Med Roskilde Domsogn og Unitas Rejser til Israel

Tre steder i verden har altid stået på de tre øverste pladser på min ønskeliste, om hvilke steder jeg gerne vil opleve. Cuba, som vi besøgte i 2009, Rusland, som vi besøgte i 2010 og Israel, med alle de bibelhistoriske steder.

I vores lokale "Hønseavlertidende" (Dagbladet Roskilde Tidende) var der så et stykke om, at sognepræst Ulla Thorbjørn Hansen og domprovst Jens Arendt, i samarbejde med Unitas Rejser, arrangerede en 8-dages tur til det Hellige Land - med besøg på netop alle de steder jeg altid havde drømt om at opleve.

Der var ikke noget at betænke sig på - samme dag sendte jeg en tilmelding til turen. Desværre måtte jeg tage afsted alene, da jeg ikke kunne overtale Hanne til at tage med, da det ikke helt er hendes interesse.

Hanne blev snart som en Mor for os - sørgede for at vi havde det rigtige tøj på, drak det vand vi skulle og kom på toilettet når der var mulighed for det. Hun mindede lidt om en Overfenrik jeg havde som rekrut i hæren - men han var egentlig også en elskelig sjæl.

Udsigtspunkt på Oliebjerget. Hanne er begyndt at videregive sin uudtømmelige viden om Israel.

Dagens første stop var Oliebjerget, hvor vi mærkede det første vingesus af historien. Oliebjerget (hebraisk: הר הזיתים, arabisk جبل الزيتون, الطور) er et højdedrag øst for Jerusalem. Det har fået navn efter oliventrærne, som gror på skråningerne.

Oliebjerget nævnes flere gange i Biblen, navnlig i Det Ny Testamente i forbindelse med fortællingerne om Jesus. Haven Getsemane, hvor Jesus opholdt sig forud for sin anholdelse og korsfæstelse, ligger ved foden af Oliebjerget, ligeledes landsbyerne Betfage og Betania, hvor flere i kredsen omkring Jesus boede, og hvor Jesus opholdt sig under det meste af påskeugen. Kristi Himmelfart foregik ifølge Biblen også fra Olie-bjerget.

Oliebjerget er i dag et populært sted for jøder at blive begravet, og stedet har endvi-dere lagt navn til og inspireret en række kunstværker, blandt andet Christus am Ölberg.

Erik Ejegods dronning, Bodil, døde på Oliebjerget i 1103.

Udsigt over Jerusalem fra Oliebjerget. 

En lille del af de mange jødiske begravelser på Oliebjerget.

Ved kirken Dominus Flevit (Herren græd): To søjler fra en tidligere kirke.

Udsigt over Jerusalem fra kirken Dominus Flevit (Herren græd).

Getsemane (af hebraisk: Gat-Schemen oliepresse) ligger ved foden af Oliebjerget hvor Jesus ifølge Det Nye Testamente opholdt sig og bad aftenen før sin korsfæstelse.

Getsemane Have: Et stille fredfyldt sted midt i Jerusalems mylder.

Getsemane: Kirken for alle Nationer

3. dag, 8. maj: Moriabjerget (Tempelbjerget) - Klippemoskeen -

Grædemuren - Via Dolorosa - Golgatha - Gravkirken

Tempelbjerget (Hebraisk: Har HaBayit, Arabisk: al-ḥaram al-qudsī ash-sharīf) er en kon-strueret kvadratisk plads bygget over en naturlig høj i Jerusalems gamle bydel i den østlige ende overfor Oliebjerget. Fordi pladsen både er et meget vigtigt sted for jødedommen og islam er det et af de mest omstridte religiøse steder i hele verden.

Her stod det jødiske tempel fra ca. 1000 f.Kr. til 70 e.Kr., og i dag findes Klippemoskéen på pladsen (opført i 691) foruden Al-Aqsa Moskéen (opført ca. 638). Området regnes for Islams tredjehelligste sted efter Mekka og Medina. Tempelpladsens vestmur, Græde-muren, er i dag eneste tilbagestående vidnesbyrd om jødernes tempel og regnes for jødedommens helligste sted. Tempelbjerget er desuden helligt for katolske og ortodokse kristne.

