|
Opdateret 28-06-2011
Kilder: (fremhævet med fed skrift)
Wikipedia
Billeder: (hvor intet andet er angivet)
Hanne & Palle Nürnberg ©
Benny, vores dygtige walisiske chauffør på turen.
Sæderne i bussen, der kun er brugbare for børn eller pygmæer.
Hampshires flag
USS George H. W. Bush (CVN-77)
All Saints' Church, Godshill.
All Saints' Church indvendig.
Den stejle trappe op til All Saints' Church, der hindrede min adgang.
Tea Room, godt gemt mellem bevoksning af roser.
Et af de flotte træer i parken omkring Osborne House.
Stammen af en korkeg.
Et evigt tilbagevendende syn. Man ser ikke en bygning med tårn, uden at Union Jack vajer fra det.
Isle of Wights flag
Dronning Victoria af England
Horatio Nelson blev en af sin tids meste berømte og populære helte. Han startede sin karriere i den engelske flåde som 12 årig og sted i hurtigt i graderne. I en række søslag besejrede han både den franske, spanske og danske flåde, før han i 1805 under kampen ved Trafalgar blev ramt af en fransk skarpskytte og dræbt.
HMS Victory.
Victory´s imponerende agterspejl.
Admiral Nelsons private indgang.
HMS Victory: Umiddelbart virker det som et meget lille ror til et sådan kæmpeskib.
HMS M33, a WWI monitor.
"Semaphore Tower", det gamle signaltårn i HMNB Portsmouth. Foto: Wikipedia
King George III
Weymouth: En af de to strøggader
Weymouth: Monument til minde om dem der faldt i verdenskrigene.
Weymouth: Inderhavnen
Dorsets flag
Devons flag
Polperro: Vand fra højderne, der løber ned mod havnen.
Polperro: Inderhavnen omkranset af de høje skrænter.
Polperro: Møllehjulet
Polperro: De smalle gader.
Guinness, Irlands vigtigste eksportvare.
Cornwalls flag
St. Michaels Mount:
St. Michaels Mount:
St. Michaels Mount:
St. Michaels Mount:
St. Michaels Mount:
St. Michaels Mount:
St. Michaels Mount:
St. Michaels Mount: Her har de virkelig været forudseende. Skulle en af de besøgende skvatte ned fra klipperne, så står kalaerne der allerede.
Land´s End.
Land´s End.
Land´s End: Lotus corniculatus, (almindelig kællingetand).
Land´s End. Vejviser, så man kan blive fotograferet som bevis på at man har været der.
Cornwall: En af de gamle, nu nedlagte, tinminer.
St. Ives: Monument over de fandne i de to verdenskrige.
St. Ives: Teksten på stenen.
Trebah Garden:
Trebah Garden:
Trebah Garden: DIgitalis purpurea, (fingerbøl)
Trebah Garden:
Trebah Garden.
Trebah Garden: Mindesten for D-dagen.
Trebah Garden: Information om stedets tilknytning til D-dagen.
Trebah Garden: Kala. I England en bryllupsblomst - i Danmark en begravelsesblomst.
Trebah Garden: Blomsterstand, kæmpeskræppe.
Trebah Garden: Rhododendron
England har, siden middelalderen, haft et grimmer ry omkring sørøveri - så hvorfor ikke.
Hvad mon ellers er forbudt?
Clovelly:
Clovelly:
Clovelly:
Clovelly:
Clovelly:
Somersets flag
Cheddar Gorge.
Cheddar Gorge.
Cheddar Gorge.
Bristol: St Mary Redcliffe
John Wood d.ældre.
Bath.
Bath: Byens ældste hus.
Bath.
Bath: Byens ældste hus.
Bath Abby.
Bath. Underholdning i gågaden.
Bath Abby.
Bath, borgmesterindsættelse.
Bath, borgmesterindsættelse.
Bath, borgmesterindsættelse.
Bath, borgmesterindsættelse.
Bath, borgmesterindsættelse.
Bath: Hanne nyder en lille en i sommervarmen.
Bath: Avon River.
Bath: Kunstmaler ved flodbredden.
Tånet på Bath Abby.
Bath, Avon River: John Wood´s bro, Pulteney Bridge.
Bristol: Smugglers Bar
Lacock.
Lacock.
Lacock: Kirken indvendig.
Lacock: Kirkens smukke loft.
Lacock: Kirkens døbefont.
Lacock.
Lacock.
Lacock.
Wiltshires flag
"Hælstenen" er en meget vigtig brik i Stonehenge´s funktion som observatorium og kalender.
|
http://nyrnberg.net/gb_2011.html
Afgang fra København (CPH) med British Airways, Airbus A319-131, G-EUPY til London, Heathrow Airport (LHR).
Rundrejse i Sydengland - 29. maj - 5. juni 2011
I mange år har det, for os, været en stor drøm at besøge Stonehenge, så derfor tog vi med på denne spændende rejse gennem de sydengelske grevskaber.
Vi besøgte Portmouth, Isle of Wight, Godshill, Osborne House, Dorset, Dartmoorheden, Polperro, Cornwall, Lands End, Michaels Mount, St. Ives, Trebah Garden, Clovelly, Cheddar Gorge, Bristol, Bath, Lacock og endelig Stonehenge.
Vi oplevede smukke landsbyhuse langs smalle, snoede gader med plads til kun et køre-tøj. Vi så marker omgivet af stendiger, der møjsommeligt er opbygget med hånd. Vi gik gennem slotte og kirker, som er fyldt med kostelig kunstværker.
Ved Stonehenge forundredes vi over den ca. 4000 år gamle stencirkel, og den var et værdigt punktum for rundrejsen i Sydengland.
Dagbogsnotater, strøtanker og fakta
Dag 1: Afrejse - Heathrow Airport - Portsmouth
Dette var starten på en mere eller mindre planløs uge, hvor mange ting blev ændret igen og igen. Aftensmåltiderne blev flyttet, morgenmaden var senere end de opgivne tidspunkter og i Falmuth måtte vi vente på maden i ½-1 time inden de begyndte at ser-vere. Måltiderne var således først afsluttet mellem kl. 22 og 22.30, og udelukkede os fra en aftentur i byen.
Vel ankommet til Heatrow Airport i London, blev vi vist ud til vores bus og chaufføren, Benny, der viste sig at være en ægte wali-ser og alle tiders herlige fyr. Der er ingen tvivl om, at han må have meget stærke nerver, da han tilsyneladende stadig vir-kede normal efter at ugen var gået.
Gruppen bestod af 46 deltagere - og bussen havde 49 pladser. MEN - af disse pladser var 2 af dem ikke egnede til voksne mennesker, da der kun var halv benplads i forhold til de andre sæder - og at der iøvrigt ikke var noget vindue. Bagsædet havde fem plad-ser, med dårlig benplads og en lige så dår-lig udsigt. Her skulle der altså placeres 4 personer.
Gislev Rejser havde solgt faste pladser til de deltagere som var klar over at dette kunne lade sig gøre. Det drejede sig om ca. 2/3 af deltagerne, som selvfølgelig fik pladserne fra forenden og bagud (de havde jo også betalt for det). Os der hørte til den sidste 1/3 kunne så slås om de sidste pladser i bag-enden, hvilket der så absolut også blev, med en dårlig stemning til følge.
Selskabet var således, fra starten, opdelt i en firstclass og en monkeyclass, i en bus der var overbooket. Børnesædet og bagsædet burde aldrig have været medregnet i bussens kapacitet. Der findes mange måder at flå penge ud af kunderne på, men dette system som Gislev Rejser her har benyttet sig af, er dog det ringeste jeg nogensinde har været ude for.
Om flyrejsen, må jeg sige, at British Airways er et glimrende selskab at flyve med. Høj service og stor præsition. Et selskab vi vil benytte os af en anden gang.
