|
Opdateret 17-03-2011
Irland i Istiden.
Kevin af Glendalough kloster på Glendalough i County Wicklow.
En side fra Book of Kells fra Johannesevangeliet.
Model af et typisk vikinge-langskib.
Daniel O'Connell.
Der blev omdelt af lederne af opstanden
Traktatmodstandere forskansede sig i Four Courts i Dublin.
Cathal Brugha
Liam Lynch
Arthur Griffith
Richard Mulcahy
Memorial to the Republican soldiers executed by Free State forces at Ballyseedy, County Kerry, designed by Yann Goulet.
|
http://nyrnberg.net/eire_historie.html
Irlands historie Irlands historie rækker tilbage til omkring 8000 f.Kr., da de første jægere og samlere drog fra Storbritannien og Kontinentaleuropa til Irland, formegentlig via en landbro. Det er også muligt at der på dette tidspunkt var landforbindelse til Irland, mellem dagens Skot-land og Nord-Irland hvor afstanden er kortest. Der findes meget få spor fra den tidligste gruppe, men deres efterkommere og senere tilkomne i den yngre stenalder, specielt fra den iberiske halvø, efterlod sig store neolitiske fundsteder som Newgrange. Efter kristne missionærers komme, heriblandt Sankt Patricks, i det 5. århundrede., blev den hedenske religion underordnet kristendommen fra cirka 600.
Omkring 800, skabte angreb fra vikinger det næste århundrede blodbad og kaos blandt i de forskellige regionale dynastier og hos, - den blomstrende vidt udbredte keltiske kris-tendoms kerne - den irske klosterkultur, begge af disse institutioner sig dog stærke nok til at overleve og endda assimilere indvandrerne. De anglonormanniske lejetroppers komme i 1169, under ledelse af Richard de Clare, 2. jarl af Pembroke også kendt som Strongbow, markerede begyndelsen på mere end 700 års direkte normannisk, og senere, engelsk indblanden i Irland.
Den engelske krone krævede ikke fuld kontrol med øen før den engelske reformation, hvor spørgsmål om de irske vasallers loyalitet skabte grobund for en række af militære felttog i perioden 1534-1691. Perioden blev endvidere præget af engelsk bosættelse-spolitik der førte til ankomsten af tusindvis af engelske og skotske protestantiske bosæt-teres komme. Da nederlaget for det militære og politiske Irland blev tydeligere fra og med starten af det 17. århundrede, blev de religiøse skillelinjer i landet mere udtalt. Fra da af blev sekterisme et stadigt tilbagevendende fænomen i irsk historie.
I 1613 mistede den katolske majoritet magten i det irske parlament gennem skabelsen af nye valgkredse, en engelsk konstruktion, som fra slutningen af århundredet blev ført fuldstændig igennem da katolikker, der udgjorde 85 % af befolkningen, fik stemmeretten indkrævet. Den politiske magt lå hos minoriteten af de protestantiske bosættere mens at den katolske majoritet blev undertrykt systematiske politisk såvel som økonomisk. I 1801 blev det koloniale parlament nedlagt og Irland blev med unionsloven en del af Det Forenede Kongerige Storbritannien og Irland. Katolikker var stadig udelukket fra at sidde i parlamentet indtil 1829.
Fra 1880´erne stræbte Irish Parliamentary Party for irsk hjemmestyre gennem parlamen-tarisk pres, det så ud til at være lykkedes med hjemmestyreloven, 1914 - men denne blev udskudt grundet udbruddet af 1.verdenskrig. Efter den irske uafhængighedskrig i 1922, løsrev de 26 syd-, og vestlige grevskaber sig for at danne Den Irske Fristat - og efter 1948 Den Irske Republik. De seks nordøstlige grevskaber, kendt som Nordirland, forblev en del af Det Forenede Kongerige. Nordirlands historie har været præget af spredt sekterisk konflikt mellem nationalister(primært katolske) og unionister(primært protestanter). Konflikten brød ud i form The Troubles i slutningen af 1960´erne inden der blev sluttet en skrøbelig fred 30 år senere.
Tidlig historie, 8000 f.Kr. - 400
Vores begrænsede kendskab til det før-kristne Irland kommer fra ganske få romerske kilder, irsk poesi og mytologi samt arkæologi. De tidligste indbyggere menes at være kommet til øen da klimaet blev mildere, da indlandsisen smeltede omkring 8000 f.Kr.
Omkring 4000 f.Kr. begyndte dyrkningen af jorden på den sydvestlige del af kontinentet og medførte etableringen af en væsentlig yngre stenalderkultur, karakteriseret ved lervarer, afpudsede stenredskaber, rektangulære træhuse, forhistoriske fællesgrave, hvoraf nogle er jættestuer som Newgrange, Knowth og Dowth, mange af dem astro-nimisk indrettet (mest berømt er Newgrange).
Man har identificeret fire hovedtyper af forhistoriske grave: Dysse, Hof Stendysser, Jættestue og Gravkamre. I Leinster og Munster har man fundet enkelte små grave af stensamlinger, der kaldes hellekister under jordhøje udsmykket med lerkunst. Denne kultur har tilsyneladende blomstret og øen er blevet tættere befolket. Henimod slut-ningen af den yngre stenalder begyndte nye monumenter at dukke op som cirkulære indhegninger af sten og tømmer, sten og pæle og huleindhegninger.
