Opdateret 12-09-2010

Miss Pjuske - en fhv. sommerhuskat

Hvorfor anskaffer mennesker sig en kat ?

Disse utålelige, egoistiske, mjavende, destruktive, grovædende, svinende, ondskabsfulde, hysteriske og rivende dyr.

Hvad vil vi med disse unyttige dyr, for hvem vi mennesker kun er madskaffere og katte-bakketømmere?

Hvad nytte gør et dyr der kun æder, sover og fylder kattebakker?

Jeg ved det ikke. I vores - som vel i så mange andres tilfælde - var det katten der valgte os og ikke omvendt.

Er det mon fordi - at hvis det passer katten - kan den være sød, kælen, kærlig, spindende og morsom?

Dette er gåder som jeg, nu efter snart tre år, savner svar på, men een ting er sikkert - jeg ville ikke undvære Miss Pjuske for guld.

Præsentation af familien

Indtil en søndag i august måned 1990, var vi en lille sammentømret, såkaldt kernefamilie, bestående af: Mor, Far og en knapt 10 år gammel schäferhund.

Vi levede i fred og harmoni i et lille hus, i en lille by på Midtsjælland. Mor - min kone, Hanne, som jeg snart skal fejre sølvbryllup med - og jeg selv er begge udearbejdende hele dagen, og vores hund Pan, passer efter bedste hundeinstinkt på hjemmet og alle omliggende arealer der selvfølgelig er en del af hans territorium.

Pan havde kun to slags fjender her i livet, nemlig den lokale installatørs hund, som vi altid har kaldt "Hængeøre" - og så naturligvis alle de katte der måtte forvilde sig ind på hans territorium, om det så var med groft overlæg eller blot et uheld.

Delvis til familien hører "Nabokonen", der set fra Pan's  side kun har een fejl, nemlig , at hun i sit hus opdrætter katte - en eller anden langhåret race der vist nok hedder noget så mærkeligt som "Main-Coon".

Til "familien", kan efter Pan's mening også udnævnes - "alle der har to hænder til at klappe med - og som i øvrigt er venligt stemt over for Mor og Far".  Oh - hvilken fryd, at være hund i et hus - uden børn - men med en Mor og Far, for hvem man er alt her i livet.

Men ak - det gode varer sjældent ved, Pan's verden blev radikalt forandret en tilfældig søndag i august 1990.

Første møde med Pjuske

En dejlig sommersøndag i august måned 1990, var Hanne, Pan og jeg kørt op til Hannes forældre ved Nykøbing Sjælland.

Selv om det var lidt tidligt på året, så ville Hanne ud til stranden for at se om der var lyng der var ved at være i blomst. Jeg startede så vores gamle dieselbanker og kørte mod Skærby Strand. Lige inden man når stranden ligger der en campingplads - og ud for den var der noget småt der bevægede sig midt på vejen. Bremserne blev klodsede - og så - ved nærmere eftersyn viste det sig, at det der "rullede" rundt på vejen, var en meget lille kattekilling. Når jeg skriver rullede, så er det den nærmeste beskrivelse jeg kan komme på, hvad angår dens gangart. Den gik et til to skridt, væltede om på siden, gik et til to skridt igen og væltede igen.

Katastrofeblinket blev tændt og vi stod ud af bilen - Pan blev dog siddende bagi - og gik hen mod den lille killing. Den kikkede på os med et tavst mjav og Hanne bøjede sig ned og tog den op. Åh - hvilket syn. Pelsen bevægede sig på killingen - af lopper - øjnene var næsten lukkede af øjenbetændelse - ørerne var to sorte skorper og den var så udmagret, at skulderbladene stak som to hvide søjler op gennem pelsen.

Killingen var fuldstændig rolig og tryg - og Hanne begyndte straks at snakke om, at vi måtte køre ind til Nykøbing og finde en dyrlæge der kunne gøre det af med kattens lidel-ser. På trods af tilstanden så var killingen henrivende - og midt i al dens elendighed, begyndte den at spinde.

Gæt engang hvem der så var solgt - der stod jeg gamle fjols med store våde øjne. Missen spandt videre og vores "slagsmål" begyndte. - Den kat kan vi ikke have - Ork sagtens - Hvad med Pan? - Det må han vænne sig til - Den har lopper - De kan fjernes - Pan får dem også - Så må de også fjernes - Hun er nu sød - Ja - det er hun - (på det tidspunkt havde vi haft bunden vendt i vejret på missen) - Tror du det kan gå? - Ork ja - og så havde missen fået et hjem.

Bag i bilen havde vi tilfældigvis en lille papkasse med aviser i, og den blev missen sat ned i og ind på forsædet mellem Hannes ben. Pan sad bagi og snøftede noget, men det kom da ikke til de store følelsesudbrud. Kursen blev sat mod Hannes forældre, der ved ankom-sten med kræet, absolut ikke var stemt for at den skulle ind og aflevere lopper til deres hund.

Resultatet blev, at vi gik op i deres gæstehus med katten, medbringende det kattemad vi havde  været inde på en servicestation og købe på hjemvejen. Katten nærmest kastede sig over maden og selv om vi prøvede på at holde igen, så er der ingen tvivl om, at den sik-kert fik alt for meget at spise ved den lejlighed.

Men hvor kom katten egentlig fra? - Der er ingen tvivl om, at den er taget alt for tidligt fra sin mor, måske allerede som 5-6 uger, hvorefter der er en landliggerfamilie på camping-pladsen der har fornøjet sig med hende et par uger, for så at tage hjem til deres lejlighed, vinkende til missen med ordene: "Kan du så finde nogle andre at lege med" - Føj for s....

Det første dyrlægebesøg og hjemkomst

Efter kort tid i gæstehuset blev vi enige om, at det nok var bedst at vi kørte hjem med kræet, men forinden ringede vi og adviserede nabokonen om vores nyerhvervelse, så hun kunne stå klar med kattebakke, grus, loppemiddel, tættekam og andet tilbehør til den forestående indflytning. På hjemvejen kørte vi dog først ind til vores lokale dyrlæge, hvor vi har været fast kunde i årevis med Pan, for at se om vi kunne være heldige at træffe ham hjemme på en søndag. Det viste sig, at det var han - hans første kommentar var: "Hvad vil i dog med det skravl?" - Da jeg fortalte ham, at det sandelig var min mening, at få en sød og kærlig kat ud af det, gryntede han hånligt, men gik dog i gang med at undersøge kræet. Penicillin for øjenbetændelse, øredråber mod øremider, og indsprøjt-ning mod bændelorm, - var første trin i behandlingen, der jo selvfølgelig var til søndags-honorar.

Nabokonen stod klar da vi kom hjem, så ude på terrassen blev missen så ellers pudret, sprayet og friseret til den store guldmedalje, hvilket hun fandt sig engleblidt i. (Missen altså.) En papkasse fik skåret hul så den blev til en lille hule, der blev foret med et par gamle uldtrøjer, hvorefter hele menageriet blev stillet ud i vores værelse omkring sau-naen. Her er der flisegulv, så med henblik på lopper skulle stedet være ideelt, hvilket også viste sig at være tilfældet.

Efter at have tilset patienten utallige gange i løbet af aftenen - i øvrigt til stor misfornøj-else for Pan, der begyndte at opfatte, "at der var ugler i mosen", gik vi endelig til ro efter en sindsoprivende dag.

En meget syg kattekilling

Syg - er et mildt ord for killingens tilstand den første morgen vi stod op til hende. Selv om vi havde passet på, at hun ikke fik for meget mad, så har den, kombineret med dyrlægens stærke ormekur, været alt for kraftig for hende. Missen var virkelig dødssyg, så jeg måtte ringe til mit arbejde og meddele, at jeg holdt "kats første sygedag".

Dagen i forvejen havde hendes mave været meget rund og svampet på grund af orm - nu var den nærmest som en spærreballon og hun kunne ikke længere stå på benene, men mavede sig sidelæns rundt på gulvet.