Heathrow Airport
Rigtig mange danskere benytter sig hvert år af Londons Heathrow Airport - enten fordi de benytter den som transitlufthavn, eller fordi de skal besøge den engelske hovedstad, der ligger i en konstant top tre over vores mest populære udenlandske rejsede-stinationer. Samtidig ligger den konstant som nummer et som verdens værste lufthavn. Der kan være store fordele ved at vælge eksempelvis Gatwick eller Stanstead i stedet, for det er ikke blot danskere, der i hobetal har et ærinde i hjertet af den gamle kolonimagt. Kan man ikke undgå at benytte Heathrow, er det en stor fordel at flyve med British Airways, da deres standpladser ligger først for og mest centralt i lufthavnen, dvs. at man får kortere transport og hurtigere bagageekspedition. Det er således ikke for ingenting, at Heathrow kan kalde sig verdens travleste lufthavn, og man tager imod flere fly end nogen anden lufthavn i verden på sine blot to landingsbaner. Det betyder, at der hver eneste dag brændes 190 tons kostbart, unødvendigt og forurenende flybrændstof af, når de mange fly må cirkle i kø, før flyvelederne kan give landingstilladelse. 600 tons CO2 bliver derfor udledt i atmosfæren, og prisen for det tabte brændstof løber op i cirka en million kroner dagligt, skriver The Telegraph. Og så er der slet ikke nævnt et ord om den tid, passagerne mister, mens de kredser rundt over London. Heathrow opererer nu på 98 procent af sin kapacitet, og der skal ikke ret mange strejker eller sikkerhedsbrister til, før det tager flere dage at indhente de mange forsinkelser, det måtte medføre. Heathtrow Airport har 476.000 operationer (start eller landing) hvert år, og den typiske forsin-kelse er på mellem 10 og 20 minutter. Værst om morgenen når mellem 32 og 40 fly kredser over London og venter på landingstilladelse. Til sammenligning havde Københavns Lufthavn, der er Danmarks største arbejdsplads, 245.629 operationer i 2010. Antallet af passagerer, der enten rejste til eller fra Københavns Lufthavn i 2010 var 21,5 millioner, mens tallet for Heathrow var 65,7 millioner.
Første destination Vi kørte nu mod Portsmouth i Hampshire, til vores første hotel, Hotel Holiday Inn, hvor vi skulle bo for to overnatninger. Det viste sig at være et ganske glimrende hotel - i øvrigt det bedste af de tre hoteller vi benyttede på rejsen, hvilket forresten ikke siger ret meget. Hvor end vi tidligere har rejst, har jeg aldrig været ude for, at vi selv har skullet tumle rundt med vores kufferter til- og fra værelset, men det er måske noget specielt engelsk med en service på absolut nul. Ved måltiderne skulle man stille sig i kø ved baren, købe sine drikkevarer der og så selv ballancere dem hen til bordet, der udmærket kunne ligge flere lokaler fra baren. Dette procedure gjaldt for alle tre hoteller vi benyttede på turen
Udsigten fra vores værelse på Hotel Holiday Inn i Portsmouth.
Portsmouth ligger i Hampshire på Englands sydkyst stik nord for Isle of Wight, med ca. 190.000 indbyggere. HMNB Portsmouth, der er Englands største flådestation, ligger i byen. Bl.a. Charles Dickens, Arthur Conan Doyle og Peter Sellers er fra byen.
Portsmouth.
Dag 2: Isle of Wight - Godshill - Osborne House - Portsmouth
Vi lagde hårdt ud ved at stå op allerede kl. 06.00 for at spise morgenmad kl. 07.00 og så sidde klar i bussen kl. 08.00. (Gad vide om det ikke er direkte sundhedsskadeligt at stå op på et så ukristeligt tidspunkt).
Vi kørte til havnen i Portsmouth og om bord på færgen for at lade os befordre over til Isle of Wight, hvor vi, som dagens hovedpunkt, skulle på besøg i Dronning Victorias sommerresidens, Osborne House.
Det var desværre ikke det allerbedste vejr til turen, det småregnede og var meget diset fra morgenstunden.
På vejen over til Isle of Wight passerede vi verdens største hangarskib, USS George H. W. Bush (CVN-77), der lå for anker uden for havnen i Portsmouth, hvor det var ved at indtage forsyninger inden dets indættelse i Libyen eller et af de andre steder hvor USA afholder deres krige.
Først aflagde vi en lille visit i byen Godshill, der er som taget lige ud af tv-krimiserien Barnaby. Byen er meget charmerende og har en smuk kirke der ligger højt hævet over resten af byen, hvilket afskar mig muligheden for at komme op til den. Hanne måtte altså afsted uden mig, medens jeg skånede mine ben til senere.
Byen Godshill og dens kirke kan føres tilbage til 1400-tallet. Det var meningen at kirken skulle ligge nede i byen og man begyndte også byggeriet der, ved at afsætte grund og placere byggematerialer på stedet. Men der var en del af befolkningen som mente at kirken skulle bygges oven for byen, så om natten transporterede de alle materialerne der op. De blev trasporteret ned igen, men dagen efter var de igen tilbage på toppen. Da det var sket tre gange, tog man det som et tegn fra Gud - og kirken blev opført hvor den ligger nu. Det kan man vist kalde for civil ulydighed der vil noget, men det virkede.
Verdens største hangarskib, USS George H. W. Bush (CVN-77) for anker uden for Portsmouth.
Godshill: The Griffin var desværre ikke åben så tidligt på dagen som vi var der.
Godshill: En af byens meget smukke haver.
Godshill: All Saints' Church.
Godshill: Et thehus der gemmer sig i al bevoksningen, der er dog et skilt der viser derhen.
Godshill: Det er som taget ud af de engelske tv-serier der vises i fjernsynet.
Det blev så tiden at besøge Dronning Victoria og Prins Alberts "sommerhus", Osborne House. Her tilbragte hun hver sommer sammen med sin elskede Albert, så længe han levede, men fortsatte med at komme der resten af sit liv. Albert var som bekendt tysker, så med Englands anstrængte forhold til Tyskland, gjorde det ham ikke ligefrem til en populær person blandt befolkningen.
Victoria holdt selvfølgelig med sin Albert og var selv af tysk afstamning, så derfor også særdeles tysksindet, hvilket gjorde at temperaturen, hende og befolkningen imellem, kom til at ligge sådan ca. omkring frysepunktet. Hun var faktisk ikke så elsket som historiebøgerne gerne vil gøre det til, men alle dem hun overøste med adelskaber og andre højbårne titler, var selvfølgelig ovenud begejstrede for hende.
Osborne Houseset fra havesiden.
Osborne House set fra havesiden.
"Sommerhuset" er flot, fyldt med alle mulige rariteter, selvfølgelig i den victorianske stil, dvs. stort, klodset og sammenmokket. Parken derimod er en skønhed uden lige, med masser af pragtfulde store træer der trives godt i det varme klima, med bl.a. cedertræer og korkege.
Osborne House: Et af parkens helt fantastisk flotte træer.
I slutningen af det romerske Imperium, blev Isle of Vectis et jødisk kongerige, regeret af Kong Stuf og hans efterfølgere indtil 661, da den blev invaderet af Wulfhere af Mercia og tvunget til at konventere til kristendom-men. Da han drog tilbage til Mercia vendte beboerne på øen tilbage til hedenskab.
I 685 blev øen invaderet af Caedwalla af Wessex og kan have været anset for at være blevet en del af Wessex. Følgende overtagelsen af de vest saksiske konger som konger over hele England, blev øen dermed en del af England. Øen blev en del af grevskabet Hampshire og blev derefter delt ind i hundrede af herreder.
I 686 blev Isle of Wight den sidste del af England, der konverterede til kristendom-men.
Øen led særligt under vikingerne. Alfred den Stores flåde besejrede danskerne i 871, efter at de havde "hærget Devon og Isle of Wight".
Den normanniske erobring af England frem-bragte positionen Lord af Isle of Wight.
Carisbrooke Priory og fæstningen Carisbro-oke Castle blev grundlagt. Øen kom ikke under fuld kontrol af Den Engelske Krone, før den blev solgt i 1293 af den sidste døende normanniske Lord, Lady Isabella de Fortibus, til Edward 1.
Herredømmet blev herefter bestemt af kon-gehuset, med en kort afbrydelse da Henry de Beauchamp, 1. hertug af Warwick, i 1444 blev kronet Konge af Isle of Wight. Henrik 6. assisterede personligt i ceremonien ved at placere kronen på Henry de Beauchamps hoved. Dog ophørte den kongelige titel, da der ingen mandlige arvinger var, da Henry de Beauchamp døde.
Henrik 8., som udviklede den kongelige flåde og dets permanente base i Portsmouth, sørgede for en befæstning af øen i Yarmouth, øst og vest Cowes og Sandown. Meget senere, efter den spanske armada i 1588, var truslen for spanske angreb stadig lige stor, og de ydre fæstningsværk på Carisbrooke Castle blev bygget mellem 1597 og 1602.
Under den engelske borgerkrig flygtede Karl 1. af England til Isle of Wight, hvor han tro-ede, at han ville få sympati fra guvernøren Robert Hammond. Dette var dog ikke til-fældet, og Hammond fængslede kongen og indespærrede ham i Carisbrooke Castle.
Dronning Victoria gjorde Osborne House på Isle of Wight til hendes sommerbolig i man-ge år og som et resultat af dette, blev det et vigtigt feriested for moderne victorianere, inklusiv Alfred Lord Tennyson, Julia Margaret Cameron, Charles Dickens og medlemmer af den europæiske kongefamilie.
Under hendes regeringstid, i 1897, blev verdens første radiostation sat op af Marconi, på The Needles Battery, i den vestlige ende af øen.
