|

Ka' katte flyve ?
Af Allan Kastberg, Cattery Paragon Blue
Javist, ka’ de så! Alligevel er de fleste kede af at sende deres kære kat på flyrejse. Også hvad enten den rejser alene eller i selskab med ejeren selv. Andre er mere for-trøstningsfulde. Er nogle kyniske, mens andre er hysteriske? Det handler jo om vores kæreste eje, deres afkom eller et nyt familiemedlem. Der verserer mange frygtindgy-dende historier til skræk og advarsel for de, der påtænker at sende lille mis ud at flyve, men med lidt planlægning, omtanke og et par små fif, er der håb forude. Det behøver ikke være ubehageligt hverken for katten eller for os...
Denne artikel har tidligere været brag i KatteMagasinet for hen ved 10 år siden, men rejselysten blandt katteejere og internettet har bidraget til at det nu er blevet langt mere almindeligt at transportere sine katte med fly, hvad enten katten er købt, solgt eller den skal med på katteudstilling i udlandet eller med familien på ferie. Samtidig har konsekvenserne efter 11. september 2001 gjort deres til at mange regler er blevet skær-pet, både for passagerer, dyr og bagage. Artiklen er derfor blevet opdateret - eller på det nærmeste helt nyskrevet, så den forhåbentlig besvarer de fleste af de spørgsmål, man måtte have, når man skal transportere sin kat med fly i 2007.
Reservationen
Det hele starter med en reservation, uanset om man skal sende en killing ud på sit livs første rejse eller selv skal modtage én. Eller man skal sende en fertil kat til parring under fjerne himmelstrøg eller medtage katten på rejse til en udstilling i udlandet. Alfa og omega er: Reservationen. Som modtager af en kat kan man kun håbe på afsenderens omhyggelighed, mens man som afsender har det egentlige ansvar for at katten kommer godt af sted og frem for alt godt frem. Man kan selvfølgelig også vælge at følge katten på vej, men det er langtfra altid sikkert, at katten rent faktisk også kommer til at tilbringe rejsen i ejerens selskab. Heller ikke selvom det er på vej til eller fra en katteudstilling i det store udland.
Faktisk starter det hele endnu tidligere, idet man må gøre op med sig selv, hvilke af de tre mulige transporttyper, man vil tilbyde sin kat. Den kan rejse som “fragt” i lastrummet, som “ledsagende bagage” ligeledes i lastrummet, eller som “håndbagage” i kabinen. Der er fordele og ulemper ved alle tre typer, så det må være op til det enkelte menne-skes og kattens temperament.
Hvis man synes, katten bør have status som håndbagage, må man være indstillet på, at den måske alligevel havner i lastrummet - også selvom man hårdnakket insisterer. Derfor er det bedst at være forberedt på alle eventualiteter.
I alle tilfælde bør man sikre sig, at katten transporteres i en transportkasse, der er kon-strueret til formålet. Ikke noget med hjemmelavede eller bløde modeller af stof eller transportkasser, der er beskadiget. Dernæst bør man naturligvis sikre sig, at alle nødven-dige papirer er til stede og udfyldt og underskrevet på behørig vis.
Karantænebestemmelser og andre import- og eksportrestriktioner vil jeg her undlade at komme ind på, men i stedet henvise til de veterinære myndigheders og dyrlægernes ekspertise på dette felt. Men som hovedregel gælder det at alle katte, der rejser ud over Danmarks grænser, skal været enten øretatoveret eller microchippet samt være forsynet med et petpassport, hvor de krævede vaccinationer er anført. Alle officielle papirer skal være udfærdiget på engelsk.
Husk endvidere at undersøge, om der gælder karantænebestemmelser i en eventuel transitlufthavn. Og sidst men ikke mindst: Send aldrig en kat på flyrejse, medmindre den er helt frisk.