Bronzealderen begyndte da kobber og tin blev legeret og der blev skabt genstande; det skete omkring 2000 f.Kr., da Ballybeg fladklingede økser samt andet forbundet metalarbejde blev lavet. Den forudgående periode med Lough Ravel og mange Ballybeg økser, Kobberalderen begyndte omkring 2500.
Perioden var endvidere præget af forarbejdet guld, bronzeornamenter, våben og værktøjer. Man oplevede en bevægelse væk fra de forhistoriske fællesgrave og så i stedet at de døde begravedes i hellekister eller i lave huller, der kunne være placeret på kirkegårde, i stencirkler eller høje kendt som Gravhøje eller Varder. I den senere del af perioden begyndte begravelsesceremonier også at indbefatte ligbrænding og i gravene fra den midterste periode i bronzealderen er det sædvanligt at finde urner.
Jernalderen i Irland begyndte omkring 600 f.Kr. I denne historiske periode (til 431) udvik-lede de vigtigste kongeriger som In Tuisceart, Airgialla, Ulaid, Mide, Laigin, Mumhain og Cóiced Ol nEchmacht sig. Indenfor disse kongeriger udviklede der sig en vigtig kultur. Samfundene var præget af en overklasse bestående af aristokratiske krigere og lærte folk, formodentlig også Druider.
I det 17. århundrede fandt sprogforskere frem til at de talte et sprog kendt som Goide-lisk, en gren af Keltiske sprog. Oprindelig er det blevet forklaret med en udefrakom-mende keltisk invasion fra kontinentet. Imidlertid har undersøgelser foretaget i det 20. århundrede modbevist det, og det viser sig at den keltiske kulturindflydelse kom fra den sydvestlige del af Europa fra yngre stenalder og helt frem til bronzealderen. Arkæologisk er der ikke meget der underbygger at store bølger af immigranter skulle have trængt ind i Irland. Den hypotese man i dag hælder til, er at Irlands oprindelige bronzealder-befolkning gradvist har optaget keltisk indflydelse, en tese som moderne genetisk forsk-ning i øvrigt også understøtter.
Romerne kaldte Irland for Hibernia. Cirka 100 beskrev Ptolemæus den irske geografi og de irske stammer. Irland blev aldrig en del af Romerriget, men romersk indflydelse nåede ofte langt ud over de formelle grænser. Tacitus skrev at en eksileret irsk prins var med Agricola i Britannia og ville tage hjem for at tage magten i Irland. Juvenal beretter om at romerske "tropper havde samlet sig ud for Irlands kyster". I de seneste år har der været hypoteser fremme om at romersk støttede gæliske soldater (eller romerske trop-per) har forsøgt sig med en art invasion omkring år 100, men præcist hvilket forhold der var mellem Rom og Hibernia hviler på usikker viden.
Under den Store Sammensværgelse i 367 angreb irske forbund Britannia og bosatte sig efterfølgende.
Det tidlige kristne Irland, 400 - 800
Irland gennemgik drastiske ændringer i de første århundreder af det første årtusinde.
Niall Noigiallach (død ca. 450 e.kr) lagde fundamentet for Uí Néill-dynastiets magt i det nordlige, vestlige og centrale Irland. Politisk gik man fra det tidligere stammemæssige tilhørsforhold og over til arvedynastier der sikrede en bestemt slægts magtbasis, en overgang der var gennemført i 700. Mange af de tidligere magtfulde kongeriger og klaner forsvandt. Irske pirater angreb det vestlige England på samme måde som de selv senere ville blive angrebet af vikinger. De irske angreb afstedkom grundlæggelse af nye kongeriger i Pictland, Wales og Cornwall. Attacottiklanen i det sydlige Leinster har endda muligvis tjent i den romerske hær omkring år 300 e.kr.
Det er ikke usandsynligt at denne kulturudveksling også var den der bragte kristen-dommen til Irland, i form af rige hjemvendte lejesoldater, handelsfolk eller stjålne slaver i Wales og Britannia. Tidlige kilder viser at der var kristne missionærer aktive i Irland lang tid før St.Patrick. Uanset hvordan denne ny religion fandt sin vej til Irland, ville den komme til at få en gennemgribende og bestandig effekt på øen.
Den traditionelle forklaring på kristendommens komme til Irland lyder at St.Patrick ankom i 432 e.kr og at han i årene der fulgte begyndte det missionsarbejde der skulle få irerne til at konvertere til kristendom. Til det kan man indvende at den samtidige krønikeskriver Prosper af Acquitaine, har nedfældet at Palladius var sendt til Irland af paven i 431 som "den første biskop i den irske kristne tro", hvilket må betyde at der allerede har været kristne tilstede i Irland. Det tyder på at Palladius fungerede som biskop i de allerede krist-nede områder i Leinster og Meath, - mens at St.Patrick, - der kan være ankommet så sent som 461 -, menes at have arbejdet som missionær i de hedenske og mere fjerntlig-gende områder som Ulster og Connacht.