Ifølge jødisk tro er Tempelbjerget stedet, hvor Gud dvæler i den fysiske verden, og hvor Abraham skulle ofre sin søn Isak. Det er også på Tempelbjerget, ortodokse jøder venter opførslen af et nyt tempel (Det tredje Tempel) i forbindelse med Messias's komme. Ifølge muslimsk tro var det her, Profeten Muhammed i 621 fór til himmels ledsaget af ærkeeng-len Gabriel.

I nyere tid har der været en række 'sammenstød' mellem jøder og muslimer på Tempel-bjerget. Området er under israelsk overherredømme, men regeres til daglig af et mus-limsk råd med fuldt selvstyre. Da Østjerusalem og dermed Tempelbjerget var under Jor-dansk overherredømme fra 1948 til 1967, var jøder forment adgang til Grædemuren. 28. september 2000 besøgte Ariel Sharon, daværende ledende israelsk oppositionspolitiker, Tempelbjerget, en handling, der var med til at udløse den langvarige Al Aqsa-intifada med israelske militæraktioner og palæstinensiske selvmordsangreb.

Læs mere om Templet i Jerusalem

Via Dolorosa (latin: "Smertens Vej") (også kaldet: "Korsets Vej") ligger i Jerusalems gamle bydel. Traditionelt anses det som den rute, Jesus gik på vejen til sin korsfæstelse, som det fortælles om i Biblen - dette er dog ikke bevist. Via Dolorosa er afmærket med 9 af de 14 "korsvejsstationer" (de resterende fem er inde i Gravkirken).

De ni stationer på Via Dolorosa er:

Medens mange gadenavne i Jerusalem er oversat til engelsk, hebraisk og arabisk, er Via Dolorosa altid blot kendt under sit latinske navn.

Gravkirken (eller Den Hellige Gravs Kirke) er en kristenkirke i Jerusalem, som er bygget på Golgata, det sted hvor Jesus ifølge kristne traditioner blev korsfæstet.  Kirken indeholder ligeledes den grav, hvori Jesus ifølge legenden blev lagt efter sin død, og den har derfor været et vigtigt pilgrimsmål for kristne siden 4. årh.

Kirken er i dag fælles for en lang række forskellige kristne grupperinger, som hver råder over egne kapeller, og den er i dag sæde for den ortodokse patriark af Jerusalem og en katolsk ærkediakon og regnes for den mest hellige kirke indenfor kristendommen.

I østlige kirketraditioner kendes kirken som Opstandelseskirken; græsk: Ναός της Αναστάσεως (Naos tis Anastaseos), armensk: Surp Harutyun, mens den i de vestlige traditionelt kaldes den Hellige Gravs Kirke; latin: Ecclesia sancti Sepulchri.

Inden vi nu forlader Jerusalem, så lad os lige høre den meget smukke sang som blev skrevet af Frederick E. Wetherly (1848-1926), med musik af Stephen Adams (1844-1913), om byen: "Den Hellige Stad". Hør den her, sunget af Harry Secombe, på YouTube.

4. dag, 9. maj: Det Døde Hav - Masada - Qumran - Bethlehem

Det Døde Hav (eller Dødehavet) er verdens lavest beliggende sø med en saltholdighed, som svinger omkring 31,5 % - eller ni gange så meget som Middelhavets 3,5 %. På grund af det høje saltindhold findes der intet højerestående liv, deraf navnet.

Det Døde Hav ligger 420 meter under havets overflade og er dermed Jordens laveste punkt. Udover det store saltindhold er det også rigt på mineraler. Det er ikke muligt for et menneske at synke til bunds i det saltholdige vand. Da den romerske general Vespasian var i området i år 68, kunne han ikke dy sig for at tvinge nogle mennesker, der ikke var svømmedygtige og ovenikøbet bagbundne, ud i søen for at få fastslået, om de virkelig flød. Da "pilgrimmen fra Bordeaux" besøgte Det hellige land i år 333, tog han en omvej hertil og skrev: "Hvis nogen går for at svømme, får vandet ham til at stå på hovedet."

