Sankt Petersborg glimrer med tsarernes arkitektoniske mesterværker og museer, der ikke lader Versailles eller Louvre noget tilbage. Sankt Petersborg er Europa. Oplev et moder-ne, elegant liv langs hovedgaden Nevskij Prospekts smukke facader og elegante broer og kanaler. På sejltur på Neva flyder nogle af Europas smukkeste bygningsværker forbi, mens du måber over pragten. Gaderne er lange og lige, linjerne logiske, rationelt og matematisk korrekte.
Men inde bag overfladen, i baggårdene, lurer Ruslands andet jeg. Det mystiske, kringel-krogede og irrationelle. Tsarhovedstaden fra Peter den Store og frem til Lenin, Sankt Petersborg, er bygget op i den vestlige rationalitets tegn og er forståelig og civiliseret. Men Ruslands Venedig er med sine talrige smukke kanaler, floder, øer, paladser, livlige natteliv, bordeller, snuskede barer og ufattelige kunstrigdomme i virkeligheden ikke min-dre mystisk og tvetunget end Moskva. Bag den marmorerede og ferniserede overflade lurer galskaben, febervildelsen, vanviddet og drukkenskaben. I de små kælderknejper lever fortsat synden, tvivlrådigheden og vildskaben, som forfatteren Dostojevskij fan-gede så enestående.
Rejsen til Sankt Petersborg
Der går fly dagligt fra København til Petersborgs internationale lufthavn Pulkovo. Flyve-turen tager knap to timer. Både SAS og Pulkovo Airlines beflyver Petersborg. Der er altid billige tilbud på billetter. I bil eller bus: Mange rejsebureauer arrangerer busture til Sankt Petersborg, og en del turister vælger også selv at køre. I så fald går turen via Stockholm med færge til Helsinki og videre via den finsk-russiske grænse til Sankt Petersborg.
Rejsen rundt i Petersborg
Metro
Metroen i Sankt Petersborg er langt det mest effektive transportmiddel. Det er billigt og hurtigt, og metronettet er meget fintmasket. Man undgår de evindelige trafikpropper og kommer frem til tiden. Billetter eller flerturskort købes ved stationernes kasser.
Busser, sporvogne og trolleybusser
Det er meget billigt at komme rundt med den kollektive transport. Busser, sporvogne og trolleybusser kører som regel uden fartplan fra kl. 6 til 23 eller 24. Der kan være lang ven-tetid på grund af den voldsomme trafik.
Taxa
Taxaer er meget udbredte og billige i Rusland. De gamle gule statslige taxaer er blevet privatiseret i talrige små og større selskaber. Til gengæld er der opstået et utal af nye private, der som regel er meget effektive og pålidelige. Brug dem i stedet for at gøre, som mange russere gør. De rækker nemlig bare hånden ud ved gaden, og så stopper der hurtigt en faldefærdig Lada, som for meget små penge bringer dem til det rette sted.
I bil
Det er ikke for svage sjæle selv at køre i den vanvittigt pressede og tætte russiske trafik i storbyerne. Nok er der kommet et betydeligt bedre vejnet i de senere år, men så snart man er ude på landet og væk fra storbyerne, så er vejene til gengæld elendige, og de russiske trafikanter kører endda særdeles hasarderet og hidsigt med livet som indsats.
Visum og valuta
Visum
Der kræves både visum og gyldigt pas for at rejse til Sankt Petersborg. Rusland forlan-ger, at passet er gyldigt mindst seks måneder efter hjemkomstdato. I Rusland gælder stadig de gamle sovjetiske regler om, at man skal have visum til alle de byer, hvor man skal overnatte. Visum købes på den Russiske Ambassades Konsulatafdeling . Et visum koster fra 380 kr. afhængigt af typen. For at få visum skal man have en invitation sendt eller faxet fra den, der inviterer i Rusland, eller, som det oftest er tilfældet med turistvi-sum, en invitation fra et russisk registreret rejsebureau eller hotel. I langt de fleste tilfælde vil man lade et dansk rejsebureau stå for hele proceduren, selv om det koster lidt ekstra. Ved indrejsen i Rusland får man udleveret et såkaldt Migrationskort, som skal udfyldes med personlige oplysninger og rejseplan i to eksemplarer. Den ene er til paskontrollen ved indrejsen, den anden skal blive i passet, registreres på hotel(lerne) og afleveres til paskontrollen ved udrejsen.
