heraf mange i USA selv.
De fems aktiviteter havde omvendt ingen konsekvenser for USA's sikkerhed, stabilitet eller udenlandske relationer.
Meget interessant
Denne diskussion burde i sig selv være nok til at tiltrække sig opmærksomhed overalt i verden:
Udgjorde de en risiko for regeringen og landet, eller var de dér for at hjælpe deres eget land og dets folk ved at advare myndighederne om forestående terrorangreb?
Ud over den interesse, som disse spørgsmål vækker, og den ekstreme fokus der kom på terrorisme, så er der særligt i USA altid megen opmærksomhed rettet mod retssager. Med det ekstra ”pift”, at der åbenbart var tale om en spionsag, var der lagt op til, at retssagen ville tiltrække sig pressens fulde opmærksomhed.
Der er gennem tiden skrevet et stort antal bøger om ”celebre retssager”, der drejer sig om spionage.
I USA er der ofte specialprogrammer i radio og tv om særlige retssager.
Der findes særlige ”klummer” i aviserne, der rapporterer om aktuelle sager. Hver eneste dag i ugen vil enten forsiden eller særlige sider i aviserne bekræfte ”passionen” for his-torier om retssager.
Én avis skrev
Hvordan kan det være, at den eneste avis, der har fulgt sagen, lige fra arrestationen til retssagen og domfældelsen, var ”The Herald”? Og altid med en ensidig vinkel, der lever op til avisens opgave med at holde Miamis eksil-cubanske befolkning orienteret.
Men ud fra et nyhedskriterium, hvor vigtig er en retssag, der - i hvert fald ifølge The Herald - handler om ”international spionage”?
Hvilken opmærksomhed kunne man reelt forvente, at den pågældende retssag ville blive omgærdet med?
Det var en sag af historisk betydning, hvor USA’s udenrigspolitik over for en særlig nation kom i søgelyset, hvilket sjældent forekommer under en offentlig retssag.
Sagen omfatter 119 bind med vidneudsagn og dokumenter. Sagens akter bestod af flere end 800 dokumenter på omkring 50.000 sider. Retten var sat i syv måneder - på det tidspunkt var det rekord i USA. 74 vidner blev ført, (43 for anklageren og 31 for forsvaret) - heraf adskillige fra de øverste kredse i USA’s væbnede styrker (generaler, admiraler og nationale sikkerhedsrådgivere).
Hvordan kan det dog være, at en retssag af dette omfang overhovedet ikke påkaldte sig de største avisers eller tv-kanalers opmærksomhed - de, som ellers altid jagter en god historie?
Ubehagelig sandhed
Hvorfor skulle regeringen ønske at holde retssagen ude af offentlighedens søgelys?
Kunne det monstro skyldes, at der under retssagen blev afsløret en forbindelse mellem USA’s regering og den eksilcubanske, ekstremistiske højrefløj? Eller fordi retssagen afslø-rede, at Washington ser gennem fingre med og endog støtter terrorgrupper, der opere-rer på USA’s territorium, som de har lyst til, samt planlægger og udfører kriminelle hand-linger mod Cuba uden at blive retsforfulgt og straffet?
En mur af stilhed blev rejst omkring sagen - en mur beregnet på at holde sandheden skjult for befolkningen.
I mellemtiden offentliggjorde ”The Herald” i Miami over 160 artikler om sagen mens rets-sagen kørte, hvoraf 46 omtaler de anklagede som ”spioner” og årsagen til tiltalen mod dem som ”spionage”.
Mens den nordamerikanske offentlighed og verden stort set ikke fik kendskab til eksi-stensen af denne vigtige retssag, og blev frataget retten til at blive informeret, blev hadefulde følelser næret. En anti-Castro feber blev påført befolkningen i Miami, som blev stopfodret med fordrejede oplysninger, der skulle sprede frygt blandt lovlydige borgere med skrøner om ”spioner” der planlagde ”terrorhandlinger”.
Lavine af had
Hensigten var at skabe et klima, der kunne forhindre en rationel, upartisk bedømmelse af sagens fakta og hovedpersoner.
Som en lavine, der ruller ned af en bjergside, blev et i forvejen fordomsfuldt miljø over-svømmet, og lavinen rullede lige ind i retsbygning i Miami, med det ene formål at spæn-de ben for retfærdigheden.
Lige siden er retssagen blevet forvrænget af taktiske manøvrer, beregnet på at forhin-dre en fair retssag og skjule den sande baggrund for de fem cubaneres tilstedeværelse i USA. De skulle dømmes skyldige for enhver pris.
