|

Stranden Bollullo med det karakteristiske sorte vulkansand. - Foto: Theodoros Stamatiadis.
Turen går til Tenerife
Intro til Tenerife
Af Mia Hove Christensen, "Turen går til"
Sol, vand og vulkaner er Tenerifes tre top-attraktioner. Men oplevelsestætheden på øens 2.034 km² er overvældende.
Tenerife er meget mere end solfaktor og sandstrande. Tenerife er farverige kolonistils-huse og sirligt udskårne træbalkoner. Mellemamerikansk mañana-stemning i bananplan-tagen og landeveje, der snoer sig gennem vulkanland og laurbærurskov. Under hav-underfladen er der trompetfisk, kortfinnede grindehvaler, rokker og kælne havskild-padder, og køkkenet spænder fra the full English breakfast til blæksprutter i str. S, M og L. Menukort på europæiske sprog er forbeholdt Tenerifes turistzoner langs øens sydvest-kyst. På resten af øen skal de spanske gloser luftes, gerne med kanarisk dialekt.
Med sit tørre og solrige klima er Sydtenerife det ultimative charterhit blandt vinterdepre-merede og frostpinte nordboere. Mens Tenerifes nordkyst derimod er kendetegnet ved frodige bjergkamme, lavthængende skyer og hjemmebrændt vin til solide kanariske gryderetter.
I den østlige spids ligger hovedbyen Santa Cruz de Tenerife og den historiske by, La Laguna, der blev udnævnt til bevaringsværdig kulturarv i 1999, og hvor man hurtigt bliver beamet tilbage til den spanske kolonotid.
Midt på øen tårner samtlige kanariske øers stolte vartegn, vulkankæmpen Teide på 3718 m, sig op i nationalparken med samme navn. Vandreture, klatring eller stjernekiggeri - den afvekslende nationalpark kan nydes på flere måder og på alle tider af døgnet.
Det er, som om flere verdener smelter sammen på Tenerife – og øen har også flere mikroklimaer. På en tilfældig forårsdag kan der være 26 grader ved stranden i syd, 14 grader i Esperanza-skoven og 3 grader for foden af Teide.
Tenerife er en del af Santa Cruz de Tenerife-provinsen, hvor hovedbyen har samme navn, til daglig blot Santa Cruz. Ud over Tenerife består provinsen af de mindre øer La Gomera, La Palma og El Hierro.
Rejsen til Tenerife
Man kan rejse til Tenerife med charterfly eller med rutefly. Øen er et traditionelt vinter-rejsemål, men man kan komme til Tenerife hele året. Charterfly flyver som regel direkte, hvorimod rutefly mellemlander i Madrid eller Barcelona. Charterfly indstiller typisk flyv-ningen til Tenerife mellem maj og oktober.
Med rutefly koster en flybillet til Tenerife normalt mellem 2.000 - 3.700 per person. Men prisen kan stige til 7.000 per næse i ruteflyenes højsæson (højtider og juli-oktober). En charterferie til Tenerife koster typisk mellem 2.500 - 5.000 per person, men det afhæn-giger af, hvilket hotel man vælger. Prisen for en ferie på et femstjernet hotel inkl. fuld-pension kan komme op på 8.000 per person eller over.
Charterfly
Startour, Apollo, Mytravel og Bravotours har ugentlige afgange til Tenerife i chartersæ-sonen, nogle også uden for sæsonen. Startour tilbyder en såkaldt ”rejse i rejsen” til Tene-rifes småøer La Gomera, La Palma og El Hierro. Apollo og Mytravel organiserer begge rejser til Tenerife og La Gomera. Priserne varierer meget alt efter årstid og hoteltype.
Rutefly
SAS, Spanair og Iberia har flere daglige afgange til Tenerife året rundt fra forskellige danske lufthavne, dog altid med mellemlanding i Madrid eller Barcelona. Prisniveauet er sæsonbetinget og varierer meget. Generelt høje priser i august og september. Cimber Sterling flyver til Tenerife to gange om ugen - enten direkte fra København eller fra andre lufthavne i Danmark med mellemlanding i Købehavn - men indstiller ruterne fra juni til oktober.
Rejsen rundt på Tenerife
Hvis man vil opleve Tenerife på egen hånd, er det nemmeste at leje en bil. Vejene på Tenerife er generelt udmærkede, og skiltningen i orden omend forvirrende. Mange lokale kører hurtigt og uden den store tanke på sikkerhed. De grønne busser fungerer fint, hvis man skal på en-to dagsture til større byer på Tenerife. Vil man besøge provin-sens andre små øer, kan man vælge mellem fly og færge.
