|
Sommerfuglens anatomi
Sommerfugle har, som alle insekter, et modstandsdygtigt ydre skelet "hudskelet". Krop-pen er opdelt i tre afsnit: hoved (cephalon), bryst (thorax) og bagkrop (abdomen).
Hoved
Hovedet har store øjne, munddele, lange antenner (slanke eller kølleformede), der fun-gerer som lugteorgan og en lang snabel, der anvendes som et sugerør, og som er rullet op som en urfjeder, når den ikke bruges.
Snablen gemmes bag et par behårede, leddelte vedhæng, som hedder "palperne". Gennem snablen kan sommerfuglen opsuge flydende næring, for eksempel blomster-nektar, harpiks eller frugtsaft fra nedfaldne frugter.
Sommerfuglen har sammensatte øjne som alle andre insekter. De er utroligt gode til at se bevægelser, og de meget sky sommerfugle er derfor næsten umulige at nærme sig.
Bryst
Brystet bærer som hos alle insekter tre par leddelte ben. Arter under takvingefamilien har reduceret forbenene så meget, at de kun ses som små stumper. De har derfor kun 4 funktionsdygtige ben. Sommerfuglens fødder fungerer som vores tunge, idet dyrets smagssans sidder her.
Brystet bærer også to par vinger, som er dækket af støvagtige skæl - også kaldet sommerfuglestøv. Sommerfuglestøvet har givet sommerfuglene deres latinske navn: Lepidoptera, der betyder "skælvinger". Insektvinger er stive, fordi bitte små rør, som kaldes "ribber" gør dem stivere.
Hos alle dagsommerfugle danner vingernes ribber en ramme om et centralt vingefelt, som kaldes "midtcellen" (den kaldes også "diskalcellen" eller bare "cellen"). Vingens teg-ningsmønster spiller en stor rolle for artsbestemmelsen, og af hensyn til beskrivelsen af de enkelte træk, inddeles vingen i forskellige felter, såsom roden, diskalen, postdiskalen og submarginalen.
Bagkrop
Størstedelen af bagkroppen er udfyldt af tarmkanal og kønsorganer. Hunnens bagkrop er normalt større end hannens; hunnen er i det hele taget normalt størst af de to køn hos de fleste sommerfugle.
Sommerfuglestøvet
Mange dagsommerfugle har smukke farver. Farverne på vingerne kan være pigmenter i skællene, eller de kan skyldes en speciel opbygning af skælvæggene, dvs. de er "strukturfarver", der dannes ved lysets brydning i skællene (det gælder specielt de metalliske farver).
Farvemønstrene kan camouflere sommerfuglen i hvilestilling, eller de kan virke afskræk-kende over for dens fjender, specielt øjepletterne er her et genialt træk. Man mener, at øjepletterne rent faktisk skal efterligne øjne. På den måde har sommerfuglen en chance, hvis den bliver angrebet af en fugl. Fuglen vil gå efter øjet, og sommerfuglen kan ofte nøjes med et hak i vingen i stedet for at lade livet. Et flot dansk eksempel på en dagsommerfugl med øjepletter er dagpåfugleøjen.
Farvemønstrene spiller også en stor rolle for genkendelse af han- og hunkøn. Mange dagsommerfugles hanner har striber eller pletter af specielle duftskæl, der afgiver feromoner, der tiltrækker hunner. Skællene sidder løst og sommerfuglene mister dem efterhånden, så ældre eksemplarer ser temmelig brugte ud. Støvet er altså ikke, som mange tror, nødvendigt for at sommerfuglen kan flyve.
Til toppen af siden | 
