|
hanne@nyrnberg.net
palle@nyrnberg.net
Opdateret 06-03-2011
Romersk garnisonruin ved foden af Masada ved Dødehavet
Theodor Herzl var en pioner i arbej-det med at etablere en jødisk stat.
David Ben-Gurion erklærer israelsk uafhængighed den 14. maj, 1948 under et portræt af Theodor Herzl
David Ben-Gurion
1886 - 1973
FN-tropper i Gaza
Yāsir Arafāt, 1929 - 2004
Statsminister Golda Meir gik af efter Yom Kippur-krigen
Muhammad Anwar al Sadat
1918 - 1981
Yitzhak Rabin og Yasser Arafat rækker hinanden hånden i overværelse af Bill Clinton ved underskrivningen af Oslo-aftalen den 3. september 1993
Ariel Sharon, 2001
Benjamin Netanyahu, 2009
Israelsk flagrejsning ved besejringen af Eilat.
Pansret israelsk køretøj fra 1948
Vragdel af en Egyptisk Sukhoi Su-7 opstillet på The Israeli Air Force Museum i Hatzerim. Flyet lev skudt ned den 6. oktober, 1973 under en mission over Sinai.
En Israelsk M60 Patton kampvogn ødelagt i Sinai
Israelsk M50 Super Sherman kampvogn med mandskabet på bredden af Suezkanalen
En ødelagt Syrisk T-62 kampvogn
|
Etymologi
Igennem de sidste tre tusinde år har navnet Israel i normal og religiøs brug betydet både Israels land og hele den jødiske nation. Navnet stammer fra et vers i Bibelen (Første Mosebog 32,28), hvor Jakob bliver døbt Israel efter en vellykket kamp med en af Guds engle. Kritikere er ikke enige om navnets betydning.
Nogle mener, at navnet kommer fra verbet śarar ("at herske, blive stærk, have autoritet over"), og ifølge dem betyder navnet "Gud hersker" eller "Gud dømmer". Andre mulige tydninger er "Guds prins" (fra King James oversættelsen 1611) eller "El (Gud) kæmper/ strider". Helt fraset navnets præcise betydning er den bibelske nation efter Jakob blev kaldt "Barn af Israel" eller "israelitter".
Den første historiske benævnelse af ordet Israel forekommer i Merneptah Stele efter Det gamle Egypten (dateret tilbage til det 13. århundrede f.Kr.), selvom forskere er uenige i, om der refereres til et folk eller et hjemland. Nutidens land fik navnet Medinat Yisrael ("Staten Israel"), efter at andre foreslåede navne f.eks. Eretz Israel ("Israels land"), Zion og Judea blev afslået. I den uafhængige stats første uger bestemte regeringen, at udtrykket "israelere" skulle betegne Israels borgere, hvilket blev bekendtgjort af uden-rigsministeren, Moshe Sharett.
Historie
Tidlige rødder
Israels land, kendt på hebraisk som Eretz Yisrael, har været hellig for det jødiske folk siden de bibelske patriarkers tid. Bibelen har placeret denne periode tidligt i det andet årtusind f.Kr. Ifølge Toraen blev landet Israel lovet til jøderne som deres hjemland, og jødedommens helligste steder er lokaliseret her.
Omkring det ellevte århundrede f.Kr. blev den første af en række jødiske kongeriger og stater etableret for at styre regionen. Disse jødiske kongeriger regerede periodevis i det følgende årtusinde. I perioden mellem de jødiske kongeriger og de islamiske erobringer i 700-tallet kom Israel under assyrisk, babylonisk, persisk, græsk, romersk, sasanideisk og østromersk herredømme. Den jødiske tilstedeværelse i regionen blev mindsket efter det mislykkede Bar Kokhba-oprør mod Romerriget i 132 f.Kr og den efterfølgende bort-visning af jøder.
Alligevel blev det bevaret af en jødisk bosætning i Palæstina, selv om broderparten af den jødiske befolkning flyttede fra Judea til Galilæa; Mishna og dele af Talmud, der er blandt jødedommens vigtigste religiøse tekster, blev udarbejdet i denne periode. Israels land blev skilt fra Øst-romerriget omkring år 636 under de første muslimske erobringer.
Kontrollen med regionen skiftede frem og tilbage mellem umayyaderne, abbasiderne og korsfarerne i de følgende seks århundreder, før området faldt i hænderne på mame-lukkerne i 1260. I 1516 blev landet Israel en del af Det Osmanniske Rige, der regerede regionen frem til det tyvende århundrede.
Zionisme og det britiske mandat
For mange jøder, der boede i diasporaen, var det et gammelt ønske at returnere til Zion og Israels land. Dette håb og denne længsel kom tydeligt til udtryk i Bibelen og er et centralt tema i den jødiske bønnebog.
Fra og med begyndelsen af det tolvte århundrede begyndte en lille, men stabil strøm af jøder at forlade Europa for at bosætte sig i det hellige land. Indvandringen øgedes, efter at jøderne blev udvist fra Spanien i 1492.
I løbet af det 16. århundrede slog store samfund rod i De fire hellige byer, og i anden halvdel af det 18. århundrede bosatte hele hasidiske samfund fra Østeuropa sig i det hellige land.
Den første store immigrationsbølge i moderne tid, kendt som den første aliyah (hebraisk: עלייה), begyndte i 1881, da jøderne flygtede fra pogromer i Østeuropa.
Zionistbevægelsen eksisterede i teorien, men Theodor Herzl er i eftertiden blevet betrag-tet som grundlægger af den politiske zionisme, en bevægelse, der forsøgte at etablere en jødisk stat i Israels lovede land ved at løfte jødespørgsmålet op på et internationalt niveau. I 1896 publicerede Herzl Der Judenstaat (Den jødiske stat) og skabte derved visionen om en kommende stat. Det følgende år var han leder af den første zionist-kongres.
