|
Gotland i ord og billeder
28. april - 1. maj 2010
FOF, Roskilde arrangerede en 4-dages Gotlandstur i nævnte periode.
Da det altid har været vores ønske at opleve Gotland, var dette en kærkommen lej-lighed til at føre drømmen ud i livet - og jeg må sige at vi fik fuld valuta for pengene.
Starten gik, med bus fra Roskilde, onsdag den 28. april kl. 13:15 mod Kastrup, hvor vi kørte over Øresundsbron til Malmø. Herfra var det så blot at krydse Skåne og Småland til Oskarshamn, hvor færgen til Gotland ventede kl. 21:05.
Undervejs holdt vi et par spise- og kaffepauser - og på hele turen fortalte vores guide, Pia, levende om Sverige, dets historie og om de nuværende forhold i landet.
Vores chauffør, Frederik, var gudskelov ryger - så det blev til lidt eksta pauser undervejs.
Efter 3 timers overfart, og aftensmad på færgen, ankom vi til Visby - hvorfra turen gik til Suderbys Herregård hvor vi ankom kl. 00:30 - godt nok lidt trætte efter den lange tur.
Herregården havde, af Visbys Kommun, for år siden fået nej til udvidelse af hotellet, men havde så købt nogle parvilloner fra Lillehammar i Norge, hvor de havde huset sportsfol-kene under de Olympiske Vinterlege der. Dette havde kommunen accepteret. Værel-serne er ikke så store, men med eget toilet og bad, så de er fuldt ud tilfredsstillende.
Suderbys Herregård, hovedbygningen.
Suderbys Herregård, receptionen og indgang til spisesalen.
Suderbys Herregård, fløjene med hotelværelserne.
Torsdag var vi allerede oppe til morgenmad kl. 07:30 og derefter mødtes vi så ved bus-sen, sammen med vores turleder, Pia, og vores gotlandske guide, Folke.
Folke er indfødt på Gotland og tidligere ingeniør ved Visby Kommun - nu pensioneret med lidt arbejde som guide ind imellem. Han er en gudsbenådet fortæller og er virkelig inde i Gotlands historie - samtidig med, at han, i modsætning til mange svenskere - og specielt gotlændinge, er særdeles let at forstå.
Turen gik nu ind til Visby, hvor den store byvandring begyndte. Desværre viste vejret sig ikke fra sin bedste side - det øsregnede fra morgenstunden.
 Middelalderbyen Visby er en totalt fredet by og kun de lokale beboere har tilladelse til at køre bil i byen, der er omgivet af en 3 km lang intakt ringmur, som kan dateres tilbage til 1200 tallet. Den besøgende vil sikkert være enig i, at Visby alene kan være en hel rejse værd. Byen er optaget på UNESCOs liste over verdensarv.
Visby: Starten på byvandringen gik fra Almendalen, med en sø der engang var havnen i Visby.
Visby: Folke er startet op på Visbys historie - og så var det ellers bare at høre efter.
Visby: En af de små porte ind til Innerstaden - vi kom faktisk ind af bagvejen.
Visby, Innerstan: Vi lytter til Folke, der fortæller om alle de gamle bygninger.
Visby: Uden for muren ved Kruttornet og Fiskaporten, med et kik mod Nordøst.
Visby: Vandring ad en af de små gader, på vej mod Visby Botaniska trädgården.
Visby: Træhus fra 1600-tallet. Træet beskyttes af en blanding af beg, tjære og småsten.
Visby Botaniska trädgården.
Visby Botaniska trädgården.
Pga. regnen, og at det så ud til en snarlig opklaring, flyttede vi et par besøg som vi ellers først skulle have aflagt sidst på dagen - Visbys galgested og Högklint, hvilket viste sig at være fornuftigt.
Galgberget har fået sit navn efter den endnu stående galge, hvor man i ældre tider henrettede forbrydere. Galgen består af en lav, cirkelformet stenmur, hvorfra tre firkan-tede stensøjler rejser sig. På søjlerne har der hvilet træbjælker, i hvilke delikventerne blev hængt op i reb og kroge. Man mener at henrettelsespladsen var i brug frem til 1845.
I umiddelbar nærhed til galgen, fandt arkæologer fra Länsmuseet i Visby, i juli 2008, knoglerester fra henved 30 henrettede mennesker. Samtlige formodes at være henret-tet på pladsen.