Bil
Det er nemt og forholdsvis billigt at leje bil på Tenerife. Jo flere dage man lejer, jo billi-gere bliver dagslejen: fra 30-35 euro per dag inkl. fri kilometer. Men det afhænger selv-følgelig af bilens størrelse. I små udlejningsfirmaer kan man forsøge at prutte prisen ned.
Bus
På Tenerife kaldes en bus guagua og udtales wah-wah. Busserne er grønne, og der er generelt gode forbindelser mellem de større byer, mens der er få daglige afgange til skov og mindre byer. Hvis man regner med at bruge Tenerifes offentlige transportsystem nogle gange, kan det betale sig at købe et bono, et klippekort til 12 euro. En enkeltbillet koster 1,30 euro.
Taxa
Taxakørsel er billigt, og chaufførerne er venlige og pålidelige. Lokalt på Tenerife er en taxa et fint alternativ til bus, en kortere tur koster 3-4 euro. Hvis man vil flotte sig og tage en taxa fra for eksempel Los Cristianos til Santa Cruz, koster det ca. 70 euro. På de læn-gere ture kan det betale sig at prutte om prisen, inden bilen sætter i gang. Husk drikke-penge, hvis servicen er god.
Cykel
Man kan sagtens dyrke cykelsport på Tenerifes vulkan og i skovområder, men som trans-portmiddel duer det ikke. At cykle i for eksempel Tenerifes hovedby er direkte livsfarligt, for bilisterne er ikke vant til at tage hensyn til cyklister. Og så er det hårdt på grund ad Tenerifes bakkede terræn.
Fly
Binter Canarias har flere daglige afgange mellem alle De Kanariske Øer, og det er en oplevelse i sig selv at betragte øerne så tæt på. Priseksempel: 80 euro per person t/r fra Tenerife til La Palma. Men man kan være heldig at få en billigbillet til kun 18 euro per vej. Flyturen varer en halv time.
Færge
Der er to færgeforbindelser mellem Tenerife og de øvrige øerne, og de fungerer fint. Søgang kan forekomme. Det tager tre timer at sejle til den fjerneste ø. Naviera Armas er den lidt skrabede budgetfærge, og Líneas Fred Olsen er den magelige og lidt hurtigere færgeoverfart, der typisk er dobbelt så dyr som Naviera Armas. Priseksempel for to per-soner med bil fra Tenerife til La Gomera med Naviera Armas:134 euro. Uden bil ca. 40 euro per person.
Visum og valuta
Selvom de ligger ud for Vestafrikas kyst, hører De Kanariske Øer til Spanien og er fuldt indlemmet i EU. Visum er derfor ikke nødvendigt.
Møntfoden er euro.
Betalingskort bruges ikke i samme udstrækning som i Danmark. Husk kontanter til lands-byture. Hav pas klart, når du betaler med kort. Der er hæveautomater overalt. Det koster ca. 30 DKK at hæve i udlandet.
Toldregler
Personer, der er fyldt 17 år inden hjemrejse til Danmark, kan medbringe:
200 stk cigaretter eller 100 cigarillos (max 3 g/stk) eller 50 cigarer eller 250 g røgtobak.
1 l spiritus (over 22 pct.) eller 2 l hedvin (på eller under 22 pct, for eksempel mousserende vine)
4 l bordvin
16 l øl
Tjek http://www.skat.dk/ for mere information.
Sundhed og sikkerhed
Forsikring
Sundhedssystemet på Tenerife fungerer fint. Flere klinikker ved Tenerifes sydkyst har tolke. Uden for turistzonerne taler de typisk kun spansk.
Ønsker man lægehjælp, skal man tage til det nærmeste centro de salud, lægecenter. Hvis man skal tilses akut, skal man tage til nærmeste urgencias, skadestue.
Sundhedskortet er din offentlige rejsesygesikring, når du er på ferie af maksimalt en måneds varighed. Skal du af sted over en måned, skal du søge om det blå EU-syge-sikringskort i din kommune. Se mere på www.borger.dk
Sundhedskortet dækker ikke længere hjemtransport i tilfælde af sygdom eller ulykke. Tegn derfor en privatforsikring, hvis du ønsker denne dækning. Reglerne for den offent-lige sygesikring ændres med jævne mellemrum. Tjek de seneste regler hos Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Vaccination og hygiejne
Ingen vaccinationer er påkrævet, når du rejser til Tenerife. Til gengæld er det en god idé altid at have lommetørklæder og alkoholgele ved hånden. Offentlige toiletter har ofte hverken toiletpapir, sæbe eller brædt.