Den anden aliyah (1904-1914) begyndte efter Kishinev-progromen. Omtrent 40 000 jøder bosatte sig i Palæstina. Både den første og den anden bølge af indvandrere var hovedsageligt ortodokse jøder, men den anden aliyah inkluderede også socialistiske pionerer, der etablerede Kibbutz-bevægelsen.
Under 1. verdenskrig udstedte Storbritanniens udenrigsminister, Arthur Balfour Balfour-deklarationen, hvori det fremgik, at man "view[ed] with favour the establishment in Palestine of a national home for the Jewish people."
Den britiske erobring af Israel fik assistance af den jødiske legion, der var en gruppe af bataljoner hovedsagelig dannet af frivillige zionister. Arabisk modstand mod balfour-planen førte til Palæstinaoprøret i 1920 og dannelsen af den jødiske forsvarsorganisa-tion, Haganah, hvorfra senere grupperne Irgun og Lehi (af briterne kaldet Sternbanden efter lederen Avraham Stern) udskilte sig.
I 1922 overdrog Folkeforbundet Palæstinamandatet til Storbritannien med bevæggrun-den at "placere landet i en så politisk, administrativ og økonomisk tilstand, at det vil sikre etableringen af det jødiske nationalhjem".
Den jødiske indvandring fortsatte med den tredje (1919-23) og fjerde aliyah (1924-29), der tilsammen bragte 100 000 jøder til Palæstina. I kølvandet på optøjerne i Jaffa i 1921 forbød briterne yderligere jødisk indvandring, og det territorium, der kandiderede til at huse en kommende jødisk stat, blev nu placeret i Transjordan. Nazismens fremvækst i 1930'erne førte til den femte aliyah med en tilstrømning på en kvart million jøder.
Tilstrømningen resulterede i det arabiske oprør i 1936-39 og fik briterne til at afdække immigrationen med Hvidbogen af 1939. En hemmelig bevægelse, kendt som Aliyah Bet, blev organiseret for at bringe jøder til Palæstina, efterhånden som det viste sig, at lande over hele verden afviste jødiske flygtninge på flugt fra holocaust. Ved slutningen af 2. verdenskrig udgjorde jøderne 33 % af Palæstinas befolkning, en stigning fra 11 % i 1922.
Uafhængighed og ekspansion de første år
I 1947 trak det britiske styre sig tilbage fra Palæstinamandatet og slog fast, at det var ude af stand til at finde en løsning, der ville være acceptabel for både araberne og jøderne.
Det nydannede FN godkendte FN's delingsplan (FN's sikkerhedsråds resolution 181) den 29. november 1947 og delte landet op i to stater: en arabisk og en jødisk. Jerusalem blev udpeget som international by - en corpus separatum - administreret af FN for at undgå konflikter om byens status. Det jødiske samfund godtog planen, men Den Arabiske Liga og den arabiske højere komité afslog.
Til trods for dette blev den uafhængige stat, Israel, udråbt den 14. maj 1948, dagen før det britiske mandat over Palæstina ophørte.
Kort efter gik fem af medlemmerne af Den Arabiske Liga - Egypten, Syrien, Jordan, Liba-non og Irak - til angreb på Israel og startede dermed Den Arabisk-Israelske krig 1948 (i Israel kendt som Uafhængighedskrigen). (1)
Efter næsten et år med kampe blev våbenhvile indført, og midlertidige grænser, kendt som Grønne Linje, blev oprettet. Jordan inkluderede det som senere blev kendt som Vestbredden og Østjerusalem under sit styre, mens Egypten tog kontrol over Gaza-striben.
Israel blev anerkendt som medlem af de Forenede Nationer den 11. maj 1949.
I løbet af fjendtlighederne flygtede 711.000 arabere fra Israel ifølge FN. De palæstinen-siske flygtninges skæbne er et hovedargument i Palæstina-Israel-konflikten.
I statens tidlige år dominerede socialzionismen den israelske politik under ledelse af statsministeren, David Ben-Gurion. Disse år blev præget af masseimmigration af over-levende fra holocaust og udvandrende jøder fra arabiske lande fremskyndet af vold og konfiskering af jødisk ejendom, støttet af Den arabiske liga.
Omtrent 850.000 jøder flygtede fra deres hjem i arabiske lande fra 1948 til tidligt i 1970'-erne, hvoraf 600.000 slog sig ned i Israel. Israels befolkning øgedes fra 800.000 til to millioner mellem 1948 og 1958. De fleste ankom som flygtninge uden ejendele og blev huset i midlertidige lejre kendt som ma'abarot. I 1952 levede over 200.000 immigranter i sådanne teltbyer. Behovet for at løse denne krise fik Ben-Gurion til at underskrive en reparationsaftale med Vesttyskland, hvilket udløste masseprotester fra jøder, der ikke brød sig om, at Israel "gjorde forretninger" med Tyskland.
I 1950'erne blev Israel ofte angrebet af arabiske fedayeen, hovedsagelig fra den Egypten-besatte Gazastribe. I 1956 sluttede Israel sig til en hemmelig alliance med Stor-britannien og Frankrig med det formål at genvinde Suez-kanalen, som egypterne havde nationaliseret (se Suez-krisen). Selvom Israel erobrede Sinai-halvøen, pressede USA og Sovjetunionen Israel til retræte til gengæld for garantier for israelske skibsfartsrettig-heder i Rødehavet og Suezkanalen.
