Danmark (fra oldnordisk: Danernes mark) er et land i Skandinavien beliggende i det nordlige Europa. Danmark kaldes sammen med Grønland og Færøerne officielt Kon-geriget Danmark. Danmark grænser til Tysk-land mod syd og er omgivet af flere have: Vesterhavet (Nordsøen), Skagerrak og Kat-tegat på vest-, nord-, og østsiden af Jyl-land, Kattegat og Østersøen nord og syd for de danske øer. Danmark består af halv-øen Jylland og 443 navngivne øer, småøer og holme.

De tidligste tegn på menneskelig tilstede-værelse i dagens Danmark begyndte for 100.000 år siden, selv om området først blev beboet i den ældre stenalder. Under vikingetiden og senerehen fik danskernes kontakt til omverdenen større betydning, heriblandt deltagelsen i Kalmarunionen og andre forbund. Renæssancen betød et markant skift i Danmark, da reformationen fandt sted. Den danske grundlov blev un-derskrevet 5. juni 1849, hvilket markerede starten på en demokratisk styreform.

Tyskland besatte Danmark under 2. ver-denskrig og ved krigens afslutning blev Danmark befriet. Herefter har landet ind-gået i NATO og senere EF (nu EU). Landet har haft en stor tilstrømning af indvandrere i 80'erne og 90'erne.

Den danske befolkning er en blanding af etniske danskere og indvandrere og anslås til at være på ca. 5,5 mio indbyggere.

Dansk er det officielle sprog. Danmark er et konstitutionelt monarki, og statsminis-teren fungerer som regeringschef, mens Folketinget er den lovgivende forsamling. Landet er inddelt i 5 regioner og 98 kom-muner. Danmark betragtes med et brutto-nationalprodukt på 203.519 milliarder US$ som et rigt land, og over halvdelen af den arbejdende befolkning er beskæftiget i servicesektoren.

Etymologi

Navnet Danmarks oprindelse og især for-holdet mellem danerne og Danmark som et samlet kongerige er kontroversielt. Debatten handler først og fremmest om hvorvidt forstavelsen "Dan-" henviser til danerne eller kong Dan. Endelsen "-mark" er i mindre grad også diskutabel. Proble-matikken forværres pga. de utallige refe-rencer til daner forskellige steder i Europa både hos antikkens græske og romerske historikere (som Gregor af Tours, Jordanes og Procopius) og hos middelalderens (som Adam af Bremen, Beowulf, Widsith og Æl-dre Edda)

På norrønt blev folket i genitiv flertal kaldt "danir", som kan betyde noget i retning af "fladlandsbeboere". "Daner" er sandsyn-ligvis en afledning af det indoeuropæiske *dhen-, som betyder "flade, fladt bræt".

"Mark" blev på oldhøjtysk og angelsaksisk brugt i betydningen "grænseland". Ordet Danmark kan altså have betydet "flad-landsbeboernes grænseland" og var mu-ligvis afgrænset til skovene i Slesvig, altså danernes grænseland til tyskerne mod syd, ligesom endelsen muligvis også har forbin-delse til skovområder som Finnmark, Tele-mark eller Ditmarsken.

Populært siges det, at ordet "Danmark" første gang nævnes på Jellingestenen omkring år 985. Danmark (Denamearc) nævnes imidlertid allerede omkring år 890 af nordmanden Ottar i den Angelsaksiske Krønike Orosius, og senere af Alfred den Stores, den østfrankiske krønikeskriver Re-gino af Prüm og Otto I.

Historie

Forhistorie fra oldtid til vikingetid

(10500 f.Kr. - 1047 e.Kr.)

Den danske forhistorie før stenalderen hø-rer mest til geologisk historie, for der er ikke mange tegn på mennesker,. Dog har man fundet flintestensredskaber i Himmerland og i Lillebælt, som tyder på menneskelig akti-vitet i området for omkring 100.000 år siden i mellemistiden, hvor klimaet har svaret nogenlunde til det vi har i dag. For ca. 15.000 år siden begyndte indlandsisen at vige nordpå i forbindelse med en klimaændring. Hér levede rensdyrjægerne og afløstes senere af andre jægerfolk, som ernærede sig af jagt og fiskeri igennem årtusinder.