Det meste af tiden sad jeg selvfølgelig hos hende, men måtte jo gå et par ærinder væk fra hende en gang imellem, for det meste for at gå ind til Pan og give ham lidt kærtegn - han var på dette tidspunkt begyndt at gå rundt og smågræde over, at vi så fuldstændig kunne svigte ham. Så da jeg hen af formiddagen atter kom ud til missen - så kan man sige at der var gået hul på ballonen. Normalt er jeg ikke sart, men det der her var kommet ud af mis-sen, og som hun i sin afkræftede tilstand havde ligget og rullet sig rundt i - det var altså lidt for meget for mig.

Der var kun en ting at gøre - nabokonen måtte tilkaldes. I løbet af nul komma fem, så var missen tørret af i diverse gamle håndklæder - vi turde ikke vaske hende - gulvet var ren-gjort (gudskelov for at der er fliser) - men hvad skulle vi nu stille op med den stakkels kat? Hun var nu så fuldstændig afkræftet, så hun næsten var bevidstløs. Igen tog nabo-konen affære. I kraft af hendes katteopdræt, kender hun mange "kattemennesker", og et af disse blev hurtigt alarmeret.

Der gik ikke længe før en særdeles sød dame kom anstigende, medbringende kattemo-dermælkerstatning og forskellige mejeriprodukter som jeg blev nøje instrueret i brugen af. Hver tredje time, de første tre døgn, skulle hun mades med ske, indtil hun var kom-met så meget til hægterne, at vi kunne begynde at give hende mild kost - kogt kylling, moset torskerogn og fisk uden ben - det hele blandet med A-38. Ak min skønne natte-søvn.

Nabokonen kom nu med en rund kravlegård, som hun bruger når hun har killinger (altså hendes katte) som hun ikke ønsker skal vælte sig over hele huset. Den blev missen an-bragt i, efter madning hvor det lykkedes os at få tre - fire  skefulde mad i hende.

Det gik nu slag i slag. Hver tredje time blev hun madet - og sandelig om vi ikke kunne se bedring fra gang til gang.

Miss Pjuske navngives

Da det nu lod til, at missen ville klare sig, så havde vi altså fået kat - hvilket vi havde forsværget nogen sinde skulle ske. Vores indstilling har altid været, at katte er vidun-derlige og søde, men vi ville i hvert tilfælde ikke selv have nogen. Vi havde Pan - og det var dyr nok for os.

Nu var missen her altså og så skulle hun jo have et navn. Meget let - vil den rutinerede katteejer sikkert sige - men her havde vi sandelig et problem. Da Pan altid har hadet katte og er gået fuldstændig amok ved at høre ordet "mis" eller andre ord der kan forveksles med dette, så måtte vi altså finde et navn der ikke indeholdt iér eller sér, hvis udtale kunne lede hundens tanker hen på eventuelle katte.

Hanne, som har haft sin barndom på landet, har haft mange katte, og de har allesammen heddet Trisse - Stop: Alt for meget "Mis". Jeg selv havde som dreng en stor hvid hankat som hed Pussi - sødt navn, men også med alt for meget mis i s-lydene. Gamle traditioner kunne altså ikke tages op igen, så vi måtte gå helt nye veje. Missen sad hos Hanne og var viklet ind i et håndklæde - hun var endnu ikke badet (missen altså) - så hun var faktisk ikke særlig lækker (stadig missen).

Næsen og øjnene var skorpede og pelsen strittede forpjusket op af håndklædet. Hanne bemærkede til katten, at den faktisk ikke var noget kønt syn, så sølle og pjusket som den så ud - og straks var navnet der: Hun kunne simpelthen ikke hedde andet end: Pjuske.

De næste par dage

Næste morgen var jeg selvfølgelig nødt til at tage på arbejde. Øjnene hang næsten nede på kinderne af bare træthed, efter at have madet mis hver tredje time natten igennem. Nabokonen overtog nu vagten, hvilket gjorde, at jeg roligt kunne tage hjemmefra.

Kl. ca. 11, var der telefon til mig. "Det er din nabokone" sagde vores kontordame, og med bange anelser for jeg hen til telefonen - hvad var der nu sket? Hun ville såmænd blot for-tælle mig, at alt gik godt derhjemme og at missen nu var så frisk, at hun havde badet hende i håndvasken på gæstetoilettet. Jeg skulle bare vide hvor yndig hun var nu. Dagen slæbte sig afsted - aldrig har der været så lang tid til fyraften - så endelig var det tid. Jeg skyndte mig hjem, og der - på nabokonens arm - sad den yndigste lille killing.

Det var næsten ikke til at forstå, at den lille mis der sad der, var den samme som næsten var død dagen i forvejen. Da Hanne kom hjem fra sit arbejde, faldt hun selvfølgelig også pladask for missen - hun havde ellers dagen i forvejen, været ved at flygte skrigende ned af vores vej, ved synet og lugten af kræet. Hvor var hun sød og yndig - der var kun et lille minus: - Hun skulle stadig have mad hver tredje time.

Pjuskes introduktion til Pan

Den første uges tid efter at Pjuske var kommet ordentligt til hægterne, kom hun regel-mæssigt ind i stuen. Det vil sige, omviklet i et håndklæde sad hun på vores arme. Her foregik også hendes første møde med Pan. Han var mildest taget målløs - hvad var det dog for et kræ vi havde bragt til huse? Han savlede ved tanken om kattesteg, og et par gange hvor han fik lov til at snuse til hende, var det kun ved hurtig flytning af katten, at vi undgik at hun blev et hoved kortere.

Efterhånden vænnede Pan sig til vores nye beboer, og med mange kæl og klap til dem begge, blev de omsider sat sammen på gulvet. Pjuske var fløjtende ligeglad med denne spændende og historiske situation - det eneste der interesserede hende, var at komme til at lege med Pan's hale. Det syntes han til gengæld absolut ikke om.- han gik rundt på stive ben og småsavlede hele tiden, så den første uges tid var det kun under strengt opsyn og under en absolut streng og truende kommando om at "Det er Far's"  at de fik lov til at være sammen.

Sensommeren 1990 var meget varm og smuk, så hver dag når vi kom hjem fra arbejde, blev terrassedøren åbnet og Pan og Pjuske blev sat ud på terrassen sammen - og hvem skulle have troet det - i løbet af blot et par dage havde den gamle kattehader overgivet sig. De var virkelig glade for hinanden.

Pan passede på Pjuske og så snart hun kom blot et par meter for langt væk, så gik han småpibende rundt for at få hende tilbage til døren igen. Pan's hale var i den tid til gen-gæld Pjuskes bedste legetøj, så der var hele tiden noget der holdt hendes interesse fan-gen, frem for at finde på at foretage uoverlagte ekspeditioner ud i den store fremmede verden.

Da vi alligevel ikke var helt sikre på, om sådan en lille killing kunne finde på at løbe væk for derefter ikke at kunne finde tilbage, anskaffede vi en kattesele og hun blev tøjret til en lang snor ude på terrassen, hvilket dog hurtigt viste sig at være en absolut fiasko.

Hun hadede ganske simpelt at være bundet. Til gengæld fandt vi også hurtigt ud af, at hun så absolut ikke havde i sinde at løbe væk - for da vi tog snoren af hende, udvidede hun kun sit territorium med højst 10 cm. om dagen - og ved blot den mindste lyd eller bevægelse i haven, så sad hun øjeblikkelig inde under sofaen.

I det hele taget viste det sig snart, at hun var en rigtig lille kryster.

Forsøgskatten

Hanne og jeg er inderlige modstandere af brugen af forsøgsdyr, og er derfor selvfølgelig også medlemmer af "Landsforeningen Forsøgsdyrenes Værn". At Pjuske så alligevel skulle opnå, at blive udnævnt til forsøgskat, er en helt anden historie.

