|
Ridderne på Rhodos
I 1306 dukkede de så op på Rhodos. Deres ophold, som varede 213 år, inden de blev fordrevet til Malta, har efterladt sig blivende spor i form af forsvarsværker, mure, hos-pitaler, herberger og paladser.
Ridderne var opdelt i 3 grupper: 1: ridderne (De kæmpende brødre), 2: præsterne og 3: De tjenende brødre (sygeplejerne).
Ridderne, hvoraf der ikke måtte være mere end 600, var almindeligvis adelsmænd eller professionelle soldater fra de vestlige, katolske lande i Europa.
Medlemmerne var opdelt i sproggrupper: "tunger": Frankrig, Italien, England, Tyskland og Spanien (som senere blev opdelt i Aragonien og Kastilien). Latin var det fælles, officielle sprog.
Johanniternes leder, som kaldtes stormesteren, blev valgt på livstid. Ridderne boede i et afgrænset område af byen, Kastellet. Her havde stormesteren sit palads, og her havde hver tunge sit herberge. Mange af disse lå i Riddergaden.
Riddernes påklædning var i fredstid en sort kappe med et 8-takket hvidt kors på brysten. Vi kender det måske bedst som det malteserkors, som før i tiden prydede produkterne fra De Danske Spritfabrikker.
Det hvide kors (for renhed) sad selvfølgelig på venstre side af brystet. Korsets 4 store arme betegner de 4 kardinaldyder: forsigtighed, mådehold, retfærdighed og styrke. De 8 spidser står for de ridderlige dyder: et roligt sind, godhed, anger, tålmod, retfærd, barmhjertighed, oprigtighed og standhaftighed. Krigsdragten var en rød kappe med et simpelt hvidt kors.
Johanniterriddernes banner var som krigsdragten rødt med et hvidt kors - altså magen til det danske flag. Dog er der den forskel, at de hvide felter i riddernes banner er af sam-me størrelse.
Vi kender alle det gamle sagn om Dannebrog, som "faldt fra Himlen ned" under slaget ved Lyndanis i 1219. Valdemar Sejr var på et korstog mod det hedenske Estland, med Pavens velsignelse. På udturen førte hæren og flåden Valdemars blå og gule løve-banner.
Biskop Theodorik - dengang var biskopperne mere krigeriske end de er i dag - blev overfaldet af estlænderne, og der opstod en voldsom kamp. Foran biskoppens telt vajede johanniterriddernes røde banner med det hvide kors.
Biskoppen faldt, men danskerne vandt en overvældende sejr og på vejen tilbage til Danmark vajede sejrsfanen - det rødhvide korsflag - over flåden, og dette smukke flag har siden været Danmarks nationalflag.
I 1480 var freden forbi på Rhodos. En stor tyrkisk flåde dukkede og og opfordrede stor-mesteren til overgivelse. Dette blev selvfølgelig afslået, og fjenden gik i land, samtidig med, at de tyrkiske krigsskibe begyndte at bombardere havnen.
Man måtte hurtigt begrænse sig til at forsvare Rhodos by. Det første angreb blev slået tilbage. Ridderne mødtes til fromesse i Johanneskirken.
Stormesteren meddelte, at det stod enhver frit at forlade øen, men alle uden undta-gelse svor ham evig troskab. Endnu engang stormede tyrkerne, men efter store tab blev angrebet slået tilbage. Tyrkerne satte endnu et voldsomt angreb ind, og det lykkedes dem at plante deres standarter på fæstningsværket. Men fanerne blev revet ned og fjenden fordrevet.
I forsvaret deltog ikke blot ridderne og lejesoldaterne. Men også den lokale befolkning deltog. Midt under kampene blev en opmuntrende meddelelse fra Paven og den fran-ske konge smuglet gennem belejringen. Det lykkedes tyrkerne at få slået hul igennem forsvarsværkerne. Men til deres overraskelse udnyttede de belejrede dette hul til et voldsomt udfald, og tyrkerne tog flugten i vild forvirring.
Men tyrkerne havde ikke opgivet Rhodos. I 1522 vendte de tilbage med et kæmpe flå-de på 300 skibe med ca. 150.000 mand.
Denne hær var udstyret med de mest moderne våben. Overfor denne styrke mønstre-de forsvarerne 650 riddere, 6.000 frivillige rhodesere og 4.500 kretensere.
Efter voldsomme angreb og heroisk forsvar måtte man overgive sig til den overlegne fjende. Julenat blev den sidste messe afholdt i Johanneskirken - kun ca. 200 af 650 rid-dere var stadig i live.
Nytårsnat forlod Johanitterridderne Rhodos. Mere end 5.000 af øens befolkning havde sluttet sig til dem. Tyrkerne stillede skibe til rådighed for flygtningene, som styrede vestpå til Kreta.
De næste 7 år flakkede ridderne rundt i Italien og Frankrig. Karl V frygtede, at tyrkerne ville indtage Malta og bruge det som et brohoved til Sicilien, hvorfor han tilbød Johan-niterridderne at overtage og forsvare Malta.
Til toppen af siden | 