UV-strålingen er mindre og iltindholdet højere end andre steder på jorden.

Hudsygdomme som psoriasis, akne og eksem kan behandles ved Det Døde Hav.

Læs mere om Det Døde Hav

Masada er en fæstning, der ligger på en næsten 400 m høj klippe med stejle sider i Negevørkenen ved Det Døde Hav. I årene 161 – 143 f.Kr. blev der bygget et lille fort på toppen af klippen. Imellem årene 37 og 34 f.Kr. lod Herodes den Store bygge et palads i den ene ende af plateauet og sikrede sig, at resten blev godt befæstet. Fæstningen måler over 700 m fra nord til syd og over 350 m fra øst til vest.

Myten om Masada lyder, at under den Første jødisk-romerske krig, hvor jødiske seperas-tister kæmpede mod den romerske overmagt erobrede jøderne Masada fra romerne i år 66 e.Kr.

I år 72 begyndte en romersk armé på 15.000 mand under ledelse af prokuratoren Flavius Silva og tiende legion at belejre fæstningen, hvor der da var næsten 1000 mænd, kvin-der og børn. Mændene i fæstningen bliver i beretningen kaldt zeloter.

Først i år 73 kunne romerne indtage Masada; men som en sidste udvej begik forsvarerne kollektivt selvmord - hellere dét end at havne i romernes hænder. Denne hændelse gjorde Masada til en symbol for det jødiske modstand mod al fremmed herrevælde.

Indtil for nylig afgav de israelske jægersoldater deres troskabsed på dette symbolske sted. Forskningen har dog vist, at mytens historiske korrekthed er meget tvivlsom. Jøderne på Masada var ikke Zelot's men Sicarii's, som var frygtede for deres mange politiske attentater. De flygtede ikke fra Romerne, men blev drevet ud af Jerusalem af andre jøder.

Gruppen på Masada var altså ikke frihedskæmpere, men attentatmænd som i løbet af deres ophold på Masada myrdede og plyndrede løs i omkringliggende jødiske lands-byer for egen overlevelses skyld. Gruppen var f.eks. ansvarlig for en uhyggelig mas-sakre ved Ein Gedi. Den romerske belejring af Masada varede desuden kun 4-8 måne-der, og det er tvivlsomt, om der var egentlige kampe i denne periode.

Masada blev i 2001 optaget på UNESCO's Verdensarvsliste.

5. dag, 10. maj: Bethlehem - Fødselskirken - Galilæa - Tiberias 

Betlehem (hebraisk: bet lechem = "brødets hus", nu bet lachm og Arabisk بيت لحم Bayt Lahm) ligger på Vestbredden omkring 7 km syd for Jerusalem. Den har omkring 20.000 indbyggere.

Ifølge Bibelen i Matthæusevangeliet og Lukasevangeliet (Det nye testamente) er det Jesu fødeby.

Mest berømte bygning: Fødselskirken i byens sydøstlige ende, bygget af Konstantin den Store ovenpå en grotte hvor ifølge myter Jesus skal være født. (Evangelierne taler ikke om nogen grotte.)

Tiberias (Teveryah, Tverya) (Hebraisk: טבריה) ligger på bjergskråninger ved den vestlige side af Genesaret sø (Yam Kinneret) og med udsigt over søen (ca. 200 meter under havets overflade) og Golan-højderne (Ha'Golan) i baggrunden.

Byen blev grundlagt år 20 e.Kr. af Herodes Antipas, søn af Herodes den Store og navngivet til ære for den samtidige romerske kejser Tiberius. Efter Jerusalems og Templets ødelæggelse i år 70 e.Kr. blev Tiberias jødernes religiøse centrum, og byen var en af de fire hellige byer for jøderne. Mange jødiske historiske personer har boet i byen eller omegnen, og en del af dem er begravet her, f.eks. Maimonides/Rambam og Rabbi Akiva. Byen har således haft stor betydning i den jødiske historie. Vest for Tiberias er drusernes største helligdom, Jetros grav.

