Ved udgangen af 1960 levede der over 40.000 cubanere i landflygtighed i USA; Miami alene tegnede sig for de 30.000. Den første flygtning havde for-ladt Cuba den 1. januar 1959. Hans navn var Fulgencio Batista (den styr-tede diktator, red.).
Efter revolutionens sejr fik han i første omgang følgeskab af en del af den cubanske befolkning, som man i al sag-lighed kan betegne som bærmen: en helt igennem funktionsløs, parsitær elite af korrupte politikere, militærpersoner og storgodsejere samt deres eskorte af professionelle mordere, tortureksperter og politistikkere.
l kølvandet på disse folk og deres familier fulgte i løbet af 1960 andre fraktioner inden for det cubanske oligarki, der var blevet ramt af Fidel Castros reformer, foruden store dele af middelklassen, der havde knyttet deres eksistens til systemet: embedsmænd, funktionærer og den lille kreds af tekniske eksperter.
l Miami udfoldede disse flygtninge en hektisk konspiratorisk aktivitet, og dermed fik CIA et ideelt menneskemateriale til disposition for sine planer. En opgave, der endnu ikke er løst. l slutningen af 1959 fik chefen for CIA, Allan Dulles, til opgave af Det Nationale Sik-kerhedsråd i Washington at planlægge underminerings-aktioner mod det revolutionære styre på Cuba, det gjaldt fra første færd systematisk rekruttering af cubanske kontrare-volutionære.
Allan Dulles plan gik - fra starten af 1960 - ud på at hverve en regulær hær af lejetrop-per, som skulle sættes ind mod Fidel Castro og den cubanske revolution i åben krig. USA's daværende præsident Dwight D. Eisenhower gav projektet sin principielle til-slutning den 17. marts 1960. Den cubanske kontraspionage, hvis agenter havde infiltreret alle kontrarevolutionære grupper af betydning, fungerede perfekt.
Allerede i en tale holdt på Revolutionspladsen den 1. maj 1960 forudsagde Fidel, at der ville blive foretaget en landgangsoperation, organiseret af CIA og udgående fra mili-tære støttepunkter i Guatemala.
Den 4. januar 1961 afbrød Eisenhower de diplomatiske forbindelser med den cubanske regering, det var en af hans sidste embedshandlinger. Omtrent samtidigt udtalte han til sin efterfølger, John F. Kennedy: „På Cuba ser det ikke godt ud. Det er meget muligt, at De bliver nødt til at sende tropper derned."
Planen bliver kendt
Den amerikanske presse begyndte at få nys om den forestående invasion. l januar 1961 offentliggjorde to af USA's førende nyhedsorganer, Time og New York Times, detaljerede reportager om invasionsforberedelserne. Med et slag var ClA's projekt blevet en offent-lig hemmelighed. På barerne i Miami talte man nu lige ud af posen om den forestående operation.
Kennedys embedsovertagelse bevirkede en udsættelse af overfaldet på Cuba. Først efter kraftig pression lykkedes det for den hemmelige tjeneste at gennemtvinge en afgørelse hos den nye ledelse. Den blev truffet den 4. april 1961. Den dag trådte Det Nationale Sikkerhedsråd sammen under John F. Kennedys forsæde.
Blandt deltagerne var chefen for CIA Allan Dulles, udenrigsminister Dean Rusk, forsvars-minister Robert McNamara, en række af Kennedys rådgivere, blandt andet Arthur Schlesinger og formanden for Senatets udenrigskomite William Fulbright. ClA's projekt, der i forvejen var godkendt af hærens, flådens og flyvevåbnets generalstabschefer, blev vedtaget med alle stemmer mod en Fulbrights.
På dette tidspunkt havde CIA allerede afsikret aktionen politisk set, og den 22. marts dannet en provisorisk cubansk regering. Denne marionetregering, der overtog det formelle politiske ansvar for invasionen, skulle efter landgangsoperationen pr. fly trans-porteres til Zapata-halvøen på Cubas sydside.
Kennedys rystende løgn
På en pressekonference den 12. april 1961 afgav John F. Kennedy følgende erklæring:
„1. Der vil ikke blive foretaget nogen invasion på Cuba med USA's væbnede styrker.