Visby, Galgberget: Der blev lagt bjælker mellem søjlerne - og delikventerne blev så hejset op.
Visby, Galgberget: Henrettelsespladsen var i brug til 1845.
Visby, Galgberget: Udsigt mod Visby Lasarett.
Högklint: Udsigt mod Sydvest.
Högklint: Udsigt mod Nordøst, hvor Visby ses gennem regndisen.
Högklint: Visby lidt tættere på, ved hjælp af et teleobjektiv.
Högklint: Smukt og velholdt, med et flor af blå anemone (Hepatica nobilis).
Hen ad middagstid klarede det fuldstændig op og solen skinnede fra en skyfri himmel, hvilket var kærkomment - og vi fortsatte vores byvandring rundt i Visby.
Visby: Østsiden af bymuren.
Visby: Bymuren set på langs mod Sydvest.
Visby: Bymuren set på langs mod Nordøst.
Visby: Sankta Lars ruin.
Visby: Sankta Drottens ruin.
Visby: Sankta Olof ruin.
Visby: Folke fortæller om Domkyrkan Sankta Maria og dens historie.
Visbys domkirke, Sankta Maria, blev i middelalderen kaldt "Vår kära frus kyrka". Den blev oprindelig bygget som gæstekirke for tyske handelsmænd. Den 27. juli 1225 blev den indviet som forsamlingskirke af biskop Bengt fra Linköping.
Ved dannelsen af Visby Stift i 1572 blev kirken til Sankta Maria domkirke.
Visby: Domkyrkan Sankta Maria der er fra slutningen af 1100-tallet
Visby: Alteret i Domkyrkan Sankta Maria.
Visby: Døbefonden i Domkyrkan Sankta Maria.
Visby, Stora Torget: Sankta Katarina, ruin af Franciskanerkloster og kirke, grundlagt 1233.
Visby: Resterne af Sankta Katarina´s hvælvinger.
Visby: Sankta Katarina ruin.
Visby: Byen er fyldt med skønne gamle huse, der tilsyneladende er bygget helt uden byplan.
Visby: Gammelt hus af træ.
Visby: Hvis man skal bo i det hus, skal man vist være søstærk.
Visby: Gammel lagerbygning.
Visby: Donners hus.
Visby: Dejligt at sidde ned med en kold øl, efter vandringen i Visbys stejle gader
Efter besøg i domkirken, havde et par timer på egen hånd, bl.a. til at indtage frokost. Hanne og jeg fandt en fortovscafé hvor vi kunne sidde og nyde solen mens vi fik en sandwich og en god svensk øl, inden turen gik videre til Sydgotland.
Her besøgte vi blandt andet Roma Kungsgård, hvor man tilbage i tiden har holdt Alting men som også var helligsted. Her ofrede man sine sønner og døtre for at forsones med guderne.
I 1163 etableredes et munkekloster af cistercienserordenen, der fungerede frem til refor-mationen.
Klosterets sidste abbed, Johannes Bohnsack, blev i 1519 tvunget til at afstå klosterets estlandske godser til Kristian II. Nogle år senere, senest i 1531 i forbindelse med refor-mationen, blev klostret helt konfiskeret af kronen.
Endnu i dag ses klosterruinen og dele af materialet, der er benyttet ved opførelsen af kongsgården, stammer fra klosteret.
Her residerede den danske Lenshøvding og senere den svenske Landshøvding. I dag huser området en skare af kunsthåndværkere.
Roma: Ruinen af cistercienserklosteret der er fra 1163.
Roma: Ruinen af cistercienserklosteret, som pt. ligner lidt af en byggeplads.
Roma: Klosterruinen bruges til teater. I år skal der opføres Shakespeares "Macbeth".
Roma: Et af klosterets flot tilhuggede dørpartier.
Roma: Fuglebad, døbefont eller hvad ?
Roma: Trädgården med mange gamle lægeurter. Her fyldt med danske "spinatjoggere".
Vi fortsatte så til Mästerby, et område hvor et af de største slag stod ved Ajmunds Bro i 1361, da Valdemar Atterdag invaderede Gotland.
Det ældste af Mästerby Kyrka er fra 1199, skibet blev bygget i midten af 1300-tallet.
Kalkmalerierne der er fra 1200-, 1300-, 1400- og 1500-tallet, er restaurerede og opmalede i 1600-tallet. Malerierne i apsis er udsprunget af byzantinsk påvirkning.
