|
Folkefronten til Palæstinas Befrielse
PFLP - Popular Front for the Liberation of Palestine
Arabisk : الجبهةالشعبيةلتحريرفلسطين, al-Jabhah al-Sha`biyyah li-Taḥrīr Filasṭīn |
|
Grundlagt |
1967 |
|
Hovedkontor |
Ramallah |
|
Politisk ideologi |
-
Marxisme
-
Socialisme
-
Antikapitalisme
-
Nationalisme |
|
Politisk placering |
Yderste Venstrefløj |
|
Website |
www.pflp.ps |
The Popular Front for the Liberation of Pale-stine (PFLP) (dansk: Folkefronten til Palæsti-nas Befrielse) er et politisk parti, der kæm-per for et frit Palæstina. Målet er en ikke-religiøs, socialistisk, demokratisk stat hvor jøder, muslimer og andre folk kan leve i fred og fordragelighed. PFLP figurerer som ter-rororganisation på EU's og USA's henhold-vise terrorlister.
PFLP er den stærkeste kraft på den palæ-stinensiske venstrefløj og udgør den næst-største organisation i PLO. PFLP fører i dag ikke kun væbnet kamp, men arbejder også socialt, politisk og kulturelt. I flygtningelej-rene i de besatte områder og i de arabiske nabolande driver PFLP skoler, kulturcentre, kvindeprojekter og meget andet. Mens PFLP tidligere boykottede valg til det palæstinensiske selvstyre, med henvisning til dens modstand mod Oslo-aftalen, stiller PFLP i dag op til både kommunalvalg og parlaments-valg og får ca. 5% af stemmerne.
Oprettelse
Da staten Israel i 1948 blev oprettet på arabisk, engelsk besat jord, vidste kun de fær-reste uden for Mellemøsten, at der boede palæstinensere der. Målet med de palæsti-nensiske terrorangreb og flykapringer, der fra 1970 og nogle år frem blev gennemført af PFLP, Fatah, Sorte September og andre grupperinger, var, ifølge dem selv, at sætte Palæstina på verdenskortet. Allerede i 1972 tog PFLP’s ledelse dog afstand fra flykaprin-ger og erklærede at PFLP’s væbnede kamp alene skulle rettes mod militære mål. Dette er stadigvæk PFLP’s linje, selv om der i løbet af PFLP’s snart 40-årige eksistens er begået utallige brud på denne politik.
PFLP havde andel i 1970’ernes og 80’ernes kamphandlinger i Israel. Efter Sovjets sam-menbrud gik det styrkemæssigt ned ad bakke for PFLP. PFLP har dog stadig opbakning i den palæstinensiske befolkning. Det skyldes bl.a. at PFLP holder fast i kravet om flygtnin-genes ret til at vende hjem.
Forbindelse til Europa
Gennem de sidste 30 år har PFLP haft nære forbindelser til en lang række europæiske politiske partier og solidaritetsorganisationer som oftest af stærk socialistisk eller kommu-nistisk observans. Efter d. 11. september 2001 oprettede bl.a. USA og EU lister over ter-rororganisationer. På listerne figurerer knap 90 % af de palæstinensiske modstandsbe-vægelser. Herunder også PFLP der i 2002 blev optegnet på EU's terrorliste.
Forbindelser til Danmark
I 1969 oprettede Kommunistisk Arbejdskreds kontakt til Folkefronten til Palæstinas Befri-else. Flere KAK-medlemmer, herunder også den egentlige leder Gotfred Appel, rejste flere gange til Mellemøsten og mødte PFLPs ledelse. I 1970 tog to medlemmer af KAK på træningslejre i Jordan, hvor de blandt andet lærte at skyde, lave bomber og andre ting. Senere tog andre medlemmer af KAK ned til PFLP året efter.
KAK blev splittet i 1978, og hovedparten af medlemmerne fortsatte i den ny organisation Manifest-Kommunistisk Arbejdsgruppe, bedre kendt som Blekingegadebanden.
I 1973 skrev en række kendte personer på venstrefløjen under på "Ubetinget støtte til Folkefronten For Palæstinas Befrielse". Det var således på et tidspunkt, hvor PFLP havde foretaget drab på civile, flykapringer etc. og var kendt for brugen af disse midler.