2. USA's regering vil gøre alt, hvad der står i dens magt for at hindre, at borgerne i dette land bliver indblandet i nogen som helst aktion på cubansk territorium.
3. Vore myndigheder vil skride ind mod enhver, der på Cuba har til hensigt at indføre et regime af samme art som Batistas.
4. Cubas fremtid er ikke et spørgsmål, der skal afgøres mellem USA og Cuba; det er et spørgsmål, cubanerne må ordne indbyrdes. 5. USA vil ikke tillade, at derfra USA's terri-torium organiseres nogen invasion rettet mod Cuba."
Mens dette blev sagt, var invasionsflåden allerede stået til søs konvojeret af amerikan-ske destroyere og hangarskibe. Tre dage efter, ved sekstiden om morgenen lørdag den 15. april dukkede ClA's flyvevåben op på himlen over Cuba. Der blev rettet et angreb mod Cubas fire vigtigste militære flyvepladser. Taktisk var luftangrebet en succes, - næsten halvdelen af det cubanske luftvåben blev gjort ukampdygtigt. Politisk set var det en katastrofe, fordi det uigendriveligt fastslog den amerikanske regerings direkte andel i den forestående invasion.
Den 17. april 1961
Det var ved morgengry den 17. april - kort før klokken to, at de første frømænd gik i land på Giron Strand (i Svinebugten) for at anbringe positionslysene, der skulle vejlede land-gangsfartøjerne, - og da havde Fidel mobiliseret hele Cuba: hæren, flyvevåbenet og militsen var i højeste alarmberedskab.
„Den provisoriske Regering", der af navn havde den politiske ledelse af invasionen befandt sig på dette tidspunkt i en barak ved en forladt militær flyveplads i Floridas sumpland. Efter tre døgn var Giron Strand dækket af udbrændte tanks og i havstokken lå sænkede landgangsfartøjer. Under militsens og den revolutionære Hærs koncentre-rede ild forblødte lejesoldaterne i Zapata-halvøens sumpe.
Omkring midnat - natten til den 19. april - blev der gjort et sidste forsøg på at redde invasionen ved direkte militær intervention fra USA's side. ClA-agenten Bissel, general Lemnitzer og admiral Burke forlangte øjeblikkelig indsats af flådens jetjagere, som stod parat på dækket af et hangarfartøj 50 sømil fra Giron. Kennedy afviste kravet.
Næste morgen meddelte Fidel: „Angriberne er blevet tilintetgjort. Efter slaget på Giron Strand står Revolutionen som sejrherre. På tre døgn har Revolutionen tilintetgjort en hær, det har taget USA's imperialistiske regering adskillige måneder at stille på benene". Den 26. april påtog præsident Kennedy sig det fulde ansvar for den mislykkede invasion.
Kup mod Kennedy
Man har siden jævnligt stillet det spørgsmål, hvad der kan have bevæget den ameri-kanske regering til at indlade sig på et så hasarderet foretagende som at skrabe 1500 lejesoldater sammen og sende dem ud i en konventionel krig mod en mindst hundrede gange stærkere regulær hær.
Fra et militært synspunkt måtte det udsigtsløse ved projektet være indlysende. Det er imidlertid ikke sandt, (som det ofte påstås, red.), at den amerikanske hemmelige tjeneste regnede med spontane opstande på Cuba og satte sin lid til kontrarevolutionære i landet selv.
De, der tog initiativet til invasionen, var selv klar over, at den militært var en absurditet. Men det uudtalte formål var heller ikke at starte en borgerkrig, men at bane vej for en direkte, væbnet intervention med indsats af amerikanske tropper. Operation Pluto skulle blot skabe et brohoved, en okkuperet zone, hvortil den hemmelige tjeneste kunne overføre den marionetregering, den selv havde udnævnt, og som sad og ventede som fanger i en barak i Florida. Denne regerings eneste opgave skulle være at anmode USA's regering om „hjælp".