Altertavlen er fra 1688, prædikestolen fra 1700-tallet og triumfkrucifixet 1200-tallet.
Døbefonten er fra 1100-tallet med låg fra 1700-tallet.
Mästerby kyrka: Det meget smukke kirkerum med de mange kalkmalerier.
Adam og Eva, her i god foderstand, tilsyneladende inden syndefaldet.
Gode gamle David med sin stenslynge er også med på billederne, parat til at "gokke" Goliath.
De byzantinsk prægede billeder i apsis står så klart i farverne som var de malet i sidste uge.
Alteret, hvis billede skildrer "Den Hellige Nadver". Der var åbenbart ikke plads til alle 13.
Efter Mästerby kyrka, var det næste punkt på programmet; Mästerby änge.
Der fik rigelig vi lejlighed til at nyde Gotlands smukke natur, og ledte fortvivlet efter nogle af de orkideer som Gotland også er berømt for, men med årets sene forår, var vi nok ca. en måned for tidligt på den.
Til gengæld fandt vi en del eksemplarer af snylteplanten Skælrod (Lathraea squamaria), som findes i Frugtbare løvskove, parker og hegn, gamle haver etc., ofte sammen med hassel, men også andre løvtræer som lind, eg etc. Arten er relativt sjælden i Danmark.
Mästerby änge: Et smukt vedligeholdt område, hvor lokalbefolkningen deles om arbejdet.
Mästerby änge: Blå anemone (Hepatica nobilis).
Mästerby änge: Skælrod (Lathraea squamaria).
Næste stop på dagens tur, var Skibssætningen ved Gannarve.
Gotland har over 25 skibssætninger, der næsten alle er i en særdeles god stand. I mod-sætning til i Danmark, har Gotlændingene nemlig sten nok så de ikke har været nødt til at skamfere oltidsminderne for at skaffe sten til kirkebyggerierne.
I Danmark er dette desværre sket i vid udstrækning. Adskellige kirker indeholder store sten fra gravhøje, jættestuer og skibssætninger. Som enkelte eksempler på Sjælland, kan nævnes: Ågerup kirke ved Holbæk, Vester Saaby Kirke og Himmelev Kirke, der alle tre har fundamentsten med helleristninger.
På Gotland er der registreret mere end 42.000 fortidsminder.
Vi besøgte skibssætningen ved Gannarve, der ligger mellem Fröjel og Klinthamn. Det er en meget stor, smuk og helt intakt skibssætning, med et skibs flotte, svungne linier.
En skibssætning er en skibsformet gravform der blev brugt i bronzealderen, jernalderen og i vikingetiden. En skibssætning er udformet som en elipseformet stensætning, der kan danne rammen om en grav inden for skibssiderne eller den fungerer blot som mindes-mærke for den afdøde.
Det antages at stenskibet symboliserer en båd, der skulle fragte den døde til dødsriget.
Den største intakte skibssætning i Skandinavien er Ales sten i Skåne. Ved Gammel Lejre på Sjælland findes resterne af en af Nordens største skibssætninger fra vikingetiden. Skibssætningen har været ca. 80 m lang og blev brugt til gravplads.
Skibssætningen ved Gannarve: En af Gotlands mange velbevarede skibssætninger.
Gannarve: Skibssætningen er helt intakt - der er nok af andre sten at tage af.
Gannarve: I Danmark ville der mangle adskellige sten, som ville sidde rundt om i kirkemurene.
Næste stop var Klintehamn, hvor der førhen var et livligt fiskeri. Det er der ikke mere, der er kun et par enkelte garnfiskere tibage. Til gengæld er alle de små fisker- og redskabsskure solgt som sommarstugar. De er meget eftertragtede og vi taler om priser på over en million svenske kroner for et sådant skur.
Klintehamn: Havnen er i april temmelig tom, men mon ikke der er fyldt op i sommermånederne.
Klintehamn: Stejlepladsen med nogle af "millionvillaerne".
Klintehamn: Resterne af havnens fiskerflåde.
Klintehamn: En skøn røgovn, der kan fyres op til både varm- og koldrygning af fisk.
Inden dagens tur afsluttedes og vi skulle køre tilbage til Suderbys Herregård, besøgte vi lige et par skibssætninger mere. Ved Gnisvärd, ikke langt fra Tofta, ligger to skibs-sætninger, en lille rundgrav og resterne af en stendysse. Her har bønderne ikke helt kunne holde fingrene for sig selv; de har taget sten fra den ene skibssætning og stendyssen.