Meget af det efterfølgende er indlysende for folk, der rejser meget, men når det drejer sig om vore små kære, kan man næppe være for sikker på at alt er i orden. Bed om at billetreservationen - hvis du rejser med samme fly som katten - eller fragtbrevet - hvis den rejser alene - indeholder de oplysninger, du synes er væsentlige for din kat og vær sikker på, at den “tålmodige” luftfartsmedarbejder forstår betydningen af dette.
Sørg for umiddelbart efter at billetten er bestilt at få bekræftet - skriftligt, hvis det over-hovedet er muligt - at reservationen indeholder disse oplysninger. Det kan anbefales at booke såvel ens egen som kattens reservation via telefon direkte med selskabet i ste-det for via internettet, da ikke alle selskaber har en annulleringspolitik, såfremt Pet in Cabin ikke kan accepteres.
I vore dage, hvor det er mest almindeligt at bestille sin flybillet via internettet, er proce-duren normalt den, at man først undersøger, om det pågældende luftfartsselskab over-hovedet accepterer dyr i kabinen eller i lastrummet. Dernæst booker man på sædvan-lig vis sin billet på nettet og når reservationen er afsluttet og når han modtaget sin bookingreference, kontakter man luftfartsselskabet telefonisk og får den pågældende medarbejder til at anføre på reservationen, at man rejser med et eller flere dyr. Der går normalt op til et døgn inden dette kan bekræftes, men i nogle tilfælde sker det med det samme. Husk at gøre opmærksom på at selskabets bekræftelse på at du kan medbringe din kat er en forudsætning for at du selv skal af sted. Altså at uden kat, forbeholder du dig muligheden for at afbestille din rejse. Af samme grund kan det være en fordel at tegne en afbestillingsforsikring - igen meget afhængig af luftfartsselskabet.
Katten som håndbagage
Sørg for, allerede når du bestiller din billet, at gøre opmærksom på, at du selv ønsker at følge katten på rejsen og tager den med i kabinen i en transportkasse. Bed som nævnt luftfartsselskabet eller rejsebureauet om skriftligt at bekræfte, at der i din reservation står, at du har tilladelse til at tage katten med i kabinen. I luftfartssprog benyttes forkor-telsen PETC for “Pet in cabin”.
Flere luftfartsselskaber har regler om, at der højst må være et eller to dyr i kabinen, så kun de passagerer, der først har fået bekræftet denne tilladelse i reservationen, kan være sikre på, at katten faktisk får lov til at komme “ind i varmen”. Hvis der forinden er andre passagerer, der har fået noteret på deres reservation at de lider af f.eks. katte-allergi, vil der derfor ikke kunne gives tilladelse til at der medtages kat i kabinen. Hvis katteejeren derimod først får bekræftet reservationen, er det passageren med allergi, der står med problemet.
Det er uheldigt, at katten lander i lastrummet, uden at man er forberedt på det. Hvis man ingen tæpper har med, kan det gå hen og blive en kold oplevelse for katten. Det er ikke alle luftfartsselskaber, der har lige meget varme i deres lastrum, også selvom dette altid bliver reguleret individuelt fra cockpittet, netop af hensyn til dyr i lastrummet.
Det hænder, at det på trods af en bekræftet reservation alligevel går galt og at man må se sin kat forsvinde op i flyets lastrum. Desværre arbejder ikke alle luftfartsselskaber lige seriøst med disse ting, så hav altid et lille tæppe, tehætte eller andet med i håndba-gagen, som katten kan holde sig varm i.
Generelt gælder det, at de større hjemlige luftfartsselskaber arbejder særdeles seriøst med disse ting, og man kan trygt regne med at deres informationer er korrekte.
Transportkassens vægt inkl. kat må normalt ikke overstige kravene til håndbagage, som typisk er 4 - 8 kg, men denne maksimale vægt varierer for de enkelte luftfartsselskaber. Under selve flyvningen opbevares transportkassen normalt på skødet eller under passa-gerens ben. Det er kun tilladt at medbringe én kat pr. passager og luftfartsselskabet kan kræve, at man ikke medbringer anden håndbagage.