Drik kun vand fra flaske. Man kan godt børste tænder i hanevand.
Påklædning
Generelt kan man klæde sig, som man har lyst til på Tenerife. Topløs badning er fuldt ud accepteret. Går man direkte fra strand til restaurant, er det ønskeligt at skifte til noget mere end bikini og badebuks. I kirker skal man være tækkeligt klædt, og finere disko-teker kan have dresscode.
Kriminalitet
Selvom Tenerife er et sikkert rejsemål, er det altid en god idé at være opmærksom på taske, værdier, etc. Lad pas og andre værdipapirer blive på hotellet. Tag en kopi af dit pas med, når du forlader hotelværelset, hvis politiet skulle forlange det. Ifølge spansk lovgivning skal man altid have ID på sig. Hvis du er vidne til ulovligheder, kontakt politiet på tlf. 092. Eller 112.
Strande på Tenerife
Af Mia Hove Christensen, "Turen går til"
Vamos a la playa! Vælg mellem gyldne, grålige og sorte sandstrande eller hop direkte i havet fra en lavaklippe. Her er fem af Tenerifes bedste dyp.

Strand og by i ét på Tenerife. - Foto: Lidian Neeleman
Playa Las Vistas - Vores strand på Tenerife
Dejligt lyst sand og roligt vand. Små badedyr plasker langs vandkanten og bygger sandslotte, mens de større tager en velfortjent ferieskraber under under de blå-og hvidstribede parasoller. Stemningen er afslappet på Los Cristianos' mest populære strand, og der er masser af restauranter og butikker langs strandpromenaden.
Playa Las Vistas Adresse: 38650 Los Cristianos, Tenerife. Transport: Livredder i dagtimerne. Handicapvenlig.
Playa del Duque - Din smutvej til Caribien
Gråt sand og bastparasoller lige ud til blågrønne atlanterhavsbølger. På med Dolce& Gabbana-solbrillen og angrib nærmeste liggestol, eventuelt inkl. thai-massage. Lækker, lidt posh strand, mest fordi den ligger klods op af det velrenommerede Gran Hotel Bahía del Duque, og fordi barer og caféer her har en vis eksklusiv feel. Men grevens strand på Tenerife er for alle.
3 Playa del Duque Adresse: 8660 Costa Adeje, Tenerife Transport: Stranden ligger nogle km vest for det myldrende turistcentrum.
Playa Jardín El Puerto - Designerstrand for alle størrelser
Bougonvillaer i skrigpink, orange og gul fører strandløven ned til koksgråt vulkansand med høje palmer fordelt sirligt ud over. Lavabanker opdeler stranden på naturlig vis og leder ud til de brusende nordkystbølger. Er det en tilfældighed? Nej, multikunstneren Cesár Manrique fra Lanzarote har givet Moder Natur en hjælpende hånd.
Playa Jardín El Puerto Adresse: 38400 Puerto de la Cruz, Tenerife. Transport: 10 min. gang vest for centrum af Puerto de la Cruz. Følg skiltene. Handicapvenlig. Livredder det meste af året.
Playa El Médano - International boheme i Tenerifes surferparadis
Vinden rusker bestemt i håret, og himlen er fyldt med drager. Kitesurfere udnytter dagens vindpust. El Médano er tit vært for internationale surf-konkurrencer, men også Tenerife-familier holder ferie her, og den lidt rå, men smukke sandstrand med en rødlig vulkanbakke i baggrunden er begyndt at fange turisternes opmærksomhed.
Playa El Médano Adresse: 38612 El Médano, Tenerife Transport: El Médano ligger nogle km syd for motorvejen TF-1, tæt ved sydlufthavnen. Følg skiltene.
Punta de Teno - Magisk møde mellem lava og vandmasser
Et rød- og hvidstribet fyrtårn stikker op mellem tilsyneladende ufremkommeligt lavaland. Bagved hopper du direkte i det blågrønne dyb fra en gammel mole. Farverige fisk nipper til stenbunden 10 meter nede. Bliv og se solen gå ned bag Tenrifes naboø, La Gomera. Punta de Teno er Tenerifes nordvestligste punkt, og området er populært blandt de lokale.
Punta de Teno Adresse: Tenerife Transport: Kør ad nordkystens hovedlandevej til Buenavista del Norte. Følg skiltene til Punta de Teno. Der kommer gule advarselsskilte på flere sprog for at advare om stenskred, men så længe der ikke har været regnskyl, kører de fleste øboere frygtløst til Punta de Teno. Ingen faciliteter, hav alt med hjemmefra.
