|
Ruslands historie
Ruslands begyndelse som stat regnes ofte fra 862, hvor vikingen Rurik skal have grund-lagt byen Novgorod i det nordvestlige Rusland. Ad de russiske floder sejlede nordeuro-pæerne sydpå til Byzans og solgte deres varer.
Århundredet efter Rurik grundlagde den russiske fyrste Vladimir et kristent fyrstedømme i Kijev med tætte forbindelser til Byzans. Forbindelserne til Norden var stadig levende: En af hans hustruer var dansk, og det danske kongenavn Valdemar har samme rod som Vladimir.
I 1200-tallet steg Moskva-fyrstendømmets indflydelse og Kijevs faldt. Efter at have været under mongolernes åg voksede Moskva-fyrsternes dominans hastigt. Store områder blev underlagt deres herredømme. Det russiske tsarrige var skabt. Det blev ikke mindst under Peter den Store og Katarina den Store i 1700-tallet til det imperium, hvorpå Rus-land gennem århundreder byggede sin magt og indflydelse.
Efter det kommunistiske statskup i november 1917 anført af Vladimir Lenin (egentlig Vla-dimir Uljanov, 1870-1924) blev Den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik udråbt i 1918. Sammen med de områder, som bolsjevikkerne i løbet af borgerkrigen 1917-20 fik magten over, blev Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker - Sovjetunionen - dannet i 1922.
Den russiske sovjetrepublik var det største område, og med Moskva som hovedstad blev den kernen i Sovjetunionen, hvor den russiske indflydelse også generelt var stor sammenlignet med andre folkeslags.
I tiden fra Josef Stalins (egentlig Iosif Dsjugasjvili, 1879-1953) fuldstændige overtagelse af magten i 1929 til afslutningen af Anden Verdenskrig gennemgik samfundet voldsomme ændringer. Tvangskollektivisering og industrialisering krævede meget store ofre af lan-dets befolkning, der blev påført mange lidelser bl.a. under hungersnøden i begyndel-sen af 1930'erne og under den stadigt mere omfattende statslige terror, der for alvor greb om sig fra 1934. Alle tvivlende eller kritiske røster ikke mindst i Sovjetunionens mellemklasse, bondestanden og den akademiske verden - intelligentsiaen - skulle gøres tavse.
Antallet af dødsofre i de to værste år, 1937-38, anslås at være tæt på tre millioner. I fængsler og arbejdslejre sad op mod ti millioner mennesker, der under umenneskelige vilkår bidrog til Stalins store projekt: omskabelsen af Sovjetunionen til en industrination.
Det var et martret, men også industrielt meget stærkere Sovjetunionen, som Tyskland angreb i 1941. Det lykkedes Stalin at engagere den hårdt prøvede sovjetbefolkning i et forsvar for fædrelandet. Både civile og militære grupper af befolkningen bragte store ofre.
Som eksempel tjener, at blokaden af Leningrad i 1941- 42 reducerede befolkningen fra tre millioner til blot 600.000 - resten døde af sult og kulde. I alt antages det, at der omkom otte millioner soldater og 11 millioner civile enten direkte som følge af krigshandlingerne eller i nazistiske koncentrationslejre og som slavearbejdere.
Sovjetunionen gik ud af Anden Verdenskrig som militær stormagt, der samtidig havde skabt sig en fremskudt sikkerhedszone af tvangsunderlagte stater i Central- og Østeu-ropa. Diktaturet strammede atter sit greb både om sovjetbefolkningen og om de nye stater, der nu enten indgik direkte i Sovjetunionen - som de baltiske lande - eller var ble-vet del af den sovjetiske indflydelsessfære.
Europa blev opdelt i Øst og Vest, det politiske klima faldt til frysepunktet.
Warszawapagten blev oprettet i 1955, og forsøg på at gå andre veje end Moskvas blev brutalt knust - som det var tilfældet i Ungarn i 1956.
Med Stalins død i 1953 begyndte en ny æra under Nikita Khrusjtjov (1894-1971). Han valgte - hvad enten det var ud fra idealistiske eller personlige, magtdikterede motiver - at gøre op med Stalintidens forbrydelser. Tøbruddet førte ikke mindst til en opblomstring inden for litteratur og kunst. Millioner af mennesker blev løsladt fra lejrene og rehabili-teret. Flere af de deporterede befolkninger - først og fremmest de kaukasiske - fik lov til at vende tilbage til deres hjemegn.
