Sidste sluse i Moskvakanalen, ind til Uglitsjreservoiret, Volga - en sænkning på 11 m.
Kl. 09.00 var der gode råd fra skibets læge i konferencesalen. Efter at have lyttet til "Dr. No Hope", der iøvrigt mindede fælt om en rumænsk hønsetyv, i nogle minutter blev vi enige om, at det sikreste var nok ikke at blive syg ombord på skibet.
Kl. 11.15 blev der afholdt en i forvejen annonceret redningsøvelse. Alle skulle således være klar, så man efter russisk overbevisning ikke skulle løbe ind i nogen problemer (man skulle næsten tro det var første gang de havde danskere ombord).
Alarmklokkerne lød på præsis det forudbestemte tidspunkt - og så gik alt galt.
Vestlige turister er nok ikke så diciplinerede som russere, men vi stod da pænt uden for vores kahytter, hvor vores redningsveste skulle kontrolleres. Et par af vores søde tolke-piger prøvede på at få de håbløs gammeldags veste sat rigtigt på os, men ak - danskere er nok lidt større og tykkere end russere, for alle remme var for korte til de fleste af os.
En styrmand kom nu og skulle kontrollere os - han nåede vel en 2-3 stykker, så flygtede han, meget forståeligt, igen. Vi blev ikke på noget tidspunkt optalt.
Nu skulle alle passagerer op på øverste dæk, men da jeg havde mistet lidt af interessen for showet, smed jeg min vest ind i kahytten og absenterede mig til en bar, hvor jeg straks mødte en anden dansker, Niels, hvis følelser for redningsøvelser var samstem-mende med mine.
I brændende hede, på øverste dæk, ekserserede de øvrige passagerer videre, mens Niels og jeg debatterede fordelen ved koldt øl frem for kaotiske øvelser i høj varme. Der var ingen som savnede os - og der blev stadig ikke optalt passagerer.
Vores pragtfulde bartender, Dmitry, var iøvrigt dømt til at drukne - han havde ikke for-ladt sin post bag baren - af erfaring fra tidligere rejser stod han og ventede på de dan-skere han vidste ville ankomme efterhånden som redningsøvelsen skred frem.
M/S "Fjodor Dostojevskij": Redningsøvelse - en pragtfuld oplevelse af ægte russisk kaos.
Inden ankomsten til Uglitsj skulle vi igennem endnu en sluse, der skiller Uglitsjreservoiret fra det Rybinske Reservoir, ved det kraftværk Stalin lod opføre i 1930erne. Opdæmnin-gen var skyld i, at over 500 landsbyer i de to reservoirer blev oversvømmede.
Volga: Slusen der skiller Uglitsjreservoiret og Det Rybinske Reservoir.
Kl. 16.30 ankom vi til Uglitsj, der har indskrevet sig i historien, med forvisningen af Ivan den Grusommes yngste søn, Dmitrij Ivanovitsj, til Uglitsj i 1584. Den mest berømte hændelse i byens historie fandt sted 15. maj 1591, da blev den 10-årige dreng nemlig fundet med halsen skåret over i paladsets gård.
Da Dmitrij var Ivan den Grusommes eneste søn og dermed den sidste slægtning i Rurik-dynastiet, der havde regeret Rusland siden 800-tallet, faldt mistanken straks på zarens rådgiver og landets egentlige hersker, Boris Godunov.
Efterfølgende undersøgelser fastslog dog, at Dmitrijs død var et resultat af den uheldige kombination af epilepsianfald og leg med kniv. Men Uglitjs beboere er vist aldrig blevet helt overbevist om den forklaring. De skar en "tunge" fra klokken i katedralen, som havde ringet nyheden om Dimitrijs død, og "forviste" den til Sibirien.
Uglitsj: Ved landgangen blev vi budt velkommen med med det traditionelle brød og salt.
Uglitsj: Dimitrijkirken (Blodskirken) er bygget det sted Dmitrij døde (blev myrdet).
Et andet kuriosum i byen, er en traktor. Det er ikke blot landsbyens første traktor - men det fantastiske ved den er, at den blev kørt af en kvinde.
Den er i dag udstillet i et aflåset og overdækket trådbur (så ingen kan løbe med den), men i sovjettiden var den udstillet midt i kirken, der stadig fungerer som et slags museum.
Uglitsj: Landsbyens første traktor, der tilmed blev kørt af en kvinde.
Der var en kirke mere. Inde i byens kreml ligger den imponerende Forklarelseskatedral (Preobrazjenskij sobor) med de fem mørkegrønne kupler hvilende smukt på den hvide og gule katedral. Indenfor kan man nyde en sand velsignelse af fresker og ikoner.
Uglitsj, de to katedraler: Ret for, Blodskirken - til højre, Forklarelseskirken.
Kl. 19.45 skulle alle være ombord igen og kl. 20.00 stævnede vi mod Yaroslavl - en stræk-ning på 220 km.
I løbet af aftenen var der igen flere underholdningstilbud: Skibets musikere holdt folklore-koncert konferencesalen, dans til live musik i Neva bar og VM-fodbold i barene, mellem Paraguay og Spanien.
Dag 5: Jaroslavl, byrundtur
Kl. 07.00 undgik jeg morgenvækningen i radioen. Nu havde jeg slukket for højttaleren og benyttede min mobiltelefon i stedet - det var ligefrem behageligt at vågne til Mozart (hvis man iøvrigt kan forbinde ordet "behageligt" med noget som helst kl. syv om mor-genen, andet end at vende sig om på den anden side og sove videre).
Ved Gud, om ikke der ikke også var arrangeret morgengymnastik på soldækket kl. 06.45 - de er fuldstændig bindegale.
Jaroslavl: Anløb af Yaroslavl - vi vendte lige engang, da vi skulle samme vej tilbage.