Gnisvärd: Den største af de to skibssætninger, der er næsten helt intakt.
Gnisvärd: Den mindste, hvor bøndrene ikke har kunne holde fingrene fra de store sten.
Gnisvärd: Den lille rundgrav ved siden af den mindste af skibssætningerne.
Gnisvärd: Resterne af stendyssen der mangler overliggere og mindst fire store sidesten.
Vel tilbage på hotellet, havde vi en 1½ times slap-af-pause, inden vi mødtes i spisesalen til aftensmaden og lidt underholdning.
Vi blev mødt af den ene af hotelejerne der var iklædt gotlandsk nationaldragt. Menuen var også ægte gotlandsk: Kajsuppa, der en slags kartoffelsuppe krydret med ramsløg, lammesteg og saffranspannkaka.
Det må lige tilføjes, at lam på Gotland; betyder lam/får i alle størrelser. Gotlændingene slagter ikke lam i den størrelse vi er vant til herhjemme - de har alle rundet mindst 25 kg.
Suderbys Herregård: Herregårdsfruen byder velkommen til middagen.
Suderbys Herregård: Selskabet er samlet til en ægte gotlandsk festmiddag.
Suderbys Herregård: Selskabet er samlet til en ægte gotlandsk festmiddag.
Suderbys Herregård: Selskabet er samlet til en ægte gotlandsk festmiddag.
Suderbys Herregård: Selskabet er samlet til en ægte gotlandsk festmiddag.
Suderbys Herregård: Selskabet er samlet til en ægte gotlandsk festmiddag.
Suderbys Herregård: Selskabet er samlet til en ægte gotlandsk festmiddag.
Fredag måtte vi tidligt op til morgenmaden kl. 07:30 - og kl. 09:00 sad vi igen i bussen, for nu at køre mod Nord og dermed også Fårö.
Folke var igen med os - og han startede straks på sin levende historiefortælling og de små sjove beretninger. Sig ikke at svenskere ikke har humor.
Lummelundagrottan var første stop på vejen og som er et af naturens forunderlige mes-terværker og er Sveriges største drypstenshule. Længden af gangene strækker sig over 4 km. Her var der en rundvisning under jorden, af ca. 30. minutters varighed.
Sidste år kunne grotten fejre sit 50-års jubilæum, på trods af at den i hvert fald er nogle millioner år ældre. Gennem årene er den besøgt af over 3 millioner mennesker.
Allerede i 1924 gjordes det første dokumenterede forsøg på at komme ind i grotten, da zoologen Torsten Gislén gjorde et antal forsøg. Det lykkedes dog bare at komme om-kring 40 meter ind.
Det blev i stedet tre drenge (Örjan Håkansson, Percy Nilsson och Lars Olsson) som opda-gede hvordan man kom ind i grotten. I 1948 begyndte de at gøre ekspeditioner for at undersøge det dengang ganske lille grottesystem.
Da de to år senere var inde i grotten, løsnede der sig en stor stenblok fra taget. Sten-blokken ramlede ned og pludselig var en tidigere ganske smal åbning i bjegvæggen meget bredere. En 20 meter lang gang (som idag kaldes for "Pojkarnas gång") åbnede sig. De tre venner fortsatte ind i grotten og opdagede "Bergakungens sal", som er den første sal man kommer i hvis man idag går med på den guidede tur.
Her blev de stoppet af en sø, og det var ikke før end i 1954 at de, da ved hjælp af en gummiflåde, kom længere ind i grotten. Ved den lejlighed lykkedes det dem at komme 175 meter længere ind i grotten end tidligere.
De tre unge mennesker forstod virkelig at holde mund om deres opdagelser. Først hen på sommeren i 1955 blev deres fund røbet - og de var da på alle løbesedler og forsiden af alle landets aviser.
I 1959 lavede man en tunnel som gjorde det muligt for publikum at besøge de sale og gange som drengene nogle år tidigere havde opdaget.
Yderligere 400 meter gange blev opdaget, da dykkere, i september 1985, passerede fire vandlåse i grotten. Man opdagede da også Lummelundagrottans hidtil største sale.
Da jeg så absolut ikke bryder mig om at kravle rundt under jorden, jagede jeg Hanne derned, medbringende sit fotoapparat.