Forsøget gik ud på, at skaffe hende et godt nyt hjem. Som tidligere nævnt, har det aldrig været vores mening at vi ville have kat, så da Pjuske var kommet sig over sin første uhel-dige start på livet - begyndte vi at prøve os for, hos samtlige venner og familiemedlem-mer, om der dog ikke var nogen af dem, der ville have en sød og yndig kattekilling. Efter et par måneders forsøg var vi blevet klar over, at det nok ville være nemmere at skaffe et nyt hjem til en kvælerslange end til en kattekilling.

Denne uventede indstilling hos en kreds, som vi ellers troede var dyrevenlige, har gjort det helt klart for os, at Pjuske aldrig skal have killinger. Vi ville aldrig slippe af med een eneste af dem - og da jeg sikkert aldrig ville kunne tage mig sammen til at få aflivet dem, ville vi komme til at leve sammen med et antal katte, der ville slå alle rekorder.

Alle - eller næsten alle - der betakkede sig for at få Pjuske, syntes selvfølgelig, at hun er dejlig og beklager inderligt, at de desværre ikke kan have kat.

I sandhed en køn samling hyklere.

Om kræsne katte i almindelighed - Pjuske i særdeleshed

Når jeg tidligere har hørt katteejere klage over deres kats kræsenhed, har jeg kun haft et hånligt skuldertræk tilovers for den. En kat kan værsågod - spise hvad den får serveret- ellers kan den sulte!

- Ak skønne teorier. Men Pjuske - efter at hun som lille havde prøvet at sulte, så var det en umulighed at hun nogen sinde skulle blive kræsen.

Da hun efter den første svære tid, skulle begynde at have rigtig mad, fik jeg alle tiders undskyldning til at tage på fisketur flere gange om ugen - jeg er nemlig fanatisk lystfisker - og kattedamen der lagde diæten for Pjuske, havde sagt at: kogt fisk var noget af det allerbedste jeg kunne give missen i starten. Ergo - med glæde og fryd i sindet købte jeg, med Hannes velsignelse, et årskort til en stor sø her i nærheden. Kun 150 Kr.- og jeg kunne fiske lige så meget jeg havde lyst til.

I ca. fjorten dage var jeg som i himmerige. Time efter time nød jeg fiskeriets stille glæde. Jeg hjembragte adskillige skaller, aborrer og brasen, som blev kogt og befriet for ben inden de blev serveret for det lille pus. Da de fjorten dage var gået, nægtede Pjuske over-hoved at spise mere af den lækre fisk.

Det er mildt sagt at jeg var skuffet. Der røg århundredets bedste undskyldning for at tage på fisketur. Hanne, der som sædvanlig var praktisk anlagt,syntes det var ganske udmær-ket, for der var så meget der trængte til at blive gjort i haven. Mit første møde med Pjus-kes kræsenhed sendte mig altså på havearbejde.

Kogt kylling kunne missen dog stadig få ned, og lidt efter lidt begyndte husholdningen også at indeholde dåser med kattemad. Lad det være sagt en gang for alle: Markedet for kattemad er fuldstændigt uoverskueligt. Som ny og uerfaren katteejer står man aldeles fortabt foran supermarkedets bugnende hylder. Der var kun et at gøre - begynde fra en ende af og finde ud af hvad missen bedst kunne lide.

Dåse efter dåse blev åbnet - Pjuske snusede lidt til indholdet og gik fornærmet bort - dåse efter dåse blev kasseret.  Endelig var der et enkelt mærke hun kunne lide. En Luxus Kyllin-gemenu fra vores lokale købmand - og så var det oven i købet en af de billigste dåser jeg havde købt. Lykkelig var jeg, og bestilte straks et helt karton hos købmanden. Efter en halv snes dåser nægtede Pjuske aldeles så meget som at snuse til Luxus Kyllingemenu mere.

Jagten på kattemad fortsatte og det gør den endnu - efter at have fået serveret det samme et par gange, så går hun i sultestrejke. Dog har hun altid to forskellige mærker af tørfoder stående - og her er kræsenheden knap så stor, så der er nok ingen fare for at hun dør af sult.

Kattebakken og dens anvendelse

Fra den første dag i hjemmet har Pjuske været renlig. Kattebakken, som nabokonen stod klar med da vi arriverede, kendte Pjuske tilsyneladende meningen med - for, bortset fra et par enkelte uheld, så har hun altid benyttet bakken.

Jeg havde aldrig troet at det er en hel videnskab at få fjernet kattens efterladenskaber, men det er det altså. Bakken i sig selv er ikke det største problem - vi valgte en med en aftagelig indadbuet kant, som skulle gøre det let at rengøre bakken samtidig med, at katten ikke skulle kunne skrabe grus ud over bakkens kant. Her gør Pjuske alle skønne teorier til skamme. Når hun skal benytte bakken, så begynder der en længere række ceremonier.

Først jævnes gruset fint ud - så dynges det op i det ene hjørne, så ca. en tredjedel skub-bes op over den specielt arkitekttegnede kant der netop skal forhindre dette. Ærindet besørges og gruset jævnes pænt ud igen.

Det over kanten udskubbede grus fordeles nu jævnt over hele entrégulvet. Dette fænomen har efterhånden givet Hanne og mig en meget let og yndefuld gangart når vi skal igennem entréen  - sådan nærmest på tåspidser.

Gruset som bakken skal fyldes med er straks et større problem. Der findes, som med kattemad, utallige arter og mærker og det er så absolut ikke ligegyldigt hvilken slags man vælger.

Som hovedregel, skal man helst vælge en slags genbrugsgrus. Det vil sige en slags grus som samler sig omkring kattens efterladenskaber. Man tager så en skovl - der med riller er udformet som en slags si, og frasorterer de klumper som gruset har samlet sig om.

Yderst enkelt, med et minimalt brug af grus. (Hvis man da i det hele taget  kan bruge ordet - enkelt - i forbindelse med en kat.) Vi har indtil nu prøvet fire forskellige mærker af denne type grus.

Det første mærke var katten glad for, men når det blev "vådt", udsendte det en lugt der var værre end kattens.

Næste mærke var alt for grovkornet - Pjuske var udmærket tilfreds, men det kom sig nok af, at den type grus var hurtigere at fordele jævnt over gulvet.

Nyt mærke - Pjuske kunne ikke lide det, så hun satte sig konsekvent ved siden af bakken.

På jagt igen - og tålmodigheden blev belønnet. Pjuske er tilfreds - det har en god forde-lingsevne til gulvet og det der skal afleveres, bliver afleveret i gruset. For os er der et mini-mum af lugtgener, hvilket vi er særdeles tilfredse med, og bakken er let at rense.

Der er kun een fejl ved det: Vi skal helt til København for at købe det - men hvad gør man ikke for det kære dyr.

Åh - hvilken morgen

Normalt er jeg ikke morgensur - jeg er bare lidt stille. Den bedste måde for mig at vågne rigtigt på, er at jeg får lov til at sidde stille og roligt i en halv times tid og pulse på et par usunde cigaretter. Sådan har det været i mange år, men efter Pjuskes indflytning går det ikke altid sådan.

Den grufulde morgen jeg her vil berette om, startede på følgende måde: Medens jeg var på badeværelset åd Pjuske en rød tulipan der stod på sofabordet. Det vil sige - resterne af den var selvfølgelig spredt ud over gulvet, hvilket for mig medførte en rengøring som jeg absolut ikke var i humør til på det tidspunkt af døgnet.

Da morgenmaden var blevet placeret på bordet, fik hun i et ubemærket øjeblik sat en klo i et stykke franskbrød med honning, så det vippede ned over hende - selvfølgelig med hon-ningsiden mod pelsen. Pjuske måtte nu indfanges og aftørres for den klæbrige substans, hvilket så absolut ikke passede damen.

Efter endt renselsesprosces, var hun nu blevet så arrig, at hun for hen og rev Pan på snu-den - så hylede han. Pan måtte nu trøstes og riften desinficeres med sårsalve. Der blev nu et øjebliks fred - så brækkede Pjuske den røde tulipan op på gulvtæppet - så kunne jeg gå i gang med morgenens anden rengøring.

Olm som en tyr spiste jeg hurtigt min morgenmad og skoldede mig på kaffen, for at kom-me så hurtigt som muligt ud af døren - og væk fra menageriet.