Valuta
Den russiske møntenhed hedder rubel og deles op i 100 kopek. I begyndelsen af 2010 får man 100 rubler for 18 kr. LÆs den aktuelle kurs på Nationalbanken. Man må godt ind- og udføre rubler. Overalt i de større russiske byer findes der banker, vekslekontorer og vek-sleautomater, hvor man kan bruge både kreditkort og kontanter. Mest fordelagtig er i dag euro og amerikanske dollars, men mange steder kan man også veksle kroner. De fleste større og nye forretninger og restauranter tager desuden imod de mest kendte kreditkort.
Toldregler
Ved indrejsen til Rusland skal man deklarere alle værdifulde genstande og større kon-tantbeløb (fra 10.000 US dollars) på deklarationen, som udleveres i flyet eller som ligger tilgængelig inden toldkontrollen. Det er ved udrejsen fra Rusland, at du skal være op-mærksom. Du kan pt. frit udføre op til 3000 US dollar, men tolderne er emsige mht. kaviar, (som det er forbudt at udføre), antikviteter, ikoner og kunstgenstande, som er over 50 år gamle. De kan kun udføres med en særlig tilladelse fra det russiske Kulturministerium. I skrivende stund kan der frit udføres 1 l. spiritus, 2 l. Hedvin (champagne), 2 l. Bordvin, 200 cigaretter eller 250 g. Tobak, 50 g. parfume. Se de aktuelle regler på skat.dk.
Sundhed og sikkerhed
Vaccination
Udlandsvaccinationen anbefaler, at man overvejer beskyttelse imod difteri, stivkrampe og leverbetændelse.
Forsikring
Hverken det gule eller det blå sygesikringsbevis dækker i Rusland, så myndighederne kræver, at du tegner en privat sygesikring. Sørg også for at være forsikret, så du er sikker på at få dækket udgifter i forbindelse med sygdom, tilskadekomst, dødsfald og evt. hjemtransport til Danmark. De fleste har bagage- og ansvarsforsikring inkluderet i deres hjem- eller husforsikring.
Påklædning
Russerne er meget afslappede med hensyn til påklædning. Jakkesæt og slips er dog lige så udbredt som i Danmark. I kirker og klostre er det et krav, at kvinder bærer tørklæder og er tækkelige, hvorimod mænd ikke må bære hovedbeklædning
Kriminalitet
Der tales så meget om den store kriminalitet i Rusland. Sankt Petersborg er hverken mere eller mindre farlig end de fleste andre storbyer. Hovedreglen er, at man bare skal bruge sin sunde fornuft, ikke bevæge sig rundt alene og ikke reklamere med bunker af penge.
Fakta om Sankt Petersborg
Sankt Petersborg: Grundlagt 1703 og hovedstad frem til revolutionen i 1917. Fra 1914 kal-det Petrograd og 1924-1991 Leningrad.
Areal: 606 km²
Indbyggertal: Officielt 4,6 mio., uofficielt cirka 6 mio. inkl. ulovlige indvandrere.
Sprog: Alle taler russisk, men mange taler også et eller flere af de over 100 andre sprog, der tales i Rusland.
Religion: Den russisk Ortodokse Kirke, men byen kan også prale af Nordeuropas største buddhistiske tempel.
Prisniveau: En øl koster det halve af i Danmark, vodka er billigt, men ellers er Sankt Petersborg ved at nærme sig det fælleseuropæiske prisniveau på de fleste områder.
Tre anderledes fakta
Magtens centrum: Sankt Petersborgs status som magtcentrum blev kraftigt forøget, da bysbarnet Vladimir Putin blev præsident i Rusland i 2000 og endnu mere, da hans efter-følger, Dmitrij Medvedev, tog over i 2008. Han er også fra Sankt Petersborg.