Underskriverne var:
Kjeld Ammundsen, Niels Andersen, Gunvor Auken, Grith Backer, Dola Bonfils, Lars Bonnevie, Niels Henning Borup, Jan Bredsdorff, Ellen Brun, Birgit Brüel, Claus Bryld, Tine Bryld, Jens Brøndum, Else Brønnum-Hansen, Hans Henrik Clemensen, Jørgen Dragsdahl, Gunhild Due, Peter Ege, Steen Folke, Uffe Geertsen, Aase Hansen, Bente Hansen, Litten Hansen, Jannik Hastrup, Inge Henningsen, Jacques Hersh, Kaj Himmelstrup, Ingrid Hind, Tage Hind, Anders Holm-Nielsen, Gertrud Holm-Nielsen, Karen Holm-Nielsen, Svend Holm-Nielsen, Søren Højmark, Mogens Høver, Jesper Jensen, Lone Lyk Jensen, Per Lyk Jensen, Magnus Johansen, Minnie Johansen, Jan Leon Katlev, Poul Koch, Per Kongsted, Kjeld Koplev, Mogens Krustrup, Ejvind Larsen, Lone Lindorff, O.H. Lundberg, Søren Søltoft Madsen, Ivan Malinovski, Henrik Moltzen, Jens Nauntofte, Gregers Nielsen, Kirsten Nielsen, Ray Nusselein, Torben Kjeld Pedersen, Birgitte Rahbek, Lasse Rathnov, Anders Refn, Christine Schultz, Per Schultz, Erik Sigsgaard, Arne Skovhus, Svend Skovmand, Finn Slumstrup, Ruth Sperling, Inger Stender, Erik Stinus, Niels Thomsen, Nils Vest, Wibeke Winding og Svend Erik Øhlenschlæger.
Forbindelse til Venstresocialisterne
Partiet Venstresocialisterne (VS) havde et formaliseret samarbejde med PFLP, der gik via partiets internationale udvalg. I 1978 gennemførte Fatahet terrorangreb på Tel Avivs strand, der kostede 37 civile livet. Senere samme år blev aktionen blåstemplet af VS' hovedbestyrelse 16. april, hvor bl.a. den senere borgmester i København Per Bregen-gaard, det senere folketingsmedlem Mikael Waldorff og borgmester Villo Sigurdsson samt bl.a. senere teaterchef Litten Hansen deltog. I 1980 gentog Niels Hermind og Kit Broholm fra VS' Mellemøstgruppe støtten til aktioner, der også har civile som mål.
VS' sympati for PFLP gjorde, at partiet i 1980 sendte en delegation til Mellemøsten. Dele-gationen bestod af Anne Grete Holmsgaard, der på det tidspunkt var medlem af Fol-ketinget, Jakob Erle og Lone Johnsen, der begge var ledende medlemmer af partiet.
Delegationen mødte en række af PFLPs ledere, herunder Taysir Kuba, der var formand for PFLP's Internationale Komite og personligt havde budt Blekingegadebandens medlemmer velkommen på tidligere besøg. Sammen med Taysir Kuba og et medlem af PFLPs udenrigskomité Marwan Al-Fahoum, underskrev delegationen et "Joint Statement" på engelsk.
Denne fælles udtalelse var formet som en egentlig samarbejdsaftale og indeholdt en række aggressive formuleringer. I erklæringen hed det, at: "PFLP og VS bekræftede deres fælles opfattelse af den zionistiske stat som en racistisk enhed, der fungerer som imperialismens redskab. Begge parter bekræfter, at der ikke vil blive en løsning for det palæstinensiske folk, heller ikke det jødiske spørgsmål, uden en total destruktion af den zionistiske enhed." PFLP og VS' delegation udtrykte derefter deres tilslutning til Sovjet-unionens politik og VS udtrykte sin varme støtte til PFLP: "Begge parter var enige om en fortsættelse af den palæstinensiske kamp i alle dens former.
VS fortsatte med at støtte PFLP lige indtil partiets nedlæggelse. På landsmødet i 2001 blev følgende resolution vedtaget: "Venstresocialisterne har i 25 år støttet PFLP. Hverken dra-bet på en israelsk minister eller en evt. illegalisering af en sådan støtte ændrer denne holdning. . . . At PFLP må reagere med et attentat på en minister beklager vi, men finder det indlysende at dette ikke gør PFLP til en terrororganisation."
Hamas
Hamas, (Arabisk: حماس), en forkortelse for Harakat al-Muqawamah al-Islamiyya (Arabisk: حركةالمقاومةالاسلامية, eller "Den Muslimske Modstandsbevægelse"), er en palæstinensisk-islamistisk-paramilitær og politisk organisation. Hamas er ledet af Khaled Mashaal og Ismail Haniyeh. Hamas' tilholdssted er Gazastriben, men de opererer også på Vest-bredden.