Lummelundagrottan: Den snævre gang der fører ned til hulerne.
Lummelundagrottan: "Bergakungens sal".
Lummelundagrottan.
Lummelundagrottan: Forsiler af nogle store ulækre orme..
Lummelundagrottan.
Lummelundagrottan: Stalakitter og malakitter.
Lummelundagrottan: Stalakitter og malakitter.
Lummelundagrottan.
Lummelundagrottan.
Lummelundagrottan: Oppe i den friske luft igen.
Nær ved grotten ligger der en gammel vandmølle, Lummelunds bruk, der reklamerer med at have Nordeuropas største kværnsten. Så mens Hanne tilsluttede sig de under-jordiske, gik jeg på opdagelse ved møllen.
Vandmøllen er meget særpræget, ved det at møllehjulet står indendørs - og der var selvfølgelig ikke åbent - ærgeligt, den åbner først den 1. maj og dette var den 30. april, så jeg måtte nøjes med at nyde omgivelserne, der sandelig også var noget for sig selv.
Vandforsyningen kommer fra Linnés grotta, der har varet kendt længe inden Lumma-lunda grotterna. Den omtales bl.a. af Linné fra hans resjse på Gotland i sommeren 1741.
I slutningen af 1800-tallet, var vandstrømmen fra grottens udmunding ved Lummelunds bruk betydeligt større end den er idag. I 1620érne formåede vandet bl.a. at drive op til seks vandmøller samtidigt.
Bag den tilbageværende mølle, har der ligget et järnbruk, med malminport fra Utö i Stockholms skærgård, som også udnyttede vandkraften.
Lummelunda: Møllerenden der fører vand til vandmøllen når den er i brug.
Lummelunda: Møllen set fra bagsiden. Vandet kommer, efter brug, ud af den runde åbning.
Lummelunda: Bagvandet - fraløbet fra vandmøllen. Hele området er dækket af ramsløg.
Lummelunda: Bag ved møllen har det ligget et jernværk der også udnyttede vandkraften.
Lummelunda: Møllerenden der fører vandet ind i møllen, til overfaldshjulet.
Lummelunda: Her er der ikke tale om nogen rigtig møllesø - vandet løber stærkt hele året.
Lummelunda: Linnés Grotta, hvorfra det rene vand vælter ud. Det smager pragtfuldt.
Lummelunda, Linnés Grotta: Et kik ind i grotten. Vandet er isnende koldt.
Linnés Grotta: Her myldrede det også med blå anemone (Hepatica nobilis) i mange nuancer.
Lummelunda: Et par gamle kværnsten fra vandmøllen.
Lummelunda: Kværnsten lavet af flere stykker sten og samlet med et jernbånd omkring.
Lummelunda: Model af et overfaldsvandhjul.
Herfra gik turen så videre mod Fårö, der er en lidt mere end 100 km² stor ø nord for Got-land. Øen er adskilt fra hovedøen af det smalle Fårösund.
Færgeturen over tager ca. 8 minutter - og den er gratis. Gotlændingene siger, at det blot er en forlængelse af vejen (her kan Det Danske Trafikministerium lære noget).
Fårösund: Opmarchbåsen til færgen.
Fårösund: Den forlængede vej, bestående af de to små færger der futter frem og tilbage.
Fårösund: En gammel kalkovn står tilbage, som minde om en svunden tid.
Ankomst til Broa på Fårö, efter den lange sejltur på ca. 8 minutter.
Fårö er øen nordøst for Gotland i Sverige, adskilt fra Gotland af Fårösund.
Øens navn, der i 1400-tallet blev skrevet som Faroyna, består af ordene far, som i farvej eller farvand, og ö (ø). Navnet har altså intet at gøre med husdyret får at gøre.
Fårö er en flad moræneø med mange småsøer og består for en stor dels vedkommende af ufrugtbare græsningsarealer. På øen er der et særegent flyvesandsområde, Ullahau. Der er flere områder med rauker (kalkstenssøjler) på øen, blandt andre ved Digerhuvud, Gamle Hamn og Langhammars. Det østligste punkt er Fårö fyrplats med det 30 meter høje fyrtårn Holmudden.
I sommermånederne er øen velbesøgt af turister. Der er nogle små byer på øen, deri-blandt Lansagårdarna, Lauterhorn, Mölnor og Stora Gåsmora. Frem til 1998 måtte ud-lændinge ikke tage til det nordlige Gotland og til Fårö, da det var militært område. Store flersprogede skilte i vejsiden informerede besøgende derom og der var omhyggelig kontrol med reglens overholdelse.