Under 2. verdenskrig blev øen hyppigt bombet. På grund af dets nærhed til Frankrig, havde øen også et antal observationsstationer og sendeapparater, og var startstedet for en af de tidligere Operation Pluto forsyningslinier, for at få sendt brændstof til den normanniske landgang.
Isle of Wight: Udsigt fra Parken omkring Osborne House mod Portsmouth.
Efter dette lille ø-trip var vi atter tilbage i Portsmouth, hvor vi havde resten af efter-middagen fri på egen hånd. Vi var blevet forsynet med kort over byen så der var mulig-hed for at finde rundt uden at fare vild alt for mange gange.
Der var flere steder der var værd at besøge, både af nyt og gammelt, men vi valgte "Her Majesty's Naval Base Portsmouth", hvor der, nogle steder, er offentlig adgang. Det der især trak i os, var Admiral Nelsons flagskib HMS Victory. Det er virkelig et impo-nerende skib, restaureret nænsomt og er stadig under vedvarende restaurering.
Ombord på HMS Elephant, ved slaget på Reden den 2. april 1801, gik admiral Horatio Nelson over i historien, for at have afvist Sir Hyde Parkers ordre om at trække sig tilbage under slaget. I stedet ødelagde Nelson en stor del af den danske flåde, inden Danmark-Norge accepterede en våbenhvile. Det var Slaget på Reden, der den 19. maj 1801 gjorde Nelson til "Viscount Nelson af Nilen".
Skiderikkerne vendte tilbage og bombarderede København fra den 2. - 5. september 1807, hvorefter de sejlede væk med den danske flåde, der omfattede 17 linjeskibe, 17 fregatter og 19 mindre skibe samt 26 kanonbåde. Briterne fjernede i øvrigt næsten al udrustning fra flådens etablissementer og ødelagde de på stabel stående nybygninger. Danmark mistede herved forudsætningerne for at beskytte sin søhandel og hævde herredømmet i søterritoriet.
Lord Nelson deltog ikke i denne udåd, han faldt nemlig den 21 oktober 1805, hvor han igen vandt en stor sejr i Slaget ved Trafalgar, men blev selv dræbt på sit flagskib Victory. Han blev fragtet tilbage til England i en tønde brandy tilsat kamfer og myrra, og blev begravet i St. Paul's Cathedral i London.
Her Majesty's Naval Base Portsmouth: HMS Victory, Admiral Nelsons flagskib.
Her Majesty's Naval Base Portsmouth (HMNB Portsmouth) er den største af de tre flåde-stationer i Storbritannien. Basen ligger som en del af byen Portsmouth, placeret i den østlige side af havnen.
Basen har verdens ældste tørdok, som stadig er i brug. Basen er tillige landets ældste flådehavn og har gennem tiderne haft en vigtig rolle i Englands koloniherredømme.
Selv om flådebasen er lukket område er der dog adgang for publikum til et par større attraktioner på området:
Her Majesty's Naval Base Portsmouth: HMS Warrior, det første britiske panserskib.
Her Majesty's Naval Base Portsmouth: HMS M33, a WWI monitor.
HMNB Portsmouth har gennem århundreder været den største og vigtigste flådehavn for briterne. I 1194 gav Richard Løvehjerte ordre til bygning af det første dokanlæg på stedet. Dette blev 20 år senere udbygget med en forsvarsmur, og dermed var den første flådehavn en realitet. I 1495 blev verdens første tørdok bygget på stedet efter befaling af Henrik den 7.
Flåden fra Portsmouth var en vigtig faktor i opgøret med den Spanske armada i 1588.
Både under kolonitiden og i årene omkring napoleonskrigene havde flådestationen i Portsmouth en fremtrædende rolle.
Her Majesty's Naval Base Portsmouth: F8, landgangsfartøj anvendt på D-dagen den 6. juni 1944.
I 2. verdenskrigs første år var byen og flådebasen udsat for kraftige bombardementer fra tysk side og den britiske flåde flyttede til Skotland. Efterhånden som bombardemen-terne stilnede af, rykkede flåden tilbage til Portsmouth, og det var herfra den største del af armadaen udgik om natten og morgenen den 6. juni 1944 da invasionen i Nor-mandiet fandt sted.
Da Argentina i 1982 invaderede Falklandsøerne var det skibe fra Portsmouths flådebase, der drog tværs over Atlanterhavet for at hævde den britiske suverænitet.
Naval Base Portsmouth: Nyt og gammelt mødes, her et af verdens to mest moderne flådefartøjer.
Dag 3: Dorset - Weymouth - Devon - Dartmoor - Cornwall - Polperro
Som en stor luksus, kunne vi sove ½ time længere denne dag, da der var først var afgang med bussen kl. 08.30. Til gengæld lå der en lang tur foran os på 365 km.
Undervejs i Hampshire, kom vi igennem Southampton med den meget store civile havn hvorfra de store amerikalinere er afgået de sidste par hundrede år. Det var også fra denne havn at Titanic afgik på sin første og sidste rejse i 1912.
Fra Hampshire, kørte vi nu ind i Dorset og igen ud til kysten hvor dagens første besøg, glaldt Weymouth, som er en typisk engelsk badeby, med alle de forlystelser for børn, som englænderne smækker op overalt hvor der er en bid sandstrand.
Weymouth var fast tilholdssted for Kong George 3. (George William Frederick) (4. juni 1738 - 29. januar 1820).
George 3. var dårligt begavet og en tungsindig natur, men flittig og interesseret i stats-styret. Han var den sidste engelske konge, som for alvor søgte at hævde en stærk personlig magt, og styrede indirekte ved hjælp af især konservative regeringer. Under hans regeringsperiode mistede Storbritannien mange af sine kolonier i Nordamerika, da USA blev dannet 1776 - 1783. Nederlaget i disse krige knækkede hans personlige ind-flydelse, og parlament og regering fik atter væsentlig magt under bl.a. William Pitt den yngre. Resten af Georges tid prægedes udadtil af den Franske Revolution og Napoleonskrigene, indadtil af den industrielle revolution.
Disse lidt kedelige træk hos regenten, har dog ikke afholdt styret i Weymouth fra at opstille en kæmpe farvelagt statue af kongen, på en central plads i byen, tæt ved stranden. Samme sted plejer hans personlige badevogn også at være opstillet, men da vi besøgte stedet var den fjernet, muligvis for at blive restaureret.
Weymouth: Byens store monument til hydest af King George III.
Byen er charmerende, måske lige hvis man fraregner gøglet på stranden. Der er to strøggader med masser af forretninger, både med dagligvarer og turistvarer. En stor forretning handler udelukkende med sten og fossiler. Sidstnævnte forstår jeg ikke rigtig, da det her i Danmark er strengt forbudt at sælge ud af vores natur. Alle disse fossiler ville være at betragte som "danekræ" herhjemme, så vi skulle ikke nyde noget af at købe noget med hjem - det kan godt være at det er lovligt at udføre fossiler fra England, men det er, ifølge Washington-konventionen, ulovligt at indføre dem i Danmark.
Weymouth: Forretningen der handler med fossiler der er beskyttet af Washington-konventionen
Vores stakkels chauffør, Benny, var virkelig kommet på arbejde her, da store dele af byen var mere eller mindre "brækket op" - man er ved at forberede sig på de næste Olympiske Lege, hvor Weymouth skal være vært for en del af sejlkonkurrencerne.
Weymouth: Strandpromenaden.
Weymouth: Mester Jakel teater på stranden.
Dorset, amt (county) ved Den Engelske Kanal i Sydengland. De sammenvoksede kystbyer Bournemouth og Poole er amtets vigtigste byområde, men er administrativt udskilt fra Dorset.
Landskabet er præget af morænedæk-kede kridtaflejringer. Flere steder er hoved-formerne skabt af erosion fra floderne Frome, Piddle, Avon og Stour, bl.a. ved højderyggen Dorset Downs inde i landet. Kysten har høje, aktive kridtklinter, bl.a. Saint Alban's Head på sydspidsen af halvøen Purbeck.
Landbruget er baglandets hovederhverv. Det består dels af mejeribrug, dels mindre, blandede brug, som har rettet deres marked mod Londonområdet.
Kombinationen af kystnærhed, naturresurser og et frugtbart bagland har betydet en tidlig bosætning. Med det industrielle gen-nembrud blev kridt, ler, kaolin og andre geologiske resurser i området udvundet og forarbejdet til bl.a. bygningssten, cement (Portland) og keramiske produkter.
Industrien beskæftiger ca. 1/5 af arbejds-styrken (1991). Siden slutningen af 1800-t. har kysten været udnyttet som fritidsområde for den voksende industribefolkning i Sydeng-land, først og fremmest Londonområdet. Mange pensionister og pendlere til London har slået sig ned i amtet, der 1981-91 har haft en stor befolkningstilvækst (8,5%).