Kulturhovedstad: Petersborgerne ser lidt ned på moskovitterne og anser byen for at være Ruslands kulturelle hovedstad. Byen byder på et utal af museer, koncerter og kunstarrangementer, som ikke findes andre steder i landet. Og det med støtte fra regeringen i Moskva.
Kriminelle Sankt Petersborg: Sankt Petersborg og Moskva er stædige rivaler og bekriger hinanden på mange måder. Petersborgerne hævder hårdnakket, at moskovitterne er mindre civiliserede og ukultiverede. Moskovitterne mener til gengæld, at petersbor-gerne er både provinsielle og ligefrem kriminelle. I 1990’erne var der noget om snakken. Sankt Petersborg var under den daværende guvernør plaget af bandekriminalitet og mafiaen i en sådan grad, at en central tv-station i Moskva producerede en tv-serie under titlen ”Kriminelle Petersborg”. I dag er det imidlertid omvendt. Sankt Petersborg har fået styr på kriminaliteten, mens den fortsat plager Moskva.
Seværdigheder i Sankt Petersborg
Underground og overklasse, guld og juveler, kunst og kultur, nyt og gammelt. Sankt Petersborg er en guldgrube af historie, klassisk kultur og moderne undergrundskultur.

Sankt Petersborg emmer af historie og kultur. Det er blot at gå på opdagelse. - Foto: jkitan
Eremitagen - Et af verdens største kunstmuseer
Glæden ved dagens oplevelser lyser ud af Larissas 50-årige ansigt. “Det har været mit første besøg på Eremitagen, men ikke det sidste. Jeg havde bestemt, at jeg ville gå efter den flotte samling af de franske impressionister, for dem elsker jeg. Men jeg for vild, så til sidst besluttede jeg bare at vandre omkring, nyde de flotte sale og kigge på de tilfældige kunstværker på min vej”, fortæller hun. Men så pludselig befandt hun sig i et mørkt rum, hvor der var spotlight på ét maleri, som viste sig at være Rembrandts “Den Fortabte Søns Hjemkomst” fra 1636. “Det reddede min dag. Jeg var som ramt af lynet. Det er min største kunstoplevelse nogensinde. Den røde farve på faderens tøj, hans ansigt, der udstråler lidelse over sønnens fortabelse og samtidig uendelig kærlighed og lykke over genforeningen. Jeg har aldrig set noget lignende og besluttede blot at nyde det, så skidt med resten af museet”, siger Larissa i tsarernes gamle Vinterpalads, en af verdens største kunstmuseer, Sankt Petersborgs vigtigste attraktion.
Gosudarstvennyj Ermitazj
Adresse: Dvortsovaja Pl 2, indgang fra Slotspladsen
Telefon: 5718446
Transport: Trolleybus 1, 7, 10, b7 kører dertil.
Hjemmeside: Gosudarstvennyj Ermitazj
Åbningstider: Tirs-lør: 10.30-18, søn: 10.30-16, man: lukket
Kunstcentret Pusjkinskaja 10 - Forunderligt sted
Ruslands nationaldigter Pusjkin og en Beatles-nørd med vildt og uredt hår er indgangen til dette forunderlige sted. Pusjkinskaja-10 i Sankt Petersborg er et kulturhus grundlagt af maleren, politikeren, dissidenten og den tidligere politisk fange Julij Rybakov. Ud over gallerier, udstillinger og kunst er her en litteraturcafe, der også serverer mad og drikke. Det vrimler med unge litterater, punkere og undergrundens aktører. Der er også en lille koncertsal for eksperimenterende musik, en boghandel med det ypperste inden for avantgardekunst, filosofi, litteratur.