Patrick tillægges traditionelt at han bevarede og beskyttede de oprindelige sociale-, og stammemæssige mønstre blandt irere, han indordnede lovene og ændrede kun de der gik imod kristen praksis. Han tillægges også indførelsen af det romerske alfabet, der gav irske munke mulighed for at bevare deres udbredte keltiske mundtlige tradition. Der er dog ikke fundet noget historisk belæg der understøtter at man netop skal kunne tillægge St.Patrick disse bedrifter. Myterne der omgærder St.Patrick, blev skabt af kirken i århundrederne efter hans død.
De gamle druidetraditioner forsvandt i takt med at den ny religion vandt frem og ende-ligt i forbindelse med den sult og pest der fulgte i forbindelse med klimaændringerne i 535-536. I tiden der fulgte oplevede man irske lærdes fremragende arbejde indenfor latinske værker og kristen teologi der blomstrede i de følgende århundreder. Irske mis-sionærer tog til såvel Britannia og det kontinentale Europa hvor keltisk kristendom udbredtes og lærde fra hele Europa kom til Irland.
En kombination af dygtighed og isolation gjorde at fremragende latinske værker blev bevaret her op igennem middelalderen. Irske klostre producerede den såkaldte Ø-kunst, mest udmærket ved illuminerede manuskripter som Book of Kells, Ardaghkalken og de mange udskårne højkors der findes over hele øen. Øens stilarter fik en kraftig effekt på såvel den romanske som den gotiske stilart der efterfølgende brød frem i Kontinentaleuropa. Perioden er også kendt for ringforter og bjergforter.
Det var også i denne periode at englænderne første gang engagerede sig i Irland. I 684 invaderede en northumbrisk styrke, under kong Ecgfrith den irske ø. Det lykkedes de engelske styrker at tilfangetage en del og skaffe sig et pænt bytte, men det ligger fast at de ikke forblev i Irland længe. Englænderne ville først engagere sig på ny i Irland omkring et halvt årtusinde længere fremme da normannerne erobrede Irland i 1169.
Tidlig middelalder, 800-1166
Middelalderen i Irland regnes for at være begyndt da vikingerne begyndte at foretage plyndringstogter mod øen. Det tidligste tilfælde der kendes er norske vikingers angreb i 795, der typisk for de tidlige angreb foregik hurtigt og var små i skala. De tidlige angreb markerede afslutningen på en gylden tidsalder med rigdom og kulturelt herredømme og begyndelsen på en tid præget af afbrudte krige og gentagne bølger af plyndringer af klostre og byer foretaget af vikinger. De fleste af de tidlige angreb havde udgangs-punkt fra fjordene i det vestlige Norge.
Vikingerne havde mulighed for at nå så langt i kraft af deres suveræne ekspertise inden for skibsbyggerkunst, med deres såkaldte langskibe kom de vidt omkring i verden og fra starten af 840´erne var de begyndt at blive langs de irske kyster over vinteren. Vikin-gerne var med til at grundlægge mange byer; mest berømt er Dublin, Limerick, Wexford og Waterford. Skriftlige beretninger fra samtiden (cirka 840) viser at vikingerne, via floderne, kom længere ind i landet på deres plyndringstogter for derefter at trække sig tilbage til deres bebyggelser ved kysterne.
I 852 gik vikingerne i land ved Dublin Bugt og grundlagde et fort. Efter et par genera-tioners samliv mellem irere og nordboere opstod den såkaldte race Gall-Gael (Gall betød udlænding dengang).
Vikingerne opnåede dog aldrig en total kontrol med Irland, men støttede og bekrigede skiftevis forskellige lokale konger og høvdinge. Slaget ved Clontarf i 1014 markerede begyndelsen på enden for vikingernes magt i Irland. Byerne som vikingerne havde grundlagt fortsatte dog med at blomstre og handel blev en vigtig del af den irske økonomi.
Reformation og den protestantiske dominans, 1536-1607
I 1536 besluttede Henrik VIII at generobre Irland og bringe det under kontrol.
Fitzgeraldklanen der regerede Irland for englænderne i det 15.årh var blevet for util-regnelige for Tudor-dynastiet. I 1487 havde de inviteret tropper fra Burgund til Dublin for at krone Lambert Simnel fra York-slægten til engelsk konge og igen i 1536 havde Fitzgeraldklanen gjort oprør mod den engelske krone under ledelse af Silke-Thomas.
Efter Henrik VIII havde nedkæmpet denne opstand, besluttede han sig for at ligge Irland under den britiske regerings kontrol for at forhindre oprør i fremtiden. I 1541 ophø-jede Henrik VIII Irland fra at være et herredømme til at være kongedømme. Henrik blev udnævnt til konge af Irland samme år ved en samling i det irske parlament. Det var den første samling, hvor såvel gæliske høvdinge som hibernonormanniske aristokrater del-tog. Med den institutionelle ramme med regeringen var første skridt taget. Næste skridt var at udvide den engelske kontrol over Irland til alle dets krævede territorier. Det der skulle vise sig at tage næsten et århundrede.