Oplevelser på Tenerife
Af Mia Hove Christensen, "Turen går til"
Natur og landskab er Tenerifes overlegne attraktioner, men ikke de eneste. Her er fem fede og forskellige oplevelser på ret få kvadratmeter.

Tag på vandretur i Teide Nationalpark, hvor vulkanlandskabet imponerer. - Foto: Maridav
Teide Nationalpark - Vanedannende vulkanland på Tenerife
Ved kraterkanten i 3718 meters højde lugter der af æg. Kanarieøernes varemærke sover siesta, men den er aktiv: Ufarlige svovldampe siver ud fra krateret. De fleste tager en køretur gennem ”månelandskabet” og stopper ved monolitterne i Tenerifes Las Cañadas-dal i 2000 meters højde. Man kan også vandre, klatre, cykle eller tage en svævebane lidt højere op.
Teide Nationalpark Adresse: Landevej TF-21 fra motorvejen TF-1, Tenerife. Transport: Det tager en time at nå dertil, ligegyldigt hvor man er på Tenerife. Et enkelt hotel ligger midt i parken med udsigt til vulkanen.
La Lagunas gamle bycentrum - UNESCO-verdensarv på Tenerife
Fra den moderne sporvogn træder man ud i vinkelrette gader med huse fra Columbus' tid. Højtidelige trædøre, små romantiske gårdhaver og træbalkoner med elegante udskæringer. I La Laguna kan man finde Tenerifes største koncentration af historiske bygninger og klosterkirker, men også studerende. Og rigeligt med spisesteder, shopping og barer.
La Laguna Adresse: Santa Cruz de Tenerife, Tenerife. Transport: Byen ligger mod Tenerifes østlige spids, ni km op ad bakke fra hovedbyen Santa Cruz. Her holder butikkerne siesta fra kl. ca. 13-17.
Hvalsafari med katamaran - "Og til højre ser De en flok hvaler"
Katamaranen glider upåvirket videre, selvom gæsterne kaster sig fra styrbord til bagbord i jagten på det bedste snapshot af kortfinnede grindehvaler og legesyge delfiner. Der er hele 27 hval- og delfinarter i farvandet. Snorkeldyp i dybe bugter, og let frokost er inklusiv.
Hvalsafari Adresse: Prøv Must Cat Catamarans, Havnen i Las Galletas, Las Galletas, 38631 Arona, Tenerife. Telefon: + 34 922 786 814 Åbningstider: En billet koster mellem 38-54 euro afhængig af turens varighed. Børn halv pris. Der er masser af tilbud om hvalsafari i alle typer af både langs i turistzonen i Sydtenerife. Prisen afhænger af varighed og serviceniveau. Fra 10 euro per person og op.
La Virgen de Candelaria - Tenerifes sorte jomfru
De Kanariske Øers skytshelgen skiller sig ud fra mængden ved at være mørklødet. Lokale som turister valfarter til den store basilika-kirke i Candelaria for at se hende. Hun blev fundet af Tenerifes oprindelige folk i 1392, og nogle århundreder senere blev hun kanoniseret af spanierne. Det er et must at ose i religiøse souvenirshops bagefter.
La Virgen de Candelaria Adresse: La Basílica de Candelaria, Plaza de la Basílica, 38530 Candelaria, Tenerife Transport: Kør ad motorvejen TF-1, tag afkørslen til Candelaria Åbningstider: Alle dage fra kl. 7.30-19.30, men jomfruen sover siesta fra kl. 13-15. Gratis adgang.
La Gomera - Latinamerikansk stemning i bananplantagen
Tenerifes naboø, La Gomera, var Columbus' obligatoriske stoppested før Amerika. En grøn oase i Atlanterhavet med roligt landsbytempo og masser af hjemmelavede småkager og almogrote, en pikant smøreost af gedemælk, som øen er kendt for. Tag også forbi La Gomeras små bugter med sort vulkansand og verdens største rest laurbærurskov i Garajonay Nationalpark, der er lige til at vandre i.
La Gomera Adresse: Los Cristianos, Tenerife Transport: Sejl til La Gomera fra havnen i Los Cristianos i det sydlige Tenerife. Overfarten varer en time. Man kan også tage på arrangeret endagstur med udflugtsfirmaer.
Restauranter på Tenerife
Af Mia Hove Christensen, "Turen går til"
Det kanariske køkken er favoritten blandt de lokale, men alverdens kulinariske tradi-tioner er repræsenteret på Tenerife. Her er fem vidt forskellige restauranter.