I begyndelsen af det følgende årti pågreb Israel Adolf Eichmann, en af arkitekterne bag den nazistiske jødeudryddelsesplan, der havde levet skjult i Argentina, og stillede ham for domstolen.
Retssagen fik en stor indflydelse på den offentlig bevidsthed om holocaust. Eichmann er hidtil den eneste, der er blevet dømt til døden ved en israelsk domstol.
Konflikter, fredstraktater og kontroversiel regering
|
Gaza Strip
قطاعغزة Qiṭāʿ Ġazza |
|
|
|
|
|
Largest city |
Gaza |
| Organized |
September 13, 1993 Oslo accords |
|
Signed |
PA took partial control in May 1994; full control in September 2005; Hamas control since 2007 (Israel retains control of airspace, non-Egyptian land borders and offshore maritime access while Egypt controls its land border portion) |
|
Area
|
360 km2 |
|
Population
-
July 2010 estimate
-
Density |
1.604.238 people
4.118/km2 |
|
GDP (PPP)
|
2009 est estimate
$ 770 million
$ 3,100 |
|
Currency |
Egyptian Pound (de facto)
Israeli new sheqel (ILS) |
|
Time zone
|
UTC+2
UTC+3 |
I 1967 samlede Egypten, Jordan og Syrien deres samlede tropper nær ved de israel-ske grænser, udviste FN's fredsstyrker og blokerede Israels adgang til Rødehavet. Israel anså disse handlinger for et tilfælde af casus belli og kom fjenden i forkøb med et angreb, der indledte seksdageskrigen.
I løbet af den korte krig tog israelerne-kontrollen over Vestbredden, Gazastriben, Sinaihalvøen og Golanhøjderne.
Grænsedragningen fra 1949 blev gjort til administrativ grænse mellem Israel og de besatte områder. Jerusalems grænser blev udvidet og Østjerusalem indlemmet i strid med international lov.
Jerusalemloven, der blev vedtaget i 1980, gentog denne grænsedragning og satte igen gang i en international kontrovers om Jerusalems status. 250.000 palæstinesere og det palæstinensiske lederskab med Arafat i spidsen måtte i juni 1967 flygte til Jordan.
Tidligt i 1970'erne begyndte palæstinen-siske grupper at rette en bølge af angreb mod israelske mål rundt om i verden.
Det mest opsigtsvækkende af disse var gidseltagningen af israelske atleter under Sommer-OL 1972, der endte tragisk, da vesttysk politi angreb 2 helikoptere, der var bevilget i en aftale om frit lejde. Israel svarede igen med den såkaldte Operation Guds Vrede, hvor de ansvarlige, efter Isra-els skøn, blev opsporet og dræbt.
Denne gengældelsespolitik over for en ak-tion, der i sig selv var en gengældelse (for ikke at kunne deltage som nation i OL og for at være smidt ud af Vestbredden), var og er til denne dag kontroversiel.
Mindst en uskyldig måtte lade livet i den anledning, da en marokkansk tjener blev dræbt uden spørgsmål i Lillehammer i Nor-ge, hvilket på det skarpeste blev fordømt af Norge og som førte til et anstrengt for-hold mellem de 2 lande.
Den 6. oktober1973 (2) under Yom Kippur, den helligste dag i den jødiske kalender, foretog den egyptiske og den syriske hær et overraskende angreb mod Israel. Krigen endte den 26. oktober med, at Israel drev de egyptiske og syriske styrker tilbage, men de led store tab.
En intern efterforskning fritog regeringens ansvar for krigen, men den offentlige anger tvang statsminister Golda Meir til at gå af.
Knessetvalget i 1977 markerede et stort vendepunkt i Israels politiske historie, da Menachem Begins parti Likud fik flertal i Knesset i stedet for Arbejderpartiet. Senere sam-me år besøgte Egyptens præsident, Anwar Sadat, Israel efter en invitation fra Menac-hem Begin og talte foran Knesset.
Anwar Sadat var den første arabiske leder, der anerkendte Israel. I de to efterfølgende år underskrev Sadat og Menachem Begin Camp David-aftalen og fredstrak-taten mellem Israel og Egypten. Israel trak sig tilbage fra Sinaihalvøen og besluttede at gå ind i forhandlinger om et selvstyre for palæstinensere på den anden side af den grønne linje, men planen blev aldrig iværksat.
I 1982 greb Israel ind i den libanesiske borgerkrig for at tilintetgøre baser, hvorfra Palæ-stinas befrielsesfront havde bombarderet det nordlige Israel. Modstanden i det sydlige Libanon blev hurtigt nedkæmpet, og i forsøg på at bringe PLOs tilstedeværelse helt til ophør, fortsatte de israelske styrker til Beirut, som den libanesiske hær havde forladt.
Her blev de palæstinensiske styrker angrebet og slået. Kampene i konflikten kostede mange menneskeliv. Beirut-avisen An Nahar anslog, at 5.515 mennesker, militære og civile, blev dræbt i Beirut-området, mens 9.797 militærpersoner (fra PLO, Syrien og andre) samt 2.513 civile mistede livet andetsteds i Libanon.
Det var på længere sigt en Pyrrhussejr, for PLO returnede efter forvisningen med Arafat i spidsen til Gaza i 1994 efter den første intifada og Oslo-aftalen, og i stedet for det relativt svage PLO, fik man i Libanon en ny, langt stærkere fjende, Hizbollah - der opstod i 1982 som svar på den israelske invasion. Israel trak sig tilbage fra store dele af Libanon i 1985, men opretholdt en grænselandbufferzone frem til 2000.