På vej ud kom Pjuske i klemme i døren. Det foregik absolut ikke i stilhed, og hun måtte nu undersøges for eventuelle skader. Missen var uskadt - de eneste skader der opstod som følge af uheldet, fik jeg selvfølgelig, da hun arrig og hvæsende rev mig. Hvor var det dog dejligt at komme på arbejde og slappe af i otte timer den dag.

Den daglige pleje af katten

Kattepelse er fra naturens side selvrensende - det vil sige, katten er som bekendt meget flittig til at vaske sig , så det er ikke som med en hund, der under hyl og skrig skal bades et par gange om året. Blot er der et enkelt problem som katten ikke kan løse til ejerens fulde tilfredshed - det er den evigt tilbagevendende fældning.

Pan er altid blevet børstet hver dag i al den tid vi har haft ham og er hvert forår når fæld-ningen er på sit højeste, leverandør til foring af samtlige fuglereder i og omkring vores have.

Når vi har børstet ham lader vi simpelthen de afredte hundehår ligge i haven, og alle kvar-terets redebyggende fugle kommer så og henter hvad de har brug for. Fuglene er glade og vi er ikke mindre, ved at slippe for at have tykke lag hundehår liggende over hele huset. Hvorfor så ikke gøre det samme med Pjuske?

Første gang jeg rørte hende med en kam, rev hun mig selvfølgelig godt og grundigt.

Forsøget blev gentaget den næste dag med samme resultat. Daglige forsøg i en måneds tid, gjorde imidlertid, at det til sidst lykkedes at få lov til at frisere hende lidt en gang imel-lem - og i dag tror jeg ligefrem at hun nyder det - blot det ikke bliver for grundigt og for længe af gangen. (Vi skal jo helst ikke komme i den vildfarelse, at hun er blevet blid).

Noget andet er plejen af kløerne. Nabokonen, der jo er meget på udstilling med sine race-katte, klipper altid kløerne på forpoterne på dem - vist nok af hensyn til udstillingernes dommere.

Pjuske  var inde i en periode hvor hun var meget slem til at rive da hun var ca. tre måne-der gammel, så for at komme denne uvane til livs og skåne os stakkels katteejere for alt for alvorlige rifter, blev vi enige om, at nabokonen også skulle klippe Pjuskes klør.

Første gang gik det nogenlunde - katten spruttede og hvæste, men operationen blev fuld-ført uden alt for mange rifter. Efter nogle uger skulle det gentages, men nu havde Pjuske fået dårlige erfaringer fra første gang. Da den første pote var ordnet og turen kom til den anden, fik katten sig vendt sig og bed nabokonen i hånden, så blodet bogstavelig talt flød i stride strømme.

Fortsat klipning blev opgivet og nabokonen trak sig tilbage med noget der begyndte at ligne had til katte i almindelighed og til Pjuske i særdeleshed. Om aftenen blev smerterne i bidsåret ret alvorlige, så der var ikke andet at gøre end at tage en tur på skadestuen.

Her viste det sig, at Pjuske havde beskadiget en sene i hånden på hende, med det resultat at hånden måtte i gips i fjorten dage. Pjuske har ikke fået klippet klør siden - og naboko-nen har tilgivet hende.

Det er værre med hendes mand - han har truet med sagsanlæg, fordi han måtte vaske op de fjorten dage hans kone var i gips.

Hos dyrlægen igen

Da vi skønnede at Pjuske nu måtte være ca. tre måneder gammel, var det tid for at blive vaccineret. Hendes fødselsdag kender vi af gode grunde ikke, men da vi prøvede på at regne os frem til hvornår det ca. kunne være blev vi enige om, at det skulle være den 11. juni - fordi hun er lige så dyr som terminen og lige så plagsom. Så midt i september måned bestilte vi tid til hende hos vores dyrlæge. Pjuske var på det tidspunkt inde i en periode, hvor hun var direkte ondskabsfuld - hun rev og bed næsten hver gang vi ville røre hende, så det var med bange anelser at vi tog afsted. Hvilke erstatningskrav kunne vi ikke senere blive udsat for fra dyrlægens side?

Pjuske overraskede os totalt. Da vi lukkede hende ud af det transportbur vi havde lånt af nabokonen, var hun engleblid og satte sig blot og kikkede nysgerrigt omkring. Dyrlægen, der ville aflive hende den første gang han så hende, faldt fuldstændig for hende. Han stillede sig op og begyndte at beundre hende: "Nej - sikken farve - sikken pels - hvor er hun køn!" - Pjuske sad sødt og labbede det hele i sig. Vaccinationen tog hun uden at kny - hun sad tilmed og spandt, så gevaldig lettet satte jeg hende ind i buret igen, og vi kørte hjem.

Det første hun gjorde da vi var kommet hjem, og jeg lukkede hende ud af buret - var selvfølgelig, at rive mig godt og grundigt.

Om hvæsning af klør

At katte har behov for at hvæsse sine klør er vel ikke nyt for nogen. Det var det heller ikke for os, så allerede et par dage efter Pjuskes indtog i hjemmet, begav jeg mig til en dyre-forretning og indkøbte, i dyre domme, et kradsetræ til missen. Aldrig i hele mit liv har jeg smidt penge ud til noget så overflødigt.

Pjuske har virkelig kattens behov for at hvæsse klør og hun gør det ofte og grundigt - overalt i huset undtaget eet sted - nemlig på det dyrt indkøbte kradsetræ.

Alt er prøvet for at få hende til at bruge det - baldriandråber og anden katteparfume er ganske uden virkning, men måske - hvis man kunne få en parfume der lugter af olmer-dug, hun så ville kradse hvor det er meningen hun skal gøre det.

Efter at vi snart er nået til sølvbrylluppet, så er det klart at vores hjem ikke er nyt længere, men vi synes selv, at det altid har været nogenlunde pænt - bl.a. så er vores møbler betrukket med olmerdug, der som bekendt er et ret holdbart stykke stof, der fra leveran-dørens side er leveret såkaldt "uopskåret". Det er vores ikke længere. Det er faktisk lige så loddent som plys.

I vores gæsteværelse har vi to senge, hvor der på hver seng lå en kraftig skumgummi-madras - det gør der ikke længere - Pjuske har nemlig kradset begge madrasser til uken-delighed. Forestil dig, kære læser, hvor meget indholdet af to skumgummimadrasser fylder når de er fræset ud til granulat. (Om det er et naturligt forsvar fra Pjuskes side - hun kan ikke fordrage gæster og så kan de da i hvert tilfælde ikke overnatte - skal jeg lade være usagt).

Væg til væg tæpper har vi heller ikke mere - der mangler et par centimeter på næsten alle leder. Det er særdeles sjovt og underholdende for en kat, at få fat i løse gulvtæppetråde, der hvor tæpperne er skåret til.

På regningen over ødelagt inventar, kan også skrives en antik urtepotteskjuler der inde-holdt en stuebregne. Den kunne sjovt nok ikke holde til at gå på gulvet, efter at Pjuske havde hængt og gynget i bregnen. Den aften var det kun min snarrådige indsats der red-dede Pjuskes skind fra voldelige overgreb fra Hannes side.

Om løbetid og P-piller

Når jeg gennem årene har set udsendelser i fjernsynet fra cirkus, har jeg neglebidende og i åndeløs spænding  beundrende betragtet disse frygtløse og modige mænd der er gået ind i bure til store tigre, løver og andre blodtørstige kattedyr. I dag må jeg tilstå, at jeg kun har hånlige skuldertræk til overs for disse amatører og deres tamme misser - for ingen af dem har nogen sinde prøvet at give Pjuske en P-pille.

Missen var kun ca. fem måneder gammel, da hun begyndte at udstøde nogle særdeles besynderlige lyde  - en blanding af barnegråd og lyden af en stærkt lidende kat. Pan så dybt chokeret ud - hvordan kunne nogen i dette hus afgive sådan nogle væmmelige lyde?

