|
Jødedommen
Jødedommen er det jødiske folks traditionelle religion og kultur og den ældste af de store monoteistiske verdensreligioner. Centralt i jødedommen står en række hellige skrifter, væsentligst den jødiske bibel, Tanakh, og dernæst Talmud. Jødedommen prak-tiseres over hele verden af ca. 14 mio. mennesker, heraf flest i USA (ca. 6 mio.) og Israel (ca. 5 mio.). I Danmark bor ca. 7.000 jøder.
Dette tal indikerer at ca. 0.2% af verdens befolkning er jøder. Kristendom, islam og en række andre religioner sporer alle deres forhistorie tilbage til jødedommens tidlige for-mer. Jødedommen er en "etnoreligiøs" religion. Dette indebærer at børn født med en jødisk mor betegnes som værende en jøde. Udover dem født til religionen, tælles også folk der har konverteret til religionen.
Grundtræk
Jødedommen er en monoteistisk religion og lærer som sådan, at der kun er én Gud, som alene er tilbedelse værdig. Denne Gud er almægtig, alvidende og evig, og har åben-baret sig selv for det jødiske folk som beskrevet i de jødiske hellige skrifter, i hvilke han også udvælger netop dette folk som sit eget og forsyner dem med en serie på 613 påbud og forbud, de såkaldte mitzvot, hvis overholdelse er central i jødisk religion.
Denne Gud må ikke afbildes, og hans navn må ikke udtales. I de jødiske hellige skrifter forekommer hellignavnet JHVH (tetragrammet), hvilket ved højtlæsning erstattes med adonai (Herren), hashem (Navnet) eller lign.
Som centrum for det jødiske religiøse og kulturelle liv står synagogerne som forsamlings-huse for den jødiske menighed, hvor også den jødiske gudstjeneste afholdes hver sab-bat. En ligeledes central rolle spilles af rabbinere, religiøse lærde, der er uddannet i jødisk tradition og lov, og som ofte fungerer som overhoveder for individuelle menigheder.
Omskæring af drengebørn på ottendedagen efter fødslen er en helt central rite. Omskæring regnes for et tegn på den pagt med Gud, som forbinder drengebarnet med Abrahams slægt, det jødiske folk - og Gud selv. Selve omskæringen foretages af en særlig uddannet lægmand (mohel) og fejres som en stor glædesfest. I Danmark er der nu om dage krav om, at en læge overværer indgrebet, der som regel finder sted efter hjemkomsten fra hospitalet.
Slægten og familien spiller en overmåde vigtig rolle i såvel de jødiske forestillinger som i den konkrete levevis. Ved bryllupsritualet i synagogen forenes parret under en baldakin (chuppah), som opstilles i synagogen. Parret vies på grundlag af de samme gammel-testamentlige tekster, som bruges i den kristne kirke. Vielsen kan i princippet ophæves igen i henhold til særlige religiøse kontrakter, som kan udarbejdes af parterne og rabbi-neren, dvs. den jødiske religiøse specialist og lovkyndige, der bestyrer menighedens liv.
Tefillin
Bederemme, der anvendes til i den jødiske gudstjeneste. Alle jødiske mænd er efter deres bar mitzvah forpligtede til at binde tefillin hver morgen. Et sæt tefillin består af to dele: En rem til armen og en rem til hovedet. På begge disse remme er der forbundet en lille sort kubisk boks, i hvilken der findes håndskrevne pergamentruller med shema-bøn-nen. Boksene sidder (af symbolske årsager) på arm-tefillin ud for hjertet og på hoved-tefillin ud for hjernen (lige over og mellem øjnene).
Påbuddet om at binde tefillin findes i Torah.
Den knude, hoved-tefillin er bundet med, er så avanceret, at Gud ifølge traditionen lod profeten Moses se Guds egen tefillin. Knuden sidder i nakken, så Moses så Guds ryg. Dermed blev Moses (ifølge den jødiske tro) den eneste profet, der har set Gud.
