|

Værd at vide om pindsvin
Pindsvin som er ude om dagen, enten det er voksne eller unger, er der næsten altid noget galt med. Spyfluerne kommer hurtigt og lægger deres æg på dem, enten de er sårede eller ej, og spyen bliver til maddiker på et døgn. Så begynder maddikerne at æde pindsvinet op levende. Både spy og maddiker kan dog fjernes på plejestederne - så opgiv ikke et pindsvin selv om det ser slemt ud.
I er måske i tvivl om pindsvin skal have mælk eller ej. De får diarré af komælk, og unger dør af det - så giv dem vand ! Moderløse unger kan flaskes op med KMR - modermælk-erstatning eller gedemælk.
Når du er så heldig at have pindsvin i din have, så pas godt på de små nyttedyr. Du kan, hvis du vil, strø lidt kattetørfoder ud til dem, som supplement til snegle, bænkebidere, biller, larver og andet ”guf”. Frugt og grønt, brød, ris og anden vegetabilsk føde, går ufordøjet igennem.
Solsikkekerner og især avocado, kan de have glæde af. Har du kat må du aldrig lægge avocado ud, det er den rene gift for katte.
Der kan være lopper på pindsvin, men det er pindsvinets helt egen loppeart, som ikke kan leve på andre dyr. Lus har de aldrig. Skovflåt kan de få, såvel som andre dyr og mennesker. At pindsvin har så meget ”utøj” er en gammel skrøne.
Sørgelig mangel på trygge, gode redesteder er en af årsagerne til, at pindsvinebe-standen er i tilbagegang i Europa. Biler, høstmaskiner og haveredskaber som buskryd-dere, plænelippere, greb og spader, er også medvirkende.
Mange dør, når bål brændes af. Store kvasbunker, som er svære at flytte, bør tændes højt oppe. Så er der mulighed for, at pindsvinene går, når de mærker røgen og varmen.
Damme og swimmingpools er også farlige, hvis der ikke er skrå sider eller anden form for opgang. Plante - og insektgift er årsag til mange pindsvins død.
Tænk også på myre - og sneglegift ! På pakningerne står der ofte, at giften ikke skader pindsvin og andre dyr, men det er ikke korrekt.
Vær opmærksom på at pindsvin nemt kommer til at sidde fast i fodboldnet for børn, jordbærnet og mange typer hegnstråd. Vær forsigtig når du klipper dem fri og få dem til et plejested, så de kan blive behandlet for skaderne af snor, ståltråd, spy og maddiker.
I udgravninger og lyskasser ligger der ofte pindsvin. De skal ikke bare hjælpes op, men undersøges grundigt for spy - især i ører og omkring øjne. Fra bunden af lyskasser og kælderskakte kan man anbringe et groft uhøvlet bræt op til jorden, så de fremover selv kan komme op, hvis de falder ned.
Når du anskaffer en hund, så kan du nemt lære den at lade pindsvinene være i fred.
Hunde er kloge dyr, som ofte har hjulpet os med at finde moderløse pindsvineunger. Trist er det dog, at Pindsvinevennerne i Danmark får så mange pindsvin med hundebid ind i pleje.
At ræve spiser pindsvin, når føden er knap, kan vi ikke gøre noget ved, men hundene får mad af os, så de bør ikke angribe pindsvinene.