For ca. 6.000 år siden (år ca 4000 f.Kr.) blev jægerstenalderen afløst af bondestenal-deren, som igen afløstes af bronzealder (år ca 1700 BC) og jernalder (år ca 500 BC) som var inddelt i flere perioder: keltisk jernalder, romersk jernalder og germansk jernalder. Allerede i slutningen af jernalderen, dvs. i 700-tallet, kan der have eksisteret en stærk, dansk centralmagt. Her kunne det kolossale forsvarsværk Dannevirke og Kanhave-kanalen Samsø være et "bevis".

Forhistorien sluttede med vikingetiden, hvor danske vikinger begyndte at hærge og handle i det meste af Europa. Vikingerne begyndte at kræve den såkaldte Danegæld, hvilket betød at konger fra England betalte skat til den danske konge mod at undgå plyndringer. Danske og skandinaviske vikinger spillede i det meste af vikingetiden en stormagtsrolle i Europa, bl.a. på grund af den stærke flåde. Senere vendte opturen sig under Knud den Store, da vikingeimperiet blev svækket og England gik tabt. Da Svend Estridsen fik tronen i 1047, var Danmarks tid som vikingemagt forbi.

Med afslutningen på, hvad der af historikerne kaldes oldtiden begynder det Danmark, der har Jellingstenene og Gorm den Gamle som første konge i den danske Konge-række. Den danske historie indledes i det 8. århundrede, hvor de første, skriftlige kilder begynder at omtale forholdene her. På den måde er vikingetiden en overgangsfase mellem forhistorien og den danske middelalder.

Middelalder (1047-1536)

Efter ca 1050 begynder en periode, hvor en mere fredelig kontakt med det øvrige Europa fik stadigt stigende betydning. Kristendommen, kulturpåvirkinger, nye driftformer for landbrugerne. Andre tre forhold fik også større betydning: kongernes forsøg på at øge deres indenlandske magt, deres forsøg på at udvide det udenrigske magtområde og striden med Hanseforbundet.

Den indenlandske magtkamp stod først mellem stormændene på den ene side og kon-gemagten og kirken på den anden. Senere blev det til en strid mellem kirken og konge-magten. Udenrigs forsøgte man at skabe og fastholde et østersørige, kulminerende i Kalmarunionen af 1397. Samarbejde med Hanseforbundet var en handelsmæssig nød-vendighed, men også et konstant økonomisk problem. Dette byforbund fik stor indfly-delse på landets forhold og var i perioder den reelle magt i landet.

Reformationen og tabte krige (1536-1660)

Renæssancen betød et markant skift i Danmarks historie, særligt fordi reformationen blev en del af ændringen. Kongerne inddrog kirkegodset og stod på den baggrund stærkt over for adelen, dog blev meget af rigdommen blev brugt til krigsførelse. Mest tydeligt er dette eksemplificeret i renæssancekongen Christian IV, der nok lod opføre smukke bygninger mange steder i landet, men som led alvorlige nederlag ved sin del-tagelse i Trediveårskrigen i Tyskland. Den fortsatte kamp med Sverige medførte neder-lag på nederlag med stadige tab af territorier, først øerne i Østersøen, men senere også danske kerneprovinser som Skånelandene ved Freden i Roskilde i 1658.

Enevælde, tab af Norge og Guldalder (1660-1848)

Adelens svigt under Karl Gustav-krigen gav plads til et statskup, hvor kongen væltede den gamle forfatning og indførte enevælden med støtte fra borgerskabet. En ny embedsadel voksede frem ved kongernes gunst, og byernes borgere fik efterhånden øget indflydelse. Landet var præget af den kulturelle påvirkning fra Frankrig og af kon-gernes tyskprægede forvaltning. Med stavnsbåndets ophævelse og senere med an-dre reformer inden for landbruget fik landet en økonomisk fremgang, der blev afbrudt, da englænderne tog den danske flåde. Dette og Københavns bombardement tvang Danmark i armene på Napoleon, mens Sverige allierede sig med England. Med freden i Wien (1815) blev Danmarks union med Norge opløst. Forud var gået en statsbankerot i 1813, men alligevel blev perioden en opgangstid for f.eks. dansk filosofi, digtning og billedkunst (guldalderen) med kunstnere som f.eks. H.C. Andersen, Søren Kirkegaard og N.F.S. Grundtvig.