Vær opmærksom på, at det kun er tilladt at medbringe katte på flyvninger til Storbritan-nien inkl. Irland som fragt og udelukkende gennem speditør.
Katten som bagage
Mange foretrækker at få katten med i kabinen, men på lange flyruter er det ikke altid lige behageligt at sidde med en kat på skødet eller under benene. Hvis katte selv kunne vælge, tror jeg dog, at de ofte ville foretrække at tilbringe flyrejsen i lastrummets fred og ro uden de mange sanseindtryk fra kabinen, der er med til at stresse katten. De fleste luftfartsselskaber accepterer ikke dyr i kabinen på oversøiske ruter, men udelukkende på nationale og intereuropæiske ruter.
Hvis man ønsker, at katten skal rejse som “medfølgende bagage” betegnes dette på luftfartssprog “Animal in Hold”, hvilket betyder “dyr i lastrummet”, og forkortes AVIH. Også her er det vigtigt, at gøre opmærksom på dette allerede ved billetbestillingen. Vær opmærksom på, at ikke alle luftfartsselskaber accepterer katte som bagage - husk især på, at hvis mellemlanding og omladning er nødvendig, skal man have accept fra begge luftfartsselskaber.
Katten skal normalt checkes ind som anden bagage. Sørg for at aflevere den i god tid, så der er tid til at give den mad og vand. I tilfælde af transit i én eller flere lufthavne er det absolut en god idé, at sætte navn på en kontaktperson på transportkassen med telefonnummer, hvor man kan kontaktes døgnet rundt. Som med al anden bagage sker der desværre af og til fejl især i transitlufthavne og selvom kassen er mærket med bagagenummer er det en fordel, at man kan kontaktes direkte i tilfælde af, at katten lander i den forkerte lufthavn. Mærk transportkassen med “This way up” og “Live ani-mal” mærkater.
Hvis man skal mellemlande, er det vigtigt at huske på, at det hører til sjældenhederne, at man kan få katten udleveret i transittiden mellem to flyvninger. Vælge derfor altid den rejserute med den korteste transittid. Hvis ruten indbefatter transit i en lufthavn, der ligger i et område med meget koldt klima, så vælg en anden rute, også selvom der er tale om en omvej. Larm, lys, fremmede lugte, skubben til kassen og temperaturudsving stresser faktisk katten mere end selve flyrejsen. Husk at man ikke kan gå ud fra, at katten får mad og drikke ved mellemlandinger. Igen gælder det, at de større hjemlige selska-ber og deres handlingagenter alle tager sig forsvarligt af dyr under transporten.
Katten som fragt
Hvis man sender sin kat som fragt, er kattens rejsebetingelser de samme som for baga-ge. Eneste forskel er, at man ikke selv er med på rejsen. Ikke at det gør den store forskel for katten - den er nok nærmest ligeglad med, om man sidder en etage højere. Men skulle der opstå problemer undervejs, er man ikke selv til stede til at tage sig af katten. Katten skal derfor heller ikke checkes in i lufthavnen som sædvanlig, men man henven-der sig til luftfartsselskabets cargo afdeling evt. via sin speditør.
Det er derfor meget vigtigt, at alle transportdokumenter er korrekt udfyldt bl.a. Import Certificate, Health Certificate og Shipper’s Certificate. Speditøren eller transportøren er normalt behjælpelig med disse papirer, men sørg selv for at udfylde alle relevante oplys-ninger vedrørende kattens forplejning undervejs eller andre specielle forhold, der skal tages hensyn til. Sæt altid mærkater med “This way up” og “Live animal” samt afsenders og modtagers navn, adresse og telefonnummer på transportkassen inkl. telefonnummer på kontaktperson, der svarer alle døgnets 24 timer.