Kl. 08.00 ankom vi til Jaroslavl, hvor vi straks gik i land til de ventende busser der kørte os på byrundtur. På byrundtur i bus og til fods får man et fint indtryk af hverdagslivet i Rusland, og bliver snart imponeret over de mange løgkupler og spir, der overalt stikker op over hori-sontlinjen og vidner om Jaroslavls enorme antal kirker. Det er ikke overraskende, at byens historiske centrum har fået en plads på UNESCO’s liste over verdens kulturarv.
Første stop var ved det storslåede Spasky Preobrazensky Kloster (Frelser- og Forklarelses-klostret) fra det 13. århundrede.
Jaroslavl: Spasky Preobrazensky Klosteret - som næsten alt andet, også under restaurering.
Klosteret: Vores guide, Christian, prøver en klassisk russisk kvindehovedbeklædning.
Jaroslavl: Grøntmarkedet hvor man kan købe alt hvad hjertet kan begære.
Næste besøg gjaldt byens grøntmarked og byens centrum. Sådan et marked kunne jeg godt tænke mig vi havde derhjemme - der var ganske simpelthen alt hvad hjertet kan begære af frisk frugt og grøntsager, alle former for tørret frugt, en masse forskellige bær, som jeg ikke engang kender navnet på, men vi fik smagsprøver og de var skønne. Hon-ning, gele og syltetøj af alle afskygninger, nødder, krydderier - alt efter danske forhold til absolut rimelige penge. Vi købte valnøddekerner med hjem.
Byens centrum, med rådhuset i typisk moderne, sovjetisk stil og et kæmpe springvand foran, med parkanlæg liggende omkring, var meget flot og særdeles velpasset og rent.
Hele byen var i det hele taget ren, velholdt og indbydende.
På dette rækværk sætter unge forelskede par hængelåse, som et tegn på ubrydeligt troskab.
Jaroslavl: Her er der også en ukendt soldats grav med en æresvagt fra det lokale militærakademi.
Sidste besøg, på denne tur, var den storslåede Eliaskirke. Indenfor finder man nogle af de smukkeste og mest farverige fresker i hele Den Gyldne Ring. Kirken er beliggende på byens torv. Eliaskirkens freskomalerier og smukke hvælvinger udgør i sig selv et sandt museum. Her kunne man købe en fototilladelse, noget der er lidt sjældent i de russiske kirker.
Jaroslavl, Eliaskirken: Døren i centrum af den meget smukke ikonostase.
Kl. 12.00 satte skibet så kursen mod Goritzy, en strækning på 380 km.
For resten af dagen og aftenen skortede det ikke på underholdningstilbud: I konferen-cesalen kunne man lære at synge på russisk - senere var der koncert med russiske romancer - og om aftenen blev der vist film om zarene. I restaurant Neva blev der igen spillet op til dans. For voksne, fornuftige mennesker, var der selvfølgelig også barene.
"Fjodor Dostojevskji": Der var skam også en skibskat ombord, den var ejet styrmændene.
"Fjodor Dostojevskij": Sluse 7-8 mellem Nedre Sheksnafloden og Øvre Sheksnafloden.
Vi skulle lige igennem en sluse mere - denne gang gik det opad til 112,5 m o.h. overflade
og vi befandt os nu på Øvre Sheksnafloden.
M/S "Fjodor Dostojevskij": Solnedgang over Øvre Sheksnafloden.
Dag 6: Goritzy, besøg i klostre, byrundtur og vodkasmagning
Denne morgen var jeg meget tidligt oppe for at nyde morgenes kølighed. Hanne var blevet forkølet, sikket af kahyttens air-condition, så den var nu slukket og kahytten min-dede mere og mere om en sauna. Det var dejligt at stå der i køligheden - over vandet lå der en morgendis som solen endnu ikke havde trængt væk - og ud af disen dukkede små både op med morgenduelige lystfiskere.
M/S "Fjodor Dostojevskij": En fortryllende morgendis som solen endnu ikke har trængt væk.
M/S "Fjodor Dostojevskij": Morgenduelige lystfiskere prøver at fange dagens middagsmåltid.
Skibet havde tilsyneladende løbet lidt hurtigere end beregnet, for vi ankom til Goritzy næsten en time før beregnet, hvilket skulle være ca. kl. 09.30, så vi havde god tid til af forlade skibet og gå mod busholdepladsen der lå ca. 100 m fra skibet.
Undervejs var der, som altid ved anløbsstederne, en skærsild af souvenirboder hvis ejere alle var klar til at falde over os. I Goritzy er specialet minkpelse - og det havde absolut ikke vores interesse. Efter vores mening, er mink de enste der har brug for en minkpels.
Goritzy: Indsejling til den smukke lille by.
Goritzy: Specialiteten her var minkpelse. - De eneste der har brug for minkpelse er mink.
Lidt inde i landet til den lille by Kirillov med det kæmpemæssige Kirillo-Belozjorskij-kloster (Skt. Kyril af Hvidesøens Kloster), der i sin tid var det største kloster i det nordlige Rusland. Opførelsen af klosteret blev påbegyndt i 1397 af munken Kirill, der også har givet navn til klosteret. Han er en af de mest højtærede helgener i den russisk-ortodokse kirke.
Det majestætiske kloster ligger yndefuldt på bredden af Siverskoje-søen, i hvis overflade den spejler sine irgrønne kupler og spir. De syv meter tykke mure omslutter et enormt område indeholdende to priorater og hele 11 kirker.
Goritzy: Kirillo-Belozjorskij-klosteret (Skt. Kyril af Hvidesøens Kloster).
Helgebillede i toppen af indgangsbuen til klosteret, der velsiger dem der går gennem porten.
Efter at have været hengemt i mange år under kommunismen, har ikonerne igen fået en fremtrædende plads i den blomstrende russisk-ortodokse kirke i det moderne Rusland. På klostret fik vi lejlighed til at se samlingen af ældgamle og aldeles uvurderlige ikoner.