For en sikkerheds skyld - for han hen til terrassedøren og gøede vildt og ubehersket, for det tilfælde skyld at der skulle være en kat i haven. Pjuske startede sin sang igen og Pan fik et nyt anfald af kattehad. Med et stod det os gruopvækkende klart: Pjuske var kommet i sin første løbetid.

En særdeles uholdbar situation var opstået i familien. Med rædsel tænkte jeg på fremtiden - tænk at skulle bo sammen med to dyr, hvoraf det ene gik vrælende omkring mens det andet gøede ubehersket - for slet ikke at tænke på hvad der ville ske hvis Pjuske slap ud og kom hjem igen - gravid. Hanne mente straks at vi skulle få Pjuske steriliseret - hun er nu også så barsk - men det syntes jeg selvfølgelig var synd. Tænk at skære hul i det lille bløde maveskind - så hellere P-piller.

Dyrlægen blev kontaktet og en recept blev indtelefoneret til vores lokale apotekudsalg, hvor jeg så kunne hente en æske P-piller. Såre simpelt - Pjuske skulle bare have en pille om ugen, hvorfor lørdag straks blev udnævnt til P-pilledag. Jeg åbnede æsken og fandt tyve små bitte hvide piller. Ork - det kunne sandelig ikke være noget problem, når pillerne ikke var større.

Pjuske havde blot en helt anden mening. Jeg tog katten stille og roligt op på skødet, holdt pillen i  højre hånd medens jeg forsigtigt prøvede på at åbne Pjuskes mund med venstre. Øjeblikkelig satte hun ti klør i hænderne på mig og bed mig i hånden mens pillen rullede hen ad gulvet. Efter at jeg havde været ude på badeværelset for at standse blodet og få desinficeret de værste sår, gik jeg ind og lagde mig på gulvet for at finde pillen igen.

Det lykkedes efter ca. et kvarter, hvorefter jeg gik i gang med at få Pjuske halet frem fra hendes skjul under sofaen. Efter en stor og tålmodig jagtindsats lykkedes dette også, og jeg bar hende ud i entréen og satte hende op på kommoden.

Denne gang lykkedes det at få åbnet hendes mund og stoppe pillen ned i gabet på hende - hvorefter hun beviste, at katte kan spytte langspyt - pillen rullede igen hen ad gulvet og Pjuske satte med salig fryd, igen, samtlige klør i mine hænder - dog undgik jeg denne gang at blive bidt.

Igen en tur på badeværelset - nu havde vi ikke mere jod, men jeg tog chancen og påbe-gyndte en ny indfangningsrunde - pillen var efterhånden ikke helt hvid længere, men jeg regnede med at dens virkning stadig var god nok.

Denne gang viklede jeg Pjuske ind i et håndklæde så kun hovedet stak ud - kløerne var således passifiserede men hun kunne stadig bide, hvorfor jeg iførte mig et par store arbejdshandsker. Efter en halv snes forsøg lykkedes det mig virkelig at få pillen i hende - så den blev der.

Med gru så jeg nu frem til alle fremtidige lørdage og alle de pinsler jeg skulle igennem - mine sår kunne jo dårligt nå at hele op fra uge til uge - men efterhånden blev det nem-mere og nemmere. Efter ca. et halvt år kunne vi droppe handskerne og efter yderligere et par måneder var håndklædet også overflødigt.

Når hun i dag skal have piller af en eller anden art, går det helt nemt - jeg venter blot til hun ligger i en stol og sover, så lister jeg mig hen til hende med pillen i hånden, åbner lynhurtigt hendes mund og kyler pillen så langt ned i halsen på hende som muligt - hun når dårligt at opdage hvad der sker - så er pillen nede og jeg kan slappe af igen.

Kampen om territorier

Når jeg tidligere har skrevet, at jeg aldrig har drømt om at ville have kat, så er det ikke helt den fulde sandhed. Faktisk var jeg medejer af en slags andels-kat i forvejen.

Det kom sig af, at for ca. en seks år siden blev der bygget nogle huse bag ved vores. Efter aftale med tømrermesteren havde jeg lidt opsyn med byggepladsen for at forhindre de værste tyverier der. Det lykkedes ikke helt, men til gengæld var det så at jeg blev med-ejer af en andels-kat.

Byggepladser har vist nok en stor tiltrækningskraft på hjemløse katte og her var der selv-følgelig også sådan en. En lille killing - en rigtig rundstrikket stribemis - sad højlydt og bad om mad. Det fik den selvfølgelig også hver dag, men da byggeriet nærmede sig sin afslutning havde jeg så et problem - hvad med missen? Igen min nabokone! Vi lavede den aftale, at hun tog katten til sig mod at jeg betalte for sterilisationen af den. En aftale til alles tilfredshed - ikke mindst kattens.

Sofie - som jeg navngav den - har nu i alle de år haft vores have som sit territorium, så det er logisk, at der efter Pjuskes indflytning skal opstå kontroverser om dette. Pjuske som i begyndelsen viste sig at være en rigtig lille kryster, skiftede hurtigt sind - hun virkelig hader Sofie, som så til gengæld vil gøre alt for at bevare sit territorium.

Pjuske har imidlertid et es på poten - nemlig Pan, som også afskyer Sofie. Allerede i 1991 startede kampen - det vil sige kun når Pan var med ude - så provokerede Pjuske, Sofie på det frækkeste og når Sofie så gik til angreb så "smut - hen til min hund" - og med et gungrende vov blev Sofie så sendt til dørs. Det gik næsten godt hver gang, men har dog også et par gange kostet et par rifter i Pjuskes skind og det ene øre.

En anden territoriekamp - er kampen om mors stol. Her kan man virkelig sige, at der er tale om giganternes kamp. Pjuske har bestemt, at mors stol skal være hendes - og modsat har Hanne bestemt, at Pjuske kan ligge alle andre steder undtaget lige netop der. Jeg selv går meget stille med dørene for ikke at blive rodet ind i det slagsmål, men efter at have flyttet Pjuske en halv snes gange hver aften - så er Hanne nu ved at give op og er begyndt at flytte sin dækkeserviet hen på en anden plads. Jeg tror at Pjuske vinder i det lange løb, men jeg tør absolut ikke lufte min teori i Hannes nærværelse.

Kattens opdragelse - eller rettere mangel på samme

Som tidligere nævnt, så havde vi en stor hvid hankat i mit barndomshjem. Min søde gamle Mor, der nu er oppe i firserne, påstår stædigt og hårdnakket: "At den sandelig var velopdragen". Denne uhyrlige påstand er hun jævnligt fremkommet med, efter at hun har oplevet Pjuske på slap line.

Meget diplomatisk har jeg flere gange forsøgt at forklare hende, at det vist må bero på en mindre erindringsforskydning - men hun holder stejlt fast ved sit. Mine erindringer om samme kat, er at den ikke var det mindste mere velopdragen end andre katte, men den var måske lidt mere blid end Pjuske.

Kort og godt: Pjuske er som alle andre katte - totalt blottet for det mindste anlæg til at modtage opdragelse. Pjuske må ikke springe op i vindueskarme - det gør hun adskillige gange om dagen og har sågar udnævnt en bestemt karm i stuen til sin yndlingsplads. Ingen tvivl om at hun ved det, for når vi råber højt nok, bevæger hun sig demonstrativt langsomt ned.

Pjuske må ikke hvæsse klør i møblerne - hun bestiller ikke andet, men lader sig også her stoppe af høje råb. Hun fortsætter dog straks når vi vender ryggen til. Pjuske må ikke gå på bordene eller skænken, hvor hun går i slalom mellem figurer og andet nips - hvilket giver Hanne udprægede tendenser til dårlige nerver med hysteri til følge. Også her er der ingen tvivl om, at katten ved den er på gale veje, men det rager den en hundekiks.

Nabokonens mand, der til tider er udsat for ikke mindre end nærmest horder af katte og killinger, har sin egen opdragelsesmetode - der hedder sutsko. Han har gennem tiden opøvet en fænomenal træfsikkerhed og har foreslået mig, at jeg skulle prøve det samme, da han har opnået gode opdragelsesresultater med systemet.