Den første intifada, et palæstinensisk oprør mod israelske regler, brød ud i 1987 med voldsbølger i de besatte områder. I de følgende seks år blev flere end tusinde men-nesker dræbt i den efterfølgende vold, hvoraf meget var intern palæstinensisk vold. Under Golfkrigen støttede PLO og mange palæstinensere Saddam Hussein og irakiske projektilangreb mod Israel.
I 1992 blev Yitzhak Rabin statsminister efter et valg, hvor hans parti gik ind for kompromis med Israels naboer. Samme år underskrev Shimon Peres og Mahmoud Abbas på vegne af Israel og PLO Oslo-aftalen, der gav det palæstinensiske selvstyreområde rettigheder-ne til selv at styre dele af Vestbredden og Gazastriben mod til gengæld at anerkende Israels ret til at eksistere og at afslutte terrorismen.
I 1994 blev fredsaftalen mellem Israel og Jordan underskrevet, og dermed blev Jordan det andet arabiske land, der normaliserede sit forhold til Israel. Alles støtte til forliget aftog da Israel blev ramt af en angrebsbølge fra palæstinenserne. Attentatet på Yitzhak Rabin udført af en højreekstremistisk jøde i november 1995, da Rabin forlod en demon-stration for fred, chokerede landet.
I slutningen af 1990'erne trak Israel sig tilbage fra 80 % af Hebron, men har stadig direkte kontrol med de 15.000 palæstinensere, der bor i umiddelbar nærhed af Abrahams Grav. Ifølge aftalen fra januar 1997 bevares den israelske militære tilstedeværelse for at beskytte de 450 i øvrigt bevæbnede bosættere, der udgør en "jødisk enklave" i byen. De israelske soldater har delvist genåbnet den centrale palæstinensiske handelsgade, Shuhada street, der er en af aftalens mest følsomme emner, fordi den forbinder flere israelske bosættelser.
Wye-floden-aftalen, der gav større kontrol til det palæstinensiske selvstyreområde, blev underskrevet i 1997.
Ehud Barak, der blev valgt til statsminister i 1999, startede det nye årtusinde ved at træk-ke styrker tilbage fra Sydlibanon og indledte forhandlinger med styreformanden i Det palæstinensiske selvstyrerområde, Yasser Arafat samt USA's præsident Bill Clinton under Camp David-forhandlingerne i 2000. Under forhandlingerne tilbød Barak en plan for etablering af en palæstinensisk stat, men Yasser Arafat afslog den. Efter at forhandlin-gerne brød sammen, begyndte palæstinenserne den anden intifada.
Ariel Sharon blev kort efter ny statsminister ved en speciel afstemning i 2001. I løbet af sin regeringstid gennemførte Sharon planen om ensidig tilbagetrækning fra Gazastriben, og han gik også i spidsen for konstruktionen af Israels mur på Vestbredden.
I januar 2006 blev Ariel Sharon ramt af et massivt slagtilfælde, der efterlod ham i koma, og regeringsmagten blev overgivet til Ehud Olmert. Hamas' og Hizbollahs kidnapning af israelske soldater samt deres bombning af bosætninger ved Israels nordlige grænse førte til en fem uger lang krig, kendt i Israel som "anden Libanon-krig". Konflikten endte med, at FN pålagde parterne våbenhvile. Israels statsoverhoved, Dan Halutz, fratrådte efter krigen.
Den 27. november 2007, blev den israelske statsminister Ehud Olmert og den palæ-stinensiske præsident Mahmoud Abbas enige om at forhandle på alle punkter og ikke sky nogen anstrengelse for at nå til enighed inden udgangen af 2008.
I december 2008, brød en våbenhvile sammen mellem Hamas og Israel. Hamas sagde det var fordi Israel ikke havde ophævet en blokade mod Gaza-striben, mens Israel sagde det var fordi Hamas affyrede raketter ind i Israel fra Gaza. Israel svarede igen ved at igangsætte Operation Støbt Bly med en række luftangreb.
Den 3. januar 2009 gik israelske tropper ind i Gaza, der markerede starten på en land-offensiv. Lørdag den 17. januar annoncerede Israel en ensidig våbenhvile, som var betinget af eliminering af yderligere raket- og mortérangreb fra Gaza. Israel begyndte at trække sig tilbage over de næste dage. Hamas annoncerede senere deres egen våbenhvile. Den indeholdt dens egne betingelser om de israelske styrkers tilbagetræk-ning på højst en uge og åbningen af grænseovergangene.
Angreb fra begge parter har fortsat efter våbenhvilen. 31. marts 2009 fik Israel dannet en ny regering med Benjamin Netanyahu som premierminister. 54% af landets befolkning er utilfreds med den nye regering.