Tilbage på skibet, kunne det ikke gå hurtigt nok med at få en stor kold øl og en vodka.
Kl. 11.45 skulle alle igen være ombord og kl. 12.00 blev fortøjringerne kastet og skibet satte kurs mod Kizji - en strækning på 356 km.
Det foregik ad Øvre Sheksnafloden, Beloye-søen (Den Hvide Sø), Kovzhafloden, Vyte-gra-kanalen, gennem seks sluser, der sænkede skibet ned fra 112 m o. h. overflade til 32,6 m o. h. overflade til Onegasøen der er Europas næststørste sø.
Soldækket (stegepanden) var godt besøgt den første dag skibet var på åben sø.
De solhungrende indtog med det samme soldækket for at blive ristede, men selv de mest inkarnerede soldyrkere fik hurtigt nok i løbet af den første dags tid. Det var virkelig også en stegepande hvor solen bragede nådesløst ned.
På vej til Kizji: Ruinen af en druknet kirke.
Resten af dagen og var fuldt besat med aktiviteter af forskellig art. Der var russiskunder-visning, foredrag i konferencesalen og Vodkasmagning i restaurant Neva. Dette sidste, skulle der købes biletter til (10 €, hvilket jeg ikke fandt dyrt, for 5 store glas vodka á 5 cl). Mærkværdigvis var det næsten udelukkende danskere der deltog i dette arrangement.
Om aftenen blev der vist flere film om de russiske zarer og atter blev der spillet op til dans med levende musik i Restaurant Volga.
Udvalget af vodka vi smagte på. Billedet er taget i starten af seancen og er derfor endnu skarpt.
Solnedgang ved Vytegra, inden vi kom til de seks sluser før Onegasøen.
Dag 7: Kizji, besøg i bl.a. nogle af de smukke trækirker
Denne dag var helliget afslapning - det var også nødvendigt i den stærke varme og høje luftfugtighed. Den grusomme vækkehøjttaler og mobiltelefonen var slukket, mens de der ikke vidste hvad ferie er, mødte op på dækket til morgengymnastik kl. 07.30 - fuldkommen vanvittigt.
Kl. 09.00 var der informationsmøde i konferencesalen, om de kommende dage i St. Petersborg. Her kunne vi også tilkøbe de af Orthodox´s ekstraudflugter vi ønskede at deltage i.
Kl. 10.00 var vi, gruppevis, inviteret på besøg på kommandobroen. Da vi lå og plaskede rundt midt ude på Onegasøen, turde de godt lukke danskere derop uden frygt for at vi skulle lave ulykker - så som at være skyld i at skibet blev sat på grund. Vagthavende styrmand fortalte om skibet og svarede beredvilligt på vores spørgsmål.
MS "Fjodor Dostojevskij" på Onegasøen: Besøg på den veludstyrede kommandobro.
Resten af formiddagen var der arrangeret foredrag om Rusland i dag og undervisning i at synge russiske folkesange.
Kl. 14.00 anløb vi så Kizji, hvor vi straks gik i land. Vi blev anbefalet at tage fornuftigt fod-tøj og lange bukser på, da der var mange myg. Kvinderne skulle ligeledes medbringe tørklæder, til at dække håret, da vi skulle ind i en kirke hvor de var lidt strikse.
Indsejlingen til Kizji: Overalt var klostre og kirker under restaurering efter Sovjettiden.
Desværre døjede jeg alvorligt med varmen - og mine ben var hævede som russiske landbrød - så efter et par hundrede meter måtte jeg vende om og indrette mig, i skyg-gen, på det udskænkningssted der lå ved souvenirbutikkerne (øllet var dejlig koldt).
Hanne fortsatte modigt i varmen og kunne komme tilbage med et referat og gode billeder af de skønne gamle kirker og øvrige bygninger på stedet.
Kizji er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. De gamle træbyg-ninger og øen i sin helhed skulle efter sigende have en helbredende virkning. Besøget på dette levende frilandsmuseum giver et godt indblik i livet i Rusland for hundreder af år siden.
Kizji: Stedets mest berømte og flotteste kirke.
Kizji: En af de mindre kirker på frilandsmuseet.
Aldrig før har jeg mødt fugle mage til dem vi oplevede i Kizji. Alliker og måger var faktisk håndtamme og hoppede rundt på borde og bænke omkring os. Især da jeg købte en pose chips fik jeg venner iblandt dem - de kom hen og spiste af hånden.
Kizji: Sådan gør en allike sig lækker når den tigger mad ved bordene.
Kizji: Mågerne var også tamme - denne holdt jeg i halefjerene - og den blev ikke spor sur.
Kizji: Man skal kende sine venner - disse to fandt hurtigt ud af, at jeg havde en pose chips.
Kl 16.45 var det tid at gå ombord igen og skibet afsejlede mod Mandrogi, kl. 17.00 - en strækning på 190 km.
Eftermiddagen og aftenen var selvfølgelig også fyldt med tilbud om underholdning: Rus-sisk teselskab i restaurant Volga, Russisk ønskekoncert i konferencesalen, live musik og dans i Restaurant Neva og sidst, men ikke mindst: VM-fodbold, Holland - Uruguay, der blev vist i skibets barer, hvor der også blev spillet på resultatet. Gæt hvor jeg var.
I løbet af natten passerede vi Øvre Svirslusen, der bragte skibet ned fra Onegasøen og Øvre Svirfloden, 31,3 m o.h. overflade til Nedre Svirfloden, 17, 3 m o.h. overflade.
Dag 8: Mandrogi, besøg i landsbyen og afslapning på skibet
Lidt før klokken ni ankom vi til Mandrogi og kl. 09.00 gik vi i land. Der var ingen guidet rundtur, i stedet havde vi fået udleveret et kort over området og kunne så gå på opda-gelse på egen hånd.