Demokrati, industrialisering og besættelse (1849-1945)

Det danske monarki bestod efter freden i Wien af kongeriget og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg samt kolonierne. Fordi at Slesvig var et dansk len med både dansk- og tysktalende befolkning, hvorimod Holsten og Lauenborg var med i det Tyske forbund, udbrød der stridigheder mellem Helstats- og Ejderpolitikken, som hver havde sit nationale synspunkt. Dette førte til et oprør mod Danmark og den 1. Slesvigske Krig, som Danmark med hjælp fra England vandt. I forbindelse med revolutionerne i Europa i 1848 fik Danmark en fri og demokratisk forfatning i 1849.

De underliggende brudlinjer var dog ikke fjernet, og i 1864 brød den 2. Slesvigske Krig ud. Den tidligere støtte fra udlandet var der ikke længere og hæren led nederlag, især slaget ved Dybbøl. Resultatet blev tabet af hertugdømmerne, herunder også den dansktalende del af Slesvig.

Omkring 1870 kom industrialiseringen i gang i Danmark, og den blev fremmet ved anlægget af et tætmasket jernbanenet og af talrige færge- og fragtbådsforbindelser mellem landsdelene.

Samtidig betød opsvinget i landbruget (andelsbevægelsen), der begyndte med mæl-kecentrifugen i 1978, en forøget købekraft hos landbefolkningen, som medførte et over-skud af mennesker, der rasende hurtigt blev voksne, så de allerede ti år før - fra 1870 - kunne strømme til hovedstaden. Dermed fik byerhvervene en kærkommen reserve af billig arbejdskraft.

Husning af disse mange (og virkelig unge) tilflyttere skete på meget tilfældige vilkår og en række epidemier hærgede København og de større provinsbyer allerede 16 år før andelsbevægelsen kom i gang. Ved kloakering, oprettelse af skoler og udbygning af sundhedsvæsnet fik man efterhånden skik på sygdommene.

På arbejsmarkedsfronten lykkedes det at dæmpe uroen, da det danske arbejdsmarked ved Storkonflikten i 1899 fik sin grundlov, hvor fagbevægelsen anerkendte arbejdsgi-vernes ret til at lede og fordele arbejdet, og arbejderne fik ret til at organisere sig. Efter over 30 år (1870-1901) med regeringsmagten, mistede Højre i 1901 flertallet i både folke- og landstinget, og efter en kortvarig forfatningskamp, som førte til systemskiftet har parlamentarismen været fast skik i Danmark.

Danmark holdt sig uden for 1. verdenskrig, og forsyninger til de krigsførende lande gav arbejde og indtjening til mange. Efterhånden fik kvinderne også valgret (1915), og det tyske nederlag i 1918 medførte en folkeafstemning, så Nordslesvig ved Slien blev gen-forenet med Danmark, men afstemningsvilkårene betød, at der blev skabt et tysk min-dretal i Danmark og et dansk i Tyskland. Den økonomiske krise i 1930'erne betød masse-arbejdsløshed, men også forbedring af samfundets støtte til dårligt stillede. Med gen-oprustningen af de europæiske stormagter kom der atter gang i produktionen i Dan-mark, og ved krigsudbruddet i 1939 var der optimisme hos alle. Selv om Danmark blev besat i 1940, opretholdt landet sin egen regering indtil 1943, men der opstod efterhån-den så stærk en modstandsbevægelse, at landet kunne tælles med blandt de allierede lande, der oprettede FN i 1945. I 1944 erklærede Island sig som selvstændig nation fra Danmark.

Efterkrigstid (1945-1990)

I årene derefter var Europa delt, ideologisk og efter landegrænser. Frygten for Sovjet-unionen førte til, at Norge og Danmark valgte at deltage i NATO (1949).[57] Det gav dog samtidig landet adgang til Marshall-planen, der var ment som en støtte til genopbyg-ning af de europæiske lande. Det skabte gode tider i landet, og kommunismen mistede efterhånden taget i den brede befolkning. Storpolitisk var situationen fastlåst, og det gav meget få manøvremuligheder i dansk udenrigspolitik, men på det økonomiske om-råde var der dog plads til ændringer. Herunder udbygningen af velfærdssamfundet, som regeringer af forskellig politisk observans var aktivt medvirkende til at forme. I 1960'erne udløste den store tilgang af kvinder til arbejdsmarkedet en stærk udbygning af den offentlige sektor. I løbet af 1960'erne kom der gang i forhandlingerne om dansk deltagelse i EF (det senere EU), og i 1972 bekræftede en folkeafstemning Danmarks optagelse i fællesskabet. Ved flere senere afstemninger blev samarbejdet udvidet trinvis. Med oliekrisen i 1973 startede en økonomisk recession, som bl.a. medførte, at Danmark måtte tage store lån i udlandet, ligesom jordskredsvalget samme år førte til politisk ustabilitet. Fra 1982 førte forskellige regeringer, ledet af Poul Schlüter en stram økonomisk politik, der kulminerede med "kartoffelkur". Årtiet blev på denne baggrund betegnet som "fattig-firserne".