Der kom en ny åbenhed i samfundet, og den enkelte borgers sociale vilkår blev forbed-ret på en række områder. Men det var også den samme Khrusjtjov, der traf beslutning om det militære indgreb i Ungarn: Længere gik liberaliseringen ikke. Det lykkedes heller ikke at udvikle og reformere den sovjetiske økonomi.
Politisk og økonomisk stagnation blev stadigt tydeligere under Khrusjtjovs efterfølgere. Da Mikhail Gorbatjov (1931-) i 1985 blev generalsekretær for det kommunistiske parti, anede de færreste dog, at han skulle blive den sidste på den post, og at både Kommu-nistpartiet og Sovjetunionen ville ophøre med at eksistere blot syv år efter.
Gorbatjov tog afgørende skridt mod ny åbenhed - glasnost - og en begyndende demo-kratisering og omstrukturering af sovjetsamfundet - perestrojka. Men det var for lidt og for sent. Supermagten hang kun med besvær sammen politisk og økonomisk, og det ulmede såvel i sovjetrepublikkerne - ikke mindst de baltiske - som i de tvangsunderlagte stater i Central- og Østeuropa. Muren faldt i november 1989.
I foråret 1991 blev Warszawapagten opløst - et nyt forår begyndte at tegne sig for Europa.
Konservativ modstand mod de nye tider fandt dog sammen i endnu et forsøg på at standse udviklingen i Sovjetunionen: gennem statskuppet, der begyndte i august samme år. Frem på scenen - øverst på en kampvogn foran det russiske parlament, Det Hvide Hus, med en erklæring til "Ruslands borgere" om det forfatningsstridige kup - trådte den 19. august det nye Ruslands kommende leder, Boris Jeltsin (1931-2007).
Få dage efter blev der udsendt et dekret, der suspenderede Kommunistpartiets aktivi-teter. December samme år ophørte Sovjetunionen - Europas sidste store kolonimagt - med at eksistere.
Set i lyset af Europas og Ruslands egen historie var dette epokegørende skifte forbløf-fende fredeligt. Rusland havde begivet sig ind på en ny vej, dels med defineringen af sin nye rolle efter tabet af imperiet, dels med opbygningen af et demokratisk og mar-kedsorienteret samfund.
Udviklingen siden 1992 har vist, hvor tung en arv der er at løfte og hvor vanskeligt frem-skridt vindes. Men der er ikke hidtil i denne proces grundlæggende blevet sat spørgs-målstegn ved det demokratiske grundlag, som nu er Ruslands.
Dmitrij Medvedev og Vladimir Putin.
Tidslinje
-
1237: Den mongolske invasion indledes.
-
1380: Mongolerne bliver besejret.
-
1547: Ivan den Grusomme bliver tsar af Rusland.
-
1605-1613: De urolige tider i Rusland. Polen og Litauen invaderer Rusland og hærger bl.a. Moskva 1612.
-
1682-1725: Peter den Stores tid, Rusland bliver en stormagt.
-
1861: Livegenskabet ophæves.
-
1917: Februarrevolutionen hvor Nikolaj den 2. abdicerer, bolsjevikkerne tager magten.
-
1918: Tsarfamilien myrdes og Den Russiske Borgerkrig begynder.
-
1922: USSR (Unionen af Socialistiske Sovjet Republikker) dannes, bestående af den russiske, den ukrainske, den hviderussiske og den transkaukasiske sovjetrepublik.
-
1924: Lenin dør.
-
1928-1932: Kollektivisering af landbruget.
-
1940: Sovjetunionen besætter de baltiske lande og det daværende Bessarabien, som nu hedder Moldavien.
-
1941: Tyskland angriber Sovjetunionen.
-
1943: Tyskerne overgiver sig ved Stalingrad.
-
1945: Tyskland kapitulerer i Berlin.
-
1953: Stalin dør.
-
1956: Khrusjtjov begynder, ”Afstaliniseringen”.
-
1964: Leonid Bresjnev styrter Khrusjtjov.
-
1985: Gorbatjov bliver kommunistpartiets generalsekretær.
-
1991: Sovjetunionen opløses.
-
1994-1996: Den første tjetjenske krig.
-
1999: Den anden tjetjenske krig.
-
2000: Putin bliver præsident efter at Jeltsin trækker sig tilbage.
-
2002: Ny reform.
-
2004: Putin bliver genvalgt.
-
2007: Putins parti vinder parlamentsvalget.
-
2008: Medvedev bliver præsident.
Til toppen af siden | 