God mad, god vin og god udsigt på Tenerife.
Museo de la Naturaleza y el Hombre - Mumier på bistroen
Slå to fluer med ét smæk: Stil først den kulturelle tørst på Naturhistorisk Museum i Tenerifes hovedby, og stil så sulten i den spritnye museumsrestaurant anno september 2010, der ligger lige ud til gårdhaven. Museet har blandt andet en samling velbevarede mumier af Tenerifes oprindelige folk, og restauranten kombinerer cool gastronomi med almindeligebarpriser i deres gastrobar. Priserne ligger på 3-5 euro, og ingen tapas koster over 10 euro. Prøv for eksempel en miniburger eller en sardinsandwich – der dog ikke har meget med en sandwich at gøre, men er en lille sardinanretning. OBS: Restauranten åbner først den 15. oktober 2010.
Museo de la Naturaleza y el Hombre Adresse: Calle Fuente Morales, 38003 Santa Cruz de Tenerife, Tenerife. Hjemmeside: Museo de la Naturaleza y el Hombre Åbningstider: Tirs.-søn. fra kl. 9-19, mandag lukket. Entré: 3 euro for adgang til museet, men søn. er der gratis adgang.
El Maná - Alternativ madlavning med et drys sesamfrø
Smagsløgene kan kræve nytænkning efter en uge med frisk fisk. På El Maná i havnebyen Puerto de la Cruz' gamle kvarter balancerer stegte auberginer og skiver af tofu oven på knasende sprøde grøntsager. De har alle slags proteiner på menukortet. Og lækre desserter. Økologiske råvarer bruges så vidt muligt, og verdensmusik strømmer ud ad højttalerne.
El Maná Adresse: Calle Mequinez, 21, 38400 Puerto de la Cruz, Tenerife. Telefon: +34 922 372 474 Hjemmeside: El Maná Åbningstider: Hver dag fra kl. 13-16 og igen fra kl. 20-00, sø. kun frokoståbent, og man. er personalets hviledag. Gratis trådløst internet i restauranten.
El Caserío - Tapas med et strejf af grisefest
En kande hjemmelavet sangría får hurtigt stemningen i top. Erstat fladskærmen med en helstegt pattegris, og illusionen af at leve i Spaniens turismeboom i 1970'erne er perfekt. En midalderende mand med Franco-overskæg og sorte lokker tvunget bagover med brylcreme driver den lille, nette restaurant, El Caserío. Lækre spanske/kanariske hovedretter som ragout af oksehale og en lækker lammegryderet plus 50 forskellige tapas. Blandt andet stegt kanarisk ost med mojo-salsa til og skiver af blækspruttearme med havsalt og sød chili.
El Caserío Adresse: Calle Ramón Pino, 33, 38650 Los Cristianos, Tenerife Transport: På hjørnet af Calle Noruega, tæt ved Los Cristianos' gamle bydel Åbningstider: Dagligt fra kl. 10-23
Teppanyaki - Asiatisk til alle
Teppanyaki i Arona har en stor terrasse med afslappet atmosfære, perfekt til at hvile indkøbsposer og trætte stænger oven på en større shoppetur. Vælg mellem kinesisk, japansk og thai, og sæt dig ved det store bord i midten af restauranten og se kokken tilberede maden. Udsigt ned til farvestrålende springvand. Duer i alle sammenhænge og er god til prisen.
Teppanyaki Adresse: Avenida Las Américas, 1. sal, Centro Comercial Safari, Playa de las Américas, 38640 Arona, Tenerife Telefon: +34 922 795 395 Åbningstider: Hele ugen fra frokost til aften
Tabaibarril - Friskfanget fisk fra farvandet
Citronerne får hurtigt ben at gå på. Blæksprutter i str. S-XXL, miniature-atlanterhavsrejser og -muslinger. Havbars, guldbrasen eller papegøjefisk bliver flækket, stegt og serveret i obligatorisk selskab af papas arrugadas med mojo, ’rynkede’ kartofler med kanarisk sal-sa. Spanskkundskaber ingen forudsætning, bare peg på det, du vil have i kølemontren.
Tabaibarril Adresse: San Miguel de Tajao, 38580 Arico, Tenerife Telefon: + 34 922 17 12 61 Transport: Ligger 10 min. øst for lufthavnen. Tag afkørslen til San Miguel de Tajao. Kør ned mod havet, fortsæt gennem fiskerflækken, indtil du ikke kan komme længere. Dér ligger restauranten. Åbningstider: Hver dag fra kl. 12.30-22.30, søn. kun fra kl. 12.30-17, man. lukket.
