|
Ridderne på Malta
I marts 1530 fik ridderordenen Malta og Tripoli i len. Den årlige lensafgift var 1 stk levende jagtfalk, betalingen skulle falde til den sicilianske vicekonge på allehelgeners aften i november.
I oktober 1530 ankom ridderne under ledelse af stormeste Philippe Villiers de L'Isle Adam til Grand Harbour og ankrede op ved nedenfor fortet Castello a Mare, Birgu. I begyn-delsen var ridderne ikke begejstrede for deres nye hjem, som de fandt tørt og ufrugtbar sammenlignet med Rhodos. Men de måtte forsøge at få det bedste ud af situationen.
Men freden varede ikke længe. Endnu engang forsøgte tyrkerne at udvide deres terri-torium. I juli 1551 invaderede tyrkerne øen Gozo og den samlede befolkning - anslået til 5.000 personer - blev bortført som slaver til Libyen. Men det skulle blive værre.
Den 18. maj 1565 nærmede en tyrkisk flåde på 138 krigskibe sig øen. Ca. 38.000 soldater blev landsat ved Marsaxlokk. 11 dage senere ankom yderligere 38 skibe med 3.000 mand. Anføreren var den navnkundige Dragut. Belejringen startede med et angreb på Fort St. Elmo. Mere end 70.000 kanonkugler skal være blevet affyret under angrebet, og Dragut selv faldt.
Den 23. juni faldt fortet i hænderne på tyrkerne. De overlevende riddere og soldater blev torteret, og deres lig bundet til trækors, som blev kastet i vandet ved Grand Har-bour, så de kunne flyde over til de forsvarende styrker.
Mens angrebet på St. Elmo fandt sted, arbejdede stormester Jean de la Valette på at forstærke forsvarsværkerne omkring byerne Birgu og Senglea. Det samme gjaldt for-svarsværkerne omkring Mdina.
60 dage efter St. Elmo's fald kom forstærkninger på 600 soldater og 44 riddere fra Italien. Tyrkerne kastede sig nu med stor vildskab over Birgu og Senglea. Men ridderne og den maltesiske befolkning holdt stand, og tyrkerne mistede 2.500 mand under et enkelt an-greb. Forsøg på at indtage Mdina slog også fejl.
Efter yderligere forstærkninger fra Italien hævede tyrkerne belejringen den 8. septem-ber 1565 - en dato som stadig fejres på øen. Mere end 9.000 mistede livet under belej-ringen. Øens fæstningsværker og de fleste bygninger lå i ruiner. Mange af ridderne havde lyst til at forlade øen, men stormester Jean de la Valette ønskede at genopbyg-ge byen og øens forsvar og han rettede en bøn til paven om hjælp.
 Paven sendte Michelangelo's assistent, Francesco Laparelli for at hjælpe med at udforme en byplan. Byen, som i dag er Maltas hovedstad, bærer navn efter denne store stormester. Mange af de paladser, som blev bygget af ridderne, anvendes i dag til rege-ringskontorer.
For at blive ridder måtte en ansøger være søn af adelige forældre, og ordenen gen-nemførte et veritabelt krydsforhør. Ridderne var inddelt i 'sproggrupper' kaldet 'ton-gues'. Disse var: Provence, Auvergne, France, Aragon, Castille, Italy, Germany og Eng-land. Efter reformationen var England ikke længere repræsenteret.
Stormesteren havde den uindskrænkede magt over ordenen. Han blev valgt for livstid. Dette skulle ske senest 3 dage efter, at hans forgænger var afgået ved døden. Årsagen til dette 'hastværk' var primært at sikre, at pavestolen ikke forsøgte at blande sig. Det er interessant at bemærke sig, at 54 af de 68 stormestre var af fransk oprindelse.
Da malteserordenen blev anerkendt som en religiøs orden af pave Pascal II, måtte rid-derne indstille sig på at adlyde krav som kyskhed, fattigdom og lydighed, jvf. Matthæus III, 28.
Herudover måtte en ridder efterleve de 8 bud, som knytter sig til de 8 spidser på deres symbol: tale sandt, have tro, angre sine synder, vise ydmyghed, elske retfærdighed, vise barmhjertighed, være oprigtig og kunne udholde forfølgelse.
Som tiden gik blev riddernes berettigelse som en militær orden stadig mere overflødig. Da den franske revolution brød ud, blev mange af de franske riddere i tvivl om, hvor deres loyalitet lå.
I 1791 blev ordenens besiddelser i Frankrig konfiskeret. Den 10. maj 1798 dukkede Napo-leons flåde op i Valletta, og stormester de Hompesch overgav sig til Napoleon, uden at et skud blev løsnet. Ridderne forlod straks Malta, og 6 dage senere forlod også Napo-leon øen.
Til toppen af siden | 