Hamas anses af mange lande, deriblandt USA, EU[1] og Israel, for en terroristorgani-sation. De står ganske vist for et omfattende socialt arbejde i de palæstinensiske selv-styreområder, men dette sker ofte med betingelser om deltagelse i militære aktiviteter. Hamas er i vesten kendt for sin taktik med selvmordsbomber mod Israel, specielt rettet mod israelske beboer i travle områder. Hamas angriber også israelske militær- og sikkerhedsstyrker i kampen mod Israel. Hamas har således erklæret det som sit mål at befri hele Palæstina fra israelsk besættelse.
Historie
Hamas blev grundlagt af Ahmed Yassin og Mohammad Tahasent i 1987 som en afløsning for Det muslimske broderskab og er dedikeret til at udslette Israel og tage Palæstina tilbage. Hamas-charteret fra august 1988 erklærer at hele Palæstina er muslimsk land som aldrig kan overgives til ikke-muslimer. Charteret refererer eksplisit til Zions Vises Protokoller og forholder sig til disse som autentiske. Artikel 32 i Hamas-charteret slår fast:
"The Zionist plan is limitless. After Palestine, the Zionists aspire to expand from the Nile to the Euphrates. When they will have digested the region they overtook, they will aspire to further expansion, and so on. Their plan is embodied in the "Protocols of the Elders of Zion", and their present conduct is the best proof of what we are saying."
I januar 2006 publicerede Hamas en officiel platform for det palæstinensiske valg som ifølge avisen Haaretz var mere moderat end programmet fra 1988. Enkelte kommenta-torer har fortolket den nye platform sådan at Hamas nærmer sig programmet til den palæstinensiske leder Mahmoud Abbas og hans Fatah-parti, som ønsker sig en palæsti-nensisk stat som består af Vestbredden, Gaza og Øst-Jerusalem.
Valgsejr
Ved valget til Palæstinas lovgivende forsamling (Palestinian Legislative Council, forkortet PLC) den 26. januar2006 fik Hamas, som deltog i valget under navnet Forandring og reformer ca. 56 % af stemmerne og 74 af i alt 132 repræsentanter i forsamlingen. Fatah-bevægelsen opnåede ca. 34 % og 45 mandater, mens 4 småpartier og uafhængige kandidater tilsammen fik ca. 10 % og 13 pladser. Israel anerkender dog ikke Hamas- regeringen og har siden april 2006 gjort alt for at vælte den.
Fatah
|
 Fatah
Fatah (Arabic: فتح)
|
|
Partileder |
Mahmoud Abbas |
|
Grundlagt |
1958 |
|
Hovedkontor |
Ramallah |
|
Politisk ideologi |
-
Socialisme
-
Antikapitalisme,
-
venstreorienteret
-
nationalisme
-
Venstrefløj |
|
Politisk placering |
Venstrefløj |
|
Website |
fateh.ps |
Fatah er en palæstinensisksocialistisk orga-nisation, og den vigtigste deltager i PLO.
Organisationen er grundlagt, og i mange år ledet af Yasser Arafat. Efter Arafats død 11. november 2004 ledes den af Mahmoud Abbas.
Navnet "Fatah" er et akronym for Harakat al-Tahrir al-Watani al-Filastini, (bevægelsen for frigørelse af det palæstinensiske hjem-land). Ordet "Fatah" betyder også "Erobring" på arabisk.
Historie
Fatah blev oprettet i 1959 med det formål at befri Palæstina og udslette Israel, som led i en verdensomspændende bevægelse, startet i Egypten. I 1967-1968 sluttede Fatah sig til PLO og var allerede i 1969 den ledende kraft. Fatahs ledere blev udvist til Libanon fra Jordan efter voldelige sam-menstød med jordanske styrker i perioden 1970-1971, som begyndte med Sorte September i 1970.
I 1960- og 1970'erne trænede Fatah et stort antal militante og oprørske grupper fra Europa, Mellemøsten, Asien og Afrika, og udførte en række terroraktioner, som kapring af civile fly og politiske likvidationer i Vest-Europa og Mellemøsten. Fatah tog også guerillametoder mod israelske sikkerhedsstyrker og udførte terrorangreb mod israelske civilister. Da Israel invaderede Libanon i 1982 blev organisationen spredt til flere lande i Mellemøsten.