Shopping på Tenerife
Af Mia Hove Christensen, "Turen går til"
At shoppe efter kulinariske souvenirs på Tenerife overrasker med høj undholdnings-værdi. Her er fem overraskende gode shoppesteder.

Tag en Papegøjeblomst - også kaldet Paradisfugl - der findes overalt på Tenerife, med hjem som souvenir. - Foto: Ivalu di Pietro
Marked i Santa Cruz - Alt inden for eksotiske sanseindtryk
Arabisk inspireret markedsbygning med sære frugter, behårede grøntsager, grisehjerner og kyllinger med hoved og klør. Markedet i Tenerifes hovedstad, Santa Cruz, er det perfekte sted at shoppe spiselige souvenirs: lokal vin, salt, småkager og de særligt aromatiske kanariske bananer. Uden for langs Rambla Azul kan man købe tøj, tasker, isenkræm og strandhåndklæder med Tenerife-motiv.
Mercado Municipal Nuestra Señora de África Adresse: Avenida San Sebastián, 38003 Santa Cruz de Tenerife, Tenerife. Transport: Markedet ligger fem min. fra busterminalen Intercambiador Åbningstider: Alle dage fra kl. 7-14. Mandag er dog stille, da mange boder holder fri. Søndag er der loppemarked uden for markedsbygningen.
Productos de la Tierra - Tag Tenerife med hjem i kufferten
Hvis en frossen blæksprutte eller to kilo kanariske bananer fylder for meget i tasken, lokker hylderne i butikken Productos de la Tierra med massevis af pyntegenstande og kanariske delikatesser: bananlikør, gofio (ristet melblanding, red.), mojo, palmehonning fra La Gomera, ø-vin og cigarer fra La Palma.
Productos de la Tierra Adresse: Calle Santo Domingo, 7, 38400 Puerto de la Cruz, Tenerife Transport: Det ligger tæt ved den lille havn i nordkystens største turistby Puerto de la Cruz Åbningstider: Man-fre fra kl. 10-13 og 17-20, lør. kun formiddagsåbent og søn. lukket
ArTenerife - Kunsthåndværk, der med statsgaranti er fra Tenerife
Ikke noget med Made in China. Alle pyntegenstande og brugskunst hos ArTenerife fremstilles af kunstnere fra Tenerife. Man kan næsten fornemme det - de sirligt brode-rede duge og det velformede keramik emmer af oprigtig lyst over for håndarbejdet. Der er både nye påfund og traditionelle bestsellers, som farverige fliser med kanariske landskabsmotiver.
Kiosco ArTenerife Adresse: Playa de Las Vistas, foran hotel Tenerife Royal Garden, 38650 Los Cristianos, Arona, Tenerife. Transport: Den lille "kiosk" ligger langs strandpromenaden. Der er flere overalt på øen. Åbningstider: Man.-fre. fra kl. 10-13.30 og igen fra kl. 17-20, lør. fra kl. 10-13.
Alcampo - Storindkøb på Tenerife
Mens du lurer de lokales indkøbsvaner af, kan du hamstre jomfruelig olivenolie, lækre spanske pølser, blæksprutte på dåse og mange varianter af sødmefyldt kanarisk vin. Eller bare billig sprut og cigaretter. Velkommen til Tenerifes svar på Bilka. Alcampo har også tøjforretninger, caféer, biografer og legeland for børn, mens Toys ”R” Us, Ikea og Decathlon ligger rundt om hjørnet.
Alcampo Adresse: Motorvej fra Santa Cruz til La Laguna, afkørsel Las Chumberas eller centro comercial, 38205 La Laguna, Tenerife Transport: Tag bil eller taxi fra Santa Cruz eller La Laguna. Det koster maks. 8 euro og tager 10 min. Hjemmeside: Alcampo Åbningstider: Alle dage fra kl. 9-22 undtagen søn
Mercadillo de Torviscas - Alt muligt og lidt af hvert
Håndklæder med Tenerife-motiver, en lokal friskost, højttalere til iPods og broderede duge. Alle slags sælgere og handlende myldrer rundt på det store marked, Mercadillo de Torviscas, der har alt til turisten, både til dem, der har glemt snorklen derhjemme, og til dem, der vil smage på de kanariske delikatesser eller have de lange lokker lagt i tynde fletninger af fingernemme vestafrikanske mamas.
Mercadillo de Torviscas Adresse: Hjørnet af Avenida de Bruselas og Avenida Ernesto Santi, 38660 Costa Adeje, Tenerife Transport: Markedet ligger på en åben plads tæt ved Gran Hotel Bahía del Duque Åbningstider: Hver torsdag fra kl. 9-14.