Efter Den Kolde Krig (1990-2011)

Med jerntæppets fald i 1989, Tysklands genforening i 1990 og Sovjetunionens opløsning i de følgende år blev der skabt helt nye vilkår for dansk udenrigspolitik, der blev langt mere aktiv: Støtte til de baltiske lande, udvidelsen af NATO, øget integration i EU og mili-tær deltagelse i aktioner på Balkan, i Afghanistan og Irak. I 1992 havde Schlüter - rege-ringernes stramme økonomiske politik skabt overskud på betalingsbalancen for første gang siden 1962, og løbet af 90'ernes lykkedes det under Poul Nyrup Rasmussens rege-ring at afbetale den oparbejdede udlandsgæld fra 70'erne, hjulpet af højkonjukturen i de lande, som er væsentlige danske eksportmarkeder. I flere bølger fik landet en stærk tilstrømning af udenlandske statsborgere, især fra den tredje verden, der kom hertil dels som flygtninge og dels som indvandrere. Efterhånden viste det sig, at indvandringen skabte problemer og diskussionen om hvilken politisk linje der skal lægges har været og er stadig et aktuelt tema.

Udenrigspolitisk var årtiet, der startede med millennium præget af terrorhandlingen den 11. september 2001, som udløste krigen i Afghanistan, og senere i Irak, hvor den ameri-kansk ledede koalition af villige lande med dansk deltagelse angreb Irak og styrtede Saddam Husseins regering. I 2005 tegnede 12 danskere hver en satirisk tegning af islams profet Muhammed, hvilket førte til reaktioner fra muslimer i Danmark og udlandet. Efter tegningerne har spekulationer gået på, om Danmark skal blive et mål for terror.

Indenrigspolitisk førte VK-regeringerne, ledet af Anders Fogh Rasmussen en kontrakt-politik med skattestopet som grundlag, der sikrede Fogh Rasmussen 8 år i statsministeriet, indtil han trak sig tilbage for at overtage posten som generalsekretær i NATO.

Efterfølgeren, Lars Løkke Rasmussen tiltrådte under finanskrisen, som bl.a. medførte sti-gende arbejdsløshed og et stort underskud på statsfinanserne. Det Økonomiske Råd forudsagde stigende strukturproblemer på arbejdsmarkedet og erklærede, at de øko-nomiske genopretningsplaner, som hhv. regeringen og oppositionen fremlagde i løbet af 2010, var utilstrækkelige. Især udsigten til øget offentigt budgetunderskud bekym-rede vismændene.

Politik og regering

Danmark er et konstitutionelt monarki, og det politiske system tager udgangspunkt i Grundloven af 1849. Statsministeren, Helle Thorning-Schmidt, er regeringschef. Før Grundloven af 1849 udgjorde Kongeloven fra 1665 det centrale stykke lovgivning i den danske forfatning. Visse dele af loven gælder fortsat. Danmark er et repræsentativt demokrati, som dog i visse tilfælde afholder folkeafstemning ved vigtige beslutninger.

Monarken, Dronning Margrethe er statsoverhoved med ceremonielle opgaver. Hun er afskåret fra at udføre politiske opgaver, men har en vigtig rolle i forhold til udnævnelse af og afskedigelse af regeringer og underskrivning af vedtagede love. Landet er op-delt mellem de tre magter, den udøvende magt, som ligger hos regeringen, den lovgi-vende magt og den dømmende magt, som ligger hos domstolene. Grundloven siger, at både monarken og Folketinget er den lovgivende magt, selv om Folketinget er den re-elle magt. Danmark har den evangelisk-lutherske kirke som statsreligion, men Grundlo-ven sikrer religionsfrihed. Dog står der, at den danske regent skal være af luthersk-evangelisk tro.

