|
Opdateret 14-03-2011
Udgravning af fortidsmindet Skara Brae, Orkneyøerne.
Robert Bruce, Skotlands store befrier.
Skotsk landskab; Loch Etive fra Sron nam Feannag.
|
http://nyrnberg.net/sko_hist.html
Historie
Etymologi
Et gælisk folkeslag fra Irland, skotterne, indvandrede eller invaderede det land, som senere er blevet opkaldt efter dem. Ordet ‘skotte’ er lånt fra latin og refererede til Skotland fra omtrent sidste halvdel af 900-tallet, da det optrådte i de skriftlige kilder i Den angelsaksiske krønike som en reference til landet til gælerne, analogt til latinske Scotia. Skotske konger benyttede titlen Basileus Scottorum eller Rex Scottorum (i betydningen ‘gælernes ene-konge’) og Rex Scotiae (‘konge af gælernes land’) en gang i 1000-tallet, sandsynligvis influeret af titlen Imperator Scottorum som den irske enekonge Brian Boru benyttede i 1005.
Forhistorie
Man antager, at den første menneskegruppe af jægere og samlere kom til Skotland for omkring 11.000 år siden da istiden ophørte. De første fastboere begyndte at bygge de første huse på skotsk jord for cirka 9.500 år siden, og de første landsbyer opstod for omkring 6.000 år siden.
Første årtusind
Skotlands skrevne historie begynder hovedsagelig med, at Romerriget invaderede det nuværende Storbritannien og besatte det nuværende England og Wales og admini-strerede området som en romersk provins ved navn Britannien. Dele af sydlige Skotland var kortvarigt kontrolleret indirekte af romerne. Det område, som lå nord for Hadrians mur, Caledonia, var udenfor romersk dominans. Dette område var befolket af folkeslaget pikterne i kongedømmet Piktland, og senere dannede gælere fra Irland kongedømmet Dalriada. Piktland blev domineret af det piktiske kongedømme Fortriu. Det skotske flag som et Andreaskors (X-kors) blev antagelig antaget af kong Oengus mac Fergus af Piktland i 832 efter en sejr over mændene fra Northumbria ved Athelstaneford. Kongedømmet Skotland er traditionelt blevet dateret til år 843, da Cináed mac Ailpín (Kenneth 1. af Skotland) blev konge over både skotterne og pikterne.
Middelalderen
I de følgende århundreder ekspanderede skotternes kongedømme fra et forholdsvis lille område i Moray til henimod det, som blev dagens Skotland. Helt i nord og på de ydre øer beholdt norrøne bosættere kontrollen, mens de skotske konger stadig forsøgte at udvide territorierne sydover i det nordlige England.
Perioden var alligevel markeret med et relativt godt forhold til Wessex-herskere i England, samtidig med at der var intens dynastisk uenighed indad. En gang efter en invasion af kongedømmet i Strathclyde ved kong Edmund 1. af England i 945 blev provinsen overtaget af kong Máel Coluim mac Domnaill (Malcolm 1. af Skotland). Under kong Indulf af Skotlands regime (954-962) erobrede skotterne fæstningen, som senere blev kaldt Edinburgh, deres første fodfæste i Lothian, og kong Máel Coluim mac Cináeda (Malcolm 2. af Skotland)s regime markerede en tættere kontrol med disse områder, men det kritiske år var 1018, da Máel Coluim besejrede northumbrianerne i slaget ved Carham.
Normannisering af Skotland
Den normanniske erobring af England i 1066 medførte en kæde af begivenheder, som drev det skotske kongedømme væk fra dets gæliske rødder. Kong Máel Coluim mac Donnchada (Malcolm 3. af Skotland) giftede sig med prinsesse Margaret, søster til Edgar Ætheling, den afsatte anglosaksiske tronprætendent i England, og som derefter fik skotsk støtte. Margaret spillede en hovedrolle ved at reducere indflydelsen fra den keltiske kristendom, og da hendes yngste søn blev konge som David 1. af Skotland inviterede han normanniske adelsmænd til landet. Disse bidrog til en normannisk feudalisering af Skotland. David etablerede en række bykerner, såkaldte burgher, for at udvikle handelen med kontinentet og Skandinavien. David giftede sig normannisk, og ved slutningen af 1200-tallet var en række af adelsfamilierne i Skotland normanniske. De første møder i Skotlands parlament opstod også på denne tid.