Pindsvinehunner og unger
Et hunpindsvin med unger er mindre udsat end andre pindsvin for f.eks. at blive kørt ned eller på anden måde komme alvorligt til skade i sammenstødet med mennesker eller maskiner.
Dette skyldes, at hun, mens hun har unger ikke bevæger sig så langt omkring. Skulle hun alligevel være uheldig, vil ungerne, hvis de er store nok, ofte komme frem fra reden, når sulten bliver slem. Når de stadig ikke får mad, går de i en slags dvaletilstand for at spare energi.
Finder du meget små og især kolde, passive pindsvineunger frit fremme om dagen, er de formentlig forladte.
Det er vigtigt at huske at pindsvin kun vejer ca. 200-250 g, når de forlader moderen -nogle endda mindre! De vil da i manges øjne se ud som små unger.
Disse selvstændige ungpindsvin vil dog som regel være ude om natten eller i det mind-ste i skumringen eller dæmringen. Men ikke altid! Fra det unge pindsvin bliver selvstæn-digt til det skal kunne overvintre med en tilpas høj kropsvægt, går der ikke lang tid.
De første unger bliver selvstændige i starten af september og i starten af november skulle de gerne veje 550-600 g, for at kunne overleve en overvintring. Det kan derfor være nødvendigt for det nyligt selvstændige pindsvin, at inddrage lidt af dagen også til fødesøgning.
Ud over tid på året og størrelse kan også de små pindsvins antal give et fingerpeg om, hvorvidt det drejer sig om forladte unger eller selvstændige ungpindsvin.
Det selvstændige pindsvin er nemlig i høj grad en enegænger. Finder man derfor f.eks. en af de sidste augustdage 3 meget små pindsvin tussende rundt i kanten af et have-bed, så er der en god risiko for at de trods deres øjensynlige friskhed er forladte.
Forladte unger bør i pleje - helst på en vildtplejestation. Det bedste du kan gøre for selv-stændige ungpindsvin, er at give dem lov til at passe sig selv.
Dagaktive pindsvin
Pindsvin er som regel aktive om natten. Ud over de selvstændige ungpindsvin, der som nævnt ovenfor kan være delvis aktive i dagslys, kan også voksne pindsvin indimellem være dagaktive.
Finder man et dagaktivt pindsvin vil det ofte - men ikke altid! - dreje sig om et sygt eller tilskadekommet individ. Det kan dog også være et pindsvin, som er blevet forstyrret i en dagrede og derfor nu er ved at bevæge sig til en anden af sine reder. Endelig begyn-der nogle pindsvin dagligt deres "nat"aktivitet allerede sent på eftermiddagen eller tidligt på aftenen, eller de kommer hjem fra nattens jagt tidligt på dagen. De dagaktive, men i øvrigt sunde og raske, pindsvin, skal lades i fred!
Da det altid er en stressende, angstfyldt og på alle måder belastende oplevelse for et vildt dyr at komme i menneskehænder, bør dette så vidt muligt undgås og reserveres til de situationer, hvor det virkelig kan hjælpe dyret. Finder du et dagaktivt pindsvin, bør du derfor være meget omhyggelig med din bedømmelse af, hvorvidt pindsvinet skal lades i fred eller tages til en vildtplejestation.
Vinteraktive pindsvin
Også om vinteren kan man finde aktive pindsvin. Det kan dreje sig om ungpindsvin, som ikke havde lagt nok huld til inden vintersøvnen, og som derfor af sult er tvunget i aktivi-tet før tid.
Danske undersøgelser, finansieret af Dyrenes Beskyttelse og udført af Århus Universitet, har dog vist, at sunde og raske ungpindsvin skifter rede 1-2 gange på en vinter. Også engelske undersøgelser peger på redeskift i vinterens løb.
Årsagerne er ikke helt klarlagte, men kan bl.a. være forstyrrelse eller uhensigtsmæssig placering af reden. F.eks. har engelske pindsvin i vinterens løb opgivet for varme reder, dvs. reder anbragt hvor de fik for meget sol, når den skyggende vegetation i vinterens løb var visnet.
Ligesom det gjaldt for dagaktive pindsvin, må der altså udvises omhyggelighed i bedømmelsen af, hvorvidt et vinteraktivt pindsvin skal lades i fred eller tages til en vildt-plejestation.

Europæisk pindsvin
Det europæiske pindsvin (Erinaceus europaeus) er et pattedyr. Et nyfødt pindsvin har omkring 90 bløde, hvide pigge. Et voksent pindsvin har 5-7.000 pigge og vejer normalt mellem 800 og 1200 gram.
Pindsvin er næsten altædende, men foretrækker regnorme, snegle, tusindben, biller. De æder også frøer, små krybdyr, unge fugle, mus, fugleæg, agern og bær. Større dyr spi-ser de kun, hvis de finder dem som ådsler, og bær spiser de kun, hvis de mangler vand, fordi de kan ikke fordøje dem.
Hvis man vil hjælpe de vilde pindsvin med mad i sin have, så skal man stille vand og kattetørfoder drysset i græsset. Selv om pindsvin kan lokkes til at spise dåselaks, kylling, kogte kartofler, gulerødder, frugt og frugtjuice, så gør det mere skade end gavn, da pindsvin ikke kan fordøje menneskeføde, og det vil optage pladsen i maven fra deres egen føde.
Mange har lært, at man skal stille mælk ud til pindsvinet, hvis man har et i sin have. Det er en dårlig ide. De voksne får dårlig mave af at drikke den og ungerne dør af det. I stedet for skal man stille vand frem til dem. Især i villahaver, hvor pindsvinene kan have svært ved selv at finde vand.
I Danmark er det forbudt at holde pindsvin i fangenskab, fordi de dør af det. Desuden må de ikke flyttes fra et sted til et andet, da de i så fald ikke kan finde deres rede og vil dø uden et tilflugtssted om dagen.
Tilskadekomne pindsvin og forladte unger må plejes efter dyreværnsloven. Der findes særlige plejesteder med fagfolk, der modtager pindsvin uden beregning.
Hundebid, haveredskaber, net i fodboldmål, jordbærnet, svømmepøl og lignende er de mest almindelige årsager til, at pindsvin kommer til skade. Uden hjælp dør de ofte af selv mindre bid. Det er en myte, at pindsvin ikke bliver skadet, hvis en hund får lov til at lege med dem. Mange gange får de en mindre skade og dør af infektionefter få dage.
Der er fire underarter:
-
Erinaceus europaeus centralrossicus
-
Erinaceus europaeus europaeus
-
Erinaceus europaeus hispanicus
-
Erinaceus europaeus italicus
Til toppen af siden |