(1) Den arabisk-israelske krig 1948
|
Den arabisk-israelske krig 1948 |
|
Konflikt: Arabisk afvisning af staten Israels ret til at eksistere. |
|
De arabiske angreb mod Israel mellem den
15. maj og 10. juni1948. |
|
Dato |
Maj 1948 - marts 1949 |
|
Sted |
Mellemøsten |
|
Resultat |
Israelsk sejr |
|
Casus belli |
Arabisk benægtelse af eksistensen af staten Israel |
|
Territoriale ændringer |
|
Udvidelse af israelsk territorium. Jordan okkuperer resten af Vestbredden, og Egypten tager kontrollen over Gazastriben. Den planlagte palæstinensiske stat bliver dermed ikke oprettet. |
|
Parter |
|
 29.677 ved udgangspunktet - 108.300 i dec.1948
|
 Egypten
broderskab
Palæstinensiske irregulære
Den arabiske befrielseshær |
|
Ledere |
|
Yaakov Dori
Yigael Yadin |
Glubb Pasha
Abd al-Qadir al-Husayni
Hasan Salama
Fawzi al-Qawuqji |
|
Styrker |
|
29.677 ved udgangspunktet - 108.300 i dec.1948 |
Egypten: 10.000 ved start, øget til 20.000
Irak: 5.000 ved start - øget til 15-18.000
Syrien: 2.500–5.000
Transjordan: 6 000–12 000
Libanon: 1.000 ved
start stigende til 2.000(Pollack, 2004; Sadeh, 1997)
Saudi-Arabien: 800 -1.200
Yemen: Et ukendt antal yemenitiske tropper
Den arabiske frigørel-seshær: 3.500-6.000 |
|
Tab |
|
6.373
(4.000 militære og omkring 2.400 civile). |
Uvist (mellem
5.000 og 15.000)
750.000 palæstinensiske flygtninge. |
Den arabisk-israelske krig 1948, engelsk: 1948 Arab-Israeli War, af israelerne kendt som: מלחמת השחרור, Frihedskrigen) og af palæstinenserne som: النكبة, Nakba, "Kata-strofen"), var den første i en serie af krige som er udkæmpet mellem Israel og dets arabiske naboer i den langvarige arabisk-israelske konflikt.
Krigen, som begyndte øjeblikkeligt efter afslutningen af Mandatet den 15. maj 1948, og som hovedsagelig blev udkæmpet på Mandatets område, og en kort overgang også på Sinai-halvøen, markerede en tva-ngsflytning af hundredtusinder af palæ-stinensere. Medens 1948-krigen blev afslut-tet med våbenhvileaftalerne, sluttede den arabisk-israelske konflikt ikke dermed.
Den 29. november 1947 vedtog FN's gene-ralforsamling en plan, FN's Generalsforsam-lings Resolution 181, for at løse den arabisk-jødiske konflikt ved at dele Palæstina i 2 stater, en jødisk og en arabisk. Hver stat skulle bestå af 3 hovedsektioner, forbun-det af ekstraterritorielle veje; den arabiske stat skulle også have en enklave ved Jaffa.
Med omkring 32% af befolkningen, skulle jøderne have 56% af territoriet, et område som dengang rummede 499.000 jøder og 438.000 palæstinensere, skønt dette omfat-tede den svært beboelige Negev-ørken i syd. Palæstinenserne skulle have 42% af landet, som dengang havde en befolkning på 818.000 palæstinensere og 10.000 jøder. I erkendelse af Jerusalem-områdets (incl. Bethlehems) religiøse betydning, skulle det-te være Corpus Separatum, administreret af FN.
Skønt nogle jøder kritiserede visse aspekter af planen, blev resolutionen hilst velkom-men af størstedelen af den jødiske befolk-ning. Det Zionistiske Lederskab accepte-rede delingsplanen som "the indispensable minimum," De var glade for den internatio-nale anerkendelse, men kede af at de ikke fik mere.
Argumenterende at delingsplanen var un-fair overfor araberne, med tanke på be-folkningsbalancen på denne tid, afviste repræsentanterne for de palæstinensiske arabere og Den Arabiske Liga bestemt FN's handling, og afviste endda FN's autoritet til at blande sig i hele sagen. De gjorde gældende, at styringen af Palæstina skulle overdrages til dets indbyggere, i overens-stemmelse med FN's Charter. I henhold til Article 73b af Charteret, skal FN udvikle selvstyre for folkene i et terriotorium under dets administration.
Borgerkrigen i Mandatområdet 1947-48
I tiden umiddelbart efter FN's vedtagelse af delingsplanen, blev eksplosionen af glæde i den jødiske befolkning, balance-ret af udtryk af utilfredshed i den arabiske befolkning. En utilfredshed som man ofte ser opstå i forbindelse med en deling af et geografisk territorium eller pludselig befolk-ningsvækst i et område med forskelligar-tede befolkningsgrupper. Snart udbrød der vold, og den blev stadig mere omfatten-de. Mord, afpresninger og modafpresnin-ger hørte til dagens orden, dræbende dusinvis undervejs
I perioden fra begyndelsen af december 1947 og til slutningen af januar 1948 anslår man at næsten 1000 mennesker mistede livet og 2000 blev såret. I slutningen af marts, var tallet vokset til 2000 døde og 4000 sårede. Disse tal svarer til mere end 100 dræbte og 200 sårede pr. uge, i en befolkning på 2.000.000.
Fra januar blev operationerne mere militære, med interventionen i Palæstina af et antal regimenter af Den arabiske Befrielses-front, som delte sig ud omkring de forskellige kyst-byer samt forstærkede Galilæa og Samaria. Abd al-Qadir al-Husayni kom fra Egypten med flere hundrede mand fra Helligkrig-hæren.
Massakren i Deir Yassin
En væsentlig faktor til optrapning af konflikten blev en massakre, anstiftet af jødiske terrorister, natten til 9. april 1948 (få dage før uafhængighedserklæringen). Massakren blev foretaget på beboerne i en arabisk landsby, Deir Jassin, vest for Jerusalem. Det er uvist hvor mange menneskeliv den krævede, men under indtryk af nyheden om ræds-lerne flygtede omkring 300.000 palæstinensere de følgende uger til nabolandene.
Baggrunden for massakren var palæstinenseres angreb på forsyningskonvojerne imel-lem den israelske hovedstad Tel Aviv og Jerusalem. Dette førte til manglen på basale fornødenheder i den jødiske halvdel af Jerusalem. Hemmelige planer beskrev hvorledes anlæggelsen af en lufthavn kunne sikre Jerusalem forsyninger. Ulykken for landsbyen var, at trods beboernes kritik af angrebene på forsyningerne, var det byens jord, luft-havnsplanerne gjaldt. Det fik organisationerne Irgun og Stern til at træffe beslutningen om at gå ind i det palæstinensiske område.