Turen gik nu videre tll Grevskabet Devon, nærmere betegnet Dartmoore National-park der består af et granit-plateau, der er dækket af moser og lyngheder, og blokke af grundfjeld stikker op i landskabet. Området har et mildt og meget fugtigt kystklima, og floderne Dart, Teign og Avon har deres udspring her. Dartmoor blev nationalpark i 1951. Højlandsheden har en udstrækning på 954 km². Højeste punkt i området er High Willhays, som ligger 621 m.o.h.
Dartmoorheden.
Området er rigt på oldtidsfund og er et spændende arkæologisk område. Dele af Dartmoor har i været anvendt som militært skydeområde i over 200 år. Dartmoor bliver styret af Dartmoor National Park Authority hvis 22 medlemmer er udpeget af Devon County Council, lokale district councils og regeringen.
Arthur Conan Doyle har ladet Sherlock Holmes-romanen, Baskervilles Hund (engelsk: The Hound of the Baskervilles) foregå på Dartmoorheden. Den er skrevet i 1901.
Dartmoor: Warren House Inn. Ensomt med adskillige kilometer til nærmeste nabo.
Dartmoor: Udsigt over heden fra Warren House Inn.
Efter frokosten på Warren House Inn, kørte vi igen mod mere beboede egne. Undervejs kom vi forbi Dartmoor Prison, eller som det egentlig hedder; Princetown Prison. Her er der ikke den store grund til at frygte for fangeflugter - der er ganske simpelt ikke nogle steder at flygte hen. Skulle nogen prøve på det, så er det en meget kort tid i friheden de får, inden hundene har hentet dem tilbage til deres suite. Byen ligger midt ude på heden og består faktisk kun af boliger til fængselspersonalet.
Det berygtede Dartmoor Prison. Foto: Wikipedia
Dartmoor Prison ligger i byen Princetown i den vestlige del af Dartmoor. Fængslet blev oprettet 1806 til franske krigsfanger, blev nedlagt 1820 og genåbnet 1850 som Englands største fængsel for afsonere. 1917-19 husede fængslet militærnægtere. Dartmoor Prison har siden fungeret som et almindeligt lukket fængsel med et dårligt ry blandt fanger pga. streng disciplin og hårdt fysisk arbejde.
Devon er et grevskab (county) i South West England. Det grænser op til Cornwall, Dor-set og Somerset. Tidligere blev det kaldt Devonshire, men dette navn er ikke læn-gere benyttet. Det administrative center for Devon ligger i Exeter. Det ceremonielle grevskab Devon omfatter de selvstyrende områder Plymouth og Torbay ud over otte enheder i administrative.
Navnet Devon kommer fra navnet romer-ne, som gav det til det keltiske folk som boede der omkring år 50, Dumnonii, som betyder "de som bor i en dyb dal". Romerne besatte området med militære styrker i omkring 25 år, og beholdt en garnison i dagens Exeter, som romerne kaldte Isca Dumnoniorium. Romere boede i området i mindst tre århundrer.
I det 9. århundrede blev området truet af vikinger, og frem til den normaniske ero-bringen udførte vikingene stadig plynd-ringstogter i området. Nogle få nordiske stednavne er bevaret, og viser at der har været nordiske bosætninger i området. Vikingene var også indirekte ansvarlige for flytingen af katedralen fra Crediton til Exeter; den skulle placeres i en by hvor den kunne beskyttes.
Amtet domineres af de to bakkede hede-områder og nationalparker Dartmoor i SV og den vestlige del af Exmoor i NØ. De dækker tilsammen over en fjerdedel af amtets areal. I Dartmoor udspringer flo-derne Dart, Teign og Avon. Både nord- og sydkysten er stejle klippekyster med talrige vige, bugter og naturlige havne.
Klimaet er mildt, og gartneri, landbrug samt landbrugsrelateret industri er amtets økono-miske fundament. Der avles kvæg og dyrkes kartofler, byg, havre og frugt. Derudover holdes får i hele området. Fiskeri foregår fra Brixham og Plymouth på sydkysten. Plymouth, der er amtets største by, men administrativt er udskilt, har desuden værft og dokanlæg, og her ligger en af Storbritanniens største flådebaser.
Byen er sammen med Exeter Devons vigtigste industricenter og har tekstil-, glas- og uld-industri. Både hedeområderne og badebyerne Torquay, Paignton og Brixham tiltrækker mange gæster, og turisme spiller en stor rolle for amtets økonomi.
Vores tur fortsatte forbi Exeter der idag er en by med ca. 115.000 indbyggere. Byen er placeret ved floden Exe og er mest kendt for sin domkirke og universitet. Især Domkir-ken fik sin bekomst under 2. verdenskrig, men står i dag lige så smuk som før.
Efter at have været igennem denne barske egn kørte vi så ind i det milde og venlige Cornwall, hvor dagens sidste besøg blev aflagt i den lille by Polperro.
Polperro (Cornish: Porthpyra) er en lille by med en fiskerihavn på sydøst Cornwalls kyst. Byen er bilfri og parkeringspladsen ligger et godt stykke oppe af de stejle skrænter, så vi måtte gå ned. Det var ikke så slemt, især ikke sat i forhold til hvad vi kom til senere.
Byen ligger særdeles smukt og er ganske hyggelig. Et rigtigt turiststed - men fri mig for at bo der om vinteren på regnfulde stormvejrsdage.
Polperro: Inderhavnen
Polperro: Når man er inde i byen forstår man godt at den er bilfri.
Polperro: Yderhavnen.
Byen indeholdt også flere Pubber. En af dem var indrettet ved den gamle vandmølle der ligger ikke ret langt fra parkeringspladsen for busser. (Rolig - jeg var nede i byen.) Det er et ganske rart sted hvor man kan sidde og nyde solen over en stille, iskold Guinness.
Lokalbefolkningen er, som andre steder vi var, særdeles imødekommende og hjerte-lige. De vil meget gerne snakke, og når de hører man kommer fra Danmark skal man passe på, der er fare for at øllet vil flyde i stride strømme - og så går snakken ellers.
Guinness eller Guinnes plc er et af verdens mest kendte ølprodukter, der stammer fra det bryggeri, som Arthur Guinness grundlagde som St. James's Gate Brewery i Dublin i Irland i 1759.
Øltypen stout er en mørk øl, som blev udviklet i London i begyndelsen af 1700-tallet. Arthur Guinness troede så meget på øltypen, at han indgik et langtidslejemål - på 9.000 år til 45 £ p.a. - på den grund, hvor bryggeriet stadig ligger. Arthur Guinness havde held med sin produktion og markedsføring, og Guinness har udviklet sig til et af verdens mest kendte ølmærker.
Øllets karakteristika og smag er baseret på nybrændt ugæret byg. I mange år blev en del af øllet lagret for at give det en skarpere laktosesmag, men Guinness vil ikke svare på, om øllet fortsat lagres. Det tykke cremede skum skyldes en nitrogenblanding, som bliver tilsat under aftapningen.
Selv om Guinness fås over hele verden er ølmærket fortsat tæt forbundet med Dublin og med Irland. Det på trods af, at hovedkontoret flyttede til London i 1932. Ejerskabet har ændret sig gennem opkøb af destillerier og sammenslutning med andre store virk-somheder inden for branchen. I dag er det en del af det multinationale Diageo, som er verdens største producent af øl, vin og spiritus.
Polperro: En gammel vandmølle savnes der heller ikke i byen. Her er der indrettet en Pub.
Cornwalls flag er sort med et hvidt kors, der symboliserer, henholdsvis skiffer og tin, der har været Cornwalls vigtigste indtægtskilde.
Undergrunden består af skifer og kalk- og sandsten; men flere steder når granitmas-siver op til overfladen. Brown Willy i Bodmin Moor-området i øst når som det højeste op i 419 m. Cornwall er omgivet af stejle klip-pekyster, hvoraf mange er fredede, og her ligger flere naturlige havne.
Amtet har kystklima, mildt og regnfuldt året rundt. I egne omkring Penzance har nogle lokaliteter nærmest subtropisk klima, og om-rådet er kendt for sine eksotiske og tidlige frugter, grøntsager og blomster. På højde-ryggene findes ekstensiv fåreavl; i dalene holdes malkekvæg, og mejeriproduktion udgør sammen med grøntsagsproduktion fundamentet for amtets økonomi.
I Cornwall udvindes skifer og kaolin ved byen Saint Austell på sydkysten. Amtet var tidligere kendt for tin- og kobberminer; de sidste blev lukket i 1980'erne, hvilket med-førte stor arbejdsløshed, og amtet mod-tager bl.a. derfor statsstøtte. Fiskeri foregår fra Falmouth og Penzance. Mens industrien spiller en meget lille rolle, er turismen vok-sende, fx ved Saint Ives, Newquay og Pol-perro.