Thomas Buergenthal fortæller, at han som barn i ghettoen i den polske by Kielce under anden verdenskrig fandt en tefillin-boks. Han og de andre drenge var blevet fortalt, at det var en synd at åbne sådan en boks, og at Gud ville lade sin vrede ramme den, der alligevel gjorde det. Men børnene havde hørt, at hvis man stak sådan en stump perga-ment ind under armhulen, kunne man flyve. Nok frygtede drengene Guds vrede, men de havde også lyst til at flyve. Med rystende hænder åbnede de så boksen, halvt ven-tende, at lynet ville slå ned, men det gjorde det ikke. En af de større drenge tog så for-sigtigt pergamentstykket op og stak det ind i armhulen, mens han forberedte sig på en flyvetur. Men stadig skete der ikke noget, selv om de andre drenge efter tur også prø-vede. Skræmt og skuffet smed de boksen fra sig, og lovede hinanden, ikke at fortælle historien til nogen.
Bar mitzva
En bar mitzva (eller "bat mitzva" for piger) er en jødiskceremoni, som afholdes for en jødisk dreng, når han er fyldt 13 år og derfor "kan træde ind i de voksnes rækker". Indenfor kristendommen finder man den tilsvarende konfirmation.
Modsat f.eks. kristen konfirmation vælger en jødisk dreng ikke, om han vil blive bar mitzva eller ej. "Bar mitzva" betyder egentlig "søn af forpligtelser" (egen oversættelse), og det er således et spørgsmål om en række forpligtelser/love/religiøse bud, som træ-der i kraft for drengens vedkommende, idet han fylder 13 år. Blandt disse kan nævnes:
-
At faste på jødiske helligdage
-
At bede de tre daglige bønner
-
At tage sig af sociale forpligtelser (fx sygebesøg, ældreomsorg osv.)
Der er dog også en række "privilegier", der først gælder, når den jødiske dreng bliver 13 år (og dermed træder ind i "de voksnes rækker"); drengen kan f.eks. tælle med blandt de 10 mand, der er påkrævet, før en jødisk gudstjeneste kan finde sted.
Tora
Tora eller Torah (תּוֹרָה) er et hebræisk ord med betydningen "belæring" eller "lov". Det bruges primært som betegnelse for jødedommens vigtigste helligskrift, en samling af de fem mosebøger, som udgør den første sektion af Tanakh - den hebræiske bibel.
Tora bruges dog også i udvidet forstand til at betegne hele den hebræiske bibel, og i en endda videre forstand kan udtrykket betegne den skrevne lov (torah she-bikhtav) såvel som den mundtligt overleverede lov (torah she-be‘al peh), der findes overleveret i Mishna og Talmud.
Toraen kaldes undertiden også ved den græske betegnelse pentateuken (af græsk πεντάτευχος pentáteuchos "fem-hylster") efter de fem hylstre, som de fem skriftruller blev opbevaret i. Andre navne er: hamisha humshei torah (חמשהחומשיתורה "de fem dele af toraen") eller humash (חומש "femtedel"). En enkelt skriftrulle blandt de fem kaldes en sefer tora.
De fem mosebøger med deres hebræiske navne er: Første Mosebog (בראשית, Bereshit), Anden Mosebog (שמות, Shemot) Tredje Mosebog (ויקרא, Vayikra), Fjerde Mosebog (במדבר, Bamidbar), og Femte Mosebog (דברים, Devarim).
Toraen indholder ifølge jødisk tradition 613 obligatoriske bud, som jøder skal overholde; 248 påbud og 365 forbud.
Talmud
Talmud er kommentarer til Tora. Talmud består af diskussioner og historier, hvor lærde rabbinere diskuterer og argumenterer sig frem til, hvordan jødedommen skal praktiseres. Talmud består af Mishna og Gemara. Mishna kommer ifølge ortodoks jødedom fra Guds ord, som Moses mundtligt modtog fra Herren. Gemara er rabbineres kommentarer og fortolkning, mens det en gang i mellem bliver suppleret med historier om moral og etik. Der findes to forskellige talmud'er. En hedder jerushalmi og den anden hedder bavli. De er forskellige, fordi den ene blev nedskrevet i Israel og den anden i Babylonien. Den i Babylonien anses i dag for at være den mest indholdsrige, og derfor baserer jødedommen sig på Bavli.
Tanakh
Tanakh (også: TaNaK) er den jødiske betegnelse for den samling skrifter, der i kristen tradi-tion kaldes Det Gamle Testamente.
Navnet betegner opbygningen, der i øvrigt er anderledes end den kristne, da den afspejler de tre tempi, Tanakh er samlet i. TaNaKH er et akronym for Torah, Nevi'im og Kethuvim.
Torah (heb. "lov") er navnet for de fem Mosebøger, der starter med verdens skabelse i 1. Mosebog og slutter med Moses' død. Torah indeholder også Moseloven.