Optændt af ildhu gik jeg fortrøstningsfuld i gang, ved at placere mig i sofaen med ikke mindre end fire sutsko - de to var Hannes. Når Pjuske nu var på gale veje, var det så meningen at jeg, med en kastet sutsko skulle ramme hende.

Nabokonens mand må enten have trænet udendørs først, eller også er hans øjemål bedre end mit - for efter de første fire kast havde jeg skudt flere ting ned end Pjuske havde kunne rave på gulvet på tre måneder. Efter Hannes udtrykkelige "opfordring" forlod jeg dette system. Slutresultatet var altså, at jeg var den eneste der modtog opdragelse ved den lejlighed.

Når katte spiser græs bliver det regnvejr

Denne gamle skrøne ville, hvis den havde den mindste smule på sig, være skyld i at vi alle var helt rustne.

Pjuske elsker, som alle andre katte, at spise græs. Katte slikker sig meget og får således mange hår ned i mavesækken - de samler sig til hårboller og for at komme af med dem spiser katten græs og brækker, kort tid efter, så hårbollerne op.

Så snart Pjuske bliver lukket ud i haven, finder hun straks et sted med langt græs af en særlig beskaffenhed. Dette er i øvrigt ikke svært for hende i vores græsplæne, der absolut ikke bliver overplejet. Når Pjuske således har siddet og delikateret sig med sit lækre måltid - kommer hun straks ind - for et øjeblik efter at brække sig på gulvtæppet. 

Utallige gange har jeg prøvet at gribe ind i dette handlingsforløb - hidtil aldeles uden held. Jeg mener- når hun nu har spist græsset ude i haven, så kan hun ligeså godt aflevere det der igen. - Men nej - det skal brækkes op på gulvtæppet.

Gang på gang har jeg siddet på lur og betragtet Pjuskes græsning, og så snart hun er kommet ind og gylpningen er begyndt, har jeg snuppet hende og sat hende ud igen, med døren lukket bag sig. Straks har brækfornemmelserne været "Pist borte". Når der så er gået et stykke tid har jeg åbnet døren igen - Pjuske er kommet ind og gylpningen er straks begyndt igen - ud med missen igen og det hele er startet forfra.

Når vi således har kæmpet om overtaget et stykke tid, er det altid lykkedes Pjuske - i et ubemærket øjeblik - at aflevere græs og hårboller hvor hun mener det rettelig hører hjemme - nemlig på gulvtæppet.

Katte og politik

Jeg tvivler stærkt på at katte interesserer sig for politik, men skulle Pjuske nogen sinde vælge et politisk ståsted, så er der ingen tvivl om at hun er udpræget radikal.

I vinterhalvåret får terrassedøren ikke lov til bare at stå åben - dertil er varmen for dyr. Døren bliver åbnet alt efter om Pan eller Pjuske vil ud eller ind.

Med Pan er der ingen problemer - han har sine faste luftetider og det er meget sjældent han beder om at komme ud. Pjuske der imod: Mjav ved døren - halsbåndet på Pjuske, døren op og Pjuske ud - et minut efter: Pjuske mjavende op af døren - døren op og Pjuske går en halv meter tilbage - man rækker efter hende og hun går tre meter tilbage - døren i igen. Et minut efter: Pjuske mjavende op af døren - døren op - Pjuske en halv meter tilbage o.s.v. Efter at dette ritual har gentaget sig op til en halv snes gange, kom-mer hun endelig ind. Halsbåndet bliver taget af hende og to minutter efter står hun igen mjavende ved døren. Der er ingen tvivl om, at den kat er yderst radikal.

I øvrigt har jeg ladet mig fortælle, at skotterne lader deres katte halekupere - så slipper der ikke så megen varme ud når katten skal ind eller ud af dørene. Det var måske værd at tænke over.

En af Egyptens syv plager

Man siger at katte er legesyge, men meget af deres leg er faktisk træning af deres natur-lige trang til jagt. Når Pjuske således fræser rundt i haven efter sommerfugle, bier og andre flyvende insekter, er det altså en slags storvildtjagt for hende. Hendes jagtinstinkter blev i hvert tilfælde sat på en grundig og langvarig prøve i sensommeren enoghalvfems.

For første gang i de mange år vi har boet her, blev vi invaderede af en af Egyptens syv plager - nemlig græshopper. Hanne påstår at det måtte være en naturlig følge af min ulyst til at slå græs - for ingen græshoppe vil kunne finde et bedre naturligt miljø at leve i.

Pjuske var ellevild af glæde - så meget legetøj havde hun aldrig haft før og hun var konstant ude på jagt i al den tid terrassedøren kunne få lov til at stå åben. Der var kun et minus ved det - for Hanne og mig altså - og det var, at alle de græshopper som Pjuske fangede - de blev øjeblikkelig bragt ind i stuen til os - hvorpå hun straks drønede ud efter den næste.

Hvis hun da så i det mindste havde bidt de elendige græshopper ihjel; men nej - de svær-mede omkring benene på os så vi følte os hensat til en eller anden film med "Indiana Jones", hvor der som regel ikke er sparet på diverse effekter, der næsten altid består af forskelligt ulækkert kryb.

Vores følelser for græshopper blev den sommer bragt langt ned under frysepunktet og vi følte virkelig med de stakkels Egyptere der, efter sædvanligvis pålidelig kilde, skulle have været udsat for noget lignende for en hel masse år siden.

Gad vide hvor meget det vil koste at få lagt asfalt og få det malet grønt?

Pjuske på overlevelsesøvelse

Som det vel efter hånden er gået op for alle, så er Pjuske altså beskytter i alle ender og kanter.

Når hun bliver lukket ud i haven har hun altid halsbånd på, med vores telefonnummer påskrevet. Det er klart at hun skal øretatoveres på et eller andet tidspunkt når hun skal i narkose alligevel, men indtil da så er halsbåndet altså en erstatning for dette.

Hun er ikke ude ret lang tid af gangen - hun skal hele tiden ind og vende en omgang og løber så straks ud igen. Andre gange, især hvis vejret ikke er helt som hun kunne ønske, kommer hun ind igen efter få minutter. Når det er ved at blive mørkt kan hun altid finde ind i en vis fart - men  der var alligevel en aften hun tog fusen på os.

Pjuske havde været ude siden sidst på eftermiddagen, og da det begyndte at blive mørkt var hun lige inde og vende en gang, men inden vi fik lukket døren var hun strøget ud igen. Vi tog det helt roligt, for hun plejer jo aldrig at løbe nogen steder, men den aften havde Pjuske bare besluttet at hun ikke ville ind igen.

Vi lokkede og kaldte - vi prøvede at fange hende og pludselig var hun væk. Vi ledte og ledte - kravlede i hække og staudebede, men missen var og blev væk. Vi skiftedes til at lede efter hende hele aftenen indtil hen ad midnat, så måtte vi altså gå i seng - der ventede jo en ny arbejdsdag. Terrassedøren fik lov at stå på klem og dybt urolige prøvede vi at falde i søvn. Hele natten igennem var vi oppe på skift, for at kikke efter Pjuske - uden resultat.

Om morgenen - efter ca. et par timers søvn til hver - kom Pjuske spankulerende ind gennem døren, med højt løftet hale, og så frisk og udhvilet ud - i hvert tilfælde i forhold til Hanne og mig.

Katte og fugle

Fra naturens side er denne kombination ikke særlig heldig. Pjuske var ikke større end hun lige netop kunne kæmpe sig op i en vindueskarm før hun beviste dette. Når hun sad der og kikkede på fuglene uden for blev hun så ophidset, at hun klaprede med tænderne så hun nærmest var helt i krampe.