Fra Gotland og Fårösund til Fårö sejler der gratis bilfærger, som påtænkes erstattet af en bro.
Første stop var ved Ryssnäs, på sydenden af Fårö, hvor vi så på en lammegift, dvs. en "lammegave" - et lille hus hvor lammene (fårene) kan søge ly for vejret.
De små huse er selvfølgelig forsynet med et "heksefang" - dvs. krydsede risbundter på gavlenderne, så heksene ikke kan komme til at lande på taget.
Ryssnäs er et særdeles smukt og vel vedligeholdt naturreservat.
Ryssnäs: Lammegiften, beliggende midt i det smukke naturreservat.
Ryssnäs: Sådan skal et stengærde omkring et hus se ud.
Ryssnäs: Heksefang på lammegiften - så er heksene frataget deres landingsbane.
Lammegiftens øverste etage, hvor der kan oplagres hø.
Ryssnäs: Folke fortæller om lammegiften og hvordan tækningen foregår.
Lige ved siden af, er der en indhegnet gravplads, der stammer fra Krimkrigen i 1853.
Flere engelske fartøjer blev ramt af koleraen og mange engelske sømænd fik deres sidste hvile på den engelske kolerakirkegård på Fårö.
Det var gotlandske kvinder der begravede de døde. Betalingen var al den cognac kvinderne kunne drikke - og det var nok ikke så lidt.
Ryssnäs: Kolerakirkegården hvor mange engelske søfolk blev stedt til hvile i 1853.
Ryssnäs: Mindestenen over de engelske søfolk.
Ryssnäs: Stranden her opfordrer ikke ligefrem til badning - det ligner strandene på Malta.
Fra Ryssnäs gik turen videre mod Fårö Kyrka, hvor vi på vejen passererede det område hvor Ingmar Bergman, den verdensberømte svenske filminstruktør, levede. Han elskede Gotland og Fårö og mange af hans film er optaget her bl. a. "Ulvetimen" og "Scener fra et ægteskab". Ingmar Bergman døde i 2007, Ingrid Bergman i 1995, begge fandt de deres sidste hvilested på Fårö.
Et af Ingmar Bergmans atteliéer, fotograferet i forbifarten.
Fårö Kyrka ligner mange kirker på fastlandet, men modsat de fleste gotlandske kirker, har Fårö kirke gennemgået kraftige forandringer siden middelalderen.
I 1858 slog pladsen ikke længere til, så den blev derfor udbygget med to tværskibe mod Nord og Syd. Kirken blev da dobbelt så stor og fik sit nuværende udseende.
Kirkens ældste dele er tårnet og skibet som opførtes i begyndelsen af 1300-tallet. I mid-ten af 1700-tallet slog et lyn ned i kirketårnet og man måtte bygge en ny top på tårnet.
-
Døbefonten er tilvirket i 1300-tallet. I modsætning til mange andre gotlandske døbefonte har den knap nok nogen udsmykning.
-
Processionskrucifixet er fra omkring 1400.
-
Alteropsatsen stammer fra den senere del af 1600-tallet.
Fårö Kyrka. Smuk og yndefuld imod den blå himmel
Fårö Kyrka: Ingrid og Ingmar Bergmands sidste hvilested.
Fårö Kyrka: Den meget enkle sten over de to verdenskendte personligheder.
Fårö Kyrka: Smuk udsigt fra kirkegården.
Fårö Kyrka: Et noget specielt alter - ikke mindst symbolet øverst (indskriften er hebræisk).
Fårö Kyrka: Et særdeles flot tæppe, som man absolut ikke måtte træde på.
Det var nu blevet frokosttid - og den indtog vi på Sudersands Semesterby & Camping, i form af den dejlig stegt rødspætte med remouladesause. Stedet er et af de mange tidli-gere soldaterhjem på Gotland og Fårö. Efter at alt militær er fjernet og området er der åbnet for udlændinge. Efter at den kolde krig er afsluttet, er mange af disse steder ble-vet lavet om til vandrehjem.
Sudersands Vandrehjem hvor vi spiste vores frokost udendørs i skinnende sol.
Kat der har specialiseret sig i at tigge mad - efter dens kampvægt at dømme lykkes det ofte.