Cornwalls historie og kultur er præget af områdets geografiske isolation, og det var den sidste del af England, der overgav sig til angelsakserne i 800-t. Centralmagtens på-bud er ofte blevet mødt med væbnet mod-stand, fx i Western Rising (1549) i protest mod Reformationen. Den industrielle revolution gik stort set uden om regionen, der siden kom til at stå som en vild, romantisk egn med miner, dysser, smuglere og vragrøvere (jf. Gilbert og Sullivans operette Piraterne fra Penzance, 1879).
Dagen lakkede nu mod enden,og det sidste stærk gik mod Falmouth og hotellet hvor vi skulle tilbringe de tre næste nætter.
Cornish: Aberfal Falmouth Harbour Falmouth shown within Cornwall Population 21,635 (2001) Parish Falmouth Unitary authority Ceremonial county Cornwall Region South West Country Sovereign state Hotel Falmouth ser flot og pompøst ud - ude-fra - det er bygget i 1888 og er selvfølgelig ombygget og renoveret hen ad vejen, men det viser sig hurtigt, at være et sminket lig. Værelserne er meget forskellige, nogle på en størrelse så man skal gå ud på gangen for at skifte mening, andre store men overfyldte med møbler.
Vi blev tildelt et af disse store værelser, med en himmelseng der var så leddeløs at den gyngede fra side til side, bare man tænkte på at vende sig.
Badeværelset var en historie for sig selv. Det indeholdt, foruden toilet, og vaske-kumme, både bidét og et kæmpe spabad. Værelsets gulve, også i badeværelset, var belagt med langhårede tykke tæpper, hvor tæppet gik helt rundt om toilet og bidét og sågar op ad kanterne til spabadet; ikke særlig hygiejnisk.
Under tæpperne knagede og gyngede gulvene og man kunne mærke alle hullerne gennem tæpperne. Vinduerne var omkran-set af brokadegardiner, næsten på tykkelse med tæpperne, med tykke snore og kæm-pekvaster - også i badeværelset.
Hotellets personale virker også som om de har været med siden grundlæggelsen. Den hastighed de præsterer, kan kun nedsættes ved at gå baglæns. Det var på dette hotel de først delte menukort ud ca. ½ til 1 time efter alle var samlede, så det var ikke tilrå-deligt at planlægge noget efter spisetid.
Bortset fra alt - hotellet lå smukt og stille. til-bagetrukket fra vejen, med vandet på den ene side og en dejlig park på den anden.
Falmouth Hotel: Vores meget specielle badeværele.
Falmouth Hotel, bygget i 1888, ser flot og imponerende ud - udefra!
Dag 4: St. Michaels Mount - Lands End - St. Ives
Igen op kl. 06.00, morgenmag kl. 07.30 på trods af at vi først skulle køre fra hotellet kl. 09.30. Hvorfor f.. kunne vi ikke få lov til at sove en time længere?
Dagens tur gik længst muligt mod Vest, til Cornwalls spids Lands End, der stikker sin tunge ud i Atlanterhavet.
Første stop skete ved en lille og gammel markedsby Marazion, ud for byen ligger den lille granitø St. Michaels Mount, der få hundrede meter fra land rejser sig stejlt fra havet.
St. Michaels Mount set fra Marazion.
Denne ø er et af de mest besøgte turiststeder i Cornwall. På toppen ligger et gammelt kloster bygget af benediktinermunke i 1100-tallet. Klostret blev opløst i 1539.
Man kan kun komme tørskoet ud til øen, når det er lavvande, det sker ad den pigstens-belagte dæmning. Til andre tider må der bruges en båd, forskellen på ebbe og flod på stedet er mærkbar - syv meter.
Stranden ud for Marazion: Laveste vandstand, senere på dagen 7 meter højere og ingen strand.
Det var lavvande da vi ankom, så selskabet begav sig ud på dæmningen. Ad adskil-lige trapper kommer man op til klostret på øens top, og kan her ser de forskellige rum, munkesalen og kirken. Også herfra er der en enestående udsigt over de forrevne kyst-partier og Mounts Bay. Igen måtte Hanne afsted uden mig, der var ganske enkelt alt for stejt, med alt for mange trapper, til at jeg kunne begive mig ud i det, så her må jeg igen overlade pladsen til hendes billeder.
Gåtur fra Marazion til St. Michaels Mount.
St. Michaels Mount: Ankomst til øen.
St. Michaels Mount:
St. Michaels Mount: De kunne godt forsvare sig selv.
St. Michaels Mount: Stejle og glatte stier.
St. Michaels Mount: Havnen er aldeles tørlagt ved lavvande.
St. Michaels Mount: Smukt men en anstrengende vej.
Medens Hanne således kravlede rundt ude på øen, med fare for liv og lemmer, kikkede jeg lidt på byen Marazion, som absolut ikke er uinteressant. Den ligger smukt og inde-holder alt det som en by skal indeholde, b.la. også et par pupper, så efter at have kikket det hele godt efter i sømmene, fandt jeg ind i en af disse. Igen vel modtaget og masser af snak om både England og Danmark og der blev også serveret Guinness.
Marazion: En lille hyggelig by, men Cornwall´s flag er nu ikke kønt.
Marazion: Også denne by har flere hyggelige pubber.
Land's End (Penn an Wlas) er en landtange på halvøen Penwith, tæt på Penzance i Cornwall, England.
Land’s End er det engelske fastlands vestligste punkt og anses med urette som fastlan-dets sydligste punkt, denne ære tilfalder Lizard Point, som ligger nogle kilometer i syd-østlig retning.
Der var engang en skuespiller der blev kendt for at bruge sætningen: "Naturen, det bil-lige skidt". Ved Land´s End kan man sige: Naturen - og det billige skidt! Alle steder hvor der er en seværdighed, plastrer englænderne stedet til med et sommertivoli indehol-dende alskens gøgl. Så kan de nemlig score en fed entré fra de besøgende, for at komme ind til seværdigheden. Således også her, hvor man har lavet en 3-D biograf, et sørøverhus, (Piraterne fra Penzance får skylden for at det skal ligge netop der) man har hængt en afdanket ambulancehelikopter op i et stativ og har sat en, ellers fuldt funk-tionsdygtig, redningsbåd på land.
Land´s End er et helt specielt stykke natur, imponerende og smukt, og det burde ikke være nødvendigt markedsføre det som et tivoli. Tænk hvis man kunne stå der, i stilhed, og blot nyde naturen i al dens skønhed.
Land´s End, indgangen til tivoliet - og bagved det man kommer for at opleve: Land´s End.
Land´s End:
Land´s End: Fyret der ubetinget er Englands vestligste punkt.
Land´s End:
Land´s End: DIgitalis purpurea, (fingerbøl) er ret almindelig her.
Land´s End: Mon ikke båden hører mere hjemme i vandet, så den kan bruges til sit formål?
Land´s End: En afdanket helikopter der har fået kuperet sin rotor, og åbenbart berettiger til entré.
Efter Land´s End kørte vi gennem det smukke Cornwall til den hyggelige havneby St. Ives, der med sine 11.000 indbyggere ligger i ly af omkringliggende bjerge. Under vejs kom vi forbi mange af de gamle tinminer, hvoraf der nogle steder endnu står skorste-nene tilbage, andre steder blot resterne af fundamenterne.
St. Ives er kendt for at have en speciel tiltrækning på aktive kunstnere. St. Ives er også en badeby med et væld af cafeer, pubber, hyggelige restauranter og naturligvis et væld af kunstgallerier.
Busser må ikke køre ned i byen, så den blev parkeret et godt stykke over byen - og så var det ellers om at bruge benene. Ganske kort: Der var laaangt ned - der kører godt nok shuttle-busser, men så affældig følte jeg alligevel ikke jer var, så jeg gik med, men senere, på tilbageturen, havde jeg dog revurderet min fysiske tilstand og tog bussen.
St. Ives: Udsigt over byen fra den store parkeringsplads hvor vores bus parkerede.
St. Ives: Byen har en smuk og imponerende beliggenhed.
St. Ives er en dejlig by og ligger fantastisk smukt. Det er lige før den tager sig best ud på afstand, for den er meget turistpræget. Der er mange forretninger og på The Waterfront er der masser af spisesteder og pubber - en ting man savner, ikke blot her men over hele England, er udendørs servering. Udskænkning af øl, vin og spiritus skal, ifl. engelsk lovgivning, foregå så langt væk fra offentligheden som muligt - helst i små Snuggs, så det vi ellers kender fra andre steder i verden incl. Danmark, med at sidde i solen under en skyggefuld parasol og betragte det pulserende liv over et stille glas, det er en umu-lighed i England.
St. Ives: Selv det at sidde her og nyde en stille bolværksbajer, er forbudt ifl. engelsk lovgivning.
St. Ives: Badestranden er godt besøgt - gad vide hvordan den ser ud i højsæsonen.
St. Ives: En hyggelig pub hvor man kan hvile benene efter nedturen og nyde en kold Guinness.