Arafat undertegnede i 1993 en principerklæring med Israel, hvor han gav afkald på terrorisme og vold. Han fik derefter lov til at vende tilbage til de palæstinensiske områ-der, fra sit eksil i Tunis. Fatah fortsatte imidlertid med angreb på civile i Israel og de okku-perede områder, og med at føre guerillakrig mod israelske okkupationsstyrker på Vest-bredden og Gaza-striben og mod israelske sikkerhedsstyrker i Israel. Fatah opretholder fortsat diverse væbnede grupper f.eks. Force 17, Hawari Special Operations Group, Tanzim og Al-Aqsa Martyrernes Brigade.
Fatah modtog våben, eksplosiver og træning fra det tidligere Sovjetunionen og tidligere kommunistregimer i Øst-Europa. Folkerepublikken Kina og Nordkorea har angivelig også skaffet dem våben.
Fatah som organisation anerkender staten Israel.
Mandatområdet i Palæstina
|
Mandate for Palestine
Mandatområdet i Palæstina |
|
Britisk folkeforbunds mandatområde |
|
Flag |
|
Cisjordanien og Transjordanien blev indlemmet (under forskellige juridiske og administrative forhold) i det britiske mandatområde i Palæstina udstedt af Folkeforbundet til Storbritannien den 29. september1929 (Engelsk illustration). |
|
Hovedstad |
Jerusalem |
|
Sprog |
Arabisk
Engelsk
Hebraisk |
|
Politisk struktur |
Mandat |
|
Guvernør
1920 - 1925
1945 - 1948 |
Sir Herbert Louis
Samuel
Sir Alan G. Cunningham |
|
Historisk æra
Tildelt Mandatet
Storbritannien påtager sig officielt kontrollen
Transjordan selvstændig
Israel erklærede sig selvstændig |
25. april1920
29. september 1923
25. maj1946
14. maj1948 |
|
Valuta |
Palæstinensiske pund |
Mandatområdet i Palæstina, også kendt som Palæstinamandatet, Mandatet for Palæstina eller Det britiske mandatområde i Palæstina var et territorium i Mellemøsten bestående af nuværende Jordan og Israel med Vestbredden og Gazastriben, tidligere tilhørende det Osmanniske Rige, men til-troet Storbritannien i dønningerne på 1. verdenskrig som et mandatområde.
Historie
Under opdelingen af Det Osmanniske Rige ved fredskonferencen i Versailles blev det, der siden kendes som Jordan, Israel og de besatte palæstinensiske områder udlagt som såkaldt mandatområde under Folke-forbundet med Storbritannien som man-datar.
Baggrunden
Da Tyrkiet indtrådte i verdenskrigen 29. oktober1914, blev Syrien, derunder Palæ-stina, overladt til Djemâl Pasha; Palæstina blev basis for angrebet på Suez-Kanalen og forsynedes derfor med nye jernbaner (Nabulus-Tulqarm-Ludd og Ludd-Birsaba), idet Birsaba var koncentrationscentret. Men angrebene på kanalen i begyndelsen af 1915 og 1916 mislykkedes, og den 9. januar1917 stod englænderne i Rafah ved indgangen til Palæstina. Kommandoen over de tysk-tyrkiske tropper overtoges af v. Falkenhayn; efter nogle mislykkede angreb på Gaza 1917 indtog de britiske tropper under general Allenby denne by i oktober, og den 11. december 1917 holdt han sit indtog i Jerusalem. Nogle mindre franske og italienske korps deltog i dette felttog, der skred regelmæssigt frem, også efter at Liman v. Sanders i marts 1918 havde taget kommandoen over de tyrkisk-tyske tropper. Disse blev slået den 19.-20. september syd for Jisreelsletten (Tulqarm, Nabulus); de følgende dage fuldendtes erobringen af Palæstina.
Det zionistiske projekt
Angående Palæstinas fremtidige forhold havde der været flere forhandlinger. I maj 1916 fastsloges det i forhandling mellem Sykes (engelsk) og Picot (fransk), at Palæ-stina skulle stå under et internationalt regi-mente efter overenskomst mellem England, Frankrig og Rusland, idet dog England for-beholdt sig havnene Haifa og Akka som indgangsport til Mesopotamien. Men den 2. november 1917 erklærede den engelske minister Balfour i et brev til formanden for den engelske zionistiske forening, lord Walter Lionel Rothschild, at den engelske regering ville yde sin støtte til grundlæg-gelsen af "a national home" for det jødiske folk i Palæstina. Frankrig, der skulle hævde sin historiske stilling i Orienten ved at overtage Syrien, billigede denne plan i februar 1918, Italien og USA sluttede sig hertil.