Generobringen af Irland blev først fuldført ved overgangen mellem Elizabeth I og James I omkring år 1600 (for nærmere detaljer se Desmondopstandene 1569-73, 1579-83 og Niårskrigen 1594-1603). Fra 1603 lykkedes det, at knække den irske modstand og det lykkedes de engelske myndigheder at etablere en administration i Dublin, der havde kontrol over hele Irland og som fik afvæbnet de indfødte. Englænderne havde ikke megen succes med at få irerne til at konvertere til protestantisme og den hårdhæn-dede måde som den engelske krone benyttede sig af for at pacificere landet skabte megen bitterhed over det engelske styre.
Fra midten af det 16. århundrede og til midten af det 17. århundrede førte den engelske krone en koloniseringspolitik kendt som "Bosættelserne". Skotske og engelske prote-stanter til provinserne Munster og Ulster samt grevskaberne Offaly og Laois (se også Irlands bosættelse). Bosætterne med engelsk og skotsk identitet skulle komme til at sætte sig på administrationen af landet. Der blev indført en række straffelove, der diskriminerede alle andre trosretninger end den officielle Anglikanske kirke i Irland. De primære ofre for disse love var katolikker og presbyterianere.
Unionen med Storbritannien, 1801-1922
Efter den irske opstand i 1798, vedtog de britiske og irske parlamenter unionsloven, der fusionerede det irske kongerige og det forenede kongerige Storbritannien(der selv var en fusion mellem Wales(1536), Skotland(1707) og England) til Det Forenede Kongerige Storbritannien og Irland. En del af de aftaler der lå bag unionsloven var at man ville komme med indrømmelser til de religiøse grupperinger, katolikker, presbyterianere og andre, der var blevet diskrimineret af straffelovene. Imidlertid satte Kong Georg III sig imod enhver indrømmelse.
I 1823 førte den katolske advokat Daniel O´Connell - også kendt som "The Great Libe-rator" - an i en succesfuld kampagne for katolsk frigørelse der i 1829 førte til hans indvæl-gelse i det fælles parlament. Sidenhen førte han også an i en knap så succesrig kam-pagne om at tilbagekalde unionsloven.
Irland blev ramt af dets anden store hungersnød i 1845-1849, da en skimmelepidemi angreb kartoflerne, hvilket førte til sultedød og én masse udvandring. Betydningen af udvandringen var enorm fra at der boede 8 millioner før hungersnøden boede der i 1911 kun 4.4 millioner.
Det irske sprog, der engang var det eneste talte sprog på øen, hensvandt i brug i løbet af det 19. århundrede mest på baggrund af hungersnøden og indførelsen af den natio-nale skole, men også grundet ledende irske politikeres modstand mod det; det blev i store træk erstattet af engelsk.
Udover den etablerede nationalisme, fandt der en række af voldelige opstande sted; i 1803, under ledelse af Robert Emmet; i 1848 anført af The Young Irelanders, mest kendt her er Thomas Francis Meagher; og i 1867 opstanden ledt af det Irske Republikanske Fællesskab. Alle nedkæmpet, men fysisk udfoldet nationalisme forblev en understrøm i det 19.århundredes Irland.
I den sidste del af det 19. århundrede, var man endvidere vidne til en store jordrefor-mer, spydspidsen i bevægelsen var Michael Davitt´s Land League der blev kendt for sine tre F´er; Fair Rent, free sale, fixity of tenure(rimelige renter, frit salg, ejendomstryg-hed). Fra 1870 og som et resultat af Jordkrigsbevægelsen og delvis grundet 1880´ernes Kampagneplan, gennemførte forskellige britiske regeringer en række Irske landlove - her var ikke mindst Wyndham Jordkøbsloven fra 1903 en milepæl for social medbestem-melse, da tidligere store godsejer-arealer blev opdelt og efterhånden givet til husmænd og forpagtere. Det brød effektivt problemet med fraværende godsejere og løste det årelange spørgsmål om den irske jord.
I 1870´erne blev spørgsmålet om irsk selvstyre igen aktualiseret, denne gang af Irish Parliamentary Party og dets karismatiske protestantiske leder - jordejeren Charles Stew-art Parnell. Den britiske premierminister William Ewart Gladstone forsøgte at få hjemme-styret stemt igennem i såvel 1886 som i 1893, - begge gange uden held. Parnells kontro-versielle lederskab endte da det blev opdaget at han var impliceret i en skilsmisseskan-dale, det blev afsløret at han havde boet sammen med Katherine O´Shea med hvem han havde tre børn, og som længe havde været separeret fra et andet irsk parla-mentsmedlem.