I de fleste tilfælde kræves det at man booker plads til sit dyr minimum en uge inden selve rejsen. Inden bookingen bliver bekræftet vil de fleste selskaber tage kontakt til modtageren og få bekræftet, at de er indforstået med at modtage dyret, når det når frem til bestemmelsesstedet. Først herefter bliver reservationen bekræftet over for afsenderen. Aflever altid katten i god tid og check på forhånd nøjagtig hvor, den skal indleveres.
Sørg for, at der er en tom vandskål i transportkassen, således at folk, der håndterer kat-ten undervejs, let kan komme til at give den mad og drikke, hvis den da ellers over-hovedet vil indtage føde. Læg mad i bunden af transportkassen, så katten eventuelt selv kan forsyne sig. Dette gælder også på kortere flyveture, da der jo kan opstå forsin-kelser. Sæt derfor aldrig en hængelås på transportkassen, brug i stedet strips, ståltråd eller andet som let kan brydes uden at kassen beskadiges.
Når man planlægger dato og tidspunkt for transporten, er det vigtigt, at man undgår ankomster både til destinationen og i transit på tidspunkter, hvor der er risiko for, at luft-havnen er “tyndt” bemandet eller helt lukket dvs. helligdage, nattetimer, aftentimer i weekends etc.
Når katten transporteres i flyets lastrum, er det især vigtigt, at kassen er solid og stabil. Ved kraftig turbulens eller hårde landinger i dårligt vejr sker det af og til, at bagage og fragt bliver rystet i lastrummet på trods af, at de er spændt fast efter forskrifterne. Det er derfor vigtigt, at transportkassen kan modstå trykket, så det ikke går ud over katten.
Fit for flight
Transport af katte udsætter dem for stress i almindelighed og flytransport i særdeleshed, men set i relation til den kortere transporttid i forhold til bil og tog, er fly dog i de fleste tilfælde at foretrække.
Lad være med i misforstået godhed at give katten beroligende midler. Disse kan udløse et fald i blodtrykket, som kan være fatalt i forbindelse med lufttrykket i såvel kabine som lastrum. Katte, der viser tegn på at have fået beroligende midler, eller katte, der af andre grunde virker syge og ikke er “fit for flight”, kan nægtes flytransport.
Temperaturen i lastrummet er normalt enten koldere eller varmere end i kabinen. De optimale temperaturer under længere flytransporter (mere end 1 time) er for langhå-rede katte min. 7º C / max. 27º C og for korthårede katte min. 10º C / max. 29º C. På kortere flyveture vil de fleste katte under normale omstændigheder kunne tåle lidt lavere temperaturer - måske undtaget visse meget sarte racer.
Temperaturerne i lastrummene varierer en del fra flytype til flytype og mellem de enkelte luftfartsselskaber. Alle moderne fly har mulighed for at tilføre varme til lastrummene, mens andre mindre fly har lastrummene liggende i direkte forbindelse med kabinen, så lastrummet holder nogenlunde samme temperatur.
De væsentligste faktorer, der påvirker kattens velbefindende på rejsen udover tempe-raturen er koncentrationen af kuldioxid, luftfugtigheden, lufttryk, støj og lys. Disse mere tekniske udredninger vil bliver behandlet i det efterfølgende.
Livet i et lastrum
Temperaturer og øvrige forhold er lige så forskellige, som der er forskellige flytyper. Som eksempel har jeg valgt at se på en Boeing 737, der er verdens mest almindelige pas-sagerfly.
Lastrummene kan opvarmes dels af overskudsvarmen fra airconditionanlægget, dels af recirkuleret luft fra kabinen. Man bør i denne forbindelse tænke på, at temperaturen uden for ofte er under -40º C, så på trods af tilført overskudsvarme bliver temperaturen sjældent så høj som i kabinen. Udover den udvendige temperatur under flyvningen har også flyets hastighed indflydelse på temperaturen. Det gælder også temperaturen ved jordoverfladen før take-off, da denne jo giver starttemperaturen i lastrummene.
Det er vigtigt om vinteren eller i områder med koldt klima at kaptajnen ved, at der er dyr i lastrummet, således at han kan tilføre ekstra varme, hurtigst muligt efter take-off til en temperatur på ca. 15º C.