Barer på Tenerife
Af Mia Hove Christensen, "Turen går til"
Tenerife er festabernes ferieparadis. Der er stort udvalg af diskobares og almindelige barer - her er fem af de bedste. Den sidste er børnevenlig.

Monkey Beach Club ligger på stranden og er Tenerifes hotteste sted at feste.
Suan - 1001 nats eventyr på Tenerife
Morgenmad, frokost, dinner, snacks, drinks, disko, chill-out. Du kan få det hele hos Suan, et nyåbnet spisested og diskobar i orientalsk-asiatisk indretning og det nye it-sted i nordkystens største turistby, Puerto de la Cruz. Arabiske puder i rappe farver og døre formet som tårne på Taj Majal. Smart, men aldrig for smart. Lækre drinks til fem euro, skal prøves!
Suan Adresse: Calle Santo Domingo, 8, 38400 Puerto de la Cruz, Tenerife Hjemmeside: Suan Åbningstider: Hver dag fra kl. 8-03
Monkey Beach - Tenerife Beach party party party
Tenerifes absolut hotteste bar hedder Monkey Beach og ligger på stranden. Her er fyldt med babes og flotte fyre – det er fuldstændig som at være med i MTV Beach Party. Nyd en frozen drink i vandkanten eller på en af de mange finurlige abe-stole skåret ud af træ. Konceptet er gennemført, det er lækkert og ligger i den lidt dyrere ende.
Monkey Beach Club Adresse: Avenida de Rafael Puig Lluvina, 30, 38660 Adeje, Tenerife Hjemmeside: Monkey Beach Club Åbningstider: Varierende, tjek evt. hjemmesiden.
Agua de Coco - En nat i Brasilien
Smut til Brasilien for fem euro, mens du er på Tenerife. Den hyperpopulære drinksbar har stort vindue ud til gaden, hvor man kan se velformede damer i solbrune nuancer ryste drinks til insisterende sambarytmer. En liflig duft af eksotiske frugter tryllebinder den forbipasserende, og man må have en friskrystet caipirinha.
Agua de Coco Adresse: Centro Comercial San Telmo, Avenida de la Habana, 38650 Los Cristianos, Tenerife Transport: Ligger et stenkast fra Playa Las Vistas Åbningstider: Alle dage fra kl. 17.30-02.30
Den Glade Viking - Smukt som et stjerneskud ...
Skal vi tage et slag Meyer? To små grå i neongule minikrus lander på bardisken. Skål! Den svenskejede bar, Den Glade Viking, er helt sin egen. Svenske, norske og danske hits larmer ud i et lokale, der mest af alt ligner en spejderhytte, der bliver brugt til hytteture. Man kan også spise frokost her, for eksempel pytipanna, eller om aftenen skylle sine små grå ned med en ristet hotdog.
Den Glade Viking Adresse: Avenida del Arquitecto Gómez Cuesta, under Hotel Playa Azul, 38660 Playa de las Américas, Tenerife Transport: Vikingen har hjemme i kælderetagen under Playa Azul, 5 min. fra Las Verónicas Åbningstider: I sommerhalvåret fra kl. 8-03.30, i vinterhalvåret fra kl. 12.30-23. Ferielukket fra 15. sept-15. okt. samt maj måned
Doña Papaya - Arketypisk kanarisk bar
Fru Papaya er en simpelt indrettet bar, hvor alkohol ud over øl ingen større rolle spiller, og hvor lette måltider serveres på alle tider af døgnet. Det kunne være en hvilken som helst bar. Men netop her laver de Tenerifes bedste papaya-smoothies. Deres batido de papaya er belæg nok for at lægge vejen forbi Tenerifes hovedby.
Doña Papaya Adresse: Calle Callao de Lima, 3, 38003 Santa Cruz De Tenerife, Tenerife Transport: Ligger 24 sekunders gang fra Plaza Weyler Åbningstider: Fra tidlig morgen til sen aften man.-lør., søn. lukket
Ferie med børn på Tenerife
Af Mia Hove Christensen, "Turen går til"
Tenerife har et stort udvalg af sjov og ballade for børn. Hvis havet bliver for kedeligt, er her flere vandland, dyreparker og en enkelt middelalderborg.

Bliv imponeret over spækhuggernes færdigheder i Loro Parque, Tenerifes flotteste dyrepark.