Den anbefaling vi havde fået i Kizji, om at tage fornuftigt fodtøj og lange bukser på, da der var mange myg, burde have været gemt her til Mandrogi. Vi var ganske simpelt ved at blive ædt op af myg, store stikfluer og andre blodtørstige rovinsekter. På et tidspunkt blev jeg bidt på skinnebenet så blodet bogstavelig talt løb ned af benet.
Mandrogi: Anløbsstedet hvor rov-insekterne sad på lur bag bygningen med det ternede tag.
Besøget var et lille afbræk fra de store seværdigheder og prægtige bygningsværker der ellers prægede turen. Mandrogi er en lille, hyggelig by, som har tiltrukket kunsthånd-værkere fra hele Rusland. Her sælges et stort udvalg af kunsthåndværk og souvenirs.
Vi gik lidt rundt og så på de mange forskellige ting der blev fremstillet og solgt rundt omkring i værkstederne - og købte da også lidt glaskunst med hjem.
Mandrogi: Et af de større huse hvor forskellige kunsthånværkere har deres værksteder.
Kl. 12.00 skulle vi samles og spise frokost i en overdækket udendørs restaurant og skulle så være ombord kl. 13.15 - men så langt nåede vi ikke. Allerede før kl. 11 var vi så øde-lagte af varmen og de mange stikkende og bidende insekter, at vi fortrak til skibet og vores air-conditionerede kahyt, efter at vi i baren havde hentet noget koldt og læs-kende. Frokosten sprang vi over - vi kunne ikke spise noget i den varme.
Mandrogi: "Fjodor Dostojevskij´s" airconditionerede kahyt trak kraftigt i os.
Kl. 13.30 kastede skibet los - og vi påbegyndte den 302 km. sidste lange strækning mod St. Petersborg. Vi skulle snart efter, ved Svirstroy, gennem den sidste sluse, der bragte os ned til 4,47 m o.h. overflade. På resten af vejen ind til St. Petersborg flyder vandet nedad til det endelig når kote 0 ved Den Finske Bugt.
Det første stykke vej var fortsat ad Svirfloden, hvorefter skibet, ved Sviritsa, sejlede ud i Ladogasøen (der er Europas største sø), for ved Shlisselburg at sejle ned ad Nevafloden.
Svirstroy: Den sidste af de mange sluser vi var igennem på turen.
M/S "Fyodor Dostoyevsky": Solnedgang over Ladogasøen.
Resten af dagen var der ingen grund til at kede sig. Der var tilbud om musik med skibs-orkesteret i Panorama Bar, sidste lektion af russiskundervisningen, mulighed for at tilmelde sig et aftenens talentshow og at øve sig, samt at se den film skibets personale havde optaget af os under hele turen.
Kl. 19.30 var der "Kaptajnens Middag" der blev serveret i Restaurant Volga.
Om aftenen var der Talentshow i konferencesalen, skibets musikere spillede op til dans for sidste gang i Restaurant Neva, indtil midnat - og i barene blev det vist VM-kampen mellen Tyskland og Spanien. Det var jo ikke noget svært valg.
Vores gode ven Dmitry og hans servitrice, i baren, med min yndlingsvodka "Starka".
Dag 9: St. Petersborg, byrundtur og Peter og Paul-fæstningen
Vækning kl. 07.00 (jeg vænner mig aldrig til det) med den sædvanlige ækle "musik" i højttaleren. Morgenmad og ankomst til St. Petersborg kl. 08.00 og kl. 08.15 samledes vi på kajen, for at tage ind til byen i busser. Det var allerede, på det tidspunkt af dagen kvælende varmt og med en meget høj luftfugtighed.
St. Petersborg: Vi samles på kajen for at entre vores busser i de respektive grupper.
Sankt Petersborg, blev grundlagt i 1703 af Peter den Store som Rus-lands vindue mod vest. I dag er Sankt Petersborg Ruslands næst-største by med knap fem millioner indbyggere. Under kommunismen hed byen Leningrad, men ved Sovjetunionens sammenbrud i 1991 tog byen igen sit oprindelige navn, Sankt Petersborg.
Trafikken i St. Petersborg ligner til forveksling Moskva, på trods af store brede boule-varder er det trafikprop efter trafikprop. Vejen ind til centrum er en meget mærkelig blanding af flotte palæer, boligejendomme og fabrikker, afbrudt af smukke grønne anlæg ind imellem.
Første stop var ved en kunst- og gavebutik som vores guide, Christian, anbefalede. Det var også en flot butik med et meget stort udvalg af kvalitetsvarer. Priserne var desværre også på et temmelig højt niveau.
St. Petersborg: De fantastisk flotte - og også meget dyre - kopier af Fabergé æg.
Byen kaldes også Nordens Venedig på grund af de mange kanaler, der gennemskærer den. Kanalerne er sammen med de brede boulevarder med til at give byen et luftigt præg. Og så er Sankt Petersborg et overflødighedshorn af kulturrigdomme og seværdig-heder fra zartiden.
St. Petersborg, Icaak Katedralen: Her er altid mange mennesker - og lommetyve.
Næste stop var Icaak Katedralen. Katedralen blev opført over en periode på 40 år (fra 1818 til 58). Den var Skt. Petersborgs domkirke frem til 1937, hvor katedralen blev lukket for gudstjenester. Herefter blev katedralen anvendt som antireligiøst museum, hvor bl.a. det berømte Foucaults pendul blev demonstreret som bevis på jordens rotation. Efter Gorbatjovs perestrojka blev det igen tilladt at holde gudstjenester i Icaak Katedralen, men i dag sker det kun ved særlige lejligheder.
Der var et tæt mylder af mennesker på pladsen omkring katedralen og vi blev igen advaret mod de mange lommetyve, for hvem dette var et af deres yndlingssteder.
Hanne blev da også, på et tidspunkt, indkranset af et par stykker af slagsen og kom farende hen til mig, (jeg måler 1,88, vejer godt 100 kg. og kan se meget ondskabsfuld ud), de forsvandt meget hurtigt.
