|
Knesset i Jerusalem
Regering & politik
Israel er et demokratisk land med almindelig stemmeret og styres efter et parlamentarisk system. Israels præsident er statsoverhoved med hovedsageligt ceremonielle opgaver.
Et parlamentsmedlem støttet af majoriteten i parlamentet bliver statsminister, hvilket sædvanligvis er formand for det største parti. Statsministeren er regeringschef og kabi-netbestyrer.
Israels parlament, Knesset, har 120 medlemmer og har en proportional repræsentation af de forskellige politiske partier. Parlamentsvalg afholdes hvert fjerde år, men Knesset kan opløse regeringen når som helst ved et mistillidsvotum. Israel har ikke en nedskre-ven grundlov, men i 2003 påbegyndte Knesset skrivningen af en officiel grundlov base-ret på den gældende, grundlæggende lovgivning.
Retssystemet har tre niveauer. Nederste niveau er magistratretterne, som findes i de fleste byer rundt omkring i landet. Næste niveau er distriktsdomstolene, som fungerer både som ankedomstole og retssagsdomstole, og de findes i fem af Israels seks distrikter. Det tredje og højeste niveau i retssystemet er højesteret, som er placeret i Jerusalem.
Retten har en dobbelt rolle som både højeste appelret og overordnet retsinstans. I sidstnævnte rolle er højesteret første retsinstans, hvilket giver enkeltpersoner, både statsborgere og ikke-statsborgere, mulighed for at anlægge sag mod myndigheds-instanser.
Israel er ikke medlem af Den internationale straffedomstol, da man frygter at politisk pres kan påvirke rettens afgørelser til ugunst for landet. Israels lovsystem kombinerer engelsk normalret, civilret og jødisk ret. Det er baseret på Stare decisis' principper (præsedens) og er et akkusatorisk system, hvor parterne bringer beviser frem for retten. Retssager bliver afgjort af profesionelle dommere snarere end af juryer.
Ægteskabsindgåelse og ægteskabsbrud er de religiøse domstoles juridiske område: jødisk, muslimsk, drusisk og kristent. En komité bestående af Knessets medlemmer, høje-steretsdommere og medlemmer af den israelske advokatforening forestår udvælgelse af dommere.
En grundlæggende israelsk lov: "Menneskelig værdighed og frihed", specificerer men-neske- og frihedsrettigheder. Israel er det eneste land i regionen, som er rangeret som "fri" af Freedom House, baseret på en vurdering af befolkningens borgerrettigheder og politiske rettigheder; de "Israel-besatte territorier" eller den "palæstinensiske autoritet" blev rangeret som "ikke fri"
I pressefrihedsindexet rangeredes Israel som nummer 50 ud af 168 lande, hvad angår trykkefrihed, og dermed højest af alle lande i Mellemøsten.
Grupper som Amnesty International og Human Rights Watch har dog ofte været kritik over for Israels overholdelse af menneskerettighederne. Israels civile frihed giver plads til selvkritik fra grupper som B'Tselem, en israelsk menneskeretsorganisation. Israel er en velfærdsstat, hvis sundhedssystem ifølge en lov indført i 1995 garanterer lige adgang til behandling for alle indbyggere i landet.
Administrative distrikter
Staten Israel er delt ind i seks hovedadministrerende distrikter, kendt som mehozot חוזות; ental: mahoz) - Centraldistriktet, Haifa-distriktet, Jerusalem-distriktet, Nord-distriktet Syd-distruktet og Tel Aviv-distriktet.
Distrikterne er videre delt ind i femten underdistrikter kendt som nafot (נפות; ental: nafa), som selv er delt ind i 50 naturlige regioner. Til statistikformål er landet delt ind i tre metro-polområder: Tel Aviv og Gush Dan (befolkning 3.150.000), Haifa (befolkning 996.000) og Beersheba (befolkning 531.600).
Israels største by, både når det gælder befolkning og areal, er Jerusalem med 732.100 indbyggere på et område på 126 kvadratkilometer. Tel Aviv, Haifa, og Rishon LeZion rangeres som Israels næstmest befolkede byer, med befolkningstal på henholdsvis 384.600, 267.000 og 222.300.