David Ben-Gurion erklærede den 14. maj 1948 Israel for en uafhængig og selvstændig jødisk stat, velvidende at det ville betyde krig, men også med erkendelsen af at nabo-landene Syrien, Egypten, Jordan, Libanon og Irak ikke kæmpede for deres egen stat.
Israel var ikke uforberedt. De forskellige jødiske forsvarsforbund, som nu blev samlet under navnet Israel Defence Forces (IDF), og som blot seks måneder før kun havde haft godt 4.000 mand under våben, var nu vokset i antal til 36.500 - dog meget slet udrustet, den første tid uden tunge våben, uden kampvogne og uden fly.
Briterne åbnede også de jødiske flygtningelejre på Cypern, hvor det jødiske forsvars-forbund, Haganah, op til selvstændigheden havde trænet mange hundrede mænd og kvinder til soldater, og disse blev nu hurtigt overført til slagmarkerne i Israel. Yderligere 5.000 - 6.000 frivillige Machal, fra hele verden meldte sig i disse måneder til soldatertje-neste på israelsk side.
Irakiske tropper krydsede Jordanfloden den 15. maj, og samme dag sørgede israelske ingeniørtropper for, at broerne oppe på den libanesiske grænse blev sprængt, således at libanesiske kampvogne blev forhindret i at rulle ind. Om aftenen rykkede syriske topper ned fra Golan-højderne og, støttet af kampvogne, angreb to jødiske landbrugs-kollektiver på sletten nedenfor. Forsvarerne holdt dem tilbage i to dage, indtil samtlige 42 indbyggere var blevet dræbt af syrerne. Den senere så legendariske general og forsvarsminister, Moshe Dayan, fik og udførte ordren: "Hold Jordan-Dalen".
Efter fire ugers krig og flere appeller fra de Forenede Nationer blev kamphandlingerne delvis indstillet den 11. juni 1948. Da krigen sluttede i juni 1949 i en endelig våbenhvile, havde Israel indtaget nye områder, mens nabolandet Jordan havde besat Vestbred-den og halvdelen af Jerusalem, og Egypten erobret Gazastriben. En meget stor del af den flygtede palæstinensiske del af befolkningen blev af FN-organisationen UNRWA interneret i flygtningelejre i Libanon, Syrien, Gaza og Jordan.
Forfølgelse og tvangsudvisning af jøder fra arabiske lande
Et af de umiddelbare resultater efter krigen var de arabiske landes behandling af deres jødiske mindretal efter krigen. Bl.a. i Syrien, Libanon, Irak, Jordan og Yemen boede der på den tid tusinder af jøder. De arabiske landes nederlag i krigen mod Israel betød en stærk stigning i antisemitismen i disse lande. Jødiske ejendomme blev konfiskeret, hær-værk mod synagoger og andre institutioner udførtes, og mange jøder fra disse lande blev tvunget til at emigrere til det netop nyoprettede jødiske land. Dette resulterede i det såkaldte "dobbelte flygtningeproblem" - at ikke kun arabiske flygtninge fra Israel skulle integreres i fx Jordan, men også at adskillige tusinde jøder skulle absorberes af Israel, der med dårlig økonomi ikke havde mange resurser til dette.
|
Yom Kippur-krigen |
|
Del af den arabisk-israelske konflikt
Den egyptiske hær krydser Suezkanalen
den 7. Oktober 1973. |
|
Dato |
6. oktober - 26. oktober1973 |
|
Sted |
Sinai-halvøen, Golanhøjderne og den omkringliggende del af Mellemøsten |
|
Resultat |
Våbenhvile, som førte til Camp David-aftalen (1978) og Den egyptisk-israelske fredsaftale (1979). |
|
Casus belli |
Israels besættelse af områder erobret fra Egypten og Syrien i Seksdageskrigen |
|
Parter |
|
 Egypten
 Syrien
|
Israel |
|
Ledere |
|
Saad El Shazly
Mustafa Tlass
General Shakkour
Naji Jamil
Hafez al-Assad
Ahmad Ismail Ali
Hosni Mubarak
Mohammed Aly Fahmy
Anwar Sadat
Abdel Ghani el-Gammasy
Abdul Munim Wassel
Abd-Al-Minaam Khaleel
Abu Zikry |
Moshe Dayan
David Elazar
Israel Tal
Haim Bar-Lev
Shmuel Gonen
Yitzhak Hofi
Benjamin Peled
Benjamin Telem
Abraham Adan
Ariel Sharon
Rafael Eitan
Moshe Peled
Michael Barkai |
|
Styrke |
|
Egypten: 800.000 tropper (300.000 indsat, 80.000 krydsede kanalen), 1.700 kampvogne (1.020 krydsede), 2.400 pansrede mandskabsvogne, 1.120 stykker artilleri, 400 kampfly, 140 helikoptere,104 orlogsfartøjer,
Syrien: 150.000 tropper (60.000 indsat), 1.400 kampvogne, 800–900 pansrede mandskabsvogne, 600 stykker artilleri, 350 fly, 36 helikoptere,
21 orlogsfartøjer,
Irak: 30.000 tropper, 250-500 kampvogne, 500 pansrede mandskabsvogne, 200 stykker artilleri, 73 fly |
415.000 tropper,
2.300 kampvogne,
3.000 pansrede mandskabsvogne,
945 stykker artilleri,
561 fly,
84 helikoptere,
38 orlogsfartøjer |
|
Tab |
|
5.000^ dræbte
8.528*–15.000** dræbte
9.000 sårede^
19.540*–35.000** sårede
1.200^–2.250** ødelagte eller erobrede kampvogne
370^–432** ødelagte fly |
2.656 dræbte
7.250 sårede
500 krigsfanger
400 ødelagte kampvogne
600 kampvogne beskadiget men repareret
ukendt antal kampvogne erobret
102–200* fly ødelagt
Sovjetisk estimat: 280 fly ødelagt |
|
* Vestlige estimater
** Israelske estimater
^ Arabiske estimater |
(2) Yom Kippur-krigen
Hebraisk: מלחמתיוםהכיפורים translitteration: Milkhemet Yom Hakipurim ell. מלחמתיוםכיפור Milkhemet Yom Kipur, حربأكتوبر, translitte-ration: ħarb October eller حربتشرين ħarb Tis-hrin, også kendt som Oktoberkrigen eller Ramadankrigen, blev udkæmpet fra den 6. oktober til den 26. oktober 1973 mellem en koalition af arabiske lande anført af Egypten og Syrien mod Israel.
