|
Sprogø´s historie
Sprogø er en lille ø med areal på 164 ha. midt i Storebælt. Øen bruges som forbindelses-punkt til Storebæltsbroen, der forbinder Fyn og Sjælland. Oprindeligt hed øen Sproøe, af det gamle verb spro (= at spejde). Da øen beherskede overfarten mellem Korsør og Nyborg, var der nok at spejde efter - pirater ikke mindst.
Forhistorie
Øen er gennem 15.000 år formet af isen, havet og menneske. Således er bakkerne, de såkaldte hatformede bakker på øen, f.eks. Fyrtårnsbakken, formet langs en isrand, der for 15 -13.000 år siden strakte sig fra Langeland til Halsskov.
I årtusinderne derefter udgjorde Sprogø blot et højdedrag inde i et udstrakt fastland, der frem mod 6500 f.Kr. langsomt blev opslugt af en stor havstigning, hvorved Storebælt dannedes. Sprogø kom derved til at ligge centralt placeret midt i bæltet og har i årtu-sinder været base for beboelse og en bekvem mellemstation for sejlads mellem lands-delene.
De tidligste bønder bosatte sig herude ca. 4000 f.Kr. for at drive landbrug, jage og fiske, og øen var derefter beboet i mange af Danmarks forhistoriske perioder.
Valdemar den Store
Omkring 1170 byggede kong Valdemar den Store et vagttårn på Fyrtårnsbakken. Den var et led i et system af rigsborge, der bl.a. i Storebælt skulle sikre overfarterne og værne mod vendiskesørøvere. Borgen, der var af den såkaldte kastelstype, havde en firkantet ydermur, der afskærmede en borgplads på ca. 26 x 32 m, samt et firkantet tårn.
Fundamenterne blev bygget af kampesten lagt i kalkmørtel. Derudover har der været anvendt munkesten, som dengang var et helt nyt byggemateriale.
Resterne af den nordlige del af muren omkring Valdemars tårn fremstår i dag som fredet fortidsminde lige nedenfor fyrtårnet på nordsiden af Fyrtårnsbakken, og kan ses fra tog og bil.
Øen nævnes som et af kongens mange jagtområder i kong Valdemars jordebog fra ca. 1230.
Sagnet fortæller, at den fredløse Marsk Stig benyttede øen som base for sørøveri efter kongemordet i 1286. Omkring 1520 bosatte Christian II hollandske bønder på Sprogø, hvis efterkommere drev landbrug der i henved 120 år.
"Gid du sad på Sprogø!"
Kong Frederik II befalede i 1572, at der skulle bygges et hus for nødstedte rejsende på Sprogø, så de var sikret mad og overnatning. Han havde selv under en rejse fra Kolding til København i 1569 oplevet at sidde landfast på øen uden at få hverken vådt eller tørt.
Hans søn Christian IV overnattede i logiet under en rejse i 1620. Et nyt hus for post og rej-sende blev bygget i 1755. Huset blev i 1792 ombygget for Generalpostamtets regning. I 1807 indrettedes et vippefyr til brug for postsejladsen.
Oprindelig skulle der have været opført en fast bygning med et lampefyr, men krigen mod England forhindrede planens gennemførelse. Alle bygninger blev i øvrigt brændt af englænderne i 1810 og under sin hjemrejse fra forhandlinger om Kielerfreden, til-bragte Frederik VI, i februar 1814, fem døgn på Sprogø under kummerlige forhold.
I maj samme år fik Generalpostdirektionen ordre om at købe øen af stamhuset Juels-berg, og hente fem bindingsværksbygninger fra Korsør til logi for rejsende.
I 1822 fik postvæsenet opført en bygning kaldet "Hotellet" med ti værelser for pænere rejsende, og tyve loftsrum til de øvrige. I 1853 var prisen for en overnatning på Sprogø i egen seng 64 skilling, men delte man seng med en anden, var prisen kun 48 skilling på hver. Plads i hængekøje eller på madras kostede 32 skilling.
Ludvig Holberg måtte under en overfart i 1709 selv overnatte på Sprogø. Han var ikke særlig tilfreds med forholdene, og citatet i overskriften er hans! Den eneste seng, man havde at tilbyde rejsende, kostede hele to rigsdaler.
Over Storebælt med isbåde
I strenge vintre kunne transporter over bæltet være forbundet med store anstrengelser. De foregik med såkaldte isbåde, der var store klinkbyggede robåde. Disse var forsynet med meder og kunne føre sejl og blev alt efter isforholdene trukket, skubbet eller sejlet over. En tur kunne under gunstige forhold vare 6 timer. Andre gange tog det flere døgn og ofte måtte besætning og passagerer søge nødherberg på Sprogø.
 Har isen lagt sig tæt i Storebælt, så normal færgefart ikke kan gennemføres, og skal man, eller vil man absolut over vandet, må man pr. isbåd begive sig ud på en kombineret slæde-, sejl-, ro- og vandretur, med udsigt til eventuel overnatning på Sprogø.