Efter vedtagelsen af loven for lokalt selvstyre i Irland i 1898 blev der for første gang lagt fuldstændig demokratisk kontrol ud i lokale spørgsmål, med valg til Local County Coun-cil, - nu var magten fra de tidligere storjuryer brudt, debatten om totalt hjemmestyre blev efterfølgende intensiveret og spændinger mellem irske nationalister og irske unionister(de der ønskede at forblive i union med Storbritannien) blev mere hyppige. Det meste af øen var nationalistisk indstillet (katolske og bønder). Men i nordøst var for en bevaring af unionen og generelt mere industrialiserede og protestantiske. Unionister frygtede at miste indflydelse samt økonomisk nedgang i et katolsk og landligt domineret katolsk hjemmestyret Irland. Nationalister var overbeviste om at de ville forblive økono-misk og politiske andenrangs borgere hvis ikke de opnåede hjemmestyre. Denne split-telse skabte to sekteriske bevægelser den unionistisk-protestantiske Orangeorden(den blev grundlagt i 1795) og den nationalistisk-katolske Ancient Order of Hibernians.
Hjemmestyre, påskeopstanden 1916 og Uafhængighedskrigen
Pilen pegede kraftigt i retning af hjemmestyre da Irish Parliamentary Party (IPP), under ledelse af John Redmond, i 1910 blev tungen på vægtskålen i det engelske underhus og den tredje hjemmestyrelov blev fremlagt i 1912. Den unionistiske modstand viste sig øje-blikkelig med dannelsen af Ulster Volunteers. Irish Volunteers blev skabt som et modsvar og for at underbygge indførelsen af selvstyre.
Påskebekendtgørelsen
I september 1914, netop som 1.verdenskrig var brudt ud, vedtog det britiske parlament endelig den tredje hjemmestyrelov der ville sikre irsk selvstyre, loven ville dog først træde i kraft når krigshandlingerne på kontinentet var ophørt. For at sikre implementer-ingen af hjemmestyret støttede nationalistiske ledere og IPP under Redmond briterne i krigen mod Centralmagterne. Kernen i Irish Volunteers var imod beslutningen, men flertallet forlod partiet og dannede National Volunteers der lod sig hverve til de irske regimenter 10th Irish Division og 16th Irish Division.
Før krigens afslutning forsøgte briterne sig med to fælles forsøg på at implementere irsk hjemmestyre, et i maj 1916 og et med den Irske Kongres, 1917-18, men de irske parter (nationalister og unionister) var ikke i stand til at nå til enighed om hvorvidt Ulster skulle permanent unddrages eller om de skulle inkorporeres.
Perioden 1916-21 var præget af politisk vold og opstande, der endte ud i Irlands deling og uafhængighed for 26 af de 32 grevskaber. Påskeopstanden 1916, en opstand i Dublin, var et forfejlet forsøg på at skaffe hele Irland uafhængighed. Støtten til opstan-den var begrænset i befolkningen, men den voldsomme straf oprørerne modtog med-førte et holdningsskifte til fordel for uafhængighed i befolkningen. Da briterne udskrev værnepligt i foråret 1918 (som resultat af den tyske forårsoffensiv 1918 på vestfronten) blev dette holdningsskifte styrket kraftigt (se Værnepligtskrisen 1918). Ved december-valget 1918 vandt Sinn Féin, rebellernes parti, trefjerdedele af de irske stemmer - i Januar 1919 forsamlede de irske parlamentsmedlemmer i Dublin for at danne et parlament bestående af alle 32 grevskaber, det første Dáil Éireann der hævdede uafhængighed for hele Irland.
Uvillige til at ville forhandle nogen anden aftale på plads end total uafhængighed for hele øen, udkæmpede IRA en guerillakrig fra 1919 til 1921 (Irske Uafhængighedskrig). I løbet af kampene og midt i megen bitterhed, blev den fjerde hjemmestyrelov, 1920 implementeret som nuvel sikrede hjemmestyre men også delte øen i et Nordirland og et Sydirland. I juli 1921 aftalte den irske og engelske regering at indgå en våbenhvile. I december 1921 underskrev repræsentanter fra begge regeringer den Anglo-Irske traktat. Den irske delegation blev ledt af Arthur Griffith og Michael Collins.
Dette afskaffede den Irske republik og skabte i stedet Den Irske Fristat, et selvstyrende område i det britiske imperie som Canada og Australien. Ifølge traktaten kunne Nord-irland trække sig ud af Fristaten og forblive i Det Forenede Kongerige, hvilket det gjorde øjeblikkeligt. I 1922, ratificerede begge parlamenter traktaten, der formaliserede uaf-hængigheden for de 26 grevskaber i den Irske Fristat (der i 1937 tog navnet Irland og i 1949 erklærede sig selv en republik); medens at de seks grevskaber Nordirland opnå-ede hjemmestyre som en del af det Forenede Kongerige. I de kommende 75 år ville hvert respektivt territorium være stærkt forbundet med henholdsvis katolsk og prote-stantisk ideologi, dog stærkest markeret i de seks grevskaber i Nordirland.