Efter besøget i Fårö Kyrka og den efterfølgende frokostpause, stod turen i raukernes tegn. Raukerne er et fantastisk og berømt skue. I urtiden, da klimaet var anderledes end i dag, lå der et koralrev hvor Gotland findes i dag. Landhævninger og erosion har siden gjort, at kun de hårde koraler står tilbage.
De første rauker vi kom til, var ved Digerhuvud, hvor man også kunne finde forsiler.
Raukerne ved Digerhuvud.
Raukerne ved Digerhuvud.
Raukerne ved Digerhuvud.
Raukerne ved Digerhuvud.
Raukerne ved Digerhuvud.
Raukerne ved Digerhuvud: Hanne leder efter andre forsiler.
Raukerne ved Digerhuvud.
Efter at have klatret rundt en halv times tid, fortsatte vi mod de næste rauker, der ligger ved Langhammars.
Undervejs gjorde vi holdt ved et gammelt fiskerleje, midt ude i ingenting.
Fårö: Fiskerlejet midt ude i ingenting.
Fårö: Fiskerlejet midt ude i ingenting.
Fårö: Fiskerlejet midt ude i ingenting.
Fårö: Fiskerlejet midt ude i ingenting.
Fårö: Fiskerlejet midt ude i ingenting.
Fårö: Fiskerlejet midt ude i ingenting.
Hvis vi havde været imponeret af raukerne ved Digerhuvud, så var det ingenting imod hvad der ventede os ved Langhammars. Ord som kollosale og imponerende, slår slet ikke til i forbindelse med disse rauker. Hvor er naturen dog forunderlig.
Langhammars raukerne. Ord er vist overflødige.
Langhammars raukerne.
Langhammars raukerne.
Langhammars raukerne.
Langhammars raukerne.
Langhammars raukerne.
Efter at vi nu virkelig havde set os mæt på rauker, var det så småt tid at vende næsen mod færgen til Gotland.
Vel tibage på hovedøen, var der lige et par steder til at besøge, nemlig Hångers källa og Ganns ödekyrka som er opført i 1200-tallet men sansynligvis opgivet allerede i 1500-tallet.
Kirken anvendtes dog sporatiskt til gudstjenester ind i 1600-tallet. Historien fortæller, at psalmisten Israel Kolmodin skulle holde højmesse i kirken, midsommerdagen 1692.
Han kom for tidligt - og i ventetiden gik han hen til en kilde i nærheden af kirken. Der blev han inspireret til at skrive den kendte salme: "Den blomstertid nu kommer". Teksten tryktes første gang i "Den svenska psalmboken" i 1695 med tillægget "Een Sommarwisa".
Du kan høre den smukke salme her på YouTube.
Israel Kolmodin, 1643-1709, var svensk salmedigter. Han blev født i Enköping. Efter studier i Lund og Uppsala og efter et udlandsophold blev han pastor ved domkirken i Uppsala. I 1692 udnævntes han til superintendent (biskop) i Visby på Gotland hvor han virkede indtil sin død.
Kirkeruinen blev restaureret i 1924 og er igen blevet taget i anvendelse. Bl.a. er det me-get populært at blive viet i ruinen.
Ved Hångers källa oplevede vi turens bedste dansk/svenske sprogforvirring. Nogle havde fået den idé at källa betyder kælder og ikke kilde, og de blev ved med at spørge om hvor den kælder var. Jeg vil ikke hænge nogen ud i denne forbindelse - og da slet ikke min egen kære hustru.
Ganns ödekyrka: Hvis man vil vies her, vil det nok være en fordel at det er tørvejr.
Ganns ödekyrka: Kirkerummet.
Ganns ödekyrka med masser af frisk luft.
Ganns ödekyrka: Måske Kolmodins barskab ?
Ganns ödekyrka: Tårnet.
Ganns ödekyrka. Et kik op i tårnet der, som resten af kirken, også har en god udluftning.
Hångers källa: Det var her Kolmodin, ifølge sagnet, skrev "Den blomstertid nu kommer".
Hångers källa: Naturreservatet omkring kilden er et meget anvendt udflugtsmål.
Efter dette sidste kirke- og kildebesøg gik turen tilbage mod Suderbys Herregård, men vi tog alligevel et lille stop undervejs ved Bork hvor der ligger en meget stor gravröse.