Vi tænkte selvfølgelig på, hvad der ville ske med de stakkels fugle når hun blev voksen og fik lov til at være ude i haven. Det tegnede i hvert tilfælde ikke godt for den stedlige fugle-bestand. Pjuske gjorde imidlertid vores mistanke til skamme. Hun har aldrig taget en eneste fugl og har sågar siddet og betragtet et par solsorteunger der var faldet ud af reden, uden at røre dem med så meget som en pote. Om hun er en særlig fuglevenlig kat ved jeg ikke, men der er i hvert tilfælde ikke nogen der skal beskylde Pjuske for at øde-lægge fuglelivet her i kvarteret.

Økonomi

Lad det være sagt een gang for alle: Det er hundedyrt at holde kat. Det koster mere end det dobbelte af at holde hund - ikke blot i anskaffelse af diverse inventar, men også i det daglige forbrug. Se blot på denne lille liste over nødvendige - og i flere tilfælde direkte unødvendige katteartikler.

Kattemad på dåse:

Regn med at mindst 50% må kasseres - en lille dåse kattemad koster det samme som man kan få en kæmpe dåse hundemad for.

Tørfoder:

Her er spildet minimalt, men det koster ca. fire gange så meget som til hunde.

Kattebakke:

Fås i mange prisklasser, men bør være arkitekttegnet for at undgå unødigt spild af det dyre kattegrus - en af de ting der absolut ikke virker.

Kattegrus:

Her må man se i øjnene, at ca. en tredjedel smides direkte ud via støvsugeren. Det koster ca. hundrede kroner for en pose der holder een til halvanden måned, alt efter missens lyst til at gruse gulv.

Kradsetræ:

En totalt unødvendig anskaffelse til et par hundrede kroner, da katten med stor fryd hvæs-ser klør i alle husets møbler.

Transportbur:

Et særdeles nødvendigt inventar, der forhåbentlig kun skal bruges een gang om året, i forbindelse med kattens vaccination - i modsat fald - så skal du bare se dyrlægeregninger.

Kattehule:

En specialdesignet, dyr katteseng, som missen aldrig i sin vildeste fantasi vil drømme om at benytte.

Vaccinationer:

Skal heldigvis kun gives en gang om året, men er en af grundene til, at dyrlæger altid kan køre rundt i store og dyre biler.

Ormekur:

Bør gives to gange om året - og hvis man har flere katte eller hunde, skal disse behandles samtidig. Apotekere er også godt kørende.

P-piller:

Er en absolut nødvendighedsartikel til hunkatte, hvis man da ikke vil have hele huset fyldt med katte. Her tilgodeser man så samtidig, både dyrlægens og apotekerens økonomi.

Diverse kattelegetøj:

Er nok en af de billigere fornøjelser. F.eks. koster en "pelsmus" kun omkring tredive kro-ner - og katten er beskæftiget i timevis.

På listen kan også stå:

Sterilisation af hunkat eller kastration af hankat. Ved et af disse to indgreb i naturens gang, vil det være særdeles hensigtsmæssigt, at lade katten øretatovere når den alligevel er i narkose.

Nu håber jeg ikke at dette afskrækker evt. kommende katteejere fra at anskaffe sig en mis - og at nuværende samme, ikke vil skaffe sig af med deres efter at være konfronteret med disse fakta. Katte er jo dejlige.

Januar 1992

I skrivende stund - januar 1992 - sidder jeg her på mit kontor. Pjuske er fast gæst - hun kommer svansende her op engang imellem for at se hvad jeg foretager mig. Pan kommer af og til på besøg i samme anledning - og alt ånder af fred og idyl. Forholdet mellem de to er det allerbedste - og Pjuske har udviklet sig til en kælen kat - selvfølgelig på hendes betingelser. Hun kommer til os når hun vil kæles, og så kan vi ellers bare holde fingrene fra hende resten af tiden.

Pan er blevet gammel, han er snart 10 år, så det går ikke så hurtigt med ham mere. Han går og småbrummer lidt, og Pjuske går regelmæssigt hen og "busser" ham, så han får godt med kattehår i snuden.

Om hverdagen, når vi er på arbejde, holder vi dem adskilt - de har hver sin ende af huset - Ikke fordi de ikke kan sammen, men fordi Pan trænger til rolige omgivelser, og det kan det nok knibe lidt med, når Pjuske ind imellem bliver hyperaktiv.

Pan kan ikke fordrage når hun laver gale streger, så som at springe op på borde, vindues-karme, køkkenborde og lignende. Han bliver helt ulykkelig, og er vi ikke til stede, så åbner han døre. Først og fremmest ind til vores soveværelse - og hopper så op i vores senge, som for at finde tryghed der. Så kan vi se at det ikke er ham der har gjort noget galt - han har sandelig ligget der hele tiden.

At opdrage på Pjuske - har jeg aldeles opgivet. Hun ved hvad hun ikke må, men hun gør det hele tiden alligevel. Hun er en rigtig kat.

Et farvel

Foregående afsnit skulle have været det sidste i denne lille beretning, men der er sket så mange ting den sidste tid, at jeg nok ikke kommer til en afslutning lige med det samme.

Vi skriver nu, maj 1993 og vores dejlige Pan er ikke mere. For et lille år siden, blev det ringere med hans højre forpote der blev opereret for fem år siden. Da det blev klart for os, at han begyndte at få smerter og at dyrlægen ikke kunne gøre noget for at lindre dem, måtte vi tage den beslutning der er den sværeste en hunde- eller katteejer kan tage: Beslutningen om et sidste farvel. 

Selv nu snart er et år siden, gør det stadig smerteligt ondt at tænke på den eftermiddag hvor vi bestemte at det var tid at sige stop. Vi sad i dyrlægens venteværelse - Hanne, Pan og jeg, og tog der beslutningen om, at det var tid nu og her. Pan var tryg og glad som altid, da dyrlægen kom ud og gav ham en beroligende indsprøjtning, og vi sad så et kvarters tid og kælede med Pan medens han spiste et par plader chokolade.

Vi prøvede at være glade, for at Pan ikke skulle føle sig trykket, men det var meget svært at holde modet oppe. Da sprøjten virkede godt kom dyrlægen ud til os igen, klippede lidt af pelsen på det ene forben, og stille og roligt fik han så en indsprøjtning i en vene. Inden sprøjten var tømt helt, var han væk - og vi sad så hos ham et par minutter, inden vi måtte tage den tunge tur hjem - uden hund.

Pjuske var os selvfølgelig en stor trøst, og netop den aften var hun særdeles kælen, men alligevel var huset så tomt som aldrig før. Tro mig - der er intet så tomt som en tom hundeseng.

Næste dag var det almindelig arbejdsdag, og godt rødøjede måtte vi begge tage på vores respektive job. Om morgenen er det mig der skal først ud af huset, og Hanne har så altid ordnet fordelingen af Pan og Pjuske efter jeg er taget afsted. (Som tidligere skrevet, havde de hver sin ende af huset.)

Jeg tænkte således ikke på nogle forandringer  vedrørende Pjuskes opholdssted i dagti-merne, så da vi nærmede os fyraften havde jeg det så elendigt ved tanken om at skulle hjem til et hus uden Pan, at jeg trak tiden ud så Hanne kunne komme hjem først. Hanne har åbenbart haft samme tanke, for da jeg endelig kom hjem, da var hun stadig ikke dukket op.

Stor var min forundring da jeg låste bryggersdøren op og Pjuske kom springende op i vindueskarmen og "bussede" mig velkommen hjem. Hanne havde ladet hende gå over hele huset og det har hun gjort siden.

Savnet af Pan er stort, men Pjuske har ved sin hengivenhed og sin efterhånden meget ændrede karakter, gjort det lidt lettere for os at komme over det.

Pjuske savnede også Pan de første dage - hun gik rundt og ledte efter ham medens hun ind imellem småmjavede.

Det er helt sikkert at vi på et tidspunkt skal have hund igen, men ikke før en af os kommer til at gå hjemme. Vi synes ikke at man kan byde en lille ny hvalp, at skulle være alene mere end otte timer hver dag. Da vi anskaffede Pan, havde jeg et andet job, hvor han aldrig kom til at være alene mere end højest tre - fire timer af gangen.