Siden arrestationen har hele retssagen været en lang kæde af intriger, vilkårlig behand-ling og brud på loven, fastslår både forsvarerne for de fem og uafhængige jurister og eksperter. Det er nok en grund til ønsket om at undgå pressens bevågenhed.
Det juridiske gummibegreb “Sammensværgelse”
Som nævnt vedgik alle fem anklagede, at de havde virket i USA som agenter uden at lade sig registrere som sådan hos myndighederne. Det er en lovovertrædelse, som domstolen enten kan vælge at give straffrihed for, hvis man er enig i, at lovbrudet blev begået for at forhindre en større forbrydelse.
Eller domstolen kan idømme en straf.
Den kendte forsvarsadvokat i USA, Leonard Weinglass, der forsvarer en af de fem - nemlig Antonio Guerrero - har oplyst, at den maksimale straf for at virke i USA som agent uden at lade sig registrere hos myndighederne, er fem års fængsel.
Stort set alle andre anklager og domme handler om at de fem cubanere alle har været igang med en “sammensværgelse”... for at skade USA, for at begå mord, for at spio-nere.
Anklagen om “sammensværgelse” er et juridisk gummibegreb i USA retspleje. Det bliver brugt når man ikke kan fremlægge beviser for at noget strafbart er foregået. Så døm-mer man de anklagede på mistanken om at de havde til hensigt at begå en forbry-delse, og at de medvirkede i en sammesværgelse.
Den cubanske advokat Rodolfo Dávalos Fernández skriver herom i sin bog : “USA vs CUBAN five - a judicial cover-up”:
“I arbejdet med at forberede sagen mod de fem cubanske patrioter var anklagemyn-digheden klar over, at den ikke havde nogen som helst mulighed for at bevise anklager om spionage og mord, som man ønskede at inkludere i anklageskriftet.”
Retssagen skulle foregå i Miami, hvor det store eksilcubanske samfund “skarpede kni-vene” og krævede hårde straffe.
“Anklagemyndigheden tænkt sig grundigt om. Denne kunne ikke lade denne mulighed slippe sig af hænde. Der måtte og skulle rejses tiltaler, som kunne føre til hårde domme... Anklagemyndigheden valgte et juridisk påskud, som advokater i USA godt genkender som anklagerens foretrukne valg; nemlig sammensværgelse som en forbrydelse i sig selv – uanset hvad der måtte være sket.
Anklagerne omfattede derfor ikke forbrydelserne spionage og mord som sådan (der ikke var begået, og derfor heller ikke kunne bevises), men derimod anklager om sam-mensværgelse med henblik på at begå disse forbrydelser.
Dette fritog anklagemyndigheden for at dokumentere, at de anklagede virkeligt havde udført spionage og for Gerardos vedkommende virkeligt havde foretaget sig noget, der kunne regnes for mod.
Nu skulle de blot redegøre for en sammensværgelse, hvilket de gjorde ved at frem-lægge vage scenarier, hvorom de kunne væve et fiktivt spind med spion-thriller, intri-ger, hvortil de benyttede sig af beretninger fra trediepersoner til erstatning for de hårde fakta og beviser, som ikke fandtes.
Det var vidneudsagn, som ved enhver anden domstol - og for en anden jury - ikke ville blive godkendt”.
Gode og onde terrorister
Der er to juridiske sager i USA, som bøjer i neon for enhver, at USA opererer med to slags terrorister; nemlig gode terrorister og onde terrorister.
Cuba og Venezuela er fortørnede over, at USA ikke rejser sag mod Posada Carriles for terrorisme, men kun for at have talt usandt under ed.
Latinamerikas Osama bin Laden, kalder nogen ham, på grund af hans internationale terrorisme. Regeringerne i Cuba og Venezuela kræver ham udleveret til retsforfølgelse for terror og mord.
Hans navn er Luis Posada Carriles. Eksilcubaner. I januar 2011 har USA´s anklagemyndig-hed rejst sag mod Posada Carriles ved distriktsdomstolen i El Paso, Texas. Men det er ikke en sag om terrorisme. Det er en sag, hvor Posada Carriles blot er anklaget for at have løjet over for USA’s myndigheder.
”Retssagen mod Posada Carriles udstiller moralen i USA”, påpeger den venezuelanske parlamentariker Rodrigo Cabezas.