St. Petersborg, Peter og Paul fæstningen: Peter og Paul katedralen.
Efter at have beset Icaak Katedralen, var det tid til at besøge Peter og Paul katedralen der ligger inde i Peter og Paul fæstningen.
Fæstningen, der blev opført af Peter den Store efter tegninger af Domenico Trezzini, er det første og største vartegn i Skt. Petersborg og bygget mellem 1703 og 1733 på Hare-øen i Neva.
Den primære grund til opførelsen af fæstningen var beskyttelse mod et potentielt angreb fra den svenske flåde under Den Store Nordiske Krig.
Peter og Paul Katedralen der er opkaldt efter Sankt Peter og Paulus og var den første katedral bygget af sten i Skt. Petersborg. Dens spir er 122,5 m meter højt og på toppen findes en engel, holdende et kors over sig. Denne engel er et af Skt. Petersborgs vig-tigste symboler.
Inde i katedralen findes de jordiske rester af stort set alle zarer og kejserinder fra Peter den Store til Nikolaj II og hans familie, som blev stedt til hvile her i juli 1998. Hans mor Kejserinde Dagmar, blev genbegravet ved siden af ham og sin mand 28. september 2006.
Katedralen: Det meget omdiskuterede sidekapel og gravene med den sidste zarfamilie.
Marie Sophie Frederikke Dagmar (1847-1928) var dansk prinsesse og russisk kejserinde.
Hun giftede sig med Alexander i Vinterpaladset i St. Petersborg d. 9. november 1866. Ved ægteskabets indgåelse tildeltes hun navnet Maria Feodorovna (Мария Фёдоровна).
Zaren døde 2. november 1894 i Livadia på Krim. Enkekejserinde Dagmar flygtede i 1919 på grund af den Russiske Revolution om bord på et britisk krigsskib fra Krim. Hun tilbragte sine sidste leveår på Hvidøre Slot ved Klampenborg.
Ved sin død i 1928 blev kejserinden stedt til hvile i en sarkofag i krypten under Christian IXs kapel i Roskilde Domkirke.
Efter flere års overvejelser og forhandlinger, enedes den danske og den russiske rege-ring i 2005 om at genbegrave kejserinde Dagmar i Sankt Petersborg. Begivenheden indledtes med en ceremoni i Roskilde Domkirke den 23. september 2006.
Efter tre dages transport fra Roskilde ankom Dagmar, tirsdag den 26. september, til Sankt Petersborg. Kisten blev placeret i Alexander Nevskikapellet i parken til Peterhof.
Den 28. september blev kejserinden efter en ceremoni i Isaac Katedralen gravlagt ved siden af sin mand zar Alexander III i Peter og Paul Katedralen, 78 år efter sin død og 87 år efter hun forlod Rusland.
Peter og Poul Katedralen: Kejserinde Dagmar´s endelige hvilested siden 28. september 2006.
Hele Peter og Paul fæstningsområdet er spændende og man kunne godt bruge en hel dag her. Bl.a. er der også et fængselsmuseum, hvor en charmerende herre står og tager imod.
Peter og Paul Fæstningen: Denne charmerende herre indbyder til et besøg i fængselsmuseet.
Efter Peter og Paul fæstningen kørte vi en lille tur rundt i St. Petersborg, hvor vi bl.a. var forbi panserkrydseren "Aurora" hvis kanoner spillede en rolle under revolutionen, da det var skud fra disse kanoner der varslede revolutionens start og angrebet på Vinterpalad-set.
Den lille rundtur endte ved Blodskirken, der er opført på hjørnet af Catherine Kanalen, på det sted hvor Zar Alexander II blev Ruslands første kosmonaut (han blev sprængt i luften).
Panserkrydseren "Aurora": Skibet spillede en rolle i Den Russiske Revolution.
Alexander (Aleksandr) II af Rusland (1818 - 1881) var Ruslands zar fra 1855 til 1881. Han afskaffede livegenskabet, men blev myrdet af en nihilist kort før han ville lave en grund-lov for Rusland.
Den 1. marts 1881 var Alexander undervejs i en lukket karet fra Michaelovsky Paladset til Vinterpaladset i Skt. Petersborg. En bevæbnet kosak sad sammen med kusken og seks andre kosakker fulgte til hest. Efter dem fulgte politibetjente i slæder.
Hele vejen langs ruten blev zaren iagttaget af medlemmer af Folkets vilje. På et gade-hjørne nær Catherine Kanalen gav Sophia Perovskaya signal til Nikolai Rysakov og Timofei Mikhailov til at kaste deres bomber mod zarens karet. Bomberne ramte ved siden af kareten og landede i stedet mellem kosakkerne.
Zaren var uskadt, men insisterede på at stå ud af kareten og se til de sårede. Mens han stod med de sårede kosakker, kastede en anden terrorist, Ignatei Grinevitski, sin bombe. Alexander blev dræbt straks og eksplosionen dræbte også Grinevitski selv.
På stedet hvor drabet fandt sted, har man bygget Blodskirken og har, inde i kirken, til-med bevaret netop det stykke af vejen hvor Alexander udåndede.
Blodskirken: Kirken er opført på stedet for attentatet på Zar Alexander II.
Blodskirken: Man har, i kirken, bevaret det stykke vej hvor attentatet fandt sted.
Blodskirken: Kirken set fra bagsiden - også her restaureres der på livet løs.
Blodskirken var sidste punkt på dagens officielle program. Othodox havde derefter arrangeret en havnerundfart, men da den samme tur også var programsat til lørdag aften, ventede vi til da - og håbede på det var lidt køligere om aftenen.
Flere steder i St. Petersborg er der gadesælgere der tilbyder "ægte russisk kaviar" - tilmed på de originale blå dåser - således var der også et par meget ihærdige herrer ved Blodskirken. Køb det aldrig. Det eneste du kan være sikker på er, at produktet aldrig har haft noget med kaviar at gøre - nærmere asfalt.