Byen er i dag en populær ferieby med et behageligt vinterklima og meget varme sommerdage, hoteller, promenade, restauranter, marina, søsport, varme kilder, kurbade samt historiske og religiøse steder. Det er et godt udgangspunkt for ture omkring Genesaret Sø og de mange kristne og jødiske hellige steder. Byen er desuden centrum for administration, handel og kultur i regionen.

Tiberias har ca. 40.000 indbyggere

6. dag, 11. maj:  Genesaret Sø - Tabgha - Bebudelseskirken

Genesaret Sø - her skulle jeg selvfølgelig prøve om jeg kunne gå på vandet. Ganske kort; forsøget faldt ikke heldigt ud, men til min store fryd så kunne Jens (vores provst) heller ikke, hvilket giver mig en lumsk mistanke om, at der i sin tid, for et par tusinde år siden, har stået nogle bundgarnspæle.

Genesaret Sø, eller Kinneret Sø som dens rigtige navn er, er Israels vigtigste vand-reserve, som man i alt for mange år har drevet uhæmmet rovdrift på. Niveauet i søen er i dag to meter under det kritiske punkt hvor biotopen kommer i alvorlig ubalance. Der er indført skrappere regler om brug af kunstvanding, samtidig med at man nu bygger store anlæg til afsaltning af havvand.

Læs mere om Genesaret Sø

Genesaret Sø (Kinneret Sø): Verdens lavest beliggende ferkvanssø, med 214 m. under havets overfl.

Det gamle Nazareth (Nazerat) (arabisk الناصرة an-Nāṣirah; hebraisk נָצְרַת), der ligger i Gali-læa (Ha'Galil) i det nordlige Israel, er den største, rigeste og mest moderne arabiske by i landet. Den ligger op ad en bjergside, og derfor kan Bebudelseskirken (Mellemøstens største kirke) og dets tårn, der minder om et fyrtårn, ses langt væk. På 400-tallet stod der en lille kirke på grunden. Den mentes at være rejst over Jesu barndomshjem. Et mosaik-gulv i kirken bærer teksten "Gave fra Conon, diakon i Jerusalem." Der kan måske være tale om den Conon fra Nazareth, der led martyrdøden i år 251.

Mange kristne samfund har kirker og klostre i byen. Der bor både kristne og muslimske arabere i byen, der tidligere var næsten udelukkende kristen. De kristnes andel af befolkningen falder konstant, ligesom i andre kristne byer. Nazareth har ca. 63.000 indbyggere, hvoraf ca. 33.000 muslimer og ca. 30.000 kristne.

7. dag, 12. maj: Saligprisningens Bjerg - Kapernaum - Golanhøjderne -

Grænsen til Syrien - Sejltur på Genesareth Sø

Golanhøjderne (Arabisk: هضبة الجولان),(Hebraisk: רמת הגולן), er et højdedrag i Syrien, der ligger på grænsen til landene Israel, Libanon og Jordan .

En stor del af området, som har en største længde på 60 km og en største bredde på 25 km, og dækker et areal på 1150 km², ligger i omkring 1000 meters højde. Det højeste punkt er Hermon-bjerget på 2814 m.o.h

Siden Seksdageskrigen i 1967, hvor 100.000 mennesker, har Israel holdt området besat, og besluttede ensidigt i 1981, at annektere området.

Ifølge FN's sikkerhedsråds Resolution 242, er området under israelsk besættelse, og til-bagetrækning skal ske ved indgåelsen af en fredsaftale. Der bor mange israelske bosættere i Golan, og området anvendes bl.a til intensiv kvægbrug og let industri - altsammen noget som er forbudt i henhold til International Lov, som siger at en besæt-telsesmagt ikke må have aktiviteter, opføre strukturer til civile formål samt have civile boende på besat område. Golanhøjderne er, foruden de israelske tilflyttere, fra gammel tid beboet af drusere og alawitter.

Når børnehaver og skoler tager på udflugt, deltager der forældre med skarpladte rifler.

8. dag, 13. maj: Hjemrejse - Tiberias - Tel Aviv - Wien - Kastrup

Til toppen af siden