Loroparque - Tenerifes flotteste dyrepark
En stor gorilla ligger på ryggen og betragter dovent de besøgende. Dræberhvaler danser vandvals, og delfiner laver cirkuskunster. Man behøver hverken være barn eller dyreven for at synes, at papegøjeparken fra 1972 er et hit. Også pingvinland, kæmpe fuglebur, søløver og meget andet. Maden er kedelig, så spis frokosten i Puerto de la Cruz i stedet. For eksempel på La Cofradía på Calle Las Lonjas 5, hvor sammenslutningen af byens fiskere blandt andet serverer en lækker tunfiskebøf, de har fanget et stenkast væk.
Loroparque Adresse: Puerto de La Cruz, Tenerife Transport: Kør efter skiltene, uanset hvor du er på Tenerife Hjemmeside: Loroparque Åbningstider: Entré: Voksne 31,5 euro, børn 6-11 år 20,5 euro
Castillo San Miguel - Medrivende riddershow for piger og drenge
Mens ridderne slås, så sværdene slår gnister, spiser 500 gæster kyllingelår og kartofler med klør fem. En ægte middelalderoplevelse. Besøget på den 23 år gamle ridderborg har ingen tilknytning til Tenerifes kultur eller historie, men det er top-underholdning for familier og venner. Selvom man stritter imod, bliver man grebet af det.
Castillo San Miguel Adresse: Aldea Blanca, 38620 San Miguel de Abona, Tenerife Telefon: + 34922 700 276 Hjemmeside: Castillo San Miguel Åbningstider: Ons., tors. og lør. kl. 20. Forestillingen slutter ca. kl. 22. Entré: Voksne ca. 42 euro. Børn får rabat
Undervandssafari - Ubådsdyk for hele familien
Rokker, englehajer og måske en havskildpadde. I vinduerne på den vaskeægte yellow submarine kan man se havets dyr tæt på uden at trække i våddragt. Ubåden dykker op til 30 meter ned under vandoverfalden. En af de mere særprægede oplevelser for børn (og voksne) på Tenerife – lidt dyrt, men indtrykket på de mindre størrelser er stort.
Undervandssafari Adresse: Galeria Comercial Aguamarina, Avenida del Atlántico 6, Urbanización Golf del Sur, 38620 San Miguel de Abona, Tenerife. Telefon: +34 922 736 629 Transport: Tag afkørslen ved golfbanerne Amarilla Golf og Golf del Sur fra motorvejen TF-1 og fortsæt til kysten. Hjemmeside: Undervandssafari Åbningstider: Entré: Voksne ca. 48 euro, børn 2-14 år 28 euro. Rabat ved bestilling på nettet. Fire dgl. afgange. Turen varer en time og børn fra to år må komme med.
Camel Park - Hyggelig vuggetur på kamelryg
Helt små børn falder ofte i søvn i løbet af rideturen, men hele familien vil nyde en eftermiddag i 18 kamelers selskab plus det løse i husdyr. Og forældrene vil påskønne det romantiske og smukke landskab og gårdanlæg, hvor de kan spise en lækker kanarisk frokost med salat og enten saftig og mør entrecôte eller stegt kyllingebryst med papas arrugadas og mojo til. Landlig idyl og kameler kun 20 minutters kørsel fra Tenerifes turistområde.
Camel Park Adresse: Carretera TF-28 nr 65, 38627 Arona, Tenerife Telefon: +34 922 721 121 Transport: Afkørsel 27 fra motorvejen TF-1. Hjemmeside: Camel Park Åbningstider: Dagligt fra kl. 10-17 året rundt (søn. kun i juni, juli og august, lukket resten af året). Entré: voksne 10 euro, børnene får rabat
Siam Park - Vildt vandland for de lidt større børn
Vandland med thai-tema åbnede på Tenerife i 2008. Trods øbo-skepsis, måtte de fleste erkende, at det er imponerende. En rutsjebaner fortsætter ind gennem akvarier via et rør. Driv ned af Mai Thai River i en overdimensioneret badering med plads til en hånd-fuld veninder. Forlystelserne veksler mellem action og afslapning.
Siam Park Adresse: 38670 Adeje, Tenerife Telefon: + 34 902 060 000 Transport: Adgang for kørestolsbrugere. TF-1 motorvej, tag afkørsel 28 eller 29 ved Playa de las Americas. Der er skilte overalt. Hjemmeside: Siam Park Åbningstider: Fra 30. marts-21. okt. fra kl. 10-18, fra 22. okt.-29. marts fra kl. 10-17. Entré: voksne 28 euro, børn 3-11 år 18 euro, børn under 3 år gratis.
Til toppen af siden |