Al forarbejdning af- og handel med russisk kaviar er blevet forbudt. Støren er totalfredet, p.ga. den er stærkt udrydningstruet, så ægte russisk kaviar findes simpelthen ikke.
Til gengæld kan man købe lakserogn, der er behandlet på samme måde som kaviar og som smager fortræffeligt. Det kan købes i lufthavnenes taxfree, kun til udførsel.
Tilbage på skibet, fik vi lidt at spise og noget koldt at drikke - og tog os så ellers en velfor-tjent middagslur i vores afkølede kahyt. Vi vågnede sidst på eftermiddagen ved nogle brag, så vi troede at atomkraftværket, der lå næsten lige over for os, var røget i luften.
Vores genbo i St. Peterborg: Atomkraftværket - som vi mistænkte - men det var torden.
Det var et tordenvejr der sagde spar to til alle andre vi nogensinde har oplevet. I al for kort tid styrtede regnen ned, lynene flænsede himmelen og tordenbragene rungede og rullede over floden. Vi glædede os over den friskhed og kølighed som vi forventede tordenvejret ville bringe med sig, men ak nej - det var bare endnu mere lummervarmt og fugtigt efter uvejret.
M/S "Fjodor Dostojevskij": Kraftigt men kort tordenvejr over St. Petersborg og Nevafloden.
Aftenen bød på film i konferencesalen, anden del af af den film der var optaget under turen. Vi nød aftenen med et par kopper kaffe og lidt koldt at drikke i baren hos vores ven, Dmitry. Han var en meget spændende person at tale med og fortalte os meget om dagliglivet og om arbejdsmuligheder- og forhold i Rusland - han talte rigtig godt engelsk.
Dag 10: St. Petersborg, Vinterpaladset/Eremitagemuseet
Kl. 07.45 var der morgenvækning i radioen (slukket). Igen en varm og solrig dag, men der var ind imellem lidt skyer på himmelen, der kunne give lidt kortvarig skygge. Alt hvad der var tilbage fra gårdsdagens tordenvejr var et par vandpytter.
St. Petersborg: Samling af tropperne inden afgang til Eremitagemuseet / Vinterpaladset.
Kl. 09.00 var der afgang til Eremitagemuseet / Vinterpaladset. Her var der også strenge restriktioner for hvad der måtte medbringes på museet. Rygsække og større tasker var forbudt, men det værste var at man heller ikke måtte medbringe en flaske vand. Det levede paladsets kiosk højt på - de solgte vand og Coca Cola til hidtil usete priser.
Til gengæld måtte der gerne fotograferes, med mindre der var skiltet med forbud ved enkelte af kunstværkerne, hvilket kommer sig af, at russerne efter afslutningen af krigen "hentede" en hel del værker i Tyskland, der tidligere havde tilhørt rige jødiske familier - og det er russerne ikke så meget for at reklamere med - slet ikke på foto.
St. Petersborg: Vinterpaladset.
Ankommet til paladserne, startede vi med at gå en tur på pladsen foran Vinterpaladset der Sankt Petersborgs centrale plads. Den er omgivet af Generalstabsbygningen, der tidligere var hovedkvarter for den russiske hær, og på midten af pladsen står Aleksan-dersøjlen, som er et minde om Aleksander I’s sejr over Napoleon i 1812.
St. Petersborg: Pladsen foran Vinterpaladset, med Aleksandersøjlen i midten.
Pladsen har været skueplads for store historiske begivenheder såsom demonstratio-nerne på Den Blodige Søndag, der blev startskuddet til den første russiske revolution i 1905.
Igen i 1917 indtog pladsen en central rolle, da bolsjevikkerne stormede pladsen, indtog paladset og arresterede regeringen.
St. Petersborg: Køkultur er en speciel russisk diciplin som vi fik mulighed for at træne meget i.
St. Petersborg: Et festligt to-mandsorkester forsødede ventetiden i køen for os.
Vi stillede os op i køen til Vinterpaladset / Eremitagen. Ved alle seværdigheder i Rusland er der altid lange køer, det havde vi hurtigt vænnet os til, her blev ventetiden forsødet af to festlige gutter der havde dannet et to-mandsorkester bestående af trombone og tromme. De spillede faktisk godt - og hver gang en gruppe nåede hen til dem, spugte de guiderne om gruppens nationalitet, hvorefter de spillede det pågældende lands natio-nalmelodi. Der er vist ingen tvivl om at de to herrer tjener rigtig godt.
Vinterpaladset: Den hvide sal med zar-tronen.
Eremitagemuseet - denne overdådighed af et museum består af ikke mindre end fem bygningsværker, deriblandt det navnkundige Vinterpalads, hvor skiftende zarer og zari-naer har holdt deres hof.
Vinterpaladset: Billede malt af Goya.
Museets samlinger giver en næsten komplet oversigt over vesteuropæisk kunsthistorie, men vi måtte vælge dele af historien fra, for der er udstillet mere end tre mill. værker. Blandt de repræsenterede kunstnere er da Vinci, Rembrandt, Rubens, Monet, Picasso og flere andre af verdens helt store malere og skulptører.
Vinterpaladset med de 1.786 døre og 1.945 vinduer blev bygget i 1754, og dets indre er siden blevet ændret nogle gange alt efter den regerende families smag. Katarina den Store gav de 1.057 værelser den største omvæltning i slutningen af 1700-tallet. Det var også denne snu kejserinde, der for alvor startede de kunstsamlinger, som i dag pryder paladset.
Vinterpaladset, pavillonsalen: Katarina den Stores ekstravagante ur.