En gravröse, også kaldet for rör eller kummel, er et gravmonument bygget som en röse af sten. De findes primært Sverige og Norge, hvor de hører under de fredede fortids-minder.
I Kivik i Skåne ligger Kungagraven, der er en af de største og flotteste røser der findes.
Röser fra bronzealderen og ældre jernalder blev anlagt ensomme, i rækker eller i grup-per, helst på en bjergskråning med vid udsigt over landskabet, men fandtes der ikke bjergskråninger kunne röserne lægges ved vandnære miljøer. De findes ofte ved kyst-bygderne, men selv inde i landet er de almindelige.
Inde i rösen findes en eller flere kister. Det ser ud som om röserne blev anvendt ved flere end en begravelse og over en længere periode. Ved visse röser findes der udbygninger til selve rösen.
Det var nu begyndt at regne, så jeg sendte Hanne ud med sit fotoapparat.
Stenrösen ved Bork, der er en gravhøj fra bronzealderen.
Stenrösen ved Bork: Stenene fremtræder i mange flotte farver når de er våde.
Stenrösen ved Bork.
Stenrösen ved Bork: Her kan man rigtig fornemme højden på røsen.
Tilbage på hotellet, havde vi nu en lille times tid til at nette os i inden vi gik til bords, hvor vi havde en hyggelig times tid sammen. Vi var godt trætte oven på den lange dag - og vi skulle forb... tidligt op næste morgen, så vi kunne godt finde vores senge.
Suderbys Herregård: Middagshygge.
Suderbys Herregård: Middagshygge.
Suderbys Herregård: Vores chauffør, Frederik og guide, Pia.
Lørdag morgen: Ak og ve - vi sad i bussen kl. 06:10, (umenneskeligt) hvor vejen så gik ned til færgen i Visby, hvor der var afgang mod Oscarshamn kl 07:10.
På færgen fik vi serveret morgenmad - og kunne så ellers slappe af i hvilestolene eller gå ud på dækket og nyde den friske luft og udsigten i de næste tre timer. Dækket er også det eneste, og flittigt benyttede, tilholdssted for rygere.
Cafeteriaet på Gotlandsfærgen.
De behagelige hvilestole (med reserverede pladsnumre) på færgen.
Farvel til Gotland for denne gang.
En af de mange små øer langs Sveriges kyst.
Der er ikke megen læ ved de sommerhuse, men til gengæld skal de aldrig slå græs.
Fortøjret til fastlandet.
Oscarshamn.
Tilbage nu, var så blot den lange tur tværs over Sverige til Øresundsbron og videre til det gode gamle Roskilde, der jo heller ikke har stået bagest i køen da det gjaldt tilde-lingen af fortidsminder og seværdigheder.
Vi holdt spisepause, kaffepause samt et par rygepauser undervejs - der var lidt stille i bussen - vi var nok allesammen trætte og mætte af de mange indtryk og oplevelser vi havde fået på blot et par dage.
Det er ærgeligt at Gotland ligger så langt væk. Med bus tager det lige så lang tid at komme fra Roskilde til Visby, som fra Roskilde til Havana.
Alt i alt var det en uforglemmelig tur - vel tilrettelagt, med god indlogering og god mad, selv om en af de tyndeste bøger der findes hedder: Svensk madkunst.
Carl von Linné
Gotland er en meget spændende ø med vild og barsk natur mod nord og smilende landskab mod syd. Noget som også betog Carl von Linné, da han i 1741 begav sig mod Öland og Gotland, med det formål af finde bl.a. ler til porcelænsfremstilling. Linné fandt intet ler, men masser af vækster, fossiler og et slående rigt fugleliv der især betog ham.
Også det barske klima fik han at føle, da det ved hjemrejsen blæste op til storm. Linné skrev: ”Nordenvinden skræmte os, havet blev rasende, Fartøjet kastedes hid og did mellem de frådende bølger. Kammeraterne blev syge, takkelagen sønderrevedes, des-peration indtog vore hjerter og vi lagde vore liv i Guds hænder”.
Komfortable færger besejler i dag Gotland og selv om Østersøen kan byde på krappe bølger er man i trygge hænder.
Tidsperioder
Da der på turen var lidt uenighed om de forskellige tidsperioders placering i forhold til kr.f. (Folke havde bl.a. sin egen gotlandske tidsregning), bringes her en korrekt oversigt.
Nationalmuseet
Til toppen af siden | 