Folketinget

Folketinget er landets parlament og lovgivende magt, som består af 179 medlemmer, hvoraf to vælges fra Færøerne og to fra Grønland. De fire mandater plejer hverken at stemme for eller imod i forbindelse med indenrigspolitiske forhold, men støtter dog som regel i krisesituationer det parti, de føler sig tættest knyttede til.

Folketingsmedlemmerne vælges ved forholdstals- og enkeltmandstalmetoden, hvor-med politikerne bevarer en vis afhængighed af de lokale valgkredse. Folketinget har en spærregrænse på 2%, men et kredsmandat kan give adgang. Valg holdes hvert fjerde år, men statsministeren kan opløse Folketinget når som helst og starte et nyt valg. Det seneste folketingsvalg blev afholdt d. 15. september 2011 Regeringen skal hele tiden have opbakning fra et flertal i Folketinget, men regeringen behøver ikke bestå af partier med samlet flertal. Folketingsmedlemmerne mødes fire gange om ugen til debat.

Den nuværende regering består af partierne Socialdemokraterne, Det Radikale Ven-stre og SF med støtte fra Enhedslisten og blev etableret 3. oktober 2011. Traditionelt har danske regeringer bestået af mindretalsregeringer med støtte fra ikkeregerings-partier og samarbejde hen over midten har været mest typisk.

Socialdemokraterne har haft en del indflydelse som regeringsparti i historien. Den nu-værende regering har 23 ministre. Ministrene udpeges af statsministeren og behøver ikke at sidde i Folketinget eller være i noget parti.

Domstolene er uafhængige af regering og folketing. Højesteret er den øverste domstol, der ved tvister og tvivlsspørgsmål har det sidste ord. Højesteret har dermed en vis poli-tisk betydning, da de i sidste ende kan dømme lovforslag og politiske handlinger ulov-lige i forhold til Grundloven. EU-domstolen har efterhånden også form af øverste myn-dighed på mange områder i landet.

Grundloven af 1953 sikrer i fællesskab med indarbejdelsen af Den Europæiske Menne-skerettighedskonvention i dansk lov i 1992 givet danske borgeres menneskerettigheder I 2008 placerede Transparency International Danmark som det mindstkorrupte land i verden sammen med Sverige og New Zealand. Freedom House rangerer Danmark som "fri" med hensyn til politiske rettigheder og civil frihed.

Regeringen pr. 15. september 2011

Portefølje	Minister	Parti	Valgt som
	Statsminister	Helle Thorning-Schmidt	Socialdemokraterne	MF'er
	Økonomi- og indenrigsminister	Margrethe Vestager	Radikale Venstre	MF'er
	Udenrigsminister	Villy Søvndal	SF	MF'er
	Finansminister	Bjarne Corydon	Socialdemokraterne	MF'er
	Justitsminister	Morten Bødskov	Socialdemokraterne	MF'er
	Minister for forskning, innovation og videregående uddannelser	Morten Østergaard	Radikale Venstre	MF'er
	Skatteminister	Thor Möger Pedersen	SF
	Transportminister	Henrik Dam Kristensen	Socialdemokraterne	MF'er
	Erhvervs- og vækstminister	Ole Sohn	SF	MF'er
	Minister for by, bolig og landdistrikter	Carsten Hansen	Socialdemokraterne	MF'er
	Beskæftigelsesminister	Mette Frederiksen	Socialdemokraterne	MF'er
	Børne- og undervisningsminister	Christine Antorini	Socialdemokraterne	MF'er
	Social- og integrationsminister	Karen Hækkerup	Socialdemokraterne	MF'er
	Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri	Mette Gjerskov	Socialdemokraterne	MF'er
	Klima-, energi- og bygningsminister	Martin Lidegaard	Radikale Venstre
	Handels- og investeringsminister	Pia Olsen Dyhr	SF	MF'er
	Minister for sundhed og forebyggelse	Astrid Krag	SF	MF'er
	Forsvarsminister	Nick Hækkerup	Socialdemokraterne	MF'er
	Miljøminister	Ida Auken	SF	MF'er
	Europaminister	Nicolai Wammen	Socialdemokraterne	MF'er
	Minister for ligestilling og kirke og minister for nordisk samarbejde	Manu Sareen	Radikale Venstre	MF'er
	Minister for udviklingsbistand	Christian Friis Bach	Radikale Venstre	MF'er
	Kulturminister	Uffe Elbæk	Radikale Venstre	MF'er