Da lastrummet på en Boeing 737 er lufttæt, vil en for stor mængde af levende dyr med-føre en øget risiko for, at de bruger for meget af ilten og erstatter den med kuldioxid. Der er derfor vedtaget en maksimal mængde af dyr, der må medtages før særlig ven-tilation er nødvendig. Det lyder måske umiddelbart mærkeligt, at der kan opstå iltman-gel i et så stort lastrum som på en Boeing 737, men når man tænker på, hvor meget bagage og fragt fylder, er der ikke altid meget luft eller ilt tilbage. Antallet af dyr i last-rummene er derfor afhængig af den iltmængde, der er til rådighed og naturligvis også af flyvetiden.
Som eksempel kan nævnes, at man på en Boeing 737 i forreste lastrum højst må have 10 katte, hvis flyvetiden er 6 timer eller derover. Hvis flyvetiden ikke overstiger 4 timer, er det tilladt at have op til 16 katte i lastrummet. Dette kunne virke irrelevant, men tænk blot på det første fly ud af en storby efter en international katteudstilling.
Mange synes, det er synd for katten, at den skal opholde sig så lang tid i et lastrum med megen støj og uden menneskelig kontakt. Men fakta er at mangelen på kontakt og indtryk er med til at berolige katten og gør også, at den forbruger mindre kropsvarme og afgiver mindre kuldioxid. Støjniveauet i lastrummet er acceptabelt under flyvningen, men når flyet står på jorden, vil handlingselskabet være opmærksom på, at katten ikke udsættes for voldsom støj fra startende fly i nærheden.
Hvad koster det?
Der findes mange forskelligartede regler for transport af dyr for de europæiske luftfarts-selskaber, der beflyver Københavns Lufthavn. Yderligere oplysninger kan søges hos de enkelte luftfartsselskaber. En oversigt over selskaberne og deres hjemmesider fås på www.cph.dk. Det bliver for uoverskueligt at bringe alle selskabers regler her, men jeg har valgt som eksempel at bringe 2 repræsentative selskabers betingelser for transport af dyr. De oplyste priser er gældende pr. februar 2007 og gælder one way pr. dyr. De nævnte maksimalt tilladte vægte er alle inkl. transportkasse.
SAS
Pet in Cabin accepteres og prisen er 200 kr. pr. dyr i på danske indenrigsruter samt i Skandinavien. Øvrige udland koster tilsvarende 300 kr. Dyr som bagage i lastrummet koster 200 kr. for danske indenrigsruter samt i Skandinavien. Øvrige Europa koster 300 kr. Øvrige udland udover Europa svarer til prisen for almindelig overvægt. Dyr i kabinen må maksimalt veje 8 kg og der tillades ingen Pet in Cabin på Business Class på Airbus.
Easy Jet
Der accepteres ingen transport af dyr hverken i kabinen eller i lastrummet.
Generelt
gælder det at de fleste selskaber ikke accepterer dyr i kabinen på oversøiske ruter. På disse langdistanceruter skal alle dyr transporteres i lastrum. Generelt gælder det, at der kun accepteres ét dyr i kabinen pr. passager og kun ét dyr i hver transportkasse, med-mindre de kender hinanden og tolerer hinandens selskab.
De fleste luftfartsselskaber accepterer et yderst begrænset antal dyr i kabinen på hver flyvning af hensyn til de gener, de trods kan medføre de øvrige passagerer. Ofte er det maksimalt tilladt i alt have 1-3 dyr på en flyvning. De generelle maksimalt tilladte mål for transportkasser til kabinen ligger fra 45 x 25 x 20cm til 55 x 40 x 23cm, men disse mål kan variere en del fra selskab til selskab. Det mindste af målene svarer til, hvad der normalt er plads til under sædet, men i det fleste tilfælde accepterer luftfartsselskabet at trans-portkassen placeret under ens knæ, når man sidder i sit flysæde.