England gøres til mandatar
Ved Sèvres-Traktaten af 10. august1920 erklæredes Palæstina for uafhængig under Eng-lands mandat for Folkeforbundet, som det allerede var afgjort i december 1919. 24. juli1922 billigedes det af Folkeforbundet, men først 29. september1923 trådte det formelt i kraft. Sir Herbert Samuel blev udnævnt til High Commissioner, hans residens blev den tidligere »Kaiserin Viktoria Augusta Stiftung« på Oliebjerget, 7. juli 1920 oplæste han her den engelske konges proklamation. Der tilsagdes befolkningen tespekt for dens love; som officielle sprog anerkendtes arabisk, engelsk og hebræisk; de kristne, jødiske og muhammedanske helligdage skulle respekteres. Der udnævntes et råd af 7 muhamme-danere og kristne og 3 jøder. I den plan, England forelagde Folkeforbundet, anerkend-tes det zionistiske bureau i Jerusalem, som regeringen skulle forhandle med for at virke-liggøre Ideen om Palæstina som jødisk nationalhjem. Grænsen mod Syrien fastsattes den 26. december 1920 ved en linje Râs en-Nâqûra-Banijâs. Palæstina deltes i 7 administra-tive distrikter under (mest engelske) gouernors. Ordningen af Palæstinas forhold vakte megen modstand. Fra syrisk side protesteredes mod adskillelsen af Syrien og Palæstina, paven protesterede den 23. juni1921 kraftigt mod katolikkernes stilling i Palæstina, og voldsomme protester kom fra Palæstinas ikke-jødiske befolkning.
Begyndende jødisk indvandring
Fra 1919 til oktober 1922 indvandrede ca. 30.000 jøder (41 % fra Polen, 14 % fra Ukraine, 9 % fra Rusland, 12 % fra Rumænien), hvorved jødernes antal blev 83.794, mens hele befolkningen udgjorde 757.182 (pr 3. oktober 1922). De arabisk talende protesterede mod Englands antagelse af zionismens program og mod valget af en jøde til High Com-missioner. Der kom flere alvorlige tumulter, navnlig i maj 1921, og juli 1921 sendtes en arabisk-palæstinensisk delegation af muhammedanere og kristne til England. En palæ-stinensisk-arabisk kongres blev nedsat som fast institution med en eksekutivkomité. Den 11. januar1923 afgav det engelske koloniministerium den erklæring, at tilsagnet til jøderne skulle opretholdes, men at det ikke betød, at Palæstina skulde være jødisk, at den zionistiske komité intet havde med landets regering at gøre, og at indvandringen skulle begrænses til, hvad landet kunde bære.
Styrelsens indretning
Et dekret af 10. august og 1. september1922 gav Palæstina en ny forfatning, hvor efter regeringen lededes af en High Commissioner, assisteret af et Executive Council. Til lov-givningen valgtes et Legislative Council på 22 medlemmer foruden the High Commissi-oner; af dette råd udgjorde administrationens ledende embedsmænd de 10, men dets myndighed var i øvrigt stærkt begrænset.
Retsforhold
Juridisk deltes Palæstina i distrikter med Magistrate Courts og District Courts, der skulle dømme efter den 1914 gældende lov, hvor den ikke var ændret; endvidere oprettedes særlige domstole for kriminelle forbrydelser og for spørgsmål angående grundejendom. Over disse stod en overret, Supreme Court, og som højesteret His Majesty in Council. Men alt, som angik familielivet og rent personlige spørgsmål, henvistes til de ulige religioners særlige domstole. Allerede den 20. december1921 var der for islams vedkom-mende nedsat et højeste sharîa-råd på 5 medlemmer til at organisere og lede admini-strationen af muhamedanske domstole og stiftelser (awqâf). Den arabiske kongres erklærede imidlertid, at den ikke anerkendte den ny forfatning, der ikke mentes at sikre den indfødte befolknings indflydelse, og valgene i Foråret 1923 blev boykottet.
Undervisning
Der var stadig særskilt undervisning for de ulige samfund. Jødernes børnehaver søgtes 1922 af 2.600 børn mellem 3 og 6 år. Elementærskoler fandtes i alle landsbyer (7-14 år), af højere skoler var der tre: i Jerusalem, Jafa (Tell Abib) og Haifa, og et jødisk universitet skulle oprettes på Scopus uden for Jerusalems nordmur. 1922 anvendtes der af de jødiske midler til undervisning 150.000 £. Den arabiske kongres søgte at fremme undervis-ningen også blandt araberne.
