"Møllemarie"

Den sidste fæster - den første selvejer

Møllegården har i århundreder været fæstemølle. Den sidste fæster blev Christian Hansen, som overtog møllegården i 1914 og drev den til sin død i 1945, hovedsagelig som landbrug med en hastigt faldende kundekreds til møllen, og til sidst slet ingen.

Efter møller Hansens død overtager datteren, den efterhånden legendariske Mølle-marie lejemålet, og hun frikøber møllegården til selveje i 1952.

Nationalmuseet fik med Maries velsignelse fredet vandmøllen i 1956 som den sidste i Elverdamsdalen og gennemførte en hovedrestaurering i 1957 - 58.

I mange år drev Møllemarie møllegården, som landbrug og museum, med en enkelt karl ansat, og mange gæster har besøgt Møllemarie og oplevet hende med stor kærlighed og indlevelse vise den gamle vandmølle frem. I 1986 solgte hun møllegården billigt til staten, mod til gengæld at kunne blive boende sit liv ud.

Møllemarie kunne den 14. august 2002 fejre sin 100 års fødselsdag, som bl.a. blev markeret med udgivelsen af en lille bog om hendes 86 år på møllegården.

Møllemarie døde den 4. februar 2003, efter et langt og virksomt liv.

"Møllemarie" i undervisningshæftet "Klima og historie"

Jeg plejede kun at komme på Tadre Mølle i min ferie. Men min mor syntes, at jeg skulle prøve at have et feriejob. Så nu er jeg her som pige i huset.

Det var sjovere, da jeg var en lille pige. Dengang fik jeg lov til at rutsche ned ad sække-slisken og lege med de fine dukker inde i huset. Men det er jeg blevet for stor til, nu hvor jeg har lært at drikke kaffe. Mine pligter består i at passe køerne, gøre orden i huset og hjælpe til i marken.

Der kommer også tit nogen, der skal have kværnet korn. Det bryder jeg mig ikke så meget om. Jeg er bange for at komme galt af sted igen. Det er min moster, der har møl-len. Hun har passet det hele siden bedstefar døde. Moster står op klokken fem, tænder op i brændekomfuret og laver kaffe. Klokken halv seks vækker hun mig, og når vi har drukket kaffe, går vi ud til dyrene. Det er koldt og diset, så man næsten ikke kan næsten ikke kan se staldbygningen.

Inde i stalden tænder vi op i petroleumslamperne. Jeg tager mig af køerne, mens mos-ter går ind til hesten og grisene. Først skal der hentes frisk vand fra brønden. Når jeg har fyldt trugene med vand og foder, skal jeg malke køerne, mens de gumler. Jeg starter med Stella. Hun er den mest urolige, og hun får tit sparket til spanden, så den vælter. Den anden ko, Bente, er mere rolig og giver næsten en halv spandfuld mælk. Når jeg er færdig med at malke, muger jeg ud og skynder mig over i huset for at spise morgenmad. Hvis jeg er heldig, har moster varmet et stykke brød, som vi spiser med masser af syltetøj, mens vi drikker kaffe og varmer os ved det varme komfur.

Efter morgenmaden går moster i marken. Jeg bliver tilbage, ordner huset og vasker tøj i gruekedelen. Den tager næsten to timer om at blive varm. Imens rydder jeg op efter morgenmaden og sætter grøden over til frokost. Det passer næsten altid med at moster kommer tilbage, når jeg har sat vasketøjet over.

Når vi har spist frokost, skal jeg med ud i marken. Jeg har ikke forstand på landbrug, men moster siger, at jeg da kan bruges til at luge roer og grave kartofler op. Når klokken bliver tolv, går vi hjem og laver middagsmad. Det er det vigtigste måltid om dagen, og derfor får vi både vælling og kartofler med sovs. Vi får sjældent kød til hverdag, men altid om søndagen.

Efter middagsmaden sover vi til middag. Det er rart at hvile sig et par timer, før vi skal ud igen. Det værste er, når vi skal have køerne ind om eftermiddagen. De står nemlig altid henne ved skoven, hvor der er fugtigt og mudret. Moster siger, at det er fordi der kom-mer så meget vand ned igennem slugten i skoven. Vandet ender i den lille sø ved siden af møllen, og herfra kan vi lede det henover møllehjulet igennem en træsluse.

I sidste uge kom de ovre fra Sonnerupgård med flere læs korn. Når de kommer med korn, skal kornsækkene løftes op med sækkehejsen til kværnloftet. Moster kan løfte en sæk helt alene, men jeg er ikke stærk nok. Derfor blev jeg sat til at passe kværnen.

Moster viste mig, hvordan jeg skulle trække i en kæde inde i møllen, så der blev åbnet for sluselågen oppe ved møllesøen. Vandet begyndte at løbe ned over det store møl-lehjul, så det kørte rundt. Et virvar af tandhjul inde i møllen begyndte at dreje og trak kværnen rundt.

Moster åbnede for kornet og fortalte mig, at kværnen aldrig må gå tør, men lidt efter glemte jeg at holde øje med det, da en af drengene kom op for at snakke. Han havde været en tur i København, og det ville jeg så gerne høre om. Der lød en hvinende lyd fra kværnen, da den løb tør for korn. Jeg løb hen og så at der stod gnister ud fra mølle-stenen, og blev bange for at der skulle gå ild i møllen. Jeg prøvede at få kæden gjort fri for at lukke for vandet, men den var alt for stram. Moster kom ilende.

Hun skældte mig ud og løsnede kæden, så sluselåget skulle lukke sig. Men der blev ved med at løbe vand igennem, og møllehjulet snurrede stadig rundt. Jeg kunne ikke lade være med at græde og løb ud af møllen.

Nede ved slusen kunne jeg se at der sad en gren fast i spjældet, der forhindrede lågen i at lukke. Jeg løb hen og løftede op i lågen og fik med møje og besvær løftet den akku-rat så meget op, at jeg kunne få fjernet grenen. Da jeg gav slip på lågen, stoppede vandet. Et øjeblik efter holdt møllehjulet op med at dreje rundt.

Moster kom ud og roste mig for min kløgt, men sagde at jeg hellere måtte gå over og sætte vand over. En time efter kom de alle sammen ind til kaffe. Alle var heldigvis i stand til at grine af uheldet, og moster hentede et stykke henkogt frugt fra den store glasbeholder i bryggerset.

Til toppen af siden