Nevi'im (heb. "profeter") opdeles i "tidligere profeter", Josvabogen, Dommerbogen, Første - og Anden Kongebog, Første - og Anden Samuelsbog, og "senere profeter", Ezekiels Bog, Jeremias' Bog, Esajas' Bog og de 12 mindre profeter.
Kethuvim (heb. "skrifter") indeholder senere bøger, fx Ezras Bog, Første – og Anden Krønikebog, Ordsprogenes Bog og Højsangen.
Menorah
Menorah betyder på moderne hebraisk "el-pære", men betegner også den syvarmede lysestage, der stod i templet i Jerusalem. Denne lampe skulle konstant være tændt som et symbol på det jødiske folks uslukkelige tro på Gud. Desværre blev lampen midlertidigt slukket i forbindelse med grækernes vanhelligelse af templet, men blev dog tændt igen. Episoden markeres ved Chanukka-festen.
Der gjaldt særlige regler for Menorah'en i templet. Den måtte kun brænde på det fineste jomfru-olivenolie. Desuden var Menorah lavet af massiv guld, hvilket har betydet noget, eftersom den var lige så høj som et menneske.
Hvad der skete med Menorah'en, da templet blev ødelagt, er uvist. Mange historikere og opdagere har i tidernes løb forsøgt at spore Menorah'en, dog uden held. Det eneste "spor", om man vil, er et relief på indersiden af Titusbuen i Rom. På dette ses tydeligt den syvarmede lysestage, som romerske soldater bærer med hjem fra krigen i Judæa.
I dag indgår Menorah'en i staten Israels officielle våbenskjold.
Kosher
Kashrut (fra hebraisk כַּשְׁרוּת [kašrūt]) er læren om, hvilke former for mad og hvilke kombi-nationer af mad som er koscher - det vil sige, rituelt egnede for mad efter halakha. Mad der ifølge den jødiske religion udtrykkeligt ikke er tilladt, kaldes for treifah (treif, טרפה). Sidstnævnte begreb stammer fra et ord der refererer til dyr, der slagtes efter at være blevet dræbt af et rovdyr.
De grundlæggende regler for kashrut findes i Tredje Mosebog. De er siden blevet udvik-let i den mundtlige tradition, Mishna og Talmud.
Blandt reglerne for koscher findes eksempelvis forbuddet mod at anvende samme gryde til kød- og mælkeprodukter, hvilket har sit udspring i et skriftsted i Bibelen, som siger at »du må ikke koge et kid i dets mors mælk« (2 Mos 23:19). Derudover er skaldyr forbudt, og kød må kun spises hvis det fremskaffes igennem en rituel slagtning. Jødisk rituel slagtning, schæchtning, er forbudt i blandt andet Sverige og Schweiz under påbe-råbelse af hensyn til dyrevelfærden.
Helligdage
De jødiske fester og helligdage (haggim) tager som regel udgangspunkt i centrale begi-venheder i det jødiske folks historie.
Sabbat
Den vigtigste helligdag i jødedommen er sabbatten; en ugentlig helligdag, der fejres fra solnedgang om fredagen til solnedgang om lørdagen. Tager som sit forbillede beretnin-gen fra 2. Mosebog, hvor Gud efter på seks dage at have arbejdet med at skabe ver-den, hvilte på syvendedagen. Sabbatten tjener således som en hviledag, der samler hele familien, og hvor det ikke er tilladt at arbejde. Sabbatten er foreskrevet i de ti bud.
Pesach
En af de vigtigste fester i jødedommen er Pesach, tilsvarende den kristne påske. Pesach fejres til minde om udfrielsen fra slaveriet i Egypten (exodus) og kaldes også "De usyrede brøds fest", fordi usyret brød spiller en central rolle både før og under festen.
Huset renses omhyggeligt for alt syret (gæret) og alt husgeråd, der har været i berøring med syrede fødevarer, erstattes af særligt Pesach-service. Højtidens centrale begiven-hed er seder, et fællesmåltid, der afholdes på festens første aften, hvor der spises en række traditionelle retter, der symbolsk knytter an til flugten fra Egypten.
Shavuot
Ifølge 3. mosebog er jøderne forpligtede til at tælle 7 uger fra Pesachs anden dag. Efter disse 7 uger (49 dage) kommer man frem til Shavuot-festen. Shavuot betyder egentlig "uger". På shavuot takker jøderne Gud for modtagelsen af Torah.