Den skotske uafhængighedskrig
Skotlands krise begyndte med at den purunge Margareta, jomfruen fra Norge, døde under sejladsen fra Norge til Skotland. Hun var den sidste direkte arving efter kong Alexander 3. af Skotland. Den skotske adel inviterede den engelske konge til at afgøre rivaliserende krav om arveretten til den skotske trone. Kong Edvard 1. af England indsatte i stedet Johan Balliol som vasalkonge og udøvede direkte kontrol over Skotland, men skotterne modsatte sig at blive underlagt engelsk styre, først under ledelse af William Wallace og Andrew Murray, der støttede Johan Balliol, som sad i engelsk fangeskab. Mod alle odds slog de to hærførere englænderne i Stirling Bridge i 1297. Den legendariske Robert Bruce, som blev kronet som Robert 1. den 25. marts1306, vandt en afgørende sejr over englænderne i slaget ved Bannockburn mellem den 23. og 24. juni 1314, men krigen blussede op igen under den anden uafhængighedskrig fra 1332 til 1357, da Edvard Balliol forsøgte uden held, selv med aktiv støtte fra England, at vinde tronen tilbage fra Bruce-familiens arvinger. Ved frem-komsten af Stewart-dynastiet i 1370'erne begyndte situationen i Skotland igen at stabi-lisere sig.
I slutningen af højmiddelalderen begyndte Skotland at dele sig i to kulturelle områder – det hovedsagelig skotsk-talende lavland og det hovedsagelig gælisk-talende højland og helt syd i Galloway. Historisk set har lavlandet fra Edinburgh og sydover været nærmere den europæiske kultur i modsætning til klan-systemet i de nordlige regioner, som forblev dominerende frem til personalunionen i 1707.
Union med England
I 1603 arvede kong Jakob 6. af Skotland tronen i kongedømmet England, forlod Skotland for aldrig mere at vende tilbage og blev således Jakob 1. af England. Med undtagelse af en kortere periode under Oliver Cromwellsprotektorat forblev Skotland en selvstændig stat, men med betydelige konflikter mellem kronen og den presbyterianske bevægelse convenanterne over kirkens styre. Efter Den ærerige revolution og afsættelsen af den katolske Jakob 7. ved Vilhelm og Maria blev Skotland kortvarig truet til at vælge en anden protestantisk monark fra England. I 1707 derimod, efter trussel fra England om lukning af handelen og fri bevægelse over grænserne, gik det skotske og det engelske parlament sammen om personalunionen ("Acts of Union"), som dannede kongedømmet Storbritannien.
To betydelige jakobitoprør opstod i det vestlige Skotland i 1715 og 1745, men fejlede i at fjerne Huset Hannover fra den britiske trone i 1746 da prins Karl Edvard Stuart, også kendt som Bonnie Prince Charlie, gjorde krav på den skotske trone. Det sidste slag om magten blev ført på Culloden Moir 16. april 1746 udenfor Inverness, hovedstaden i det skotske højland, hvor mere end 1200 skotter og knap 400 englændere døde.
Den moderne periode
I kølvandet af den skotske oplysningstid og den industrielle revolution blev Skotland et af de kommercielle, intellektuelle og industrielle magtcentre i Europa. Paradoksalt var det, at der samtidig med den nationale og kulturelle blomstring var stor fattigdom, som kulminerede med den brutale såkaldte Udrensningen af Højlandet, "The Highland Clearances", i 1800-tallet da småfolks bosteder blev brændt ned, sult og nød bredte sig og en stor del af Skotlands befolkning blev tvunget til udvandre for at skabe plads til rigmænds fåregræs-gange.
I tiden efter den anden verdenskrig skabte nedgangen i industrien nød og arbejds-løshed, men de sidste ti år har Skotland opnået en kulturel og økonomisk renæssance, næret af den forbedrede økonomi, opbygningen af en elektronikindustri og udvindingen af olie og gas fra Nordsøen. I 1945 fik Det skotske nationalitetsparti det første medlem i parlamentet til støtte for ideen om skotsk selvstændighed. Tanken om skotsk selvstændighed voksede, men i 1979 stemte et flertal af skotterne mod en egen folkevalgt forsamling med sæde i Edinburgh. Den konservative statsminister Margaret Thatcher og skotterne havde det dårligt sammen. Den konservative regerings skattepolitik mødte hård modstand fra skotterne. Dette førte igen til nye krav om skotsk selvstyre.
Regeringsmagten over Skotland blev delegeret fra det britiske parlament til det skotske parlament gennem Skotlandloven af 1998. Det skotske parlament, etableret i 1999, har både lovgivende og udøvende magt; den udøvende magt udøves af en eksekutivkomité ("Scottish Executive") med en førsteminister som leder.
|
Copyright: nyrnberg.net © 2009 • Webmaster: Palle Nürnberg • Phone: +45 4619 4284 / +45 2147 3464 • E-mail: palle@nyrnberg.net