Krigen begyndte med et fælles overras-kelsesangreb fra Egypten og Syrien på den jødiske soningsdag, Yom Kippur. Syris-ke og egyptiske enheder overskred vå-benhvilelinjerne i henholdsvis Golanhøj-derne og på Sinaihalvøen, som var ble-vet erobret af Israel under Seksdages-krigen i 1967.
Egypterne og syrerne gjorde hurtige frem-skridt i de første 24-48 timer, hvorefter mo-mentum begyndte at svinge til Israels for-del. I løbet af den anden uge af krigen var syrerne blevet tvunget ud af Golan-højderne.
På Sinai-halvøen i syd slog israelerne til mod skillelinjen mellem de to invaderende egyptiske hære, krydsede Suezkanalen (som havde været den gamle våbenhvi-lelinje), og afskar den egyptiske tredje armé netop som de Forenede nationers våbenhvile trådte i kraft.
Krigen havde langtrækkende betydning for ange lande. Den arabiske verden som var blevet ydmyget af nederlaget til den egyptisk-syrisk-jordanske alliance under Seksdageskrigen følte en moralsk oprejs-ning ved den række af sejre, som var op-nået i starten af krigen.
Denne oprejsning banede vej for den fredsproces som fulgte foruden en række liberaliseringer såsom Egyptens infitah politik. Camp David-aftalen, som fulgte i 1978 førte til normaliserede forbindelser mellem Israel og Egypten, som allerede havde været i færd med at frigøre sig fra Sovjetunionen, og nu forlod den sovje-tiske indflydelsessfære helt.
Baggrund
Casus belli
Krigen var et led i den arabisk-israelske konflikt, en vedvarende konflikt som har omfattet mange krige og slag siden 1948 hvor staten Israel blev dannet. Under Seksdageskrigen i 1967 erobrede israeler-ne Egyptens Sinai-halvø helt ud til Suez-kanalen, der blev våbenhvilelinjen samt ca. halvdelen af Syriens Golanhøjder.
I årene efter Seksdageskrigen opførte Israel en række befæstninger i både Sinai og Golanhøjderne. I 1971 brugte Israel $ 500 mio. på at befæste sine stillinger ved Suez-kanalen, en kæde af befæstninger og enorme skanser, som fik navnet Bar-Lev-linjen efter navnet på den israelske general Chaim Bar-Lev.
Alligevel, ifølge Chaim Herzog:
"Den 19. juni besluttede den nationale samlingsregering i Israel enstemmigt at levere Sinai tilbage til Egypten og Golanhøjderne til Syrien til gengæld for fredsaftaler. Golan skulle demilitariseres og særlige arrangementer måtte forhandles på plads vedrørende Tiranstrædet. Regeringen besluttede også at indlede forhandlinger med kong Hussein af Jordan vedrørende østgrænsen".
Den israelske beslutning skulle overbriges de arabiske lande via den amerikanske regering. USA blev informeret om beslut-ningen, men ikke om at den skulle videre-bringe den.
Der er ingen dokumentation for at Egyp-ten og Syrien modtog tilbuddet, så de fik det formentlig aldrig. Beslutningen blev holdt hemmelig indenfor de israelske re-geringskredse og tilbuddet blev trukket tilbage i oktober 1967.
Egypten og Syrien ønskede begge at få det tabte land tilbage; men på det arabiske topmøde i Khartoum blev der udsendt en erklæring, som omfattede de tre nej-er: "Nej til fred, nej til anerkendelse og nej til forhandlinger med Israel.
Egyptens præsident Gamal Abdel Nasser døde i september 1970. Han blev efterfulgt af Anwar Sadat, som besluttede sig for at kæmpe mod Israel og vinde det tabte land tilbage. I 1971 erklærede Sadat, som svar på et initiativ fra FN-forhandleren Gunnar Jarring, at hvis Israel forpligtede sig til "tilbagetrækning af sine væbnede styrker fra Sinai og Gaza striben" og til gennemførelse af andre dele af Sikkerhedsrådets resolution nr. 242 som krævet af Jarring, ville Egypten "være rede til at indgå en fredsaftale med Israel".
Israel svarede at det ikke ville trække sig tilbage til grænsen fra før juni 1967.
Sadat håbede på, at selv ved at tildele israelerne et lille nederlag kunne status quo blive ændret. Hafez al-Assad, det syriske statsoverhoved, så anderledes på sagen. Han havde ikke megen interesse i forhandlinger, og han mente at generobring af Golan-højderne ville blive en rent militær operation. Siden Seksdageskrigen havde Assad gen-nemført en massiv oprustning, og han håbede på at kunne gøre Syrien til den domine-rende militærmagt blandt de arabiske lande.