Kilde: Wikipedia Den irske borgerkrigDen irske borgerkrig blev udkæmpet mellem 28. juni 1922 og 24. maj1923 mellem modstandere og tilhængere af den anglo-irske traktat. Traktaten blev undertegnet 6. december1921, og nøjagtig et år senere blev Den irske fristat oprettet som følge af traktaten. Modstanderne protesterede specielt mod det fortsatte konstitutionelle bånd til Det Forenede Kongerige Storbritannien og Irland, men også mod at seks grevskaber i Ulster var løsrevet fra resten af Irland som provinsen Nord-Irland.Borgerkrigen fulgte den Den irske uafhængighedskrig og krævede flere menneskeliv end denne. Den efterlod også dybe sår i befolkningen, som fortsat kan være synlige i irsk politik i dag.BaggrundTraktatenDen anglo-irske traktat blev forhandlet for at få en afslutning på den irske uafhængig-hedskrig, som blev udkæmpet 1919-1921. Traktaten åbnede for en selvstyrende irsk stat, med status som dominion under Det Britiske Imperium. Den britiske monark skulle, som konge af Irland, være statsoverhovedet. Medlemmerne af det irske parlament, Oirea-chtas, måtte aflægge en troskabsed til Fristaten og til kongen af Irland.Eden blev stærkt kritiseret af mange republikanere. De protesterde også mod at Irland ikke skulle være en republik, men en «fristat» underlagt Det britiske imperium.Spørgsmålet om Irlands deling kom også op, men havde en langt mindre betydning end det skulle få senere. De fleste republikanere mente at Nord-Irland ikke ville blive en enhed som ville klare sig politisk og økonomisk, sådan at den hurtigt kunne indlemmes i et samlet Irland. Der var også problemer med Treaty Ports, irske havne som var kontrol-leret af Royal Navy af hensyn til Storbritanniens nationale sikkerhed.Michael Collins argumenteredee for at traktaten gav «frihed til at opnå frihed», og således var et skridt på vejen mod en suveræn irsk republik. Han skulle få ret i dette, eftersom fristaten faktisk udviklede sig til en uafhængig republik, men i 1922 mente traktatmodstanderne at traktaten ikke var den rigtige vej at gå, og at underskrivelsen af den var forræderi.SplittelseSplittelsen i den irske nationalistiske bevægelse som fulgte traktaten havde et stærkt personlig præg. Modparterne havde været nære venner og kollegaer under uafhæn-gighedskrigen, og dette gjorde uenigheden om traktaten specielt bitter.Michael Collins følte at Éamon de Valera havde sendt ham til England for at forhandle for det han selv ville kunne distancere sig fra aftalen. Collins var derfor skuffet da de Valera nægtede at stå ved aftalen, selv om han havde givet forhandleren fuldmagt til at undertegne den. De Valera var på sin side rasende over at forhandlerne havde underskrevet uden at konsultere Dáil Éireann, (det irske underhus) selv om de havde fået alle fullmagter og således ikke behøvede at rejse tilbage for at konsultere.Dáil Éireann ratificerede aftalen med 64 mod 57 stemmer den 7. januar 1922. Syd-Irlands provisoriske regering blev oprettet, med Collins som statsminister, for at traktaten skulle kunne træde i kraft i henhold til vilkårene.De Valera gik af som Dáils præsident, og tog traktatmodstanderne i Dáil med ind i Sinn Féin. Han hævdede at Dáil ikke kunne ratificere traktaten, eftersom han havde brudt deres ed til Den irske republik (1916-1922). Han forsøgte at forhandle sig frem til et kom-promis, hvor Fristaten havde «ydre association» til Commonwealth of Nations (det tid-ligere britiske statssamfund), uden at være medlem. Flertallet af officererne i IRA var også modstandere, og i marts 1922 vedtog de at ratifiseringen i Dáil var ugyldig.Traktatmodstanderne i IRA opprettede deres egen hærledelse, som de selv betragtede som landets virkelige regering. Tilhængerne i IRA blev indlemmet i Irish Army, Fristatens officielle hær.Begge sider ønskede at undgå borgerkrig. Collins oprettede en genforeningskomité som skulle samle IRA, og indgik et valgsamarbejde med de Valera med tanke på at oprette en samlingsregering. Han forsøgte også at udforme en republikansk grundlov som var akceptabel for traktatmodstanderne. IRA-ledere som Liam Lynch var villig til at akceptere dette, men grundlovsudkastet blev stoppet af et britisk veto fordi det stred mod traktaten. Collins måtte akceptere dette, og valgsamarbejdet brød sammen. Dermed stillede de to partier som begge kaldte sig Sinn Féin til valg; traktattilhængerne fik 239 193 stemmer mens modstanderne fik 133 864. I tillæg fik de andre partier, som alle støttede traktaten, 247 226 stemmer. Det var altså helt klart at vælgerne støttede traktaten og oprettelsen af Fristaten.Michael Collins og Arthur Griffith ledede arbejdet med at oprette Fristaten. Collins orga-niserede Arm na hÉireann (den irske hær), som han baserede på en kerne af traktat-tilhængere i IRA, og på en ny politistyrke. Brugen af IRA som kerne i den nye hær fik en negativ virkning for Fristaten, fordi det i områder hvor IRA var traktatmodstandere