Sukkot
Sukkot eller løvhyttefesten ihukommer israelitternes vandring gennem ørkenen efter flugten fra Egypten og falder sammen med frugthøsten. Sukkot fejres ved, at man kon-struerer små hytter, der dekoreres med frugt og grøntsager. I disse hytter spiser og sover man de syv dage, festivalen varer.
Rosh Hashanah
Rosh Hashanah betyder "årets begyndelse (egtl. hoved)" og fejres som det jødiske nytår, omend højtiden falder på den syvende måned i den jødiske kalender. Festen fejrer verdens skabelse og indleder dertil de såkaldte bodsdage, ti dage, der varer indtil Yom Kippur, under hvilken folk opfordres til at undskylde over for folk, de har gjort uret.
Yom Kippur
Forsoningsdagen Yom Kippur var i førkristen tid den ene dag om året, hvor den jødiske ypperstepræst trådte ind i templets allerhelligste rum for udføre et ritual, der skulle skaffe hele det jødiske folk soning for deres synder. I moderne jødedom er dagen helliget bøn, faste og bodsgerninger centreret om renselse og Guds nåde. Yom Kippur er således kulminationen på bodsdagene og regnes ofte for den mest betydningsfulde enkeltstå-ende helligdag.
Chanukah
Chanukah også kendt som Hanukkah kaldes den jødiske lysfestival. Ordet Chanukah betyder "at dedikere", og helligdagen falder typisk omkring den kristne helligdag jul. Chanukah fejres ved at tænde de 8 lys i lysestagen kendt som menorah over de 8 dage Chanukah varer. Dette skal symbolisere de 8 dage hvor den jødiske gruppe Macca-beerne fik en lampes olie til at vare 8 dage, selvom det blev vurderet kun at have olie nok til en dags brug.
Helligdagen er blevet mere populær efter julen har fået et større kulturelt indhug i den vestlige verden, og anses nu for at være en helligdag henvendt specielt børn. I den forbindelse er det en norm at give gaver til hinanden hver dag i de 8 dage, og give chokolade kendt som Hanukkah Gelt (Gelt er et yiddish og tysk ord der betyder penge) der er formet som guldmønter til sin familie.
Historie
Jødedommen kan, i et religiøst perspektiv, spores tilbage til den bibelske Abraham, der regnes for jødernes stamfader og som ham, der sluttede pagt med Jahve. Det er tæn-keligt, at myten om Abraham og hans sønner har rod i faktiske, historiske begivenheder.
Den babylonske konge Nebukadnesar erobrede Judæa i 586 fvt., i hvilken forbindelse han ødelagde templet i Jerusalem og førte en del af indbyggerne i eksil i Babylon. Dette "babyloniske fangenskab" varede indtil 536 fvt., da perserkongen Kyros løslod jøderne og lod dem vende hjem. I denne centrale periode tog den jødiske religion, som den traditionelt kendes, form.
Den hebræiske kalender følger måneåret, hvilket betyder, at jødiske højtider hvert år falder på forskellige datoer ligesom i den gregorianske kalender.
|
2008 |
2009 |
2010 |
2011 |
2012 |
|
Purim |
21.3 |
10.3 |
28.2 |
20.3 |
8.3 |
|
Pesach (Den jødiske påske) |
20.4 |
8.4 |
30.3 |
19.4 |
7.4 |
|
National Memorial Day |
7.5 |
28.4 |
18.4 |
8.5 |
25.4 |
|
Selvstændighedsdagen |
8.5 |
29.4 |
19.4 |
9.5 |
26.4 |
|
Shavuot |
9.6 |
29.5 |
19.5 |
8.6 |
27.5 |
|
Tisha Be'av |
10.8 |
30.7 |
20.7 |
9.8 |
29.7 |
|
Rosh Hashana (Det jødiske nyår) |
30.9-1.10 |
19-20.9 |
9-10.9 |
29-30.9 |
17-18.9 |
|
Yom Kippur (Forsoningssdagen) |
9.10 |
28.9 |
18.9 |
8.10 |
26.9 |
|
Sukkot (Løvhyttefesten) |
14.10 |
3.10 |
23.9 |
13.10 |
1.10 |
|
Simchat Tora (Torafesten) |
21.10 |
10.10 |
30.9 |
20.10 |
8.10 |
|
Channukah (Tempelindvigningsfesten) |
22.12 |
12.12 |
2.12 |
21.12 |
9.12 |
Til toppen af siden | 
