|
Opdateret 01-11-2011
Vilhelm I af England afbildet på Bayeux-tapetet
Kong Svend 1 Tveskæg
Henrik VIII af England
Elizabeth 1 af England
|
http://nyrnberg.net/gb_hist.html
East-Sussex
Historie
I bronzealderen var landet en vigtig eksportør af tin. Fra 43 e.v.t. til cirka 400 var størstedelen af England den romerske provins Britannien.
Kongeriget England var en stat i det vestlige Europa, på den sydlige del af øen Storbri-tannien. Hovedstaden i kongeriget var Winchester, i Hampshire, indtil den normanniske erobring i 1066. Vilhelm 1. af England (1066–1087) valgte London som ny hovedstad. London tjente som hovedstad for kongeriget indtil dets "fusionering" i 1707 og er stadig den dag i dag de facto hovedstad i England. Byen har også tjent som hovedstad i både Kongeriget Storbritannien (1707–1801) og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Irland (1801–1922). I dag er den hovedstad i Det forenede Kongerige ("United Kingdom").
Kongeriget England har ingen bestemt dato for sin grundlæggelse. Kongeriget kan spore sin oprindelse helt tilbage til det såkaldte heptarki, der var følgende syv små kon-geriger: Øst Anglia, Essex, Kent, Mercia, Northumbria, Sussex og Wessex.
Kongerne af Wessex begyndte at blive dominerende over de andre kongeriger i løbet af det 8. århundrede. Denne proces fortsatte op gennem det 9. århundrede. Alfred den Store, som regerede 871 - 899, var den første konge af Wessex, som betegnede sig selv "Konge af England".
Hans søn, Edvard den Ældre, som regerede 899 - 924 overgik sin fars militære bedrifter ved at udvide sit herredømme til at inkludere Danelagen. Hans søster Ethelfledas død i 918 resulterede i, at han tilranede sig magten over Mercia fra sin niece Aelfwynn i 919. I 927 faldt det sidste af kongerigerne fra tidlig middelalder, Northumbria, til Wessex-kon-gen Athelstan, en søn af Edvard den Ældre. Han var den første til at herske over et samlet England (ikke den første de jure, men afgjort den første de facto). England er forblevet en politisk enhed siden da.
I løbet af det 10. århundrede var kongeriget genstand for nye invasioner af vikinger fra Danmark. Som svar på vikingernes røvertogter gav Æthelred 2. af England i 1002 ordre til, at alle danskere i England skulle henrettes. Det ledte dog blot til, at kongen af Dan-mark og Norge, Svend 1. (Svend Tveskæg), rettede sin opmærksomhed og vrede mod England for resten af sin levetid.
Svend blev udråbt til konge af England i 1013 på trods af, at Æthelred 2. også bar titlen som konge af England. Da Svend døde 2. februar1014, fortsatte hans søn, Knud den Store, krigen. Æthelred 2. døde 23. april1016. Hans søn, Edmund 2. af England, blev snart besejret af Knud. Knud accepterede at herske over landet side om side med Edmund 2., men denne døde 30. november 1016 og efterlod England under dansk styre.
Det danske herredømme fortsatte indtil Hardeknuds død 8. juni1042. Hardeknud var søn af Knud og Emma af Normandiet, Æthelred 2.'s enke. Hardeknud havde ingen arvinger og blev efterfulgt af sin halvbror, Edvard Bekenderen. Kongeriget England var igen uafhængigt.
Freden varede dog kun indtil den barnløse Edvard døde 4. januar/5. januar1066. Hans svoger blev kronet som Harold 2. af England. Hans fætter, Vilhelm 1. af England, hertug af Normandiet, gjorde øjeblikkeligt krav på tronen. Vilhelm indledte en invasion af Eng-land og gik i land i Sussex 28. september 1066. Harold 2. og hans hær var i York som følge af deres sejr i Slaget ved Stamford Bridge (25. september 1066) og måtte marchere tværs over England for at nå deres nye fjender. Harolds og Vilhelms hære mødte ende-lig hinanden i Slaget ved Hastings (14. oktober 1066). Harold blev dræbt af en vildfaren pil, og Vilhelm vandt slaget.
Bayeux-tapetet: Slaget ved Hastings, 14. oktober 1066.
Det lykkedes Vilhelm at erobre England uden yderligere modstand. Han planlagde dog ikke at indlemme kongeriget i det normanniske hertugdømme. Som hertug ville Vilhelm være forpligtet til at aflægge troskabsed til Filip 1. af Frankrig. Som uafhængig konge af England kunne han herske uden de franske konges indblanding. Vilhelm blev kronet som konge af England 25. december 1066.
Kongeriget England ville forblive en personlig sammenslutning indtil 1204 hvor kong John af England (kendt som Johan uden land), 4. generations efterkommer af Vilhelm, mis-tede den kontinentale del af hertugdømmet til Filip 2. af Frankrig. Resterne af hertug-dømmet forblev under Johns og hans efterkommeres herredømme. De er i dag kendt som Kanaløerne.
John bar stadig titlen hertug af Aquitaine og ejede stadig hertugdømmet. Det lykkedes for hans barnebarn, Edvard 1. af England, at besejre Llywelyn den Sidste og erobre Wales i 1282. Han skabte titlen Prins af Wales til sin ældste søn, Edvard 2. i 1301.
Edvard 2. var far til Edvard 3. af England, hvis krav på den franske trone resulterede i Hundredårskrigen (1337 - 1453). England endte krigen som tabere og beholdt kun en enkelt by i Frankrig: Calais.
Kongeriget havde ikke tid til at komme sig før Rosekrigene (1455 - 1487). "Krigene" var egentlig en borgerkrig om tronen mellem huset Lancaster og huset York. De var faktisk begge efterkommere af Edvard 3. Ved enden på krigene var det en efterkommer af huset Lancaster, gift med en efterkommer af huset York, som sad på tronen. Henrik 7. af England og hans dronningegemalinde Elizaberth af York blev grundlæggere af Tudor dynastiet, som herskede fra 1485 to 1603.
I mellemtiden beholdt Wales det administrative system, der havde været aktivt siden før det 13. århundrede. Den anden Tudor-monark, Henrik 8. af England, ændrede dette ved Unionslovene 1536-1543. Wales var ikke længere et len, men blev annekteret ind i Eng-land. Den nye del af kongeriget skaffet også nye repræsentanter i det engelske parla-ment.
Maria 1. af England, ældste datter af Henrik 8. havde en mindre heldig regeringstid. Hun blev taget til fange af Francis, Hertug af Guise d.7. januar1558. Engelsk herredømme skulle begrænses til det sydlige Storbritannien. Den nordlige del blev stadig holdt af Kongeriget Skotland under huset Stuart.
Huset Tudor endte med dets sidste monark, Elizabeth 1. af Englands, død 24. marts1603. Hendes tætteste mandlige slægtning var James 6. af Skotland. De to britiske kongeriger forblev samlet under et overhoved indtil 1707.
Unionsloven 1707 sluttede de to kongeriger sammen til Kongeriget Storbritannien (1707 - 1801). Deres sidste kvindelige regent blev dronning Anne af England. Derres respektive parlamenter blev forenet til det britiske parlament, som holdt møder i Westminster, Lon-don. På dette punkt eksisterede England ikke længere som en separat politisk enhed og havde ikke længere en engelsk regering.
Storbritannien i 1897.
| |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Kongerække
Copyright: nyrnberg.net © 2009 • Webmaster: Palle Nürnberg • E-mail: palle@nyrnberg.net