Pavillonsalen med det ekstravagante ur i orientalske omgivelser er et mindesmærke for Katarina den Stores militære sejr over tyrkerne. Malakitsalen, Den Gyldne Sal og Den Hvide Sal, som alle var en del af de private kejserlige gemakker, viser tydeligt, hvilke kolossale rigdomme hoffet og adelen sad på, hvilket da også var medvirkende til at udløse den russiske revolution.
St. Peterborg: Admiralitetet ligger lige over for Vinterpaladset, på den anden side af Neva.
Da vi ikke skulle deltage på eftermiddagsturen til Peterhof Parken, var vi tilbage på skibet kl. 13.30 - og brugte vi eftermiddagen til afslapning og afkøling, inden vi skulle afsted igen kl. 19.00 til ballet og folklore show, der var arrangeret af Orthodox.
Til dette arrangement var der ikke tilnærmelsesvis så mange deltagere som til vodka-smagningen. De der ikke deltog, skulle lige vide hvad de gik glip af - det viste sig at være rejsens højdepunkt.
Diaghilev Art Centre: Det flotte indgangsparti, med fløjtenist og kunstnere der tog imod.
Teateret hedder Diaghilev Art Centre og fungerer som et slags kollektiv for opera, ballet og folklore. Mange af teaterets funktioner står kunstnerne selv for. De kommer fra for-skellige teatre i Moskva og St. Petersborg - og er alle kunstnere på et meget højt niveau, inden for hver deres felt.
Første akt var helliget ballet og opera. Der blev opført stykker fra bl.a. Tornerose, Don Quichotte, Eugene Onegin og Svanesøen. Om balletten har jeg kun een ting at sige: De kan virkelig lære noget inde på Kgs. Nytorv. Aktet skulle afsluttes med Drikkesangen (Brindisi) fra Verdis opera La Traviata, men sluttede uden at den blev opført.
Noget skuffet, over at skulle undvære netop dette pragtværk, gik vi ud af salen og ind i en tilstødende sal, hvor der var skænket champagne op til os alle. Oppe på et galleri stod en kvindelig fløjtenist og spillede helt vidunderligt på tværfjøjte.
Salen hvor vi fik rejsens smukkeste oplevelse. - Foto: Diaghilev Art Centre´s netside.
Pludselig stoppede hun og en pianist begyndte at spille "Brindisi", samtidig med at den mandlige baryton kom dansende ind med et fyldt champagneglas i hånden. Mens han sang og dansede rundt, skålede han med publikum og fik i andet vers tilslutning af den kvindelige sopran, der ligeledes kom dansende, skålende og syngende ind.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at mine øjenkroge blev lidt våde og mine arme lignede nyplukkede gæs, ved denne skønne og betagende oplevelse.
Kender du ikke Drikkevisen (Brindisi) fra La Traviata, kan du høre den her på YouTube.
Diaghilev Art Centre: Hanne på scenen i en fejende russisk folkedans. (Skjult kamera)
Andet Akt bestod udelukkende af russisk folklore. Festligt, fejende, akrobatisk, morsomt og underholdende - alle superlativer må i brug for at beskrive dette fantastiske show. Ved et af de sidste numre, gik artisterne ned til publikum der sad på første række (os), valgte tre ud og hentede dem op på scenen.
Hanne var blandt de udvalgte og jeg sad og godtede mig. Så kan det ellers nok være at der kom sus i skørterne i en russisk folkedans. Hanne klarede sig godt og så ligefrem lykkelig ud, da hun kom til at danse med en af de meget unge artister, som hun gerne ville have haft med hjem som souvenir.
Diaghilev: Stor applaus til kunstnerne - nu venter Hanne på tilbud fra Bolsjoj Teateret. (Skjult kamera)
Efter afslutningen på denne fantastiske forestilling, så gik turen igen tilbage til vores skib, hvor vi gik ned i baren til en stille godnatdrink for at fordøje aftenens store oplevelser. Vi kunne simpelthen ikke gå direkte i seng - der var så meget at tale om.
Dag 11: St. Petersborg på egnen hånd og kanalrundfart.
Ingen morgenvækning og ingen aftaler om udflugter på denne dag, før om aftenen hvor vi skulle deltage i en havnerundfart. Vidunderligt, bare at kunne drysse dagen igennem på- og omkring skibet.
St. Peterborg: Der var efterhånden trængsel på anløbspladserne.
Vi gik en tur ud ad vejen, fandt et supermarked og købte noget koldt at drikke, som vi nød i et parkanlæg. Vi var lige ved en Metrostation og talte om at tage toget ind til byen, men syntes alligevel ikke vi havde lyst.
Gudskelov for den beslutning. Da de medrejsende der havde gjort dette kom tilbage til skibet i løbet af dagen havde flere været udsat for lommetyverier og røverier. Nogle var pludselig blevet mast tæt sammen mellem tre mænd og deres lommer var blevet tømt for alt af værdi - alt sammen i Metroen.
Det groveste tilfælde fandt sted samme aften, hvor en yngre mand fra selskabet havde købt sig en Coca Cola i en kiosk på kajen. De havde åbnet den for ham og han fattede først sine omgivelser næste morgen, hvor han vågnede op uden mobiltelefon, kreditkort og kontanter. Han var simpelthen blevet bedøvet af et stof der var kommet i colaen.
St. Peterborg: Det var tæt sporvognstrafik - i myldretiderne var der 2-minuttersdrift.
St. Petersborg: En stille og rolig slentretur, med indlagte pauser undervejs.
St. Petersborg: Sådan køler russiske ungmøer sig af i varmen. - i Pod er medbragt.
Om eftermiddagen begyndte vi så småt at pakke vores kufferter, så det hele ikke skulle ende i kaos næste morgen, hvor tiden var knap, inden vi skulle være ude af kahytten.
Kl. 18.00 fik vi serveret det sidste aftensmåltid på skibet, sammen med vores faste bord-fæller Hanne og Niels fra Egtved (efterhånden var jeg blevet så god til jysk, at jeg ikke længere behøvede ordbog). Vi nød et par kolde flasker hvidvin og fik sagt hinanden tak for godt rejseselskab.