Hele projektet var altså en storstilet provokation, der i sin karakter nærmede sig stats-kuppet: et kup rettet mod selve de forfatningsmæssige organer i USA. Præsidenten skulle bringes i en tvangssituation, hvor han kun havde én løsning tilbage: krig.
Uddrag af indledningen til bogen „Forhøret i Havanna" af Hans Magnus Enzensberge:
Størsteparten af bogen er udskrifter af de afhøringer, som blev foretaget af de tilfange-tagne lejesoldater. Afhøringerne havde mest karakter af interviews, der blev sendt direkte på radio og tv. Den revolutionære regering i Cuba fik på den måde lejesolda-terne til for åben mikrofon at fortælle, hvorfor de havde angrebet Cuba og revolu-tionen.
Interviewene afslørede, at størsteparten af lejesoldaterne var kommet for at få deres godser, miner, fabrikker og lukrative politiske poster igen. Det vakte mildt sagt meget lidt sympati blandt cubanerne, - således var „forhøret i Havanna" med til at styrke opbak-ningen bag den revolutionære regering. Bogen kan lånes på biblioteker.
En veteran fortæller
Juan Carlos stod klar i tre døgn med sin riffel, nu har han skrevet en bog om april 1961 Juan Carlos Rodrigues er 56 er i dag.
For 43 år siden, da de kontrarevolutionære invaderede Cuba i Svinebugten, var han altså blot 16 år. Han deltog ikke selv aktivt i kampene, men han var med i folkemilitsen og var klar i en reservegruppe, som det aldrig blev nødvendigt at sætte ind. Han husker tiden og begivenhederne. Han har forsket meget i invasionen siden og har netop ud-sendt en bog på forlaget Ocean Press: La batalla inevitable - Den uundgåelige kamp. Juan Carlos Rodri-gues var en af mange oplægsholdere på en konference om inva-sionen i Svinebugten, som blev afholdt i Havanna i slutningen af marts i år.
Han mener der er tre afgørende årsager til cubanernes sejr i april 1961: 1. Den revolutio-nære ledelses rigtige styring af forsvaret, 2. Forberedelsen af befolkningen på slaget og 3. Den internationale solidaritet. Forberedelsen af befolkningen handler ikke kun snæ-vert om, at hæren var mobiliseret og folkemilitsen dannet, organiseret og trænet.
Militsen bestod af 500.000 mand og 90 procent af dem, som kæmpede mod invasionens lejesoldater var militsmedlemmer. De havde meldt sig til militsen, fordi de troede på, at revolutionen kunne sikre den brede cubanske befolkning et bedre liv, - derfor var den værd at forsvare.
Juan Carlos understregede, at befolkningen havde oplevet, at det revolutionære styre gennem de første år efter sejren den 1. januar 1959 resolut var gået i gang med at løse befolkningens alvorlige problemer. Bønderne havde fået jord, og de arbejdsløse havde fået arbejde. Gadebørnene var forsvundet, - de gik nu i skole. 5000 klasseværelser og 200 skoler var blevet oprettet. Hospitaler skød op ude omkring i landet.
l sit oplæg på konferencen understregede Juan Carlos, at der ikke var nogen udbredt utilfredshed i Cuba med det nye styre i april 1961 - tværtimod. Det vidste CIA godt, fast-slog Juan Carlos Rodrigues og citerede en udtalelse af den daværende ClA-chef Allan Dulles til nyhedsbureauet AP: „Vi forventede ikke en intern opstand, men derimod andre begivenheder".
Disse „andre begivenheder" kom ClA-chefen ikke ind på, men senere analyser giver særdeles god grund til at antage, at det handlede om at bringe præsident Kennedy i en klemme, så han var nødt til at indsætte regulære amerikanske styrker. Invasionen var således kun en taktisk manøvre, som skulle lægge op til en egentlig amerikansk krig mod Cuba. Det var denne krig, som skulle knuse det nye Cuba.
Alfabetisering
1961 var det år, hvor Cubas hundrede tusinder af analfabeter fik lært at læse og skrive. Den 16-årige Juan Carlos Rodrigues havde meldt sig som frivillig lærer. Han blev sendt til Zapata-sumpene ud til Svinebugten. Her underviste han børn om dagen og voksne om aftenen.