Besatte områder
De israelsk-besatte områder - Vestbredden, Østjerusalem og Golanhøjderne - er de om-råder, Israel erobrede fra Egypten, Jordan og Syrien i løbet af seksdageskrigen.
Udtrykket er også brugt for at beskrive Sinai-halvøen, som blev returneret til Egypten som en del aftalen mellem Israel og Egypten i 1979. Efter Israels erobring af disse områ-der etableredes israelske bosættelser i dem.
Israel har egne civile love for Golanhøjderne og Østjerusalem, hvilket integrerer disse i landets territorium og tilbyder indbyggerne israelsk statsborgerskab. I modsætning til dette forblev Vestbredden under militær besættelse og anses bredt - af Israel, palæ-stinenserne og det internationale samfund - for at skulle rumme en fremtidig palæstinen-sisk stat.
De fleste forhandlinger relateret til områderne er sket på grundlag af resolution 242 fra FN's sikkerhedsråd, som specificerer, at Israel skal trække sig tilbage fra de besatte om-råder mod at opnå fred med arabiske stater.
Befolkningen på Vestbredden består primært af arabiskepalæstinensere, inkluderet historiske bosætninger i områderne og flygtninge fra Israels uafhængighedskrig. Fra besættelsen i 1967 frem til 1993 har palæstinenserne i disse områder været under israelsk militær administration.
Efter en brevudveksling mellem Israels regering og statsministeren Yitzhak Rabin og Palæstinas befrielsesfronts formand Yasser Arafat, dateret 9. september 1993, kom det meste af den palæstinensiske befolkning og de palæstinensiske byer under Det palæ-stinensiske selvstyreområdes embedsområde, kun med delvis israelsk militærkontrol, selv om Israel ved mange anledninger har omplaceret sine tropper og genindsat fuld militær administration i ufredstider.
Som svar på stadig flere angreb som en del af anden intifada startede Israels regering konstruktionen af Israels barriere på Vestbredden, som ifølge dens modstandere for det meste er bygget inden for Vestbreddens område.
2005 rømmede Israel Gazastriben og flyttede den israelske befolkning fra Gazastriben samt styrkerne der (sammen med fire bosættelser fra Vestbredden) til den nordlige del af Vestbredden.
Militær
Israels forsvar består af den israelske hær (Tzava), det israelske luftvåben og den isra-elske marine. Det blev grundlagt under Israels uafhængighedskrig fra paramilitære organisationer - hovedsagelig Haganah - som havde medvirket til staten Israels opret-telse.
Israels forsvar drager også nytte af resurser i det israelske militære efterretningsdirek-torat, Aman, som samarbejder med Mossad og Shin Bet. Israels militærs involvering i større krige og grænsekonflikter har gjort det til en af de mest kamptrænede væbnede styrker i verden.
Størstedelen af israelerne bliver indkaldt til militærtjeneste i en alder af 18 år. Mænd gør tjeneste i tre år, mens kvinderne gør det i to år. Efter den obligatoriske førstegangstje-neste bliver israelske mænd indrulleret i forsvarets reservestyrker og har flere ugers gen-indkaldelse hvert år frem til de fylder 40 år. De fleste kvinder er fritaget for genindkal-delse.
Israelske arabere og de, som er optaget af religionsstudier på fuld tid, er fritaget fra militæret, selv om denne bestemmelse har været genstand for meget uenighed og debat i det israelske samfund i mange år. Et alternativ for dem, som af forskellige grunde fritages for militærtjeneste, er Sherut Leumi, som indebærer tjeneste ved sygehuse, sko-ler og andre sociale velfærdsinstitutioner.
Som et resultat af dette værnepligtsprogram opretholder Israel omtrent 168.000 aktive tropper og yderligere 408.000 reservesoldater.
Nationens militær er meget afhængig af højteknologiske våbensystemer udformet og produceret i Israel så vel som udenlandsk import. USA er en specielt betydningsfuld udenlandsk bidragsyder, der forventes at forsyne landet med militærbistand for 30 mill. USD i perioden mellem 2008 og 2017.
