|
Sprogø, kvindernes ø
Af Lene Koch
I sommertiden øges trafikken over Storebælt, og tusinder af feriebilister passerer Sprogø.
I denne tid, hvor forargelsen over lægestandens forskellige historiske fejltrin til stadighed er godt mediestof, er der grund til at mindes den rolle, Sprogø spillede i åndssvagefor-sorgens historie.
Øen var fra 1923 en filial af de privatejede Kellerske Aandssvageanstalter, der blev dre-vet af det Kellerske familiedynasti, og som fra omkring 1900 modtog åndssvage patien-ter fra hele det jyske opland.
I 1911 havde man oprettet en særlig isolationsanstalt for kriminelle og vagabonderende åndssvage mænd på Livø i Limfjorden. I analogi hermed søgte overlægen Christian Keller at finde en egnet ø til de kvindelige patienter, som man ikke mente kunne anbrin-ges på de relativt åbne åndssvageanstalter.
Det drejede sig om seksuelt abnorme og løsslupne åndssvage kvinder, der, hvis de ikke var under strengt opsyn, frygtedes at kaste sig ud i erotiske eventyr med deraf følgende graviditet.
Flere mindre øer var på tale, men valget faldt på Sprogø, først og fremmest på grund af den geografiske placering. Den lå centralt i Storebælt og i en så lang afstand fra fast-landet at flugt var umulig.
I 1923 købte De Kellerske Anstalter øen og indrettede den nye øanstalt her. Inititativet blev i samtiden betragtet som progressivt og humanitært, fordi det befriede anstalterne for at anbringe de seksuelt løsslupne kvinder i lukkede anstalter.
I stedet kunne de nu leve i det fri, drive have- og landbrug på øen ganske vist under et vist opsyn, men dog under langt friere forhold end det var muligt på en af de store anstalter på fastlandet.
Den bagvedliggende motivation for således at isolere de seksuelt interesserede ånds-svage kvinder var eugenisk. Åndssvaghed som det dengang blev forstået blev betragtet som arveligt, og da de åndssvages seksualdrift desuden angiveligt var stær-kere end andre folks, var isolation nødvendig for at hindre graviditet og samfunds-mæssigt uønsket børneavl.
Mangfoldige unge kvinder blev i perioden efter 1923 anbragt på Sprogø, indtil de var blevet så velafrettede, at man turde udskrive dem "i plads" som det hed, eller sjæld-nere til et liv i frihed.
Først da sterilisation af samfundsmæssige hensyn, blandt andet med henvisning til den eugeniske risiko, blev lovlig i 1929, opstod der et alternativ til interneringen af disse unge kvinder. De blev steriliserede med tvang eller efter eget ønske, som man nu vil fortolke det og kunne herefter lukkes ud i det frie liv.
Herefter viste det sig, at mange klarede sig selv. Åndssvagheden vedrørte den seksu-elle og sociale adfærd snarere end de intellektuelle ressourcer.
Disse ressourcer blev undertiden udmøntet i stor opfindsomhed: et par kvinder holdt i en periode hemmelige stævnemøder med stenfiskere fra Korsør. Andre søgte at flygte på hjemmelavede tømmerflåder, smadrede i frustration inventar og ruder eller satte lige-frem ild på øens bygninger.
Ingen af disse lovovertrædelser undgik disciplinærstraf. Den bestod undertiden i yder-ligere isolering i det såkaldte betænkningsrum, et spartansk udstyret lillebitte loftskam-mer, hvor kvinden opholdt sig i dage eller uger afhængig af forseelsens alvor.
Livet på Sprogø var trods de relativt frie forhold ingen fornøjelse, og øanstalten nedlag-des i 1961, efter at staten i 1959 havde overtaget, centraliseret og moderniseret ånds-svageforsorgen.
Den fysiske tvang, der dengang blev benyttet til at kontrollere kvindernes forplantning, er afløst af mere moderne metoder til forplantningsbegrænsning.
De bygninger, der husede den gamle øanstalt på Sprogø, er ikke tilgængelig for offent-ligheden, men dette samfundsmedicinske fortidsminde kan stadig ses om end kun fra bilen og toget af de rejsende der suser over broen.
Alt i alt - et meget mørkt kapitel i dansk forsorgs historie. Vil du læse mere uddybende om emnet, kan varmt anbefales Vibeke Marx´bog: Skygger fra Sprogø. (webmaster)
Til toppen af siden | 