Dag 5: Trebah Garden - Falmouth på egen hånd
Denne dag kunne vi blive liggende "og flyde i sengen" lige til kl. 07.00. (Man lærer at skønne på de små ting). Morgenmad kl. 08.00 og afgang med bussen kl. 09.20 til Trebah Garden, som ligger syd for Falmouth. En køretur på kun godt ½ time.
Trebah Garden blev skabt i 1838, og gennem årene siden har sømænd ført planter med hjem fra alverdens lande. Noget der ville være strengt ulovligt i dag. I dette subtropiske klima er der gode vækstmuligheder, og resultatet er da også ganske besnærende.
Haven, der først blev åbnet for publikum i 1999, er anlagt i en naturskøn slugt, der skrå-ner ned mod Helford Floden. Alt er utrolig smukt, haven, floden og flodmundingen - billedskøn.
Det er ikke bare en villahave, men en fredfyldt have, der visse steder nærmest fornem-mes som skov, ja, næsten tæt som jungle. 10 ha. dækker arealet, der er gennemkrydset af gangstier, der tilsammen tæller 6 km. Højdeforskellen fra indgangen til floden er ca. 100 meter, så en rundtur er ikke - bare.
Trebah Garden:
Trebah Garden:
Trebah Garden:
Trebah Garden:
Trebah Garden:
Trebah Gardens strand ved River Helford.
Under 2. verdenskrig, indskrev Trebah Garden sig også i historien. Der blev bygget en vej ned gennem parken til bredden af River Helford, der blev belagt med betonfliser. Herfra blev 7.500 mænd fra 175th Combat Team of US 29th Infatery Division udskibet, den 1. juni 1944, for at deltage på D-dagen, den 6. juni 1944, i den første angrebsbølge på Omaha Beach. Tabene i denne første angrebsbølge var frygtelige, i alt faldt 19.800 mænd. Det er lidt knugende at tænke på alle de unge mennesker, hvis sidste smukke oplevelse var at gå gennem dette paradis af en have, for at komme til noget der var et helvede. Hvert år afholdes en militær højtidelighed ved en mindesten i haven, tæt ved flodbredden, under mottoet: "We will remember Them".
Bredden af River Helford, hvorfra 175th Combat Team of 29th Infatery Division blev udskibet.
Trebah Garden: Informationstavlen med teksten om udskibningen fra Trebah Garden.
Udskibning til D-dag, ved Trebah Garden. Affotograferet fra informationstavlen ved flodbredden.
Trebah Garden: Kæmpeskræppe.
Trebah Garden har også sin egen private "Nessie".
Trebah Garden: Det var lige før man begyndte at gå og kikke efter slanger.
Efter dette besøg i den meget smukke og interessante "have", kørte bussen tilbage til Falmouth, og vi havde så hele eftermiddagen fri til at udforske området på egen hånd. Dem der ønskede det, kunne blive sat af midt i byen og så senere finde tilbage til hotellet på egen hånd. Dette benyttede vi os selvfølgelig af - vi var ellers inviteret til Cornish Creamthe på hotellet, men det mente vi godt vi kunne undvære, ligesom aftensmaden som vi også meldte afbud til.
Vores nyvundne frihed blev fejret ved, at vi købte billet til et af de skibe der sejlede fra havnen og op ad floden. Der var en time til båden sejlede og den brugte vi på et hyg-geligt sted, hvor vi fik lidt at spise og en enkelt pint of Guinness.
Vi mødte op ved båden på det fastsatte tidspunkt - nu var det virkelig blevet lavvande - det var lige før at båden stod på bunden af havnen, så vi skulle ned af en stejl trappe for at komme ombord - noget af en oplevelse.
Kabelfærge der krydser floden Tolverne. Den sparer trafikanterne for en stor omvej.
Turens endestation, Malpas. Mod Truro var Truro River tørlagt et par timer endnu.
Sejlturen var noget helt for sig selv. Det var vores mening at sejle helt op til Truro, men pga. lavvandet kunne dette ikke lade sig gøre, så i stedet blev vi sejlet til Malpas. Herfra kunne vi tage en bus til Truro, men da vi så ikke kunne komme derfra med en båd før kl. 17.45, hvor der igen skulle være højvande, valgte vi at tage samme båd tilbage til Falmouth, hvilket ikke gjorde noget - vi havde det skønt ombord.
I seks år har Autopremier, Madeira, stået på grund her i floden. Mon ikke kaptajnen er fyret.
En pragtfuld gammel slæbebåd, der tilsyneladende har fundet sit sidste hvilested på floden.
Undervejs på turen fik vi en masse informationer om seværdigheder og hvilke skibe vi kom forbi og disses historie, mens vi lænede os behageligt tibage og nød den dejlige tur i høj solskin på vandet. Det var en rigtig dejlig eftermiddag.
Falmouth: Så er der atter kommet vand i havnen.
Da vi hom tilbage til Falmout to timer senere var vandet steget ca. 4 meter, så nu kunne vi næsten gå direkte ud på molen uden at skulle klatre. Det var ved at være sent på dagen, men alligevel lidt for tidligt til aftensmad, så vi gik ud til hotellet og fik en lille lur på en times tid, inden vi igen gik ind til byen.
Vi gik en dejlig aftentur i byen, og i en smal sidegade til havnen fandt vi et lille sted der så indbydende ud - de havde også et spændende menukort, primært med alt godt fra havet. Kort og godt: her fik vi det bedste måltid på hele vores rejse. Af de lokale fik vi at vide, at vi havde fundet Falmouths bedste spisested - man kan være heldig.
"Stranden" neden for Hotel Falmouth. Det er delvis højvande, ved lavvande er der lidt mere strand.
Englænderne er normalt meget store hundevenner, hvilkert ikke lige fremgår af dette skilt.
Dag 6: Clovelly - Cheddar Gorge - Bristol
Clovelly ligger i Torridge distriktet i Devon og ligger ned til Bristolkanalen. Den er helt spe-ciel, ved at den er ejet af et gods. Byen er absolut bilfri, hvilket man udemærket forstår når man har oplevet den.
Ved at byen er i privateje, giver det gods-ejeren ret til at tage entré til byen - og det gør han sandelig også - han behøver faktisk ikke lave andet end at kradse penge ind, da byen er et stort turistmål.
Bussen blev parkeret højt oppe over byen, og man kan, ved aflevering af yderligere et par pund, få transport med en Landrover der kører frem og tilbage mellem parke-rinspladsen og havnen. Med tanke på vores besøg i St. Ives, hvor vi gik ned, mente jeg også at det kunne jeg da også sagtens gøre her. Det viste sig at være en fejlbedøm-melse af dimensioner.
Vejen ned er ikke bare stejl, den er så stejl at den flere steder er erstattel af en slags trapper, samtidig med at den er belagt med meget glatte pigsten. Jeg troede aldrig jeg var kommet ned i et stykke.
Clovelly:
Clovelly:
Clovelly:
Clovelly: Varer til forretningerne bliver trukket på træslæder ad de stejle gader.
Clovelly: Lavvande - også her er er der mange meters forskel på høj- og lavvande.
Clovelly: Forholdene gør det nemt at bundbehandle bådene.
Da vi var kommet ned til havnen, spurgte jeg Hanne om det var hele byen - nej den ligger da langs den rute vi gik ned ad. Jeg havde været så fokuseret på hvor jeg satte mine fødder, så jeg hverken havde set til højre eller venstre. Vi blev hurtigt enige om at vi ville tage Landroveren når vi skulle tilbage til bussen, selv om det gjorde mig ondt at skulle bidrage yderligere til godsejerens vellevned.
Clovelly: Hanne ved Landroveren der transporterede os op på parkeringspladsen.
Clovelly er virkelig en oplevelse, med dens beliggenhed og der var da også et par listige steder på havnen, hvor man kunne få rystet den skrækkelige oplevelse, som ned-stigningen havde været, af sig. Da vi havde siddet lidt og havde fået vejret igen, så jeg til min store overraskelse, at pubben var indehaver af en flaske med ægte Navy Rum. Den måtte selvfølgelig smages - så jeg indkøbte et glas med disse ædle dråber. - Åh en oplevelse; en stærk romsmag der gik over i en smag, først af engelsk lakrids så bolværk og kalfatring, for til sidst at blive til en mild vanillesmag. Det var hurtigt sket - Hanne drak øjeblikkelig det meste af glassets indhold, så jeg måtte forstyrre den dejlige pubmutter igen (70 år, 100 kg. og skøn - hun kaldte mig "Love"). Næste dag fandt vi det samme mærke i Bath og købte et par flasker med hjem til de kolde vinteraftener.