Det israelsk-/amerikanskudviklede Arrow-missil er et af verdens eneste operative anti-ballistiske missil-systemer. Siden Yom Kippur-krigen har Israel udviklet et netværk af spionsatellitter. Ofeq-programmets succes har gjort Israel til et af de syv lande, som kan opsende satellitter.
Landet har udviklet sin egen kampvogn, merkavaen. Helt fra statens oprettelse har-Israel måtte investere en betydelig del af sit BNP i forsvaret. I 1984 brugte landet eksem-pelvis 24 % af sit BNP på forsvar. I dag er tallet faldet til 7,3 %.
Atomvåben
Israel har ikke underskrevet Ikke-spredningsaftalen og opretholder en politik med for-sætlig tvetydighed i forbindelse med landets kernevåbenskapacitet, selv om landet anses for at være i besiddelse af atomvåben.
Efter Golfkrigen i 1991, da Israel blev angrebet af irakiske scud-missiler, blev det ved lov krævet, at alle lejligheder og hjem i Israel skulle have en mamad, der er et forstærket sikkerhedsrum, uigennemtrængeligt for kemiske og biologiske substanser.
Israel har aldrig meldt åbent ud, hvor mange atomvåben de ligger inde med, men en fortalelse fra Jimmy Carter angiver at Israel har 150 atomvåben.
Udenrigsrelationer
Israel har diplomatiske relationer med 161 nationer og har 94 ambassader rundt om i verden. Kun tre medlemmer af Den Arabiske Liga har normale forbindelser med Israel; Egypten og Jordan skrev fredsaftaler under i henholdsvis 1979 og 1994, og Mauretanien valgte at åbne for fuldstændige diplomatiske forbindelser med Israel i 1999. To andre medlemmer af Den arabiske liga, Marokko og Tunisien, som havde nogle diplomatiske relationer med Israel, opgav disse i starten af det anden intifada i 2000.
Imidlertid er forbindelserne med Marokko blevet styrket siden 2003, og Israels udenrigs-minister har besøgt landet. Under israelsk lov er Libanon, Syrien, Saudi-Arabien, Irak og Yemen fjendtlige lande, og israelske indbyggere har ikke lov til at besøge dem uden tilladelse fra Israels indenrigsministerium.
Israel har siden 1995 været medlem af Middelhavsdialogen, som arbejder for samar-bejde mellem syv lande i Middelhavsområdet og medlemmer af NATO.
USA, Tyrkiet, Tyskland, Storbritannien og Indien er blandt Israels nærmeste allierede. USA var det første land, som anerkendte staten Israel, efterfulgt af Sovjetunionen.
USA kan anse Israel som dets første allierede i Mellemøsten, baseret på fælles politiske og religiøse værdier. Til trods for, at Tyrkiet og Israel ikke oprettede fulde diplomatiske forbindelser før i 1991, har Tyrkiet samarbejdet med staten siden anerkendelsen af landet i 1949. Tyrkiets forbindelser med andre arabiske stater har også modificeret landets forbindelser med Israel.
Tysklands stærke bånd til Israel kan stamme fra en beslutning om at rette op efter Holo-caust. De to lande har samarbejdet om naturvidenskabelige og uddannelsesrelaterede bestræbelser og er forblevet stærke økonomiske partnere.
Indien oprettede fulde diplomatiske bånd med Israel i 1992 og har bygget et strengt mili-tært og kulturelt partnerskab op med landet siden da.
Storbritannien har opretholdt fulde diplomatiske forbindelser med Israel siden landets oprettelse og havde to statsbesøg i 2007. Det har også en stærk handelsforbindelse, hvor Israel er det 23. største på markedet. Forbindelser mellem de to lande blev også stærkere efter at den tidligere statsminister Tony Blair arbejdede for at dele staten i to. Storbritannien bliver set på som indehaver af et "naturligt" forhold til Israel på grund af Palæstina-mandatet.
Iran havde diplomatiske forbindelser med Israel under Pahlavi-dynastiet, men inddrog anerkendelsen af Israel under Den iranske revolution.
Til toppen af siden | 