Kunstcentret Pusjkinskaja 10
Adresse: Ligovskij Prospekt 53, (ind gennem porten)
Telefon: 76448 52
Hjemmeside: Kunstcentret Pusjkinskaja 10
Katerina-paladset - Et vindue til fortiden
En pragtfuld tronsal med guld, spejle og vinduer ud til parken. Det er let at forestille sig datidens ekstravagante damer og herrer i dans og konversation her i Sankt Petersborg. Slottet med sine spejle, sit store loftsmaleri og de mange vinduer blev brugt til hofballer og store arrangementer, og det er bygget af kejserinde Elisabeth til minde om hendes mor Katarina 1. Slottets skønhed bliver sat i perspektiv af en lille fotoudstilling, som viser, hvor smadret dette prægtige slot var efter nazisternes hærgen under 2. Verdenskrig. Slottet var tsarernes sommerresidens i Tsarskoe Selo uden for Sankt Petersborg.
Ekaterinskij Dvorets
Adresse: Ul. sadovaja 7, Tsarskoe Selo, 196600
Telefon: 465 2024 eller 466 6669
Hjemmeside: Ekaterinskij Dvorets
Åbningstider: Man-søn: 10-17, tirs: lukket
Isaak Katedralen - Et kirkeligt kunsstykke
Der er 562 trin op til guldkuplen og søjlekolonnaden med de 24 statuer. Men så er man til gengæld på toppen af Sankt Petersborgs flotteste katedral, som er bygget mellem1818 og1858. Herfra har man udsigt over Sankt Petersborgs virvar af tage, floder og kanaler. kirken ligner udefra på mange måder Peterskirken i Rom. Den var ekstremt dyr at byg-ge - bl.a. er der brugt 400 kg bladguld - og det krævede op mod en halv mio. arbejdere at virkeliggøre katedralen til ære for romanovernes skytsengel Sankt Isaak af Dalmatia. Kirken blev gjort til museum i sovjettiden, hvilket den fortsat er. Selv om den kun er i brug ved højtider, så kommer den enorme ikonostas i hvidt marmor, de 150 skulpturer og de talrige ikoner og religiøse kalkmalerier igen til deres ret.
Isaakievskij sobor
Adresse: Isaakijevskaja Pl., 190000
Hjemmeside: Isaakievskij sobor
Peter-Paul Fæstningen - Dagmars hvilested
Bum! Der lyder et højt brag hver dag kl. 12 fra kanonerne ved Narysjkin-bastionen på Peter-Paul-fæstningen i Sankt Petersborg. Salutten minder om, at dette er et militært for-svarsanlæg, bygget for at beskytte Peters by. Men det er også meget andet. For eksem-pel er det en lille badestrand, som fyldes op med mennesker, så snart solen titter frem. Og de nøjes ikke med at solbade. De kaster sig også ud i vandet både sommer og vin-ter. Fæstningen rummer dystre fængselsgange, som både tsarer og bolsjevikker har brugt til at gemme fjender af vejen. En række prominente mennesker har siddet her, fra Dostojevskij til Lenin. Fæstningen store og stemningsfyldte kirke, Peter-Paul Katedralen, var tsarernes hovedkirke, og inde i den ligger en lang række tsarer begravet, bl.a. den sidste, Nikolaj 2 og hans familie. Her hviler også Nikolajs mor, danskfødte kejserinde Dagmar.
Petropavlovskaja Krepost
Adresse: Petrogradskaja Storona, Sankt Petersborg
Telefon: 2384511
Restauranter i Sankt Petersborg
Kål, kød og kaviar er stadig faste elementer i det traditionelle russiske køkken, men Sankt Petersborg har også et stort udbud af moderne restauranter med mad fra alverdens lande. At gå på restaurant og café er igen blevet in efter 75 års kommunisme.

Det er igen blevet moderne at gå ud at spise og drikke i Sankt Petersborg. - Foto: Rijaya Nita
Litteraturcafeen - Pusjkins sidste måltid
Måske var det en gang borsj (rødbedesuppe) efterfulgt af bliny (pandekager) med kaviar og en stegt kylling, der var på menuen, og som de tilbereder så fremragende her på Literaturnoe Kafe. Her indtog i hvert fald Ruslands forgudede nationaldigter Alek-sandr Pusjkin sit sidste måltid, inden den fatale duel med baron d’Anthes for at redde sin og hustruen Natalijas ære. Stemningen og interiøret er søgt bevaret i Pusjkins ånd og dertil kommer underholdningen med levende klassisk musik, smukke romancer, og digtoplæsninger.