Tilbage ved parkeringspladsen, gik jeg ind i en af de forretninger der altid skyder op som paddehatte på sådanne steder, for, i et øjebliks svaghed, at købe en lille ting til Hanne. Ekspeditricen, der iøvrigt var en dejlig dame, sludrede jeg lidt med og spurgte hende bl.a. om hvordan ældre mennesker klarer sig i byen. Det viser sig at være en sørgelig historie; næsten alle har dårlige rygge og knæ, allerede i en ret ung alder, og når de ikke kan klare de stejle gader længere, må de flytte fra byen hvor de som oftest er født, der er ingen mulighed for hjælp.
Byen ligger ved de lave kalkstensbjerge Mendip Hills og har i sin omegn kalkstens-huler og kløfter. I den dybeste af disse, i Cheddar Gorge, ligger bunden 150 m under terræn, og er således Englands dybeste.
I 1903 udgravede man, i en hule i Cheddar Gorge, det ældste komplette menneskeske-let i Storbritannien, den såkaldte "Cheddar Man", der dateres til ca. 7150 f.Kr.
I 1990'erne foretog man en sammenligning af DNA fra Cheddar Man med 20 af Ched-dars nuværende indbyggere, og det viste sig, at flere nedstammede fra Cheddar Man, hvis slægt således har levet i området i mere end 9000 år.
Cheddar er nok den mest anderledes by vi besøgte i England. Fra parkeringspladsen, der er omkranset af høje klipper, gik vi ned gennem byen. På begge sider af vejen er der vandløb og byen har et utal af spise-steder og mange forretninger.
Den vigtigste af disse er Cheddar Gorge Cheese Company, hvis mejeri og forretning ligger længst nede i byen. Det var virkelig ostenes Mekka vi var kommet til. Her var der smagsprøver på alle de typer af cheddar de fremstiller, ikke en lille papirtynd skive, men en størrelse så man kan smage hvad man får. Det var et himmerige for Hanne og jeg der elsker god ost, og vi købte da også nogle stykker med hjem, i håbet om at de andre rejsende ikke kunne lugte det. Der er en ting du skal passe på hvis du besøger forretningen: de har en ost, Cheddar Stuffed with Chillis - smag den ikke - dine smagsløg vil blive udsat for et chok så du intet vil kunne smage, andet end chilli i flere timer.
Cheddar Gorge: Parkeringspladsen, omkranset af høje klipper.
Cheddar Gorge:
Cheddar Gorge:
Cheddar Gorge:
Cheddar Gorge:
Hvis du er helt vild med Cheddarost så kan du hos Cheddar Gorge Cheese Company, handle direkte over nettet. Priserne er betydelig lavere end i Danmark, omkring 4 £ for 190 gr. De forhandler også andre oste, så som Stilton. cheddargorgecheeseco.co.uk
Cheddar Gorge: Mejeriet og forretningen Cheddar Gorge Chease Company.
Efter al for kort tid i Cheddar, (synes vi) kørte bussen nu mod dagens endestation, Bristol.
Floden Avon løber gennem Bristol, som der-udover ligger ud til den tragtformede fjord Bristol Channel, som er et af de steder på Jorden, hvor tidevandsforskellen mellem flod og ebbe er størst (op til 15 meter).
Siden 1100-tallet har byens havn været af betydning og tidligere var Bristol en af hovedbyerne i trekanthandelen med slaver.
I 1300-tallet var byen Englands tredjestørste (efter London og York) og i slutningen af 1700-tallet var den Englands næststørste. I dag er byen Storbritanniens 11. største by.
Udover sin havn er Bristol bl.a. kendt for sin produktion af fly og glas.
En af historiens største ingeniører Isambard Kingdom Brunel har i Bristol opført en masse smukke bygninger og gjort flere store be-drifter i byen.
Ved havnen kan ses nogle gamle skibe af historisk betydning, Matthew der var det første skib der fra Bristol sejlede til amerika ganske få år efter Christoffer Columbus. Brunels Great Eastern ligger i tørdok og kan besøges. begge ligger centralt ved den gamle havn tilegnet The Great Western ship Company´s kaj.
I byens vestlige del kan man i Clifton besø-ge en af Brunels andre præstationer Clifton suspension bridge.
I strandområderne vest for Bristol findes nogle karakteristiske og op til 100 år gamle strandresorts, som strækker sig flere hundre-de meter ud i fjorden på jern- og stålpæle, deriblandt Weston-super-Mare Grand Pier, som blev ødelagt af brand den 28. juli 2008.
Bristol er en storby, og da vi kun overnat-tede der en enkelt nat, så er det meget be-grænset hvad vi så af byen. Til gengæld lå vores hotel lige op ad, hvad flere kalder (med HM. Elizabeth II af England i spid-sen) Englands smukkeste kirke; St Mary Redcliffe.
Bristol: Udsigten fra vore hotelværelse; St Mary Redcliffe, Englands smukkeste kirke.
Dag 7: Heldagsudflugt til Bath
Nyt hotel, men samme rutine: op kl. 06.00, morgenmad kl. 07.30 og afgang med bussen mod Bath kl. 09.00. Da der denne morgen var ½ time ekstra at løbe på inden afgang, gik jeg en lille morgentur for at få et par billeder af kirken nærmeste omegn.
Bristol: St Mary Redcliffe i morgenbelysning.
Bristol: Morgenstemning på flodhavnen.
Bristol: Flodhavnen med nogle af de lange, smalle flodbåde.
Den er omgivet af bjerge af kalk- og sand-sten. Bybilledet er præget af grågule sand-stensbygninger og nogle af de fineste eksempler på klassicistisk byarkitektur fra 1700-t., udformet især af arkitekterne John Wood d.æ. og John Wood d.y. Mange af bygningerne er opført som halvcirkler i terrasseforløb, der følger højdekurverne i landskabet som et amfiteater i stor måle-stok; kendt er især monumentalbygningerne Circus og Royal Crescent.
Bath Abbey er fra 1500-tallet og opført i sengotisk stil (perpendicular style). Byen har universitet (1966) og kunstakademi, og der findes bl.a. et museum for dragter samt et vognmuseum. Bath er desuden kendt for sin årlige musikfestival. Turisterhvervet er vig-tigt, men en del lettere industri findes også i byen.
I romertiden hed byen Aquae Sulis (lat. 'Sulis' vande'). I 1. årh. e.Kr. anlagde romerne et betydeligt badeanlæg, der blev bygget op omkring den keltiske helligkilde til gudinden Sulis, og indviede et tempel til gudinden Minerva. Både keltere og romere frekven-terede disse bade. Bassinernefik vand fra stedets varme og helbredende kilder. I løbet af 100-tallet blev anlægget ombygget og udvidet, men det blev opgivet i 300-tallet, da området forsumpede.
Betydelige rester kan endnu ses. Det største bassin er 24 m×12 m×1,65 m, omgivet af trin, og bund og trin var dækket af bly. I det sydøstlige hjørne af anlægget udsprang den hellige kilde, der gav ca. 1,5 mio. liter 44-48°C varmt vand pr. dag.
Der findes også ruiner af det korinthiske Minervatempel, der er placeret på et højt podium; det betragtes som en af de fineste monumentalbygninger fra romersk Britannia. Foran templet stod alteret, og på alle sider var der søjlegange. Endvidere er der fundet rester af gæstehuse og af en forsvarsmur, der blev opført i 100-tallet e.Kr.
De romerske bade blev genopdaget omkring 1755, men først i 1970'erne og 1980'erne fandt en omfattende arkæologisk undersøgelse sted. Fund fra badene kan ses på det stedlige museum.
Den første engelske konge, Edgar, blev kronet i Bath i 973. Omkring år 1100 blev en angelsaksisk klosterkirke ombygget af normannerne; den var domkirke, indtil bispe-sædet i 1206 blev flyttet til Wells. Bath blev igen i 1700-t. en søgt kurby, og byens for-nemme boliger blev rammen om et societyliv, der kun stod tilbage for Londons, som bl.a. skildret af Jane Austen. Bath levede især af uld- og klædehandel og var endnu omkring år 1800, Englands niendestørste by. Under 2. Verdenskrig medførte tyske bomb-ninger i 1942 store ødelæggelser; byen er senere blevet genopbygget.
Bath: Byens ældste hus.
Bath: Bebyggelsen The Circus, udformet af arkitekterne John Wood d.æ. og John Wood d.y.
Bath: Bebyggelsen The Royl Cresent, udformet af arkitekterne John Wood d.æ. og John Wood d.y.
Bath: Karakteristisk engelsk byggeri, med en skorstenspibe til hvert ildsted i huset.
Bath er en ret facinerende by hvor ingen stilarter er sammenblandede. Måske kan den virke en lille smule ensformig - og kan derfor også være lidt svær at finde rundt i - men den udgør et hele, med mange smukke huse - og den ligger så sandelig også smukt.
Den dag da vi besøgte byen, var der ekstra festligheder. Foruden at der var Internatio-nal Musikfestival, var der også indsættelse af byens nye borgmester.