- Så snart jeg hørte om invasionen, forlod jeg min landsby og gik lige til kampzonen, hvor jeg sluttede mig til militsen, fortæller Juan Carlos. Jeg tilhørte reserven. Jeg tog ikke del i de faktiske kampe. - Der var andre, som tog til frontlinien før mig. Men jeg var der med min riffel, klar til at drage af sted, hvis ordren kom.
Jeg var der alle tre døgn. Det begyndte mandag den 17. og fortsatte indtil onsdag den 19. Juan Carlos Rodrigues har siden lavet interviews med mange af indbyggerne i Zapata-sumpene, fattige mennesker, som overlevede ved at brænde trækul, som blev solgt til byboerne i Havanna. Men han har også sat sig grundigt ind i begivenhederne i USA op til, under og efter invasionen. Og så har han studeret den nationale situation i tiden før invasionen.
Peter Pan
USA forsøgte at skabe en overspændt situation i Cuba. De kontrarevolutionære grup-per, som holdt til i Escambray-bjergene midt på øen, blev forsynet med våben, penge og instruktører. Mord på Fidel Castro blev forsøgt flere gange. Radiostationer sendte undergravende nyheder - løgne - døgnet rundt fra Miami ind over øen.
Radiostationerne og agenter rundt om i landet forsøgte at sprede en horribel løgn om, at Fidel Castro havde en plan om at stjæle tusinder af cubanske børn fra deres forældre og sende dem til Sovjetunionen. USA stillede sig omvendt til rådighed med Operation Peter Pan, som gik ud på at få børnene sendt i sikkerhed i USA! - De forsøgte at skabe et passende psykologisk klima, forklarer Juan Carlos.
150.000 interneret
To dage før invasionen bombede amerikanske fly - med påmalede cubanske kende-mærker - de fire vigtigste militære lufthavne i Cuba.
- Resultatet var, at Komiteerne til Forsvar for Revolutionen (CDR) spontant mobiliserede. De handlede ret selvstændigt. Ud fra deres egen overbevisning begyndte de at arrestere folk i deres område, som havde talt imod regeringen, fortæller Juan Carlos. - Politiet arresterede 2500 mistænkte, men det faktiske tal for arresterede denne nat var omkring 150.000.
Over 90 procent af befolkningen var for revolutionen. Ud af hele befolkningen på 6,5 millioner blev 150.000 interneret - det er cirka to procent. De blev holdt indespærrede i teatre og biografer og lignende. Efter sejren den 19. april blev de sluppet fri igen, men de kunne ikke blande sig i kampene, mens de stod på, forklarer den cubanske veteran.
Oprindeligt var invasionen planlagt til at gå i land ved byen Trinidad. Årsagen var, at så kunne de cirka 50.000 kontrarevolutionære, som holdt til i Escambray-bjergene have an-grebet de forsvarende cubanere i ryggen. Men allerede i februar-marts måned havde regeringen sat en succesrig offensiv ind imod kontraerne i Escambray.
Det vidste CIA godt - blandt andet derfor skiftede USA Trinidad ud med det mere uvej-somme sumpområde ved Svinebugten. - Hele det cubanske folk stod samlet om at for-svare deres revolution. Ingen støttede invasorerne. Det var derfor den slog fejl, konklu-derer Juan Carlos Rodrigues.
En socialistisk revolution
Den 16. april 1961 erklærede Fidel Castro, „den socialistiske karakter af den cubanske revolution". Det skete i en tale til minde om syv cubanere, som havde mistet livet under USA's bombardement af fire lufthavne dagen før:
„Kammerater., arbejdere og bønder, dette er en socialistisk og demokratisk revolution af de fattige, ved de fattige og for de fattige... Arbejdere og bønder, nationens ydmyge mænd og kvinder: Sværger I at forsvare til jeres sidste blodsdråbe denne revolution af de fattige, ved de fattige og for de fattige?" - Svaret var et rungende: Ja.