blev muligt for dem at overtage britiske kaserner og våben. Inden sommeren 1922 havde dermed traktatmodstanderne kontrol over dele af landet, specielt Munster og områ-derne på vestkysten.Krigens gangKampe i DublinI april 1922 tog traktatmodstanderne i IRA, ledet af Rory O'Connor, (1883-1922) kontrol over Four Courts i Dublin. De ønskede at udløse en væbnet konflikt med briterne, som så skulle forene de to fraktioner mod en fælles fjende. Men for dem som ønskede at holde oprettelsen af Fristaten på sporet sådan at traktaten kunne træde i kraft fra 6. decem-ber 1922, var okkupationen i Dublin en provokation som måtte slås ned af dem selv, og ikke af briterne. Arthur Griffith ønskede at bruge magt, men Collins var længe i mod for at undgå en borgerkrig.Ironisk nok var det en handling Collins selv beordrede som gjorde det nødvendig at gribe ind mod IRA. 22. juni 1922 blev den pensionerede britiske general Henry Hughes Wilson skudt ned og dræbt i det centrale London. Briterne mente det var IRA som stod bag, og krævede at Collins tog affære mod okkupanterne i Four Courts, ellers ville de selv gøre det. For Collins var det vigtig ikke at give briterne et påskud til at indsætte deres styrker i Irland, og han blev dermed tvunget til at angribe. Det briterne ikke vidste var at det var Collins selv som havde beordret drabet på Wilson, som hævn efter et angreb mod katolikker i Nord-Irland.27. juni kidnappede IRA-soldater i Four Courts en general i Irish Army, J.J. O'Connell. Dermed var bægeret fuldt, og Collins lånte to kanoner af briterne for at angribe byg-ningen. Regeringen udnævnte så Collins til øverstkommanderende for hæren. Angre-bet på Four Courts havde ikke været den første skudveksling mellem fraktionerne, men den repræsenterede begyndelsen til en fuldstændig borgerkrig, eftersom tidligere sam-menstød kun havde været små træfninger som ikke gjorde en fredelig løsning umulig.Angrebet på Four Courts begyndte den 28. juni, og bombardementet varede i to dage. Den britiske general Nevil Macready gav Collins kun 200 af de 10 000 skud han havde, men mod IRA-soldaterne som kun havde lette håndvåben var dette mere end nok. Den 30. juni blev bygningen stormet, og IRA overgav sig. Der var mindre gadekampe i Dublin indtil 5. juli, og derefter fulgte den ugelange besættelse af O'Connell Street. Sammenlagt faldt 65 soldater, og 28 blev såret. Blandt de døde var Cathal Brugha, en af republika-nernes vigtigste ledere. Omkring 500 republikanere blev taget til fange. Man antager at godt over 250 civile blev dræbt eller såret.Da kampene i Dublin endte havde Irish Army og Fristatens regering fuld kontrol over hovedstaden, mens traktatmotstanderne var spredt til landets sydvestlige dele.Udbruddet af borgerkrigen tvang medlemmerne af begge fraktioner til at vælge side. Tilhængerne af traktaten blev kendt som pro-treaty, Fristatshæren eller National Army (sidstnævnte var det første officielle navn på Irish Army). Modstanderne blev kendt som anti-treaty, Irregulars eller republikanerne, og betragtede sig fortsat til at høre til IRA. Modstanderne hævdede at de forsvarede Den irske republik (1919-1922) som var ble-vet proklameret i 1916 under påskeoprøret. De Valera overlod ledelsen af traktatmod-standerne til de militære ledere, og deltog selv som almindelig IRA-frivillig.Da borgerkrigen brød ud havde traktatmodstanderne i IRA omkring 15 000 mand, mens tilhængerne havde omkring 7000. På papiret havde IRA i begyndelsen hele 72 000 mand, men de fleste af dem var blevet rekruteret under våbenhvilen og kæmpede hverken i uafhængighedskrigen eller borgerkrigen. Selv om modstanderne havde et stort overtal i antal soldater, manglede de en effektiv kommandostruktur, en klar stra-tegi og våben. Ved krigsudbruddet havde de kune 6780 rifler og nogle få maskinge-værer. Det lykkedes dem også at erobre nogle britiske pansrede køretøjer under den britiske hærs evakuering. Som følge af våbenmangelen havde traktatmodstanderne gennom hele krigen en defensiv strategi.Fristatens hær blev hurtig etableret efter krigsudbruddet. Selv om kernen af erfarne IRA-soldater var lille, fik de britisk artilleri og britiske fly, panserbiler, maskingeværer, håndvå-ben og ammunition. I august 1922 havde de 14 000 mand, mod slutningen af året 38 000 og ved krigens slutning 55 000 mand og 3500 officerer.Eliten i hæren, Dublin Guard, var rekrutteret fra Dublins Active Service Unit, eliten i IRAs Dublinbrigade, som Collins havde haftkommandoen over under uafhængighedskrigen. De fleste af soldaterne i Fristatshæren var traktattilhængere, men en ikke ubetydelig andel af dem var også arbejdsløse veteraner fra 1. verdenskrig (de havde da gjort tje-neste i British Army). Britiske officerer blev også rekrutteret for ar tilføre teknisk ekspertise.Republikanerne gjorde et stort propagandanummer ud af dette britiske indslag, men det er klart at flertallet af soldatene var uden krigserfaring og