Anklageren sagde ved det første retsmøde til juryens medlemmer, at Mr. Posada ikke bliver fremstillet i retssalen for sin modstand mod den cubanske regering.
”.... hvad han har gjort mod Cuba vedkommer ikke denne sag”, sagde anklager Timothy J. Reardon.
Der er to sæt af løgne, som Posada Carriles nu skal stå til regnskab for.
Løgne om, hvordan han i 2005 kom illegalt ind i USA fra sit tidligere opholdssted i El Salva-dor. Og løgne om sin rolle i en række terrorangreb mod turisthoteller og turistkontorer i Havanna i 1997.
Posada Carriles søgte i 2005 om opholdstilladelse i USA. Politiet afhørte ham i den forbin-delse om, hvordan han var rejst ind i USA. Her undlod han at fortælle, at han var ankom-met illegalt om bord på et skib og uden papirer.
Denne begrænsede forbrydelse har hidtil været det eneste justitsministeriet i USA har tilladt, at der rejses sag om mod Posada Carriles.
Men da Cuba og Venezuela i 2006 begærede ham udleveret til retsforfølgelse for ter-rorisme og mord, måtte justitsministeriet gennemføre en høring, som dog konkluderede, at Posada Carriles ikke kunne udleveres »fordi der er fare for, at den anklagede udsæt-tes for tortur i tilfælde af udlevering«.
Den konklusion har både Cuba og Venezuela afvist.
I forbindelse med høringerne blev Posada Carriles spurgt, om han havde spillet en rolle - sådan som Cuba og Venezuela fastholder - i bombesprængningen i 1976 af et civilt cubansk fly, hvor 73 mennesker omkom; og i syv bombeattentater i Havanna i 1997, hvor en italiensk turist blev dræbt.
Posada afviste enhver deltagelse i de nævnte terroraktioner.
Men han har flere gange i interviews til radio, tv og store dagblade som New York Times sagt, at han stod bag flybomben, og at han havde rekrutteret den el salvadoraner, som anbragte bomberne i Havanna i 1997.
Det er nu denne selvmodsigelse - og altså sandsynligvis en usandhed afsagt under eds-ansvar i 2005 - der retsforfølges.
Når Venezuela har krævet Posada Carriles udleveret hænger det sammen med, at han boede i Venezuela i 1976, da han deltog i planlægningen af bombeattentatet mod det civile cubanske fly. Flyet lettede fra Caracas med kurs mod Havanna. Efter en mellem-landing i Babados blev blev sprængt af en bombe..
Posada Carriles holdt under afhøringen i Texas fast i, at han ikke havde haft noget at gøre hverken med flybomben eller bomberne i Havanna, sådan som han fortalte under høringerne i 2005.
Når han var citeret for noget andet i aviserne, og har sagt noget andet i radiointer-views, skyldes det angiveligt sproglige misforståelser.
Han sagde, at interviewene blev foretaget på engelsk, et sprog han ikke forstår, selvom hans tidligere arbejdsgiver gennem 25 år, CIA, fastholder, at han taler sproget godt.
Mens myndighederne i USA forsøger at hjælpe terroristen Luis Posada Carriles til straffri-hed eller en ubetydelig dom for at have løjet under ed, så handler de samme myndig-heder lige omvendt i sagen mod de fem cubanske antiterrorister.
Det sidste ord er ikke sagt
Men ingen af de to sager er slut og en voksende folkelig opinion i USA, Europa og res-ten af verden kræver retfærdighed i begge sager.
Trods mediernes tavshed vil USA`s offentlighed få adgang til fakta. Mennesker i verden vil forstå denne sag. De vil høre om uretfærdigheden, vilkårligheden og ulovligheder, som man søgte at skjule.
Folk vil erfare, hvorledes de, som stiller sig i spidsen for en angivelig ”krig mod terror” - som de bruger som påskud for at iværksætte krige mod suveræne nationer og dermed overtræde international ret - samtidigt beskytter terrorister i deres eget land.
Sydafrikas frihedshelt Nelson Mandela sad 27 år på Robben Island før retfærdigheden sejrede. Den internationale solidaritetsbevægelse har givet håndslag på at intensivere indsatsen. Det er en kampagne, som kan og skal nå samme udbredelse og styrke som 70’ernes og 80’ernes kamp for frihed til Nelson Mandela – og den er lige så velbegrun-det både menneskeligt og politisk.
www.freethefive.org
www.antiterroristas.cu
Til toppen af siden | 