Literaturnoe Kafe
Adresse: Nevskij Prospekt 18
Telefon: 3126057
Restaurant Astorija - Ren nydelse
Her i restauranten på det fashionable Hotel Astorija havde Hitler planlagt at holde sin sejrsmiddag efter indtagelsen af Leningrad. Men 900 dages heroisk kamp fra byens om-ringede indbyggere satte en stopper for førerens planer. Restauranten er berømt i Sankt Petersborg og blandt turister for sin fremragende russiske og europæiske mad og ele-gante klassiske indretning. En ren nydelse, men det koster.
Hotel Astorija
Adresse: Ul. Bolshaya Morskaya 39, 190000 Sankt Petersborg
Telefon: 3341650
Hjemmeside: Hotel Astorija
Caviar Bar - Champagne og små runde stjerner
Kaviar af stør er desværre blevet en mangelvare og kan kun sjældent købes. Til gen-gæld byder denne hyggelige restaurant i Sankt Petersborg på en meget international atmosfære med kaviar (rogn) fra en række andre fisk, som smager mindst lige så godt med champagne og serveret af yndefulde servitricer i skønne omgivelser.
Caviar Bar
Adresse: hjørnet af Mikajlovskaja ul og Nevskij Prospekt, 191186
Telefon: 3296000
Kavkaz Bar - Lækker georgisk mad
Ged på grill, lobio (krydret bønnemasse), kartofler fra ovn, khatjapuri (pandebagt brød med smeltet ost) og georgisk rødvin. Så er din lykke gjort. Gå ikke glip af denne chance til at smage lækker georgisk mad til rimelige priser og med en ægte kaukasisk stemning og gæstfrihed. Du vil aldrig fortryde det og heller aldrig glemme de georgiske sangeres smægtende kærlighedsviser.
Kavkaz Bar
Adresse: ul. Karavannaja 18, 191180
Telefon: 3121665
Jolki-Palki - Russisk fastfood
Prøv Ruslands svar på McDonalds - en af restauranterne i fastfood kæden Jolki-Palki. Lækre pelmeni (russisk form for ravioli), kåldolmere, kartofler med fyld, borsj (rødbede-suppe), grilstegt kylling, svine- og oksebøffer og meget mere. Hurtigt og til ingen penge.
Jolki-Palki
Adresse: Nevskij Prospekt 88, 190000
Telefon: 2731594
Caféer og barer i Sankt Petersborg
Ballet i verdensklasse, diskodasko i lange baner, rock, punk, underground eller blot en hyggelig bar - Sankt Petersborg har det hele.

Sankt Petersborg har natteliv, der kan tilfredsstille de fleste. - Foto: is it sharp
Fishfabrique - Cool undergrundssted
Fishfabrique er kult. Bølgerne og rockmusikken går højt her i undergrunden, hvor spille-stedet Fishfabrique udgør en del af kunst- og kulturcentret Pusjkinskaja 10 og siden 1994 har været byens mest populære spillested for alternativ undergrundsmusik. Sankt Peters-borgs første og bedste. Stort set alle lokale og mange udenlandske alternative grupper har spillet i dette ligeledes alternativt designede undergrundssted. Billig bar og punk-, jazz- og rockmusik.
Pusjkinskaja 10
Adresse: Ligovskij Prospekt 53
Telefon: 164-4857
Hjemmeside: Pusjkinskaja 10
Åbningstider: koncerter tirs - lør kl. 21
Dom Kino - Gamle filmperler
I Dom kino (Filmens Hus) marcherer russiske soldater, arbejdere og malkepiger i gamle sovjetiske film, eller også dukker Humphrey Bogart og Sophia Loren op på lærredet. Her emmer af sovjet, men på en hyggelig måde. Keder det dig, kan du bare gå ind i en an-den sal eller få dig noget at spise i Dom kinos hyggelige, men smådyre restaurant.