Tegning af C. Neumann, Illustreret Tidende 1860-61.
Flere isbåde gjorde turen sammen i såkaldte flotiljer. De fleste passagerer måtte gå og hjælpe til. Denne form for isbådstrafik har været systematiseret helt tilbage til sidste halv-del af 1700-tallet.
Fyrtårnet
Fyrtårnet og de dertil knyttede fyrmester- og assistentboliger, der er opført i årene 1867-68, er bygget lige oven i -og uden hensyntagen til- et gammelt borganlæg bygget af Valdemar den Store.
Der blev intet skånet, og da man - først 25 - 30 år senere - foretog arkæologiske udgrav-ninger på stedet, måtte man konstatere, at det var for sent. Skaden var sket. En del historisk materiale var for længst blevet fjernet, og fyret stod (står) solidt bygget midt i resten af de historiske levn.
Arbejdet på det nye fyr begyndte i 1867. En serpentinebugtet vej snoede sig op ad fyr-bakken, men den duede ikke til de svære gods, der skulle frem til bakketoppen, og ingeniørerne og bygnigskonduktør Prahl lagde jernskinner ned til forlandet, så arbej-derne kunne hive godset op til sig på en skinnevogn med taljetræk og spil: Mursten og tagtegl til assistentboligen og de gule mursten og de røde, som blev lagt i brede, møn-strede bånd om tårnkroppen, granitblokke til tårnfoden og fint, svensk stenhuggerar-bejde til murkransen oppe under platformen med lanternehuset.
Fyret stod færdig i 1868. Mellem fyrkroppen og assistentboligen blev der allerede under opførelsen bygget en korridor, så assistenten og den fyrpasser, der også boede i huset, indtil der også blev bygget en lille en lille fyrpasserbolig omme på østsiden af bakken, kunne komme frem inden døre til rummet i bunden at tårnet.
Det runder sig om søjlen, hvor det lod hang, som drev værket oppe i lanternehuset, og omkring søjlen vindler granittrappen sig op gennem etagerne til vagtstuen med fyrfol-kenes skrivebord, der såmænd blev stående, da fyret sidste gang blev slukket i august 1980.
I 1991 blev Sprogø fyr restaureret af ”Sund & Bælt Holding”, og ved hjælp af special-fremstillede teglsten blev det genopbygget til sit oprindelige udseende. Efter at have været slukket siden 1980, kom der atter lys i lanternehuset d. 23. juni 1997. Året efter blev renoveringen af fyret præmieret af Bevaringsfonden.
Det 20. århundrede
I starten af 1900-tallet var øen ejet af De Danske Statsbaner og tjente som telegrafsta-tion og mellemstation for isbådene, når Storebælt i isvintre frøs til.
I 1922 blev øen forpagtet og dannede rammen om et hjem, som De Kellerske Anstalter drev for kvinder, som var kendt umyndige på grund af evnesvaghed, men som i virke-lighed ofte bare - ifølge datidens moral - blev anset for seksuelt løsagtige af myndighe-derne.
Kvinderne var på Sprogø isoleret fra det øvrige samfund, og de drev øen som land-brugsejendom. Den dækkede ca. 70 tønder land, indtil den faste forbindelse med Ny-Sprogø mere end fordoblede øens areal.
Dette kvindehjem opretholdtes indtil 1961, hvorefter der opstod et mindre slagsmål mel-lem forskellige myndigheder, ikke om at få øen, men om at blive fri for at få den, og dermed slippe for vedligeholdelsesforpligtigelsen af stationen/hjemmet.
En kort periode var der feriehjem for københavnske skolebørn, dog uden succes, og Brandtilsynet nedlagde forbud mod brugen af bygningen til formålet.
Vejdirektoratet og Statsbroen Storebælt overtog derefter, men uden at have penge-midler til brandsikring.
Efter den endelige vedtagelse af bygningen af Storebæltsbroen, blev øen overdraget til det nye byggekonsortium.
Storebæltsbroprojektet
Før Sprogø blev landfast i 1997 var det en 0,38 km² stor ø. Efter etableringen af broan-læggene er arealet ca. firdoblet til 1,52 km².
Sprogø fyr blev fredet i 1987, et år før vedtagelsen af Storebæltsbroen i Folketinget. Broprojektet har derfor måtte tage hensyn til det gamle fyrtårn, som er kommet til at indgå som et smukt indslag i turen over broen.
Desværre er det ikke muligt at gøre holdt og bese fyret. Man må nøjes med det glimt, man får, når øen passeres.
Den sydlige del af øen er fredet og lukket for offentligheden af hensyn til en bestand af klokkefrøer og den særlige flora, som er betinget af det særlige Storebæltsklima med ringe nedbør og mange solskinstimer.
Til toppen af siden | 