Med støtten fra Egypten følte Assad sig overbevist om, at hans nye hær kunne vinde overbevisende mod den israelske hær og dermed sikre Syriens rolle i området. Assad forestillede sig først forhandlinger, når Golanhøjderne var blevet generobret med magt, hvilket ville få Israel til at opgive Vestbredden og Gaza samt give andre indrømmelser.
Sadat havde også vigtige indenlandske hensyn for at ønske krig. "De tre år siden Sadat var blevet præsident … var de mest demoraliserede i Egyptens historie … en udtørret økonomi bidrog til landets modløshed. Krig var en desperat mulighed."
I sin biografi over Sadat hævdede Raphael Israeli, at Sadat følte, at problemets rod var den store skam over Seksdageskrigen, og inden nogen reformer kunne gennemføres, følte han at skammen måtte overvindes. Egyptens økonomi lå i ruiner, men Sadat vidste, at de grundlæggende reformer, som han følte der var behov for, ville blive dybt upo-pulære i dele af befolkningen. En militær sejr ville give ham den fornødne popularitet til at han kunne gennemføre ændringer. En del af den egyptiske befolkning, ikke mindst universitetsstuderende, som gennemførte omfattende protestaktioner, ønskede inderligt en krig for at genvinde Sinai og var stærkt utilfredse med at Sadat ikke havde startet en i de første tre år i embedet.
De andre arabiske lande var mere tøvende overfor fuldt ud at stille sig bag en ny krig. Kong Hussein af Jordan frygtede et nyt stort tab af territorium, som i Seksdageskrigen, hvor Jordans befolkning var blevet halveret. Sadat bakkede også op om kravet fra PLO om at få områderne på Vestbredden og Gaza, og i tilfælde af en sejr lovede han Yasser Arafat, at han skulle få kontrollen over dem. Hussein anså stadig Vestbredden som en del af Jordan og ønskede, at det blev givet tilbage til hans kongerige. Hertil kom krisen med Sorte September krisen i 1970, hvor der nær var udbrudt borgerkrig mellem PLO og den jordanske regering. I den konflikt havde Syrien grebet militært ind til fordel for PLO, hvilket havde bragt Assad på kant med Hussein.
Irak og Syrien havde også et belastet forhold, og irakerne nægtede at deltage i den indledende offensiv. Libanon, som grænsede op til Israel, forventedes ikke at slutte sig til den arabiske krigsindsats på grund af sin lille hær og allerede tydelige ustabilitet.
I månederne op til krigen var Sadat travlt beskæftiget med en diplomatisk offensiv for at samle støtte til krigen. I efteråret 1973 hævdede han, at han havde støtte fra over 100 lande. Det var de fleste lande i den arabiske liga, de alliancefrie lande og Organi-sationen for Afrikansk Enhed (OAU). Sadat havde også arbejdet på at skaffe sig venner i Europa, og havde opnået nogen succes hermed inden krigen. Storbritannien og Fran-krig stod sammen med de arabiske lande mod Israel i FN's sikkerhedsråd.
Våben
De arabiske hære var fortrinsvis udstyret med sovjetisk fremstillede våben, mens Israels våben fortrinsvis var af vestligt fabrikat. De arabiske hæres T-54/55 og T-62 kampvogne var udstyret med natkikkerter, hvilket de israelske kampvogne manglede. Det gav ara-berne en ekstra fordel på slagmarken under de natlige kampe, mens de vestlige kamp-vogne, som israelerne brugte havde bedre pansring og/eller bevæbning.
|
Type |
Arabiske hære |
Israel |
|
Kampvogne |
Egypten, Syrien og Irak brugte T-34/85, T-54, T-55, T-62 og PT-76, foruden SU-100/152 selvkørende artilleri fra 2. verdenskrig. |
M50 Sherman, M51 Sherman, M48 Patton, M60 Patton, Centurion og ca. 200 T-54/55 erobret under Seksdageskrigen, og senere opgraderet med Britiske 105 mm L7 kanoner. |
|
PMV-er og infanterikampkøretøjer |
BTR-40, BTR-152, BTR-50, BTR-60 PMV-er og BMP 1 |
M2 og M3 halvbæltekøretøjer fra 2. Verdenskrig, M113 |
|
Artilleri |
2A18, M1937 haubits, BM-21 |
M109 selvkørende haubits, M107 selvkørende kanon, M110 selvkørende haubits, M50 selvkørende haubits, Makmat 160 mm selvkørende mortér, Obusier de 155 mm Modèle 50 og Soltam M-68 |
|
Fly |
MiG-21, MiG-19, MiG-17, Su-7B, Tu-16, Il-28, Il-18, Il-14, An-12, Aero L-29 |
A-4 Skyhawk, F-4 Phantom II, Mirage III, Dassault Mystère IV, IAI Nesher, Sud Aviation Vautour |
|
Helikoptere |
Mi-6, Mi-8 |
Super Frelon, CH-53, AB-205 |
|
Anti-luftskyts |
SA-6 Gainful, SA-3 Goa, SA-2 Guideline, ZSU-23-4 |
HAWK, MIM-72/M48 Chaparral |
|
Infanterivåben |
Carl Gustav M/45, AK-47, RPK, RPD, DShK HMG, AT-3 Sagger og RPG-7 |
Uzi, FN FAL, M16, FN MAG, Browning M2 maskingevær, Nord SS.11, M72 LAW og TOW |
Til toppen af siden |
Syrien
Transjordanien
Libanon
Irak
Saudi-Arabien
Nord-Yemen
Den hellige krigs armé
Det muslimske