Dom Kino
Adresse: Ul. Karavannaja 12, 191150
Telefon: 3140638
Hjemmeside: Dom Kino
Kotelnaja Kamtjatka - For rockelskere
Her tænker og taler ingen om Putin og Medvedev, her drejer det sig om ”kaif” (at have det skægt). Et historisk samlingssted for Sankt Petersborgs rockbands i primitive omgive-lser. Et fedt sted i Sankt Petersborg, hvor du falder naturligt ind i slænget af rockelskere, og musikken får hele armen. Koncerter begynder kl. 20 hver aften.
Kotelnaja Kamtjatka
Adresse: Ul. Blokhina 15, 199178
Telefon: 4980887
Eremitage Teatret - Fortryllende sted
Klapsalverne vil ingen ende tage efter Giselles død og sidste tæppefald. Hun bliver sam-men med grev Albrecht kaldt frem på scenen igen og igen til klapsalver og hurraråb. Stemningen er varm og intens i denne fortryllende, intime teatersal ved Vinterpaladset i Sankt Petersborg. Indretningen er kejserlig og danserne, musikerne og sangerne er nog-le af Ruslands bedste. Klassik opera og ballet på højt niveau. Svanesøen og Carmen er altid på programmet.
Teatr Ermitazj
Adresse: Dvortsovaja Naberezjnaja 32, 190000
Mariinskij Teatret - Verdensberømt ballet
Klokken ringer første, anden, tredje gang. Det er tid til at tage plads i logen på en af Rus-lands og verdens mest berømte opera- og balletscener. Musikerne nede i orkestergra-ven er ved at stemme færdigt, de 1625 pladser er besatte, forventningen stiger, når lyset slukkes, og orkestret istemmer overturen. Mariinskij Ballettens fremragende dansere i forening med Tjajkovskijs klassiske musik vælter ud og omfavner dig i et betagende eventyr. Du kommer først til dig selv ved sidste tæppefald, hvor hurraråbene og klapsal-verne over dansernes og musikernes kraftpræstation ingen ende vil tage.
Mariinskij Teatret
Adresse: Plosjad Teatralnaja 1, 190000
Telefon: 326-4141
Hjemmeside: Mariinskij Teatret
Shopping i Sankt Petersborg
Tsarernes porcelæn, klassiske indkøbscentre, delikatesser, eksotiske markeder, souvenirs og kunst i lange baner. Der er meget at shoppe efter i Sankt Petersborg.

Bliv ledt uden om turistfælderne - læs anbefalingerne til god shopping.
Gostinyj Dvor – Byens mest besøgte handelshus
Fra cafeen på 1. sal kan man over en kop kaffe eller en øl i ro og mag sidde og nyde det myldrende liv nede på gaden. Velklædte forretningsfolk på vej til møde. Elegante damer på indkøb, haltende babusjkaer, punkere og unge med iPods passerer forbi i en strøm så endeløs som vandet i Neva. Gostinyj Dvor, som betyder Gæstgivergården, er helt central i Sankt Petersborg. Her er alt til salg fra de dyreste mærkevarer til alminde-lige russiske varer. To etager i dette enorme firkantede varehus udgør Sankt Petersborgs mest kendte og besøgte handelshus med 300 butikker. Her kan du få timer til at gå. Her er også restauranter, cafeer og barer og noget så usædvanligt som sobre toiletter.
Gostinyj Dvor
Adresse: Nevskij Prospekt 35
Åbningstider: Fre., lør., søn., man. og tir: 10-22, ons-tir: 10-22.30
Jeliseevskij delikatesser - Som i gamle dage
Her finder du Sankt Petersborgs fornemste butik indrettet i art noveau-stil, og så forstår du, hvordan det så ud, da byens adelige damer shoppede i tsartiden. I dag er det igen de fornemste damer, der frekventerer butikken for at indkøbe de fineste russiske og udenlandske delikatesser og imponere hinanden.