Dagen efter invaderede de kontrarevolutionære - støttet af USA - i Svinebugten. Tre døgn efter var invasionen nedkæmpet... Kampen kostede 152 cubanere livet. Hvor mange liv der senere er reddet er sværere at opgøre, men tallet er stort.
Den 16. april proklamerede Fidel Castro den cubanske revolution for socialistisk på et stort massemøde i Havanna.
Transport skib bombet af cubanske fly.
Fidel Castro ledede selv forsvaret af Cuba - Svinebugten - et søm i Kennedys ligkiste.
Hvis Kennedy blev udsat for et komplot var det udført af anti-Castro grupper, mener tidligere rådgiver, Arthur Schlesinger.
Arthur Schlesinger var rådgiver for præsident Kennedy fra dennes indsættelse i januar 1961 og indtil mordet på præsidenten i Dallas i 1963. Schlesinger deltog i en konference om Invasionen i Svinebugten, som Universitetet i Havanna afholdt i slutningen af marts.
Her fortalte han, at han havde advaret præsidenten. Schlesinger følte sig overbevist om, at en invasion i Cuba ville blive en fiasko. Hverken politisk, militært, juridisk eller moralsk ville det være en god ide. - Præsidenten var enig med mig, men han arvede invasions-forberedelserne fra general Eisenhower (den tidligere præsident, red.), som han betragtede som en militær specialist.
Den politiske omkostning ved at aflyse denne operation ville have været betydelig, fastslog den nu 77-årige amerikaner på konferencen i Havanna. Adspurgt om sammen-hængen mellem Svinebugten i 1961, Missilkrisen i 1962 og mordet på præsidenten i 1963 veg Schelsinger udenom. Han har ikke nogen mening om, hvorvidt præsidentmordet var et „mord" eller en „konspiration".
- Hvis det var et komplot, så må det under alle omstændigheder have været gennem-ført af anti-Castro grupper.
Men ingen ved det, og jeg har ingen teori om det, var den aldrende rådgivers ord. Hans ord stod dog i et lidt særligt lys, da han i forbindelse med konferencen kunne fortælle, at der så sent som i oktober måned 1963 var forhandlinger i gang mellem USA og Cuba om en normalisering af forholdene.
Disse forhandlinger stoppede i samme øjeblik, som de dræbende kugler ramte præsi-dent John F. Kennedy i Dallas i delstaten Texas i samme måned.
Om den aktuelle situation i forholdet mellem USA og Cuba fortalte Arthur Schlesinger, at Clinton havde haft forhåbninger om at ændre politikken over for Cuba, men ikke i et omfang, så han og Demokraterne mistede valgstøtten fra Florida.
Den nuværende Bush-administration har ingen interesse i at normalisere forbindelserne, - tværtimod vil den øge den politiske fjendtlighed, vurderer den tidligere præsidentråd-giver.
Filmen „13 dage" kunne ses i landets biografer i 2001. Den fortæller historien om Missil-krisen - eller Cuba-krisen, som nogen kalder den, i oktober måned 1962. Dengang Sovjetunionen forsøgte at opstille atomraketter i Cuba. Filmen ser hele det højspændte hændelsesforløb fra en amerikansk synsvinkel, hvilket naturligvis giver et alt for begræn-set udsyn.
Interessant er det imidlertid at følge filmens formodentlig sandfærdige afsløring af magt-kampen mellem cheferne i efterretningstjenesten CIA og de militære chefer på den ene side, - de vil have krig.., og præsident Kennedy på den anden side, som vil undgå krigen. Man kan købe filmen som video eller CD.
Hvis man også ser eller genser filmen „JFK", - som kan lejes på video, - så tegner det sig et billede:
* l april 1961: Kennedy afviser ClA's og militærets ønske om amerikansk invasion af Cuba.
* l oktober 1962: Kennedy afviser CIA og militærets ønske om (krig) bombning af raket-installationerne i Cuba.
* Frem til oktober 1963 forhandlede Kennedy-administrationen tilsyneladende med Cubas ambassadør ved FN om en normalisering af forholdet mellem landene.
* Den 23. oktober 1963 blev Kennedy myrdet.
Til toppen af siden
Invasionen i Svinebugten
USA