Generelt er selskaberne underlagt internationale regler om at dyret skal kunne stå op-rejst i selve kassen, hvilket er noget af et paradoks, når man samtidig kræver at kassen skal kunne overholde de tilladte mål. Medmindre der kun er tale om små killinger kan dette ikke lade sig gøre, men selskaberne er opmærksom på dette og denne regel bli-ver sjældent eller aldrig brugt.
Af hensyn til sikkerheden kan passagerer, der medbringer dyr i kabinen, ikke seates ved en nødudgang eller på rækker, hvor håndbagage ikke kan være under sædet under start og landing.
Hvis katten rejser alene, altså som fragt I lastrummet, skal prisen altid og uden undta-gelse betales inden afrejsen, oftest ved bookingen, men senest når man afleverer kat-ten til luftfartsselskabets cargohandlingagent.
Hvis man ledsager katten på rejsen enten som pet in cabin eller som bagage, skal kat-ten checkes in. Ved in-check får man at vide, hvor meget man skal betale og bliver bedt om at henvende sig til selskabets kontor eller handlingagent. Når man har betalt vil man få boardingkort udleveret mod forevisning af kvittering.
Efter at have checket katten in som håndbagage tager man den selv med videre gen-nem security og ud til flyet. I langt de fleste tilfælde har luftfartsselskaberne regler om, at passagerer, der rejser med fly altid skal seates bagest i kabinen af hensyn til de øvrige passageres komfort.
Når man når frem til security er der to måder at forholde sig på, og hvilken man vælger afhænger af securitymedarbejderens velvilje. Nogle tillader at man lader katten køre igennem gennemlysningsmaskinen, mens den befinder sig i kassen. Andre forlanger at katten holdes af ejeren, mens kassen kører tom igennem.
Gennemlysningsmaskinen er absolut ufarlig, så det er så langt at foretrække at lade katten blive i kassen - det stresser den normalt langt mindre. Men uanset hvad så kan det på det kraftigste anbefales ikke at diskutere dette emne med securitymedarbej-deren, det er nemlig ham eller hende, der suverænt afgør, hvordan du skal forholde dig, når du passerer security.
Hvis katten skal i lastrummet som ledsagende bagage under flyveturen skal den normalt afleveres ved en særskilt skranke. Oplysning herom får man når man checker in ved den sædvanlige skranke.
Under alle omstændigheder er det en rigtig god idé at være i lufthavnen minimum en time før normalt anbefalet mødetidspunkt, altså i København minimum to timer før sche-duleret afgang, da in-check af dyr tager længere tid end normalt. I særlig travle peri-oder som industriferie, jul, nytår og påske anbefales det at møde ikke senere end tre timer før afgang. Check eventuelt med luftfartsselskabet dagen inden afrejsen og oplys at I medbringer dyr på rejsen.
God tur
Alt dette kan synes temmelig uoverskueligt for den enkelte katteejer, der skal transpor-tere sin eller sine katte. Men det understreger vigtigheden af, at man allerede fra star-ten, når man booker sin billet, gør opmærksom på, at det er et levende dyr, det drejer sig om og at man må have størst mulig sikkerhed for at katten transporteres forsvarligt, hvad enten den rejser som håndbagage, in-checket bagage eller fragt. Sørg derfor altid for at alt væsentlig bliver skriftligt bekræftet af dit rejsebureau eller luftfartsselskab.
Heldigvis har langt de fleste luftfartsselskaber og lufthavne omhyggelige og erfarne medarbejdere, som ved hvad det vil sige, at have med levende dyr at gøre. Men ove-ralt, hvor der er mennesker (og dyr) involveret, kan der opstå fejl og misforståelser, der dog for det meste kan forebygges ved nøje planlægning. Jeg håber, jeg har bidraget til at fjerne noget af mystikken omkring og usikkerheden i forbindelse med lufttransport af vore kære katte.
Til toppen af siden |