Forskning
Kort efter Englands overtagelse af Palæstina indrettedes et departement for antikviteter under direktion af John Garstang; der oprettedes et museum og blev givet reglement for udgravninger og behandlingen af antikviteter. Siden blev gravningerne genoptaget i Asqalon (England), i Besan (Amerika), i Gibea (Amerika), i Galilæa, hvor jøderne udgra-vede en del synagoger, i Kapernaum (franciskanerne) og andre steder. De videnskabe-ligt interesserede kredse dannede en sammenslutning, The Palestine Oriental Society, der samlede alle religionsbekendere, og som udgav en journal.
Presse
En del dag- og ugeblade udkom i Palæstina, således Palestine Weekly, de jødiske dô’ar hâ-jôm, hâ’âres, de arabiske karmel (i Haifa), filastîn (i Jafa), mir’ât as-sharq (i Jerusalem) og andre.
Udskillelsen af Transjordan
Ved dekretet 1. september1922 udskiltes Transjordanien, der dannede et selvstændigt område under emiras-Sayyid Abdullah bin al-Husayn og med delvis uafhængighed alle-rede i 1923. Militæret, finanserne og udenrigspolitikken forblev dog under britisk kontrol indtil 1946.
Fortsat indvandring i mellemkrigstiden
I Palæstina fandt en omfattende jødisk indvandring sted i mellemkrigsårene, og de jødiske indvandrere påbegyndte forberedelserne til opbygningen af en zionistisk stat, det vil sige en jødisk stat omfattende hele Palæstina, der skulle være uafhængig af den palæstinensiske lokalbefolkning. Konkret betød det at zionisterne bevæbnede sig og forsøgte at udsulte palæstinenserne økonomisk ved at opkøbe landejendomme og derefter nægte lokalbefolkningen arbejde. Dette førte til øgede spændinger i området.
Det britiske mandat forsøgte sig i flere omgange som mægler, men de palæstinensiske ledere havde ingen tiltro til, at forhandlinger med zionistbevægelsen, der havde uddri-velse af palæstinenserne fra Palæstina som et erklæret mål, kunne bære frugt. Derfor arbejdede de i stedet på at udråbe en palæstinensisk nationalstat med et parlament valgt af muslimer, kristne og jøder. Flere mislykkede palæstinensiske opstande fandt sted i 20'erne og 30'erne. Den længste i 1936 hvor en palæstinensisk generalstrejke varede et halvt år.
Zionisterne krævede samtidig, at briterne skulle ophæve restriktionerne på immigration og opkøb af jord, og at de skulle slå hårdere ned på de palæstinensiske oprørere. Efter flere angreb fra de bevæbnede zionister så briterne i 1939 sig nødsaget til, at begrænse den jødiske indvandring yderligere, så situationen kunne kontrolleres så længe 2. ver-denskrig varede. Dette førte til forbitrelse hos mange jøder, der så Palæstina som et muligt tilflugtsted fra Nazitysklands jødeforfølgelser.
Afviklingen af mandatet
Da Storbritannien i 1947 ikke længere ønskede at administrere mandatområdet efter omfattende zionistiske terrorangreb, vedtog FN en delingsplan for Palæstina, der omfat-tede en jødisk og en palæstinensisk stat samt et Jerusalem under international admini-stration. De jødiske indvandrere accepterede, da det indebar, at 56% af området skulle tilfalde en jødisk stat. Jøderne udgjorde på det tidspunkt 33% af befolkningen og havde ejerskab til 9% af jorden. Planen blev pure afvist af palæstinenserne og de arabiske stater. Da den jødiske stat, Israel, alligevel blev udråbt 14. maj 1948, dagen før manda-tets udløb, førte det derfor til væbnet konflikt. Et år senere havde den israelske hær erobret landområder der svarer til 80% af Palæstina og staten Israel var en kendsger-ning. De resterende områder, Vestbredden og Gaza blev herefter administreret af henholdsvis Jordan og Ægypten. Under krigshandlingerne i 1948-49 blev ca. 800.000 palæstinensere fordrevet.
Jordan
Israel
Chile
Syrien
Libanon
USA
Egypten
Honduras
Kuwait
Brasilien
Yemen
Australien
Colombia
Pakistan
Sverige
Guatemala
→
→