Jeliseevskij magazin
Adresse: Hjørnet af Nevskij Prospekt og Malaja Sadovaja 8, 103009
Telefon: 3142401
Magazin Farfor – Fornem porcelæn
Her er der mulighed for at gøre et røverkøb og anskaffe sig et sæt af de fornemste por-celænstallerkener eller tekopper eller skåle og fade. Det her er nemlig selve fabrikken Lomonosovs udsalgslokale (det svarer til Kgl. Dansk Porcelæn). Lomonosov har produ-ceret kejserligt porcelæn i århundreder.
Magazin Farfor
Adresse: Vladimirskij Prospekt 7
Telefon: 1131513
Hjemmeside: Magazin Farfor
Borej - Dyrekunst
Dyrefigurer i alle størrelser griner dig lige op i hovedet, når du træder ind i butikken Bo-rej. Her er der en overflod af russisk og international kunst, kunsthåndværk og souvenirs. Desuden en café og en særlig bod med usædvanlige souvenirs - bl.a. dyrefigurerne.
Borej
Adresse: Litejnyj Prospekt 58, 191186
Ferie med børn i Sankt Petersborg
Selv om Sankt Petersborg ikke kan betegnes som paradis for børn, så er der dog en ræk-ke oplagte børneattraktioner. Læs fem af de bedste her.

Legeland, krigsskibe og tivoli på russisk er nogle af de gode børneoplevelser. - Foto: Irinas Crea
Planeten Neptun - For ethvert legebarn
Et gigantisk legeland, hvor børn kan få dage til at gå. Her er legelande, akvarium med havfisk, et særligt cyperspace-land, horrorland og meget meget mere. Dine børn vil elske det.
Okeanarium: Planeta-Neptun
Adresse: Ul. Marata 86
Hjemmeside: Okeanarium: Planeta-Neptun
Den Forunderlige Ø - Russisk tivoli
Sankt Petersborgs svar på Tivoli og Legoland – stor, stort, stort! Og splinternyt med masser af attraktioner, koncerter og underholdning for store og små.
Divo Park
Adresse: Krestovskij Ostrov
Telefon: 3239707
Hjemmeside: Divo Park
Zoologisk museum - For enhver dyreelsker
I 1902 fandt man en 44.000 år gammel, frossen mammut i den sibirske ødemark. Den vel-bevarede mammut er museets stolthed og står nu udstoppet i en af museets sale sam-men med et par babymammutter. Her er masser af oplevelser og spændende dyr af alle slags.
Zoologisk museum
Adresse: Universitetskaja Naberezjnaja 1, 199034
Hjemmeside: Zoologisk museum
Åbningstider: Man-søn: 11-18, tirs: lukket
Panserkrydseren Aurora - Historisk krigsskib
Besætningen på panserkrydseren affyrede den 7. november 1917 en kanonsalve som startskud til stormen på Vinterpaladset i Sankt Petersborg og begyndelsen på revolutio-nen. Skibet var i Sovjettiden et af de vigtigste kommunistiske relikvier fra det, der i virke-ligheden var et militært kup og som førte til bolsjevikkernes magtovertagelse. Aurora blev bygget i 1903 og deltog aktivt i den russisk-japanske krig i 1904-5, og i Første Ver-denskrig i Østersøen. Under belejringen af Leningrad var den sænket i 950 dage, så tyskerne ikke skulle få fingre i den. I dag er den museum og ligger lige foran det blå-hvide Nakhimov Flådeakademi.
Panserkrydseren Aurora
Adresse: Petrogradskaja Nab, 197046
Transport: Gratis adgang
Hjemmeside: Panserkrydseren Aurora
Åbningstider: Tir-tors. og lør- søn, 10.30-16.30
Flådemuseet - For børn og sømænd
Lige noget for drenge. Den inkarnerede sømand tsar Peter Den Store, der også var en rask dreng, grundlagde både flåden og dette museum i Sankt Petersborg. Han forlangte kopier af alle skibe, der blev bygget til flåden. De står nu her i al deres magt og vælde omgivet af tegninger, malerier og skitser.
Flådemuseet
Adresse: Tsentralnyj Voenno-morskoj Muzej, Birzjevaja Pl., 199034
Hjemmeside: Flådemuseet