Vi må så håbe på, at Pjuske til den tid vil tage lige så godt imod en hvalp, som Pan tog imod hende, da hun stod her som killing.

Andels-katten flytter ind

Sofie - vores andels-kat har ikke haft det helt godt det sidste års tid. En af nabokonens meget fine, ægte katte har set sig ondskabsfuld på hende. Resultatet er blevet, at hun er flyttet hjemmefra og ind i vores værksted. Her er der let adgang, da der er et stort hul som Pan havde indgang igennem da han var hvalp og i dagtimerne var i hundegård.

Allerede da Pan levede skete dette, og efterhånden var han blevet så vant til kat at han tolererede det. Da han så var væk, tog Sofie det næste skridt: Forsøg på indflytning i huset. Her havde hun godt nok gjort regning uden Pjuske, for hun havde aldeles ikke til sinds at finde sig i en deling af hjemmet.

I flere uger så vi kun Pjuske med rejst pels og tyk hale. Hun tilbragte al sin tid ved terras-sedøren eller i vindueskarmen, hvor hun kunne sidde og hidse sig selv op til vanvid over Sofies forsøg på at indynde sig hos os.

Selvfølgelig resulterede det også i ind til flere livlige slagsmål når Pjuske blev lukket ud, men her overraskede Sofie os aldeles. På trods af, at hun er ca. tre gange så stor som Pjuske, så var det hende der blev den lille og trak sig frivilligt fra slagsmålene.

Da Pjuske således havde bevist at hun var den stærkeste, mistede hun interessen for at genere Sofie, der nu - kun ledsaget af et  par enkelte hvæs - kan få lov til at komme ind i huset. Gennem de sidste måneder har Sofie siddet og ventet på at komme ind hver gang vi er kommet hjem, og når vi er stået op om morgenen - og det besynderlige er sket: når døren bliver åbnet, løber Pjuske ud og Sofie ind - uden at det kommer til sammenstød.

Sofie vil blot op i sofaen og ligge og koge - og så selvfølgelig have så mange kæl som muligt - og Pjuske skal ud på sine runder i haven, hvorefter hun kommer ind igen, stadig uden sammenstød. Af og til stikker hun snuden hen til Sofie og det hele ligner næsten fred og idyl.

De tolererer hinandens tilstedeværelse uden dog at være hjerteveninder - men, Sofie får sin mad serveret i værkstedet og får ikke lov til at være inde om natten og når vi ikke er hjemme - så megen tiltro har vi ikke til de damer.

Og så var der "Sorte"

Da vores have nu var blevet "hundefrit område", så kan det ellers nok være at der kom katte. Sofie var som bekendt den første der dukkede op, og så kom de ellers nærmest i stimer.

Den næste der dukkede op, var en omtrent udvokset, meget smuk, kulsort hankat. Han fandt meget hurtigt ud af hvor Sofie fik serveret sin mad - og vi havde så pludselig tre katte at fodre. Vi blev hurtigt klar over at han måtte være hjemløs - enten bortløbet eller tilbagebleven efter en fraflytning. Vi studerede lokalaviserne og opslagene i de lokale forretninger - men der var ikke nogen der savnede ham.

Vi måtte så indrette et spisested til ham på terrassen, fordi Pjuske og Sofie for første gang i deres liv var aldeles enige - han skulle under ingen omstændigheder få lov til at trænge sig ind på deres område.

Situationen var ret uholdbar - han prøvede, ved magtanvendelse, at tiltuske sig et nyt hjem og de to andre var parat til at forsvare deres til sidste pelstot. Da det så samtidig var blevet vinter, med temmelig lave kuldegrader, var det også blevet et problem at holde hans mad og vand frostfrit.

Sorte - var i begyndelsen meget sky over for os, men efter ret kort tid, gned han sig kælent op af vores ben når vi kom ud for at fodre ham. Inden længe lod han sig løfte op på armen, og nød tilsyneladende at blive kælet. Nogle gange lykkedes det ham også at smutte med ind, men her var de to furier straks parat til at pelse ham.

På trods af mine dårlige erfaringer med at skaffe katte et nyt hjem, så prøvede jeg allige-vel en ny runde blandt familie og venner, men også uden resultat denne gang. Sorte ville være her, og vi kunne ikke have ham - Hvad gør man så? - Inges Kattehjem!

Jeg ringede og aftalte en tid, for at aflevere ham, og da dagen oprandt blev han sat ind i Pjuskes transportbur og kørt til Ejby. Han kunne ikke lide at køre i bil, men da vi kom ind til Inge var han stille og rolig og kom spindende ud af buret.

Det viste sig i øvrigt, at Sorte var kastreret og Inge mente ikke det ville være noget pro-blem at skaffe et nyt hjem til en så dejlig kat. Hvor er det vidunderligt, at nogle menne-sker kan påtage sig en så stor og vigtig opgave, som at hjælpe dyr i nød. Derfor skal der her lyde en hjertelig tak til Inge og hendes medarbejdere for deres store arbejde.

Flere gæster

Da Sorte nu var væk, varede det ikke mere end et par uger før den næste hjemløse kat stod klar på banen. Det var en radmager stribemis der ikke så ud til at have haft et hjem meget længe. Han fandt også hurtigt ud af hvor Sofies foderplads var, og gik straks i gang med at få lidt mere sul på kroppen. Sofie begyndte til gengæld at tabe sig, (hvilket hun absolut ikke havde nogen skade af) men det kom sig nok af at den stribede ikke var den eneste middagsgæst.

Det viste sig nemlig, at en stor del af byens katte kendte denne foderplads - de sad til tider nærmest i kø ved vores værksted for at få del i delikatesserne - ikke fordi de alle var hjemløse og sultne, men fordi at fremmed mad nu engang altid smager bedst.

Nu kunne det være nok - Sofies foderplads blev nedlagt og hun kommer nu ind og får mad i køkkenet. Den magre stribemis sætter vi lidt ud til når han dukker op - det er ikke hver dag vi ser ham - og alle de andre overfede, privatejede sofamisser kan spise hjemme.

Pluk aldrig lyng ! 

Ja - kære læser. Jeg er nu nået til vejs ende med det der fra starten var tænkt at skulle være en lille beretning om en ufrivillig katteejers trængsler. Den blev lidt længere end meningen var, men der skete det sædvanlige, at det ene ord tager det andet.

Pjuske har i den tid jeg har skrevet disse sidste afsnit, besøgt mig her på kontoret mange gange. Hun kommer listende her op, for så pludselig at springe op på mit skød - og jeg må så kæle lidt med hende inden hun stille og roligt hopper ned igen. Det værste er når hun får sat poterne på keyboardet - så bliver der lige pludselig lavet nogle meget lange linier med de mærkeligste bogstaver på skærmen - man kan roligt sige at hun har del-taget aktivt i forfatterskabet.

Vi er meget glade for Pjuske og kunne selvfølgelig ikke tænke os at skulle undvære hende i dag, men en gang imellem - når jeg er ved at blive drevet til vanvid af Pjuske og alle de andre katte - kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor fredeligt og rart vi ville have haft det, hvis Hanne absolut ikke skulle have været ud og plukke den forbandede lyng.

Efterskrift

Miss Pjuske blev næsten 18 år. I februar 2008 besluttede vi, at det var tiden at tage afsked med hende. Hun blev mere og mere svækket af alderdom, hvilket også medførte uren-lighed, så inden hun helt mistede sin værdighed sagde vi farvel.

Pjuske var livlig og kælen lige til det sidste - og hver morgen kom hun op i sengen til mig, for at ligge lidt i arm under dynen.

Vi har nu tre katte på hhv. 12, 9 og 6 år, som vi er meget glade for, men vi vil aldrig glemme Pjuske - hun var noget helt specielt - og hun sover nu sin sidste søvn i græs-plænen ved siden af Pan.

© Palle Nürnberg 1991 / 1994 / 2009

Til toppen af siden

Copyright: nyrnberg.net © 2010 • Webmaster: Palle Nürnberg • Phone: +45 4619 4284 / +45 2147 3464 • E-mail: palle@nyrnberg.net