Bath: Det stedlige flyverhjemmeværn sørgede for underholdningen ved borgmesterindsættelsen.
Bath: En gruppe piger fejrede afslutningen på en uddannelse. Hvilken fandt jeg ikke ud af.
Bath: Borgmesterindsættelse. Engelske traditioner for fuld udblæsning.
Bath: Borgmesterindsættelse. Han ser ud som om han aldrig har set en fotograf før.
Bath: Borgmesterindsættelse. Bare der nu ikke er gået møl i parykken.
Bath: Avon River
Bath: Avon River
Bath: Avon River.
Bath: Det lokale boldstadion. Hvilken slags bold de spiller der, står hen i det uvisse.
Bath: Avon River og byen oven over.
Bath Abby set fra Avon River.
Bath: Avon River, En af de lange, smalle husbåde på floden.
Pulteney Bridge: Det var ikke fint at have broer. John Wood carmuflerede den med bygninger.
Tilbage i Bristol, spiste vi aftensmad på hotellet og var så nogle stykker der var blevet enige om at finde en pub hvor vi kunne sige farvel til hinanden inden næste dags hjemrejse. Kell viste os vej til Smugglers Bar - og her kan det ellers være at der var liv og glade dage, det var jo lørdag aften.
Bristol: Aftenstemning over floden, på vej til Smugglers Bar.
Bristol, uden for Smugglers Bar: De unge mennesker havde afholdt en "ridderturnering".
Bristol, Smugglers Bar: Engelsk lovgivning overtrædes groft - der nydes øl under åben himmel.
Dag 8: Lacock - Stonehenge - Hjemrejse
Så kom afrejsedagen. Op kl. 05.30 og pakke det sidste inden morgenmaden, som var garanteret på bordet kl. 07.00, da vi skulle køre kl. 07.45. Der var bare ingen morgenmad - personalet havde da ikke tænkt sig at stå så tidligt op på en søndag. I stedet måtte vi så gå op og hente vores kufferter på værelserne - de skulle først have været stuvet ombord på bussen efter morgenmaden, men det skulle så gøres nu.
46 personer med store kufferter og to elevatorer - det kunne kun skabe kaos. Det lyk-kedes at få projektet gennemført og i mellemtiden var noget af morgenmaden kommet på bordet. Vi kom først afsted fra hotellet kl. 08.10, hvilket, vist nok, gjorde Kell stresset - nu var vi tilsyneladende i tidsnød.
Første stop på hjemturen var en lille middelalderby, Lacock, hvor til vi ankom allerede ved 9.30-tiden. Det småregnede og Kell mente at vi skulle tilbringe 2 timer i denne by, der ikke er større end man næsten kan spytte fra den ene ende til den anden. Ved kraftige protester fra selskabet, blev det skåret ned til 1½ time.
Sådan en tidlig søndag morgen er alt selvfølgelig lukket - undtagen kirken, The Church of St Cyriac - og jeg syntes ikke det var tid at få pudset glorien på det tidspunkt, men Hanne gik da ind og tog et par billeder. Lacock Abby var da også lukket - det åbnede først kl. 11, da vi kørte - det var ellers nok det mest interessante ved byen.
Lacock er en gammel by, der er dateret tilbage til det 13. århundrede. Byen har mange sten- og bindingsværkshuse der står, mere eller mindre, uberørt af tidens tand. I middelalderen var byen et vigtigt centrum i uldhandelen. Den lå trafikalt perfekt, til at bringe klæde fra London til floden Avon, der gav adgang til havet ved Avonmouth nær ved Bristol. Da lærred og bomuld fortrængte den store uldindustri, mistede Lacock sin betydning og fik lov til at blive stående urørt, som byen nu engang var.
Lacock: Hovedgaden i dens fulde længde, der er ingen mulighed for at fare vild i den by.
Lacock. Romantisk ser det ud.
Lacock. Hvis et hus ikke har originalt bindingsværk, så maler man bare et.
Lacock: The Church of St Cyriac i baggrunden.
The Church of St Cyriac: Hvad det er for et fugleskræmsel der står foran kirken, ved jeg ikke.
Lacock: Der var masser af parkeringspladser i byen.
Lacock: Byen er iøvrigt brugt til et utal af filmoptagelser, bl.a. til Harry Potter-filmene.
Lacock: Døren stod åben ind til en bygning, så jeg "kom til" at krænke privat ejendomsret.
Kik gennem hegnet til Lacock Abby. Der var selvfølgelig også lukket så tidligt på dagen.
Efter Lacock var vi åbenbart i tidsnød igen, på trods af at vi skar ½ time af besøget. Det havde været meningen, at vi skulle besøge Salisbury, og se den smukke Salisbury Cathedral fra 1092, men det var der ikke tid til - det kunne hurtigt koste os tre kvarter, så vi fortsatte derfor straks mod den sidste destination: Stonehenge.
Stonehenge er en stor dobbeltcirkel af sten. Indercirklen er bygget af mindre, lokale sten, mens de store ydersten er fragtet til stedet fra et stenbrud flere hundrede kilo-meter væk. Mange af disse store megalitter vejer mange tons. Monumentet menes at være bygget færdigt for ca. 4000 år siden.
William Cunnington udførte de første kendte udgravninger på stedet i 1798. I april 2008 gennemførtes en omfattende udgravning af et 3x4 meter stort område inden for kred-sen af sten. Udgravninger foregik under ledelse af de to Stonehengeeksperter og profes-sorer Timothy Darvill fra Bournemouth Uni-versity og Geoff Wainwright, formand for Foreningen for Oldfund i England (Society of Antiquaries).
De 12 dage, hvor de mest spektakulære ud-gravninger foregik, blev løbende fulgt og dokumenteret af BBC's historieafdeling Time-watch. Det mest markante resultat af ud-gravningerne var en veldokumenteret teori og påvisning af Stonehenge som et centrum for helbredelse evt. i form af healing, og de to eksperter antager, at stedet tiltrak såvel syge som folk med evner til at helbrede. Samtidig lykkedes det også de to forskere at datere opførelsen af Stonehenge til år 2300 før vor tidsregning.
Du kan læse mere om Stonehenge her.
Hvad skal jeg nu skrive om Stonhenge? - Vi var begge ret tavse og lod tankerne gå helt tilbage til 1969 - til vores arkæologilærer, Johannes Boager, og hans begejstring og ind-levelse i Stonehenge og dets mysterier og som han forstod at lade smitte af på os håbløse elever - det hele stod som et flash-back - som vi var begge grebet af.
Der er ikke noget at skrive - lad billederne tale for sig selv!
Vægmaleri af Stonehenge, som det har set ud engang.
Billedet er taget med ryggen mod "hælstenen" som er et sigtepunkt. Præcis over megalitten med spidsen på toppen, står solen op om morgenen på midsommerdagen.
Hanne foreviet foran det Stonehenge, vi har ønsket at besøge i 42 år.
Et sidste kik og farvel til Stonehenge for denne gang.
Vi tog afsked med Stonehenge og satte kursen mod London, til vores afgangsdistination; Heathrow Airport.
Resultatet af dagens stress og tidsnød, var at vi nåede Heathrow Airport 5 timer inden flyet skulle afgå. Vi skulle have mødt op 3 timer før, så nu varede det 2 timer før vi kunne aflevere vores kufferter til indchekning. I den tid måtte vi så blot sidde og vente i for-hallen. Det kan man vist kalde dårlig planlægning og en fejlberegning der vil noget.
Landing i København (CPH) med British Airways, Airbus A320-232, G-EUUS fra London, Heathrow Airport (LHR).
I Heatrow gav Kell os besked på at checke ind ved hjælp af automaterne - men nej - turen sluttede som den startede i Kastrup, blot med omvendt fortegn; det skulle gøres ved en skranke, hvorefter vi trygt kunne overlade os til British Airways trygge hænder.
British Airways afgik præsis til tiden, og efter en behagelig tur, med god service, landede vi i Københavns Lufthavn i Kastrup. Der var ikke tid til de store farvelfalbelader, da vi skulle nå et tog, så det var om at få fat i kufferterne og komme afsted.
Om rejsen kan jeg sige, at vi så mange smukke og spændende steder i Sydengland - og vi vil da også gerne derover igen.
Gislev Rejser har, efter vores henvendelse, læst denne side - og har i vid udstrækning givet os medhold i vores konstruktive kritik. Alt var planlagt nøje fra Gislev Rejsers side, men når planen ikke bliver fulgt "ude i marken" af medarbejderne, så er det klart at det skal gå galt.
Gislev Rejser har, uopfordret, sendt en kontant-check plus et gavekort - et pænt træk.
| |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Portsmouth
United 
Hampshire
Truro
Devon
Somerset
Bristol
Copyright: nyrnberg.net © 2011 • Webmaster: Palle Nürnberg • E-mail: palle@nyrnberg.net