M/S "Fjodor Dostojevskij": Sidste middag med vores faste bordfæller, Hanne og Niels.
Kl. 19.30 var der afgang til kanalrundfart. Vi skulle nu opleve Peter den Store´s "Nordens Venedig", som han lod anlægge efter hollandsk forbillede - og det var da også en smuk og informativ tur, hvor vi rigtig kunne studere de mange paladser fra en anden vinkel.
Kanaltur: Selskabet har indtaget deres pladser og er parate til sejladsen.
Kanaltur: Nogle af kanalerne er ligeså smalle som i Venedig - der er lysregulering.
Kanaltur: Det Russiske Admiralitet set fra Nevafloden.
Kanaltur: Vinterpaladset / Eremitagemuseet.
Kanaltur: Den store blå kuppel og de to minareter er St. Petersborg´s største moske.
Kanaltur: Bropillen på denne bro har været brugt som gældsfængsel (det ovale gitter).
Kanaltur: St. Petersborg`s ungdom lider ikke af højdeskræk - de nyder aftenen på tagene.
Kanaltur: Det russiske- og St. Petersborg´s flag vajer side om side.
Tilbage på skibet, var der VM-fodbold i barerne. Uruguay og Tyskland spillede om tredie-pladsen, så det blev lidt sent inden jeg tilsluttede mig Hanne i kahytten. Os der havde sid-det der kamp efter kamp, på turen, fik da også skålet (grundigt) farvel til hinanden.
Dag 12: Hjemrejse fra St. Peterborg til København
Søndag - og hjemrejsedag: Det var nu tid til at tage afsked med dette store og impone-rende land og M/S "Fjodor Dostojevskij" der var vores hjem i 12 dage og 11 nætter.
Kl. 07.15 var der morgenvækning i radioen, som jeg havde lade være tændt for en sid-ste gang, med ønsket om at det forhåbentlig varer meget længe før jeg igen skal op på så ukristelige tidspunkter som ombord på M/S "Fjodor Dostojevskij"
Dmitry stod på dækket og vinkede til os da vi kørte - han havde også svært ved et farvel.
Kl. 08.30 skulle alle være checket ud og havde nu et par timer til at sige farvel, indtil der var afgang til Pulkovo Lufthavn kl. 10.30. Det tog en halv times tid at nå lufthavnen der, i forhold til størrelsen af St. Petersborg, er meget lille. Det at den er lille er ikke det værste, den er også meget lavloftet, hvilket absolut ikke er behageligt under en hedebølge.
Nu skulle vi rigtig lære ægte russisk bureaukrati at kende. Her, snart tyve år efter Sovjet-unionens sammenbrud, lever det stadig i bedste velgående. Homo sovjeticus lader sig tilsyneladende ikke sådan udrydde.
For at komme ind i lufthavnen skulle vi igennem et security-check, med gennemlysning af kufferter og håndbagage samt personscanning - og her måtte de første allerede åbne kufferter og få gennemgået al deres snavsede tøj.
Klokken var efterhånden blevet hen ad halv tolv og vi stillede os op i de køer der var ved de fire check-in-skranker som vi skulle benytte. De skulle først åbne kl. 12.50 - og det gjorde de heller ikke eet sekund før, selv om personalet sad uproduktivt hen og ven-tede. Dvs. de blev skam aktive ca. 5 minutter før åbning, hvor de satte et skilt op ved den ene skranke, der fortalte at denne kun var for Business Class.
Alle dem der nu stod i kø ved denne skranke, måtte så fordele sig bagest i de tre andre køer. Der var absolut ikke udelt tilfredshed med denne forretningsgang.
Endelig åbnede skrankerne. Der var 3-4 passagerer til Business Class og da de var fær-dige med deres check-in, gik der en funktionær rundt og pillede enkelte passagerer ud og viste dem hen til den nu ubenyttede skranke. Vi var iblandt de heldige og blev såle-des opgraderede. Det er ikke nogen hemmelighed, at de før forviste passagerer var ret utilfredse med denne fremgangsmåde.
Efter det med længsel ventede check-in, kunne vi så begive os til en særdeles grundig paskontrol, hvor vi også skulle aflevere den anden halvdel af det berømte migrations-kort. Stemplerne lavede trommedans hen over pas, kort og jeg ved ikke hvad, men vi blev dog sluppet igennem og kunne gå op på første sal hvor der var lidt køligere og lidt højere til loftet.
Vi købte lidt ind i Tax-free (vodka) og købte lidt at spise. Her gjorde de alt at for at flå de sidste rubler fra os, med priser på en højde som selv ikke Københavns Lufthavn kan slå.
Det var nu tid for boarding og vi begav os til gaten, hvor den sidste overraskelse ven-tede os: Vi skulle igennem Security-check een gang til - håndbagage, livrem, sko, ur og alt hvad vi ellers besad skulle gennemlyses mens vi, på bare fødder, blev kropsvisiteret. Tålmodighedstærsklen var ved at være meget lav og varmen ulidelig.
Flyet lettede præcis til tiden, kl. 14.20 og vi landede blidt i Københavns Lufthavn i Kastrup kl. 14.10 (tidsforskellen på to timer) efter en behagelig og begivenhedsløs hjemtur.
En fantastisk rejse, på godt og ondt, var forbi. Imponerende, historiske og smukke steder var besøgt. Vi havde mødt venlighed, hjertelighed, lommetyve og ægte russisk bureau-krati når det er værst. Vi har besøgt et land der før var lukket bag et jerntæppe der nu er væk, forhåbentlig for altid. (Tak Gorbatjov og Jeltsin). Vi har været på en rejse som vi
aldrig vil glemme.
Hjemtur til København (CPH) fra St. Petersburg (LED) med SAS MD 82, SE-DIN.
Til toppen af siden