havde meldt sig frivillig for at kæmpe for Fristaten.Fristaten tager flere byerEfter at kampene i Dublin stilnedes spredte konflikten sig til hele landet.Traktatmodstanderne kontrollerede Cork, Limerick og Waterford, som indgik i det de kaldte Munster Republic. Men uden svært artilleri og pansrede enheder var de ude af stand til at føre konventionel krig. Liam Lynch kunne dermed ikke udnytte den fordel det var at kontrollere dette territorium ved krigens start og måtte følge en defensiv strategi. Hans håb var at Munsterrepublikken kunne holde længe nok til at briterne ville genfor-handle traktaten.Fristaten kunne let erobre de større byer i løbet af juli og august 1922. Collins, Richard Mulcahy og Eoin O'Duffy planlagde en landsomfattende offensiv med en kombination af land- og flåde styrker mod County Cork og County Kerry i syd og County Mayo i vest. Limerick faldt 20. juli, Waterford samme dag og Cork 10. august. Endnu et angreb fra havet mod Mayo førte til at også det område kom under Fristatens kontrol. Mens repu-blikanerne forsvarede sig kraftigt flere steder, havde de ingen muligheder til at modstå de regulære styrker med artilleri og panser.Etfer at de større byene var taget, fulgte en periode med guerillakrig i grevskaberne Cork og Kerry i syd, County Wexford i øst og County Sligo og Mayo i vest. Der var også sporadiske kampe ved Dundalk, hvor Frank Aiken ledede den 4. nordlige division af IRA.Først efter flere måneder med sporadisk krigføring endte borgerkrigen. Denne periode var særlig præget af snigmord og henrettelser. Michael Collins blev dræbt i et baghold i landsbyen Béal na mBláth i august 1922. Hans død førte til yderligere bitterhed blandt Fristatens ledere, og bidrog antagelig til at endnu mere vold. Arthur Griffith døde af naturlige årsager kun ti dage før mordet på Collins, og Fristaten blev derefter ledet af W.T. Cosgrave, mens Richard Mulcahy var kommandant for Fristatshæren.I oktober 1922 opprettede de Valera og andre traktatmodstandere deres egen repu-blikanske regering. Men de havde ikke kontrol over et sammenhængende territorium, og ingen støtte udenfor deres egne rækker. IRA så også bort fra dette, eftersom de regnede sine egne militære ledere som republikkens virkelige regering.Overgreb, henrettelser og krigens slutningI den sidte fase af borgerkrigen var der en serie af overgreb og henrettelser som førte til en varig bitterhed i irsk politik. Fristaten begyndte den 17. november 1922 at henrette fanger. De første var fire IRA-soldater som blev henrettet. Derefter fulgte henrettelser af forfatteren og traktatforhandleren Robert Erskine Childers den 24. november. Alt i alt udførte Fristaten 77 officielle henrettelser under krigen.Traktatmodstanderne svarede først med mordet på parlamentsmedlemmet Sean Hales. Fristaten henrettede en uge senere, den 7. december 1922, fire fremstående republika-nere som havde været fængslet siden borgekrigens start: Rory O'Connor, Liam Mellows, Richard Barett og Joe McKelvey. Fristatshæren begyndte også med henrettelser af krigsfanger, specielt i Kerry hvor der var hårde kampe.Det værste eksempel fandt sted i Ballyseedy, hvor ni republikanske fanger blev bundet til en landmine, som så blev udløst. De overlevende blev bagefter skudt med maskin-gevær.Den katolske kirke støttede Fristaten og nægtede IRA-medlemmer som kæmpede mod traktaten adgang til sakramentet. 10. oktober 1922 udstedte de irske katolske biskopper en formel udtalelse, hvor de beskrev traktatmodstandernes kamp som systematisk mord og snigmord mod de nationale styrker foretaget uden nogen legitim autoritet. IRA-solda-tene blev sat under interdikt. I et strengt katolsk land, som Irland var i 1920-årene, påvir-kede dette befolkningens syn på traktatmodstanderne stærkt.Manglen på støtte i befolkningen, Fristatens benhårde indstilling og manglende vilje til at kæmpe videre førte tilslutning til traktatmodstandernes sammenbrud. I februar 1923 overgav Liam Deasy sig, og opfordrede andre republikanere til at gøre det samme.Efterhånden som konflikten ebbede ud, opfordrede de Valera IRAs ledelse til at bede om våbenhvile, noget den nægtede at gøre. Flere historikere mener at en hændelse som bidrog til at få en ende på krigen, var Liam Lynchs død. Han faldt i en mindre træf-ning i Knockmealdown-bjergene den 10. april, og dermed tog den mere pragmatiske Frank Aiken over som øverstkommanderende for IRA. 30. april erklærede Aiken våben-hvile på vegne af traktatmodstandernes styrker, og 24. maj beordrede han dem til at nedlægge deres våben og flere tusinder IRA-medlemmer, inkluderet de Valera, blev arresteret i de følgende uger.Borgerkrigen blev ført som en guerilla krig med angreb fra snigskytter, baghold og over-fald. Man regner med, at borgerkrigen kostede i alt 4.000 mennesker livet.
|
Copyright: nyrnberg.net © 2009 • Webmaster: Palle Nürnberg • Phone: +45 4619 4284 / +45 2147 3464 • E-